Politiske beslutninger i danske kommuner træffes af forsamlinger, der i gennemsnit består af knapt ¾ mænd, og sådan har det været de sidste 15 år. Hvad er problemet ved det, set med kvindeorganisationernes briller? 

Fire argumenter går igennem kampagner for flere kvinder i politik: Interesse-, ressource-, retfærdigheds- og medborgerskabsargumentet. De bygger på forskellige opfattelser af problemet, og af køn og demokrati.

 

Af Anette Borchorst
_________
 
 
 
"Har vi demokrati så længe der ikke er lige så mange kvinder som mænd med i amts- og kommunalpolitik. Jeg mener nej. Vi er jo trods alt halvdelen af befolkningen, og vi har bestemt også interesse for og viden om samfundsproblemer, så vi kan gøre os gældende. Og hvad vi måske ikke ved nu, kan vi lære, fordi vi har viljen til at være med...
 
Jeg mener, at politik som helhed trænger til kvinder. Til kvinder, der er parat til at arbejde sammen med mændene for at gøre det til et godt Danmark at leve i. Kvinder skal være med til at ændre det mandsdominerede samfund til et mere menneskeligt samfund. Jeg mener nemlig, at der først er rigtig demokrati i Danmark den dag, kvinder er ordentligt repræsenteret i alle politiske sammenhænge."
 
- Inge Sejr Jensen, politisk oplysningsudvalg, Dansk Kvindesamfund
”Stem på en kvinde!”, Leder, Kvinden og samfundet, 1978, 1: 2
 
Kvinderepræsentationen i kommunalbestyrelser i Danmark står stille og halter bagefter andre landes.(1) Fra 1927 til 1997 var der uafbrudt fremgang fra det ene kommunalvalg til det næste med et toppunkt i 1993 på 28 procent, hvorefter den faldt til 27 procent. Der er den blevet stående lige siden. Det er det laveste niveau i Norden. Sverige og Norge nåede 30 procent kvinderepræsentation i midten af 1980’erne og 1990’erne; i Finland skete det i begyndelsen af 1990’erne og i Island i begyndelsen af 2000 tallet. I dag har de fire lande alle en kvinderepræsentation på over 35 pct. (Bergqvist et al., 1999: 290; Drude Dahlerups bidrag i dette festskrift tabel 3).
 
Der er mange forklaringer på den lave kommunale kvinderepræsentation i Danmark (Drude Dahlerups og Ann-Dorte Christensens bidrag til dette festskrift; Kjær, 2001). I dette bidrag samler interessen sig om et andet spørgsmål, nemlig de normative begrundelser for flere kvinder i kommunalpolitik. Den samfundsvidenskabelige kønsforskning har identificeret tre argumenter, som baserer sig på et normativt ideal om kønsbalance (Dahlerup, 1976; Hernes, 1982: 91 f.; 1987: 22-24). De går under betegnelserne interesseargumentet, ressourceargumentet og retfærdighedsargumentet. Jeg tilføjer et fjerde argument med betegnelsen medborgerskabsargumentet. (2) Alle fire argumenter kan genfindes i indledningscitatet, som jeg vil vende tilbage til senere. Jeg ser på, hvilke problemopfattelser der knytter sig til hvert enkelt argument, og kommer på den måde også ind på vurderinger af konsekvenserne af den lave kvindeandel i lokalpolitik. (3)
 
Jeg kommer også ind på tesen om kritisk masse, som går ud på, at når kvinder udgør en tilstrækkelig stor del af de politiske forsamlinger, så kan de gøre en forskel i politik. Tesen drejer sig om et spørgsmål, som debatteres verden over af kvindeorganisationer, politikere og medier: Ændrer politikken sig, når der kommer flere kvinder i politiske fora? Det tema har også været undersøgt i en del forskning, som imidlertid ikke giver klare konklusioner om sammenhængen. (4)
 
Argumenterne illustreres løbende gennem artiklen med eksempler fra kampagner for flere kvinder i lokalpolitik og for at stemme på kvinder. I den sidste del af artiklen ser jeg nærmere på, hvordan udviklingen har været over tid i brugen af argumenter. Dernæst sammenholder jeg den danske situation med den svenske og norske i forhold til typer af argumenter og opmærksomheden omkring den lave kvinderepræsentation. En væsentlig pointe er, at kvinderepræsentation i lokal- (og national) politik i dag fremstår som et mindre væsentligt emne i Danmark end fx i Norge og Sverige. Det skyldes bl.a. manglende forankring af køns- og ligestillingsspørgsmål i Danmark i regering og politiske partier og et mindre pres fra danske kvindeorganisationer og bevægelser.
 
Analyserne af de politiske kampagner bygger i det væsentligste på materiale fra Dansk Kvindesamfund, Danmarks ældste kvindeorganisation (5), og analyserne af udviklingen i kampagnerne over tid baserer sig derudover på statslige initiativer fra Ligestillingsrådet og Ligestillingsministeriet.
 

Interesseargumentet

"Jamen – er det overhovedet nødvendigt med kvinder?
JA. Kun en stærk kvinderepræsentation kan forhindre love, der indebærer diskriminering.
Og fremme vedtagelser, der kan føre til reel ligeret mellem kvinder og mænd.
Det drejer sig om intet mindre end det samfund, vi alle skal leve i – kvinder, mænd og børn.
 
De økonomiske krisetider gør det mere nødvendigt end nogensinde at vælge bevidst mellem de goder, vi mener samfundet skal skaffe til veje. Nu må kvinderne have indflydelse på den vanskelige afvejning af, hvor der skal spares, og hvor der skal sættes flere midler ind.
 
Kvinder berøres særligt af udviklingen i vort samfund
På arbejdspladsen…
Som forbrugere…
I familien…
 
Hvad nøler vi efter?
Vi må vælge nogen til at varetage vore synspunkter bedre, end det hidtil er gjort.
 
Men vi må være klar over, at vi ikke kan nøjes med én eller to kvinder. Så kan vi ikke formidle halvdelen af befolkningens synspunkter."
 
- Dansk Kvindesamfund, Aktion kvindevalg.
Vi er halvdelen. Stem personligt på en kvinde. Pjece, 1977
 
Aktion kvindevalg
Forsiden af Dansk Kvindesamfunds pjece fra 1977
Et hyppigt anvendt argument for flere kvinder i politik er interesseargumentet. Præmissen er, at kønnene indbyrdes er homogene, men komplementære i forhold til hinanden, og at de følgelig har forskellige interesser og ikke kan repræsentere hinanden politisk. Mandsdominansen resulterer i en skævvridning af politikken, fordi mænd primært varetager egne interesser og kun i mindre grad kvinders.
 
"Hvorfor i det hellige demokratis navn bliver man ved, når åbenbart ingen – hverken mænd eller kvinder – er synderligt interesserede i at blive repræsenteret af kvinder i de bestemmende råd. Spørgsmålet kan besvares med et fordi:
Fordi samfundet, som det i dag styres, hovedsageligt er indrettet for mænd og i meget høj grad varetager mænds interesser."
 
- Eva Rude, tidl. redaktør for Kvinden og Samfundet.
”Kvinder og kommunalvalget”, Kronik, Amtsavisen, 28. februar 1970
 
Et omdiskuteret led i dette argument er, om kvinder (og mænd) er en gruppe, der har fælles politisk relevante karakteristika. Interessebegrebet blev genstand for en debat blandt kønsforskere i 1980’erne. Det startede som en amerikansk debat om interessebegrebets brugbarhed, og om der er særlige kvindespørgsmål, fx i forhold til den private sfære (Sapiro, 1981; Diamond & Hartsock, 1981). I en efterfølgende skandinavisk debat foreslog den svensk-islandske kønsforsker Anna Jónasdóttir en opdeling mellem formmomentet, der handler om interessen i at være ”til stede” (inter-esse), og indholdsmomentet, der handler om substantielle interesser (1985).
 
Jónasdóttir mente, at formmomentet og kvinders krav på at være til stede er det helt afgørende, mens substantielle kvindeinteresser må holdes åbent. De er genstand for konflikter, diskussioner og kompromisser. Hun fandt, at de bedre kan tematiseres med begrebet behov. Den norske kønsforsker, Beatrice Halsaa pegede imidlertid på, at kravet om politisk tilstedeværelse ikke er specifikt for kvinder; det gælder også for mænd. Hun var kritisk over for at adskille deltagelse fra indhold, fordi substantielle interesser dermed glider baggrunden (1987). Hendes forslag var, at objektive kvindeinteresser knytter sig til principielt kvindearbejde, dvs. graviditet, fødsel og amning, til forskel fra det faktiske kvindearbejde, der ikke er biologisk betinget, og som også kan omfatte mænd.
 
Det principielle kvindearbejde har imidlertid ofte udløst store kontroverser mellem kvinder, hvilket også har vist sig i kvindebevægelsens historie, når kvindeorganisationerne har forsøgt at formulere kvindeinteresser og repræsentere dem. Det gælder også i Dansk Kvindesamfund, der gennem sin historie har haft voldsomme konflikter om seksualitet og prævention, abort, børn uden for ægteskab og kvinders placering mellem ude- og hjemmearbejde. Disse konflikter har flere gange truet med at splitte organisationen (Borchorst, 1989).
 
Den britiske kønsforsker, Anne Phillips afviser imidlertid, at det faktum, at kvinder er uenige, skulle anfægte eksistensen af kønsspecifikke interesser. I stedet benytter hun sig af en bredere definition af kvindeinteresser i forhold til moderskab, seksuel chikane og vold (1995: 67f.; 1998: 233ff.), og det samme gør den norske kønsforsker, Helga Hernes, der fastlægger kvindeinteresser som organiseringen af dagliglivet og kontrollen med kvinders seksualitet (1987: 71). Anne Phillips præciserer i overensstemmelse med Jónasdóttirs formmoment kravet om tilstedeværelse eller ’politics of presence’ som normativ begrundelse for krav om kønsbalance og for kønskvoter i politik. Udgangspunktet er kvinders (og andre underrepræsenterede gruppers) ret til at få indflydelse på beslutninger, der påvirker dem. I løbet af debatten er der kommet stigende fokus på, at kvindeinteressen i forhold til politisk tilstedeværelse også handler om, at kvinder skal være repræsenteret i deres forskellighed, ligesom mænd er det. Interessebegrebets tilknytning til tilstedeværelsespolitik imødekommer dermed en hyppig kritik af forestillingen om kvindeinteresser for at overbetone og essentialisere forskelle mellem kvinder og mænd. Phillips mener, at svaret er at gøre diversitet til en integreret del af kravet om kønsbalance.
 
Interesseargumentet blev brugt flittigt i de tidlige danske stemmeretskampagner og har også haft et vist gennemslag, da den nye kvindebevægelse var på sit højeste. Det er ikke tilfældigt, at de to citater ovenfor begge er fra 1970’erne. I dag tages der ofte eksplicit afstand fra det, som i citatet nedenfor. En mere hyppig variant af argumentet handler om, at flere kvinder i politik påvirker, hvilke sager der kommer på den politiske dagsorden.
 

Ressourceargumentet

"Kvinder kan ikke tages til indtægt for særlige ”kvindestandpunkter”, men kvinders baggrund og livserfaring skal inddrages på lige fod med mændenes i de beslutninger, der træffes i Byrådet. Det giver et bedre beslutningsgrundlag. Med under en fjerdedel i kvinder i Byrådet går Århus Kommune desuden glip af kvindernes talenter. Derfor er det så vigtigt, at vi får flere kvinder i Århus Byråd."
 
- Susan Arac, Formand for Århus Kommunes Ligestillingsudvalg 
Pressemeddelelse, Århus efterlyser kvindelige politikere,
Kampagne: Flere kvinder i byrådet, 23. oktober 2008
 
Ifølge det andet argument, ressourceargumentet, kan kønnene bidrage med hver deres problemløsninger, fordi kvinder har andre erfaringer og tilgange end mænd. Argumentet har afsæt i en komplementær kønsforståelse. En nyere position, der knytter sig til såkaldt deliberativ demokratiteori ser uenighed som en styrke for demokratisk samtale. Med det afsæt fremhæver Irish Young, at underrepræsenterede grupper udgør en ressource for samfundet (2000).
 
Stem på en kvinde
Kampagne fra Dansk Kvindesamfund
Argumentet findes også i en variant, der baserer sig på en nyttebetragtning med rod i utilitarismen, og den er forankret i økonomisk tankegang (Teigen, 2000). I denne betydning er det dominerende fokus resultaterne og i mindre grad de demokratiske processer, og her er individbaserede rettigheder i centrum (Teigen, 2000; Bacchi, 2006).
 
"Satses der udelukkende på det ene køn frem for det andet, går vi alle glip af enorme kompetencer og ressourcer. Jeg er sikker på, at der sidder rigtig mange kvindelige emner derude, som vil gavne lokalsamfundet og de lokale partiforeninger med deres politiske talent. 
Den lave andel af kvinder i kommunalpolitik er jo ikke kun et problem, der handler om ligestilling. Det er i høj grad et demokratisk problem, der rammer alle, fordi vores ressourcer ikke anvendes optimalt."
 
- Karen Jespersen, Minister for ligestilling 
”Kvindekamp skal løse demokratisk problem”,
Kronik, Jyllands Posten, 14. maj 2008
 
Ressourceargumentet bygger på en problemforståelse om, at det svækker den samfundsmæssige ressourceudnyttelse, hvis kvinders særlige ressourcer og erfaringer ikke inddrages i politik, og at kvaliteten af beslutningerne bliver ringere, når kvinder er underrepræsenterede.
 
Ressourceargumentet anvendes hyppigt i danske kampagner for flere kvinder i politik, herunder også i den nytteorienterede og overvejende individorienterede variant, som det fremgår af citatet fra en kronik af Ligestillingsminister Karen Jespersen. I kronikken laver hun en analogi mellem politik og demokrati og det private marked. Undersøgelser om, at private virksomheder med kvinder i topledelsen giver bedre tal på bundlinjen, paralleliseres til beslutninger om serviceydelser, som kommunalbestyrelserne skal levere til borgerne. Ressourceargumentet har både i den brede og snævre utilitaristiske variant været fremtrædende i de kampagner, som Ligestillingsministeriet har ført for flere kvinder i kommunalpolitik de senere år i form af pjecer med titlen ”Kvinder styrker det lokale demokrati!”. Udgangspunktet er overvejende individorienteret, idet pjecernes væsentligste indhold er interviews med kvindelige kandidater om deres personlige erfaringer med lokalpolitik. (Minister for ligestilling, 2004; 2008).
 

Retfærdighedsargumentet  

"Ville det ikke være rimeligt, om de forsamlinger, der sidder og bestemmer, så nogenlunde var sammensat af et bredt udsnit af den befolkning, de skal bestemme for?
Er det ikke demokratiets væsentligste fordel, at alle synspunkter skal kunne komme til orde, at alle grupper får mulighed for at tale deres sag?
Vi må prøve – endnu engang. Prøve at få nogle flere kvinder ind i kommunalrådene ved valget den 8. marts. Der er brug for at få flere synspunkter frem, brug for et bedre samarbejde mellem mænd og kvinder de steder, hvor beslutningerne træffes."
 
- Else Elbæk, Redaktør, 
”Kommunalvalget”, Leder, Kvinden og samfundet, 1966, marts: 37.
 
Retfærdighedsargumentet handler om demokratiske idealer, og det trækker på liberalt-demokratisk tankegods med fokus på lige deltagelsesrettigheder. Omdrejningspunktet for debatten er gruppebaserede rettigheder, hvilket skal ses i sammenhæng med, at interessen her samler sig om den politiske verden og repræsentative politiske systemer. Argumentet gør op med komplementære forestillinger om køn, hvor kønnene har afgørende forskellige værdier og opgaver. Det bygger ikke på eksplicitte antagelser om køn, og det vil kunne udstrækkes til skæv repræsentation i forhold til en række dimensioner. Det hænger sammen med en problemforståelse om manglende retfærdighed og legitimitet i mandsdominerede politiske forsamlinger.
 
Grundsynspunktet er, at det er uretfærdigt, at en gruppe, der udgør halvdelen af befolkningen, ikke har adgang til et lige medborgerskab og får lige del i elite- og magtpositioner. Det centrale er, hvem der repræsenterer, og hvor mange de er. Hvad de repræsenterer og under hvilke omstændigheder er mindre fremtrædende for denne argumentation, der i princippet kan isoleres helt fra overvejelser angående politikkens indhold.
 
Kvinde i politik
En central diskussion knytter sig til, om repræsentationskrav kan knyttes til køn set i forhold til krav om repræsentation af andre dimensioner, som fx etnicitet, alder og geografisk tilhørsforhold. En aktuel diskussion knytter sig til et nyt perspektiv og nøglebegreb i kønsforskningen, nemlig intersektionalitet eller krydsningspunkter mellem forskellige dimensioner (Christensen & Siim, 2006). En intersektionel tankegang i forhold til kommunalpolitisk repræsentation vil fx indebære, at man fokuserer på forskelle i repræsentationen af etniske majoritetskvinder og etniske minoritetskvinder. Og tilsvarende for mænd. Intersektionalitetsdiskussionen har rejst en række nye spørgsmål om, hvorvidt der er et hierarki mellem dimensionerne, således at nogen er vigtigere end andre, fx når der stilles krav om kvoter i politik. Der har også, som jeg senere skal vende tilbage til, været konkurrence om betydningen af forskellige dimensioner i forbindelse med kommunalvalgene. Et eksempel herpå er valgene efter de to store kommunalreformer i 1970 og 2005, der førte til reduktion af antallet af kommuner og pladser i lokalpolitiske beslutningsfora. Det betød, at kandidaternes geografiske placering fik en nøglebetydning.
 
Gennem de senere år er der kommet fornyet fokus på spørgsmålet om etnicitet i forhold til køn og klasse. Phillips argumenterer for, at klasse er forskelligt fra køn og etnicitet på den måde, at personer i princippet kan skifte klasse ved at indgå i den politiske elite, mens etnisk baggrund og køn er noget, alle har, og derfor væsentligt at repræsentere. Hun mener også, at kravet om repræsentation af klasse, som historisk var udgangspunkt for etableringen af partier til en vis grad har udlevet sig selv. Etnicitet er ikke på samme måde som køn noget, alle har, fordi etniske grupper er mere flydende, og Philips mener, at det i sig selv kan være udtryk for racisme at tænke etniske minoriteter som én gruppe. Phillips er imidlertid en stærk fortaler for, at multikulturelle samfund bør sikre tilstedeværelse af kvinder og minoriteter, (2007: 166ff.).
 
I de danske kommunalvalgskampagner sker det også, at køn glider i baggrunden i forhold til andre dimensioner. Geografisk tilhørsforhold spillede utvivlsomt en rolle efter implementeringen af Strukturreformen, og etnicitet har også fået større vægt i kommunalvalgskampagnerne gennem det sidste årti. Det er imidlertid interessant, at dimensionerne helt overvejende tænkes hver for sig frem for i et intersektionelt perspektiv.
 
Retfærdighedsargumentet er det mest anvendte argument i danske kampagner for flere kvinder i politik. Ifølge den danske magtudrednings eliteundersøgelse er spørgsmålet om demokrati og legitimitet netop begrundelsen for, at der er flere kvinder i den politiske elite end i andre eliter. Forfatterne konkluderer, at det skyldes, at udvælgelsesprocessen for den politiske elite sker med hele befolkningen som ledvogtere (Christiansen, Møller & Togeby, 2002). Denne forklaring rækker imidlertid ikke at begrunde, hvorfor kvinderepræsentationen i lokalpolitik er noget lavere end i nationalpolitik.
 
Manglende legitimitet for mandsdominerede forsamlinger er ikke en fremtrædende problemforståelse i danske kommunalvalgskampagner, mens det bruges mere hyppigt om EU parlamentet. En mulig forklaring kan være, at spørgsmålet om EU's demokratiske legitimitet har været langt mere politiseret og problematiseret af feminister. Det er også karakteristisk, at den europæiske kvindelobby i sin kampagne for 50-50 procents kønsbalance i Europaparlamentet op til det kommende valg argumenterer for, at underrepræsentation af kvinder er en alvorlig hindring for EU’s demokratiske legitimitet.
 

Medborgerskabsargumentet

"Når man fra adskillige sider bebrejder kvinderne, at de ikke selv gør noget for at skaffe sig den fornødne repræsentation i det politiske liv, er der altså noget om snakken. Det er nok, der er vel kvalificerede til at gøre sig gældende og det at være medlem af et demokratisk samfund må medføre en vis forpligtelse til at opgive rollen som bly viol og udnyttede den udmærkede træning i offentlige anliggende direkte i samfundets træning."
 
- Inger Margrethe Pedersen, Byretsdommer
”Kvinderne og kommunalvalget”, Kronik,
Berlingske Tidende, 27. februar 1970
 
I kampagnematerialet findes et fjerde argument, medborgerskabsargumentet, der ligger i forlængelse af retfærdighedsargumentet. Det tager afsæt i medborgerskabsidealet og betoner pligter frem for rettigheder. Til forskel fra de andre argumenter fokuserer medborgerskabsargumentet først og fremmest på kvinderne selv.
 
Forpligtelsen til at deltage i demokratisk samtale var afsættet for etableringen af den tværpolitiske oplysningsbevægelse, Folkevirke i 1944 med Bodil Koch som primus motor. Bevægelsen blev oprettet med udgangspunkt i erfaringerne med kampen mod den nazistiske besættelse, og den sigtede mod ”en kvinderejsning til gavn for det folkelige liv og dansk folkestyre ud fra den overbevisning, at når først mænds og kvinders politiske indsats går hånd i hånd vil folkestyret nå sin fulde blomstring, på samme måde som et hjem i egentlig forstand kun er et hjem, når faderen og moderen i lige grad præger det” (Gloerfeldt Tarp, 1965:164). Dermed havde Bodil Koch og Folkevirke en dobbelt transformativ dagsorden, der både pointerede kvinders pligter i demokrati og politik og mænds ansvar i familien.
 
Vi har stemmeretten - brug den
Dansk Kvindesamfund
Argumentet dukker op med jævne mellemrum, og var fx omdrejningspunktet for Dansk Kvindesamfunds parole ved en kampagne i 1966, Vi har stemmeretten, brug den. I nyere tid er argumentet fx blevet brugt af forkvinde for Dansk Kvindesamfund Brita Foged på den måde, at rettigheder og pligter må følges ad, hvis der skal ske forandringer. Direkte indflydelse kræver deltagelse i ét af de partier, som udgør grundstrukturen i vores demokrati herhjemme. Det kræver meget af fritidsenergien bruges i den politiske beslutningsproces, hvor byråd, amtsråd og folketing kun udgør de synlige politiske arenaer.
 
Rettigheder i sig selv skaber ingen forandring. Det bliver mere og mere tydeligt for mig, at det er i udnyttelsen af de vundne rettigheder, der ofte er den største træghed. Her er det menig kvinde og mand, der skal tage over og benytte sig af rettighederne – deltage i demokratiet. (Kvinden og Samfundet 1993, 6).
 

Kritisk masse

Gennem de sidste to årtier er tesen om kritisk masse dukket op med jævne mellemrum i debatter om kvinder i politik. Tesen stammer fra atomfysikken og blev i slutningen af 1970’erne anvendt i forhold til mindretalsgrupper på arbejdsmarkedet med fokus på sammenhængen mellem en minoritets størrelse og dens synlighed og betydning (Moss Kanter, 1977). Godt 10 år senere blev den anvendt til at tematisere politisk kvinderepræsentation af Drude Dahlerup, som tog afsæt i de skandinaviske erfaringer med øget kvinderepræsentation (1988). Hun anførte, at der ikke var tale om automatisk sammenhæng mellem størrelse og placering, men opstillede den hypotese, at en kritisk masse potentielt kan føre til kritiske handlinger, som kan ændre den måde, kvinder behandles på i politik, indholdet af politikken, den politiske diskurs mv. Siden blev tesen udgangspunkt for specifikke mål for kvinderepræsentation og har som sådan været omdiskuteret, bl.a. fordi forsøgene på at dokumentere sammenhængen mellem stigende kvinderepræsentation og forandringer i de politiske beslutninger ikke har været entydige (Politics & Gender, 2006; Wängnerud, 2008).
 
For nylig blev der i tidsskriftet Politics & Gender gjort endeligt op med ideen om, at der er nøje sammenhæng mellem en gruppes størrelse i en politisk forsamling og dens indflydelse på politik. Sarah Childs og Mona Lena Crook mener, at den kan nuanceres ved, at der fokuseres på, hvordan en kritisk masse gør en forskel for politikken, frem for hvornår (2006). Det kan ske gennem mere præcise beslutningsprocesanalyser og ved at se på kritiske handlinger og kritiske aktører. Sandra Grey foreslår på baggrund af analyser fra New Zealand en modificeret udgave af tesen, hvorefter 15 procent kvinder ændrer den politiske dagsorden, mens det kræver 40 procent at få kvindevenlig politik (2006).
 
Spørgsmålet om forandringer i politikkens indhold diskuteres også i form af ændringer af den politiske dagsorden, så den omfatter problemstillinger, der er mere relevante for kvinder. Det gælder fx i forbindelse med, at familiebaseret vold er gået fra at blive opfattet som et privat anliggende til at være noget, staten skal forholde sig til.
 

Danske kampagner for flere kvinder i politik

Opdelingen på de fire argumenter er til dels analytisk, og de kan bruges kumulativt med retfærdighedsbegrebet som det mindst vidtgående og interessebegrebet som det mest vidtgående. Derfor optræder flere argumenter ofte på samme tid som i indledningscitatet, hvor alle fire tages i brug. Det kommer først ind på retfærdighedsargumentet (sammenhæng mellem befolkningsstørrelse, repræsentation og demokrati), derefter inddrages ressourceargumentet (interesse og viden om samfundsproblemer) og medborgerskabsargumentet (viljen til at være med). Endelig bruges interesseargumentet (ændring af det mandsdominerede samfund).
 
Stem på en kvinde
Dansk Kvindesamfund
Det er imidlertid sjældent at se en blanding af alle argumenter, og der har været en tendens til, at politiske grupperinger har haft forkærlighed for forskellige argumenter med udgangspunkt i deres forskellige politiske og ideologiske tankegods. Interesseargumentet har primært været anvendt af socialistiske partier, mens borgerlige partier primært har trukket på ressourceargumentet, og den utilitaristiske variation er blevet brugt af aktører med afsæt i liberalistiske partier. Samtidig har forandringer i kvinders placering og kvindemobiliseringens styrke også konsekvenser for brugen af argumenter. Den australske kønsforsker Carol Bacchi har utvivlsomt også ret i, at kontekst har stor betydning for kvindeorganisationernes diskursive strategier, fordi de tilpasser deres argumenter til de rammer, der sættes for den politiske debat på givne tidspunkter og steder (2006). Under stemmeretskampen og først i det 20. århundrede, hvor kønnenes tilknytning til familien og det offentlige liv var meget forskellige, var det almindeligt at tage afsæt i interessebegrebet, og der var en stærk forventning om, at kvinder ville gøre en tydelig forskel i politik (Dahlerup, 1976; Holm, 1982; Jytte Larsens og Anna Wowk Vestergaards bidrag til dette festskrift). I kommunalvalgskampagner fra midten af 1960’erne til i dag trækkes der på mange varianter af argumenter og i forskellige kombinationer, men interesseargumentet bruges sjældent i dag. Hvis der refereres til det handler det om interessen i at være til stede og have indflydelse på kvinders vilkår eller i form af at præge emnerne på den politiske dagsorden.
 
Argumenterne tager afsæt i forskellige kønsforståelser. Der er eksempler på en klar forskelstænkning i forhold til mænd og kvinder som begrundelse for flere kvinder i lokalpolitik. Således forfatteren Elsa Gress:
 
"Nej, jeg mener ikke, jeg er forræder mod mit køn, snarere tværtimod. Og ja, kvinder og politik er et vigtigt emne, om også et som mange mere ”realistiske” og mindre generelt ”samfundskritiske” sjæle end jeg allerede tager sig udmærket af. Og ja, jeg er sikker på, at verden politisk set kun vil kunne Blive bedre (der hører kunst til at gøre den værre) om flere kvinder ville gøre sig mere gældende med bedre støtte på det politiske felt, derunder det lokalpolitiske, for nu ikke at sige sognerådsplanet. Hvis, gentager hvis, de da i øvrigt er medmenneskelige, intelligente og åbne for reformer i lige så høj grad som, eller helst i højere grad end de mandige kolleger. Ellers kan det være det samme."
- Elsa Gress (Ekstra Bladet, 24. februar 1970)
 
Elsa Gress’ forskelstænkning er imidlertid betinget af en præmis om, at kvinder er bedre og klogere mennesker end mænd, og hendes argumentation var i den forstand ikke særlig typisk fx for Dansk Kvindesamfunds kampagner. Hun lyder heller ikke selv helt overbevist om synspunktet. Andre gør op med stereotype forestillinger om kvinder og deres opgaver som knyttet til familie og børn. Et eksempel er Mette Bryld, der i en leder i Kvinden og Samfundet fra 1966 problematiserer betydningen af køn, samtidig med at hun anbefaler, at man stemmer på kvinder. Hun karakteriserer det som et problem for Dansk Kvindesamfund:
 
"at en gruppe – i ganske overvejende grad kvinder – må beskæftige sig med problemer, der traditionelt bliver opfattet som rene kvindeproblemer, d.v.s. som problemer snævert forbundet med kønnet, og derved kommer til at bestyrke den opfattelse, at gruppen er en forsamling af kvinder, der dels ikke evner at se ud over de såkaldte ”nære ting” (hjemmet, børnene), og som dels på en både ublu og lidt lattervækkende måde påberåber sig sit køn, som den åbenbart må være i stærk konflikt med, siden den ved at påberåbe sig det netop ønsker at ”ophæve” det."
- Elsa Gress (Kvinden og Samfundet, 1966,12.)
 
Nogle år senere problematiserer forfatteren Ulla Ryum også, om køn har betydning for politisk arbejde: 
 
Kort sagt: det drejer sig ikke om mand eller kvinde, men om den politik, vedkommende står for. Og i et samfund, hvor stort set den ene halvdel af medlemmerne stadig udnyttes groft økonomisk, fordi de tilfældigvis er kvinder, samtidig med at de selvfølgelig på lige fod med mændene er udsat for de øvrige former for udbytning af arbejdskraft, man i dag finder ”formålstjenligt” – i dette samfund kan det ikke kun være en særlig kvindeopgave at gøre opmærksom på kvindens økonomiske situation, men en kvinde såvel som en mandeopgave at sætte ind over fed økonomiske situation som helhed.
- Ulla Ryum, (Land og Folk, 28. februar 1970)
 
Spørgsmålet om diversitet optræder også som et argument for, at den lave kvinderepræsentation er problematisk i forhold til at repræsentere kvinder i deres forskellighed. Forkvinde i Dansk Kvindesamfund, Eva Hemmer Hansen skriver således i en kronik fra 1970:
 
Men de obligatoriske kvinder skal kunne tage sig af interesser så vidt forskellige som husmødrenes, de helt selverhvervende, ”kvindelige ungkarle”, de helt overbelastede heldags-udearbejdende med børn, de lidt heldige havldags-udearbejdende med børn, medhjælpende hustruer, højt uddannede kvinder, socialt nødstedte kvinder. Ikke engang en meget stort og klart aftegnet gruppe som de enligstillede forsørgere er repræsenterede i det politiske liv ved egne talsmænd med personlig sagkundskab om deres meget specielle problemer. 
- Eva Hemmer Hansen (Politiken, 28. februar 1970)
 
Klasse og familiesituation tematiseres her som forskelle mellem kvinder, hvilket også skal ses i sammenhæng med, at kronikken er skrevet i en periode, hvor der foregik markante ændringer i kvindeliv. Efter 1950’erne, hvor hovedparten af de gifte kvinde var hjemmearbejdende var man nu nået til en situation, hvor halvdelen af alle gifte kvinder var på arbejdsmarkedet, og skilsmissefrekvenserne var begyndt at stige markant. Derimod var den danske befolkning stadig forholdsvis homogen, hvorfor spørgsmålet om etnicitet ikke var kommet på banen.I forbindelse med de store kommunalreformer, hvor kampen om pladserne i de lokalpolitiske forsamlinger blev skærpet, var kvindeorganisationerne bekymrede for, at geografi skulle aflede fokus på køn som kriterium.
 
"Der kan således let ske det, at man af bare geografisk befippelse helt utilsigtet kommer til at glemme de kvindelige beboere i området og deres interesse i repræsentation. Hvor sognekongerne kriges, glemmes kvinderne!"
- Carry Hedemann, Cand. Polit. 
”Kvinderne og kommunalrådsvalgene”, Kronik, Kristeligt Dagblad, 1. marts 1970
 
I 1970, da Kommunalreformen havde reduceret antallet af kommuner fra 1300 til 277 argumenterede en række kvinder for betydningen af flere kvinder i lokalpolitik i en række kronikker, der blev trykt samtidig i forskellige aviser. Flere af ovenstående citater stammer fra disse kronikker.
 
En tilsvarende problemstilling gjorde sig gældende i 2005 ved første valg efter Strukturreformen, som reducerede antallet af kommuner fra til 271 til 98. På stemmesedlerne var det denne gang tilladt ved valg til sammenlægningskommunerne at anføre kandidaternes geografiske tilhørssted. Der var på forhånd frygt for, at politikerne fra de største af de sammenlagte kommuner ville sætte sig på hovedparten af pladserne. Kommunalforskeren, Ulrik Kjær mener, at dette valg var udset til at være og kunne være blevet kvindernes valg, men han konkluderer, at geografisk tilhørsforhold fik betydning som kriterium på bekostning af køn. Det er ikke undersøgt systematisk, men han underbygger sin påstand ved at sammenholde kvindeandelene i de 32 fortsætterkommuner og de 66 sammenlægningskommuner. Den meget beskedne fremgang i kvinderepræsentationen ved dette valg på 0,3 procent dækker nemlig over en forskel på næsten 10 procentenheder mellem de to typer kommuner. Kvindeandelen blandt de valgte kandidater i fortsætterkommunerne var på 34,2 procent, mens den kun lå på 24,9 i sammenlægningskommunerne (2007).
 

Den danske situation i skandinavisk kontekst

Sammenholdt med situationen i Sverige og Norge er det tydeligt, at køn har en mere begrænset politisk betydning i Danmark, og det kan bl.a. forklares ud fra forskelle i kønspolitiske modeller i de tre lande. Et nordisk studie fra slutningen af 1990’erne, konkluderede, at den danske kønspolitiske model er den mest ”bottum up” orienterede i Norden. I 1970’erne og 1980’erne var der en omfattende kvindemobilisering i sociale bevægelser, og den forårsagede et pres på det politiske system. Derimod gik kvinderne uden om de politiske partier, som heller ikke har haft kvindeforbund som nogle af de norske og svenske (Borchorst, Christensen & Raaum, 1999). Det har medvirket til at usynliggøre og antagelig også nedtone eventuelle kønskonflikter i danske partier. Dertil kommer, så at den ’bottum up’ orienterede danske model fik en svag ’bottum’ i 1990’erne, da den omfattende politiske mobilisering af kvinderne klingede af. Ydermere fik den danske ligestillingspolitik en svag start i midten af 1970’erne som følge af ugunstige økonomiske, politiske og diskursive rammebetingelser (Borchorst, 2004). Forklaringerne på de skandinaviske forskelle skal altså både søges i spørgsmålet om institutionalisering og kræfter ’fra oven’ i det politiske system og i forskelle ’fra neden’.
 
De skandinaviske forskelle kommer også til udtryk i diskurserne om køn og politik i de tre lande (Borchorst, Christensen & Siim, 2003). I Sverige har der været en stærk undertrykkelsesdiskurs, som bl.a. blev styrket af nedgangen i kvinderepræsentationen ved Riksdagsvalget i 1991 fra 38 til 33 procent. Det førte til et målrettet fokus på, hvad man kunne gøre for at øge kvinderepræsentationen (bl.a. i en statslig betænkning) samt til oprettelsen af kvindenetværket, Stödstrumperna. Det forstærkede konkurrencen blandt de politiske partier om at profilere sig på ligestilling. I dag kalder partierne sig stort set alle sammen for feministiske, og både borgerlige og socialdemokratiske regeringer lægger stor vægt på kvinderepræsentation.
 
I Norge var der en omfattende diskussion af underrepræsentation af kvinder i 1980’erne, og norske kvinder blev til forskel fra danske og svenske integreret i politik, før de for alvor kom på arbejdsmarkedet. Debatten for øget kvinderepræsentation var bl.a. derfor præget af en stærk forskelsdiskurs om det særlige, kvinderne kunne tilføre politik, og denne diskurs blev internaliseret af både mænd og kvinder (Skjeie, 1992). Forskelsdiskursen er ikke nær så fremtrædende i dag, men der er fortsat fokus på betydningen af kønsblandede politiske forsamlinger, som bl.a. tematiseres af det norske ligestillings- og diskriminationsombud i kampagner for flere kvinder i politik.
 
Den danske diskurs har i højere grad været forankret i en generel demokratidiskurs, som er præget af en norm om kønsneutralitet, og køn og ligestilling opfattes ikke som væsentlige profileringsspørgsmål hverken for politiske partier eller regeringer og heller ikke for de kvindelige politikere. Lena Wängneruds sammenligning af den betydning, politikere i nordiske parlamentariske forsamlinger tillagde kvinders repræsentation i midten af 1990’erne, viste, at de danske politikere lå lavere end politikere i de øvrige fire lande i forhold til at vurdere kønsbalance som et vigtigt issue (2000). Dertil kom, at relativt få danske politikere mente, at den stigende kvinderepræsentation gennem de forrige 20 år havde ændret partiernes politik. Endelig havde de relativt få kontakter med kvindeorganisationer. En opfølgende dansk analyse bekræfter, at køn spiller en begrænset rolle for de danske politikeres aktiviteter (Feifer, 2005).Den relativt svage danske ligestillingspolitik afspejler sig også i implementeringen af 1990’ernes og nullernes dominerende ligestillingsstrategi, mainstreaming. Den blev inkorporeret i dansk ligestillingslovgivning i 2000 med en formulering om, ”at ligestilling skal indarbejdes i al planlægning og forvaltning”. Strukturreformen var den største administrative reform i Danmark de sidste 100 år, men kønsmainstreaming var ikke nævnt i kommissoriet og køn og ligestilling var stort set fraværende i Strukturkommissionens betænkning (Borchorst & Christensen, 2005). Samtidig har de demokratiske implikationer af at reducere antallet af kommuner og pladser i de lokalpolitiske beslutningsfora i det hele taget været underbetonet.
 
Det manglende politiske fokus på køn betyder imidlertid ikke, at kønsforskelle er forsvundet i vælgernes holdninger. Det viser sig ikke så meget som tidligere i stemmeafgivningen, men kvindelige vælgere bakker langt mere end de mandlige op om velfærdspolitikken, og de er markant mere kritiske over for skattelettelser end mænd (Goul Andersen, 2001).
 
Køn spiller også en rolle for, hvad politikerne beskæftiger sig med. Kvinderne er koncentreret i arbejde med reproduktive områder og mændene i teknik- og økonomiopgaver. Et speciale om udvalgsfordelingen i 8 kommuner og i Folketinget for perioden1909-1950 viser, at der var en klar kønsopdeling i politikernes placering. I kommunerne var typiske kvindeområder undervisning og socialområdet og mandeområder økonomi og teknik (Andersen & Nielsen, 2006). Der findes kun tilløb til nyere analyser af kønsarbejdsdelingen i kommunalpolitik (Anna Wowk Vestergaards og Helle Skjerbæks bidrag i dette festskrift), men der er gennemført en analyse af Folketinget for perioden 1979-2005. Også her påvises en stærk kønsopdeling, således at kvinder arbejder med bløde politikområder, mens mændene i højere grad arbejder med såkaldt hårde politikområder. Analysen kan imidlertid ikke afdække, om det skyldes kvindernes prioriteringer, eller at de får de områder, som mændene ikke gider arbejde med (Feifer, 2005).
 

Gør det noget?

Politiske beslutninger i danske kommuner træffes af forsamlinger, der i gennemsnit består af ¾ mænd, og sådan har det være de sidste 15 år. Et interessant spørgsmål er, om den lave danske kvinderepræsentation også hænger sammen med den tilsyneladende langt mere begrænsede problemforståelse, der hersker i Danmark angående kønsubalance i beslutningsfora, set i forhold til Norge og Sverige. Den noget større fokus i de to andre lande kan være en af begrundelserne for, at kvinderepræsentationen også er langt højere her.
 
Kommunalvalg 1974
Den begrænsede politiske betydning af køn hænger formentlig både sammen med manglende forankring af køns- og ligestillingsspørgsmål i de politiske partier og en svækkelse af den bevægelsesorienterede danske kønsmodel, som i 1970’erne og 1980’erne satte det politiske system under kønspolitisk pres. Det hænger sammen med, at den udenomsparlamentariske mobilisering er klinget af. Samlet betyder det, at de kønsforskelle, der findes i vælgernes politiske holdninger, fx til skat og velfærd, ikke bliver synlige i de politiske beslutningsfora og heller ikke bruges som begrundelser for kønsbalance i lokalpolitik.
 
Der er større fokus i valgkampagnerne på forskelle mellem kvinder (og mellem mænd) i dag end tidligere, og argumenter om køn som væsensforskel optræder stort set ikke i valgkampagner dag i form af argumenter om, at kvinder og mænd grundlæggende har forskellige interesser. De mest anvendte argumenter er ressourceargumentet, bl.a. i den nytteprægede variant, og retfærdighedsargumentet. Men til forskel fra debatten om EU Parlamentet knyttes det sidste sjældent til en problematisering af kommunalbestyrelsernes legitimitet. Der er fortsat et vist fokus på køn i de kommunale valgkampagner, men det konkurrerer med andre kriterier. Da Strukturreformen i 2005 reducerede antallet af kommunalbestyrelser, blev geografisk tilhørsforhold et afgørende kriterium, og også etnicitet er ved at få en vis tyngde i diskussionerne om kommunalbestyrelsernes sammensætning.
 
Debatten efter Strukturreformen afspejler, at spørgsmålet om demokratiets væsen og kommunalbestyrelsernes legitimitet er trængt i baggrunden, og det begrænsede fokus på, hvordan og hvorfor den lave kvindepræsentation er et problem, skal også ses i den sammenhæng. Spørgsmålet er, om den manglende voice for underrepræsenterede grupper, som fx kvinder og etniske minoriteter har potentiale til at puste liv i en demokratisk samtale, som nogle af de tidligere omtalte demokratiteoretikere anslår. Fejringen af stemmeretsjubilæet kunne være en god anledning til at diskutere det!
 

Noter

  1. Jeg beskæftiger mig ikke med amterne, som blev nedlagt i forbindelse med Strukturreformen. Amternes kvinderepræsentation var på niveau med kommunernes ved nedlæggelsen. En del af deres opgaver blev lagt over til kommunerne, hvis antal samtidig blev reduceret. De sammenlagte kommuner fik i 2006 et sammenlægningsudvalg, der består af den kommunalbestyrelse, der blev valgt ved kommunalvalget i november 2005.
  2. Undertiden nævnes også et rollemodelargument, som går ud på, at kvinder skal vælges, fordi de fremstår som rollemodeller for andre kvinder. Argumentet inddrages ikke her, fordi det ikke tematiserer spørgsmålet om demokrati og repræsentation som sådan. Det optræder også sjældent i de danske kampagner for flere kvinder i politik.
  3. Jeg ser derimod ikke på argumenter for bestemte løsninger, fx i form af kvoter.
  4. Forskning om sammenhæng mellem antallet af kvinder i politik og politikkens indhold i Danmark er imidlertid meget begrænset, og det gælder i særdeleshed for lokalpolitik.
  5. Materialet fra Dansk Kvindesamfund er fra Kvindehistorisk Samling, Statsbiblioteket, hvor Eva Lous med vanlig ildhu og hjælpsomhed har assisteret med at fremskaffe det. Materiale fra Ligestillingsrådet (1975-2000) bygger på Årsrapporterne og nyhedsbrevet, Lige NU samt pjecer fra rådet og Ligestillingsministeriet (2000-).

Litteratur

  • Andersen, Anna Wowk & Karen Jermiin Nielsen (2006). ”Disse sager er jo særligt for kvinderne” – Kvindelige politikere i kommunalbestyrelser og Rigsdag i første halvdel af det 20. århundrede. Speciale. Institut for Historie og Områdestudier, Aarhus Universitet.
  • Andersen, Johannes & Jørgen Goul Andersen (2003).”Køn, alder og uddannelse: De unge mænds sejr”, pp.189-206 i Jørgen Goul Andersen & Ole Borre (red.) Politisk forandring. Værdipolitik og nye skillelinier ved folketingsvalget 2001. Århus: Systime.
  • Bacchi, Carol (2006). ”Arguing for and against quotas”, pp. 32-51 i Drude Dahlerup (ed.) Women, Quotas and Politics. Oxon: Routledge.
  • Bergqvist, Christina et al. (red.) (1999). Likestilte demokratier? Kjønn og politikk i Norden. Oslo: Universitetsforlaget. Nordisk Ministerråd. 
  • Borchorst, Anette (1989). “Kvindeinteresser og konflikter”. Nyt forum for kvindeforskning, 9. årg., nr. 3: 21-33.
  • Borchorst, Anette (2004). ”Skandinavisk ligestillingspolitik tur-retur, på dansk billet”. Nytt Norsk Tidsskrift, nr. 3-4: 264-274. 
  • Borchorst, Anette & Ann-Dorte Christensen (2005). Når der går symbolpolitik i ligestilling, se Høring på Christiansborg 1. juni.
  • Borchorst, Anette, Ann-Dorte Christensen & Nina C. Raaum (1999). “Ligestillede demokratier? Opsamling og perspektivering”, pp. 253-265 i Christina Bergqvist et al. (red.) Likestilte demokratier? Kjønn og politikk i Norden. Oslo: Universitetsforlaget. Nordisk Ministerråd. 
  • Childs, Sarah & Mona Lena Krook (2006). ”Should Feminists Give up on Critical Mass? A Contingent Yes”. Politics & Gender, 2: 522-530.
  • Christiansen, Peter Munk, Birgit Møller & Lise Togeby (2002). ”Køn og eliter”, pp. 72-91 i Anette Borchorst (red.) Kønsmagt under forandring. København: Hans Reitzels Forlag.
  • Christensen, Ann-Dorte & Birte Siim (2001). ”Fra køn til diversitet – intersektionalitet i en dansk/nordisk kontekst“. Kvinder, køn og forskning, 2-3: 32-42.
  • Dahlerup, Drude (1976). Et selvstændigt kvindeparti? Den danske kvinderetsbevægelse efter stemmeretten var vundet, 1903-18: En historie om stadigt bristede forventninger. Aarhus Universitet: Institut for Statskundskab. 
  • Dahlerup, Drude (1988). "From a Small to a Large Minority: Women in Scandinavian Politics“. Scandinavian Political Studies, 11, 4: 275-298. 
  • Dahlerup, Drude (2006). ”The Story of the Theory of Critical Mass”. Politics & Gender, 2: 511-522.
  • Dahlerup, Drude (2007). ”Ligestillingsforståelser i svenske og danske partier – Er borgerlig ligestillingspolitik under afvikling?”. Politik 10, 2: 6-16.
  • Diamond, Irene & Nancy Hartsock (1981). ”Beyond Interests in Politics: A Comment on Virginia Sapiro’s ’When Are Interests Interesting? The Problem of Political Representation of Women”. The American Political Science Review, 75, 3: 717-721. 
  • Feifer, Mette (2005). Gør kvinderepræsentation en forskel i Folketinget?. Speciale. Institut for Statskundskab. Århus Universitet. 
  • Gloerfeldt-Tarp, Kirsten (1965). ”Kvinder i rigsdagen”, pp. 117-222 i Ellen Strange Petersen (red.) Kvinderne og valgretten. København: J.H. Schultz Forlag,.
  • Grey, Sandra (2006). ”Numbers and Beyond: The Relevance of Critical Mass in Gender Research”. Politics & Gender, 2: 492-502.
  • Halsaa, Beatrice (1987). ”Har kvinnor gemensamme intressen?”. Kvinnovetenskaplig Tidskrift, 4: 42-56.
  • Hernes, Helga (1982). Staten – kvinner ingen adgang?. Oslo: Universitetsforlaget. 
  • Hernes, Helga Maria (1987). Welfare State and Women Power. Essays in State Feminism. Oslo: Norwegian University Press. 
  • Holm, Gretelise (1982). Et hjerteanliggende. Kvinder, Samfund, Lokalpolitik. Viborg: Kommunetryk.
  • Jónasdóttir, Anna (1985). ”Kvinnors intressen och andra värden”. Kvinnovetenskaplig Tidskrift, 6, 2: 17-34. 
  • Kanter, Rosabeth Moss (1977). Men and women and the corporation. Basic books. 
  • Kjær, Ulrik (2001). ”Kvinder i kommunalpolitik – er grænsen nået?”. Kvinder, køn og forskning, 1: 68-78.
  • Kjær, Ulrik (2007). ”Kommunalpolitikerne”, pp. 133-158 i Roger Buch & Jørgen Elklit (red.) Nye kommunalvalg? Kontinutiet og forandring ved valget i 2005. Odense: Syddansk Universitetsforlag.
  • Minister for ligestilling (2004; 2008). Kvinder styrker det lokale demorati. København: Ligestillingsafdelingen.
  • Phillips, Anne (1995). The Politics of Presence. Oxford: Clarendon Press. 
  • Phillips, Anne (1998). “Democracy and Representation: Or, Why should it Matter Who our representatives Are?, pp. 224-240 in Anne Phillips (ed.) Feminism & Politics, Oxford: Oxford University Press.
  • Phillips, Anne (2007). Multiculturalism without Culture. Princeton and Oxford: Princeton University Press.
  • Politics & Gender (2006). ”Do Women Represent Women? Rethinking the “Critical Mass” Debate”, pp. 491-530.
  • Sapiro, Virginia (1981). ”When are Interests Interesting? The Problem of Political Representation of Women”. The American Political Science Review, 75, 3: 701-716. 
  • Skjeie, Hege (1992). Den politiske betydningen av kjønn. En studie av norsk topp-politik. Oslo: Institutt for Samfundsforskning.
  • Teigen, Mari (2000). ”The affirmative action controversy”. NORA, 8,2: 63-77.
  • Young, Irish (2000). Inclusion and Democracy. Oxford: Oxford University Press.
  • Wängnerud, Lena (2000). “Representing women”, pp. 132-154 in Peter Esaiasson & Knut Heidar (eds.) Beyond Westminster and Congress. The Nordic Experience. Ohio State University Press,.
  • Wängnerud, Lena (2008). Politics of Presence or Feminist Awareness? Two Perspectives on Gender Dynamis in Parliament. Paper til Bortom Röstretten. Nordisk workshop om kön, politik och medborgerskap, Södertörn Högskola, 12th juni.
Arkivmateriale: Politisk-økonomisk udvalg, Kvindehistorisk samling, Statsbiblioteket.
 
Amtsavisen
Berlingske Tidende
Ekstra bladet
Jyllands Posten
KL-online
Kvinden og Samfundet 
Land og Folk
Lige Nu
Ligestillingsrådets årsrapporter 1975-
Politiken
 
Diverse internetsider