Kvindernes grundlovsoptog løb med overskrifterne i 1915, og her 100 år senere står kvindetoget stadig som emblem på indførelsen af moderne demokrati i Danmark.
 

Af Jytte Larsen
_________

Den historiske erindring om 1915-grundloven er båret af billeder af et mægtigt opbud af kvinder, der under vejende faner med fuld hornmusik indtog Københavns gader. Omsværmet af journalister og pressefotografer. Hyldet med klapsalver, flag og blomster af tilskuere på tætpakkede fortove, altaner og i åbne vinduer. 

12.000-20.000 kvinder

Adgangstegn til toget var en lille rød-hvid broche med indskriften 5. juni 1915, der kunne købes på forhånd. På dagen blev restoplaget af de 10.000 emblemer revet væk, så mange måtte gå med uden. Det præcise deltagertal kendes således ikke, men samtidige skøn varierer fra knap 12.000 til over 20.000.

Danske Kvinders Valgretstog var stramt koreograferet i to akter omkring dagens højdepunkter: Statsrådet på Amalienborg kl. 13.30, hvor Christian 10. (1870-1947) underskrev den nye grundlov, og fællesmødet i Rigsdagen kl. 14.30, hvor konseilspræsident C. Th. Zahle (1866-1946) overrakte den underskrevne grundlov til Folketingets formand  N. Pedersen-Nyskov (1850-1922). 

Opmarchen foregik på Grønningen, og et mylder af kvinder med kurs mod Østerbro vendte denne lørdag formiddag op og ned på byen. Pressen var med hele vejen. Strøget mindede Politikens begejstrede reporter om London City i morgentimerne, når finansfolket strømmede mod kontorerne – men i det offentlige rum, normalt domineret af mænd, havde menneskestrømmen nu skiftet køn:

”Den ene overfyldte Sporvogn efter den anden svingede ned ad Bredgade, men Ladningen bestod af lutter Kvinder. Man saa bogstavelig talt ikke én Mand for hver fem Hundrede Kvinder”.
(Politiken 6.6.1915, s. 6)

Blåstemplet fra højeste sted

Pressen skrev

"Ingen, der saa den uoverskuelige Mængde af danske Kvinder, som i taktfast Gang, Række efter Række, drog ind paa Slotspladsen, for at tage deres Rettigheder i Besiddelse, vil nogensinde glemme det."

Reportage fra Danske Kvinders Valgretstog i Berlingske Tidende 6.juni 1915

Med 36 organisationer og institutioner om bord samlede arrangementet hele det kvindelige foreningsdanmark. Projektet blev styret fra Dansk Kvindesamfunds kontor i Studiestræde med det administrative stortalent Thora Daugaard (1874-1951) som koordinator for et fællesudvalg af tidens centrale kvindesags- og kvindevalgretsorganisationer.

Kvindetoget var blåstemplet fra højeste sted med invitationer til audiens hos kongen og besøg i Rigsdagen. Den delegation på 25 foreningsformænd og institutionsledere, der var udpeget til at repræsentere toget, mødtes til generalprøve i Samfundet for Vanføre i Toldbodgade under ledelse af Henni Forchhammer (1863-1955). I sin egenskab af formand for paraplyorganisationen Danske Kvinders Nationalraad var hun ordfører for delegationen og hun skulle kvittere for grundloven med overrækkelsen af Danske Kvinders Adresse til Regering og Rigsdag den 5. Juni 1915.

30 unge kvinder udgjorde togets fanebærende fortrop. Den store udfordring bestod i at få indtoget på den stuvende tilskuerfulde Amalienborg Slotsplads til at fremstå som ”et samlet, til Lejligheden passende, Hele”, en øvelse, der krævede ”Ideer, kunstnerisk Smag, Kommandoevne og en uudtømmelig Elskværdighed” af instruktøren og ”overordentlig stor Taalmodighed” af de instruerede.

Denne formiddag gav formanden for Københavns kvindelige Gymna­stikforening, K.A.S. Præstgaard (1873-1940) ca. 250 demonstrationsvagter - i tidens terminologi ordensmarshaller - de sidste instrukser om, hvordan toget skulle opstilles i foreningsorden og ordenen opretholdes undervejs. Til den ende blev de udstyret med foreningsskilte og ”en lil­le rød- og  hvid-omvundet Stav, der i Massevis var fremstillet af flittige Hænder Dagene forud”. 

En gruppe med en dobbelt funktion som billetsælgere og samaritter deltog i en fjerde  træningssession:  

”De unge Damer, der sendtes ud til Togets Rækker for at sælge Emblem til de mange, der strømmede til i Sidste Øjeblik, var kendelige paa et grønt Armbind, og var tillige et Slags Ambulance-korps: I Kurven havde de - - Hofmans-Draaber og Sukker, og disse »Draaber«, der altid vækker en via Munterhed, naar de næv­nes, viste sig at være en udmær­ket Foranstaltning, til Glæde for mangen Deltager i Toget, der var bleven medtaget af den lange Op­stilling i Solvarmen”.
Kvinden og Samfundet 1915, s. 165

Det var således toptrænede og -motiverede demonstrationsvagter, der modtog de tusindvis af optogsdeltagere ved ankomsten til Grønningen og viste på plads ved  foreningsskiltene. Opgavens omfang illustreres af, at toget ved afmarchen strakte sig fra Gefion Springvandet til Østerport Station. Første etape gik via Amaliegade ind på Amalienborg Slotsplads, og her ankom bagtroppen kl. 14, en time efter fortroppen satte i gang.

Et nyt Danmark var født

Det var ikke i kraft af størrelse, pomp og pragt, at Danske Kvinders Grundlovstog erobrede avisernes overskrifter om grundlovsdagen i 1915 - og historiens overskrifter om Danmarks Riges Grundlov af 5. juni 1915. Tværtimod beroede succesen på, at toget var helt anderledes og meget enklere end de traditionelle grundlovsmarcher, der kulminerede under forfatningskampen i 1880’erne med kæmpeparader, hvor op mod 100.000 af Københavns 300.000 indbyggere var på gaden. Særlig spektakulære var arbejderbevægelsens optog med masser af faner, musikkorps og store tableauer.

Kvindernes valgretstog hvilede på et koncept, hvor deltagerne var alt, rekvisitter overflødige, budskabet radikalt - en politisk kønsrevolution. Eksemplarisk formidlet i en tredelt formation:

  • Fanevagten – ungdommen, parate til at løfte den feministiske arv ind i fremtiden  
  • Deputationen – den sejrende kvindesaglige elite
  • Folket – de nye medborgere, arm i arm i utallige rækker    

Når man dertil lægger, at fanevagt og marskalkorpset var klædt i nationale farver: Lange hvide kjoler og røde silkeordensbånd, kunne ingen, der så toget skride frem, være i tvivl om, at et nyt Danmark var født denne solbeskinnede forsommerdag. Allerforrest blev Dannebrog båret frem af en ung blond kvinde, der skulle blive en af dagens mediedronninger, forelsket fremstillet som den inkarnerede danskhed:

”Om selve Danmarksfiguren (…) var steget fra sin Sokkel for at marchere i Spidsen, kunde hun ikke virke mere udpræget dansk og lys end Frk. Obel, der fik sig en straalende Skønhedssukces. Hvis vi levede i Amerika, vilde Frk. Obel i Dag til Morgen kunde vade gennem Dynger af Ægteskabstilbud”. (Politiken 6.6.1915, s. 6)

I smuk kontrast til den lyse barhovede fanevagt fulgte deputationens store hatte og overvejende sorte silkekjoler, tre og tre i rækker. Forrest kom Henny Forchhammer sammen med Dansk Kvindesamfunds to ikoniske æresformænd, Matilde Bajer (1840-1934) og Jutta Bojsen-Møller (1837-1927). 78 år gammel var Jutta Bojsen Møller deputationens alderspræsident - og yngst af sind. Senest havde hun øget sin store popularitet ved at bryde etiketten med hurraråb fra Landstingets tilhørerloge ved grundlovens vedtagelse, og denne dag strålede hun selvsagt ”som en Sol, og hvert Øjeblik maa hun standse for at blive snap-shot’tet”. (København 6.6.1915).

Blandt de øvrige deputationsmedlemmer finder man forstanderinderne på Diakonisse- og Sankt Lukasstiftelsen Victoria Jensen (1847-1930) og Isabelle Brockenhuus-Løwenhielm (1856-1932) på fotografernes top 10-liste. 

DEPUTATION
Del af deputationen til Amalienborg 5. juni 1915 for danske kvinders valgret. Yderst til venstre ses Gyrithe Lemche, yderst til højre Astrid Stampe Feddersen og i midten deputationens leder Henni Forchhammer. Foto: Kvindehistorisk Samling
Spinkle violiner og hvide sommerfugle

Standvagten på Amalienborgs Slotsplads under statsrådets stadfæstelse af grundloven var kvindetogets dramatiske højdepunkt. Der var kommet tusindvis af tilskuere, og de 100 udkommanderede politibetjente havde travlt med at holde plads ryddet til ministrene, der kom kørende i taxa til statsrådet i Christian 9.s Palæ, sidst konseilspræsidenten med grundloven på forsædet. Til kongen, der skulle krydse slotspladsen i åben kavalervogn fra Christian 8.s Palæ, hvor kongefamilien residerede. Og til kvindeproccessionen, der skulle opstilles foran residenspalæet.

Med præcis timing svingede fanevagten ind på slotspladsen, samtidig med at kongens vogn forsvandt i porten til Christian 9.s Palæ. Den tog opstilling vis-a-vis residenspalæet, mens  delegationen fortsatte ind i et forgemak til audienssalen, og resten af toget efterhånden udfyldte den halvdel af slotspladsen, politiet havde holdt afspærret. 

Paraden var planlagt under devisen ”Kvinder kan selv”, men når det kom til hornorkestre og marchmusik, måtte arrangørerne kaste håndklædet i ringen og alliere sig mandlige musikere. At have dem gående med i toget ville selvsagt have ødelagt hele tegningen, så de blev opstillet diskret i forskellige gårde og pladser på ruten. Bl.a. i et hjørne af Amalienborg Slotsplads, hvor de akkompagnerede den fællessang, optoget sammen med tilskuerne spontant satte i gang under statsrådet. Heriblandt en sang, Dansk Kvindesamfunds historiograf Gyrithe Lemche (1866-1945) havde skrevet til lejligheden og fået distribueret som et postkort.        

Den nye lyd over Amalienborg blev endnu tydeligere, da kongen efter statsrådet og stadfæstelse kørte gennem et hav af hurraråbende kvinder tilbage til residenspalæet. Hør hvordan  København beskrev det uvante sceneri:  

”Underligt saa forskelligt saadanne Hurraer af Kvinder alene lyder i modsætning til blandet Kor. Som spinkle Violiner i modsætning til Hornorkester (… ) Bestandig bliver Hurraraabene ved, og Lommetørklæderne flagrer som talløse Sværme af hvide Sommerfugle hen over Pladsen” (København 6.6.1915)

Som kronen på denne kønsballade kastede en ellers meget korrekt næstformand for Danske Kvindens Nationalraad  Astrid Paludan-Müller (1873-1930) den store buket røde roser, en tilskuer havde givet hende, i favnen på den benovede Christian 10. Det var da også en bevæget monark, der efter audiensen trådte ud på balkonen og på egne og dronningens vegne takkede for besøget.

Ordensmagten havde mødt hele projekt kvindetog med udtalt skepsis, for som en af de udstationerede betjente på Grønningen sagde til Politiken: ”Gud véd, hvorledes det skal gaa, for de har jo ikke været Soldater!” (Politiken 6.6.1915, s. 6).  

Hvor arrangørerne selv som nævnt betragtede indmarchen på Amalienborg som kritisk, gættede den offentlige mening på, at der ville opstå kaos ved udmarchen, når deltagerne skulle finde ind på rækkerne igen. Men også den bekymring viste sig at være overflødig:

”Man havde ventet, at Kvindetoget nu vilde gaa itu, at alle vilde trænge paa for at slippe, og at der vilde blive vild Forvirring. Men det skete ikke. Hver eneste Kvinde blev staaende paa sin Plads, og Afmarschen foregik med samme Orden som Indmarchen”. (Politiken 6.6.1915, s. 6)     

Deputationen var ikke med på anden etape fra Amalienborg via Frederiksgade ad Bredgade forbi Rigsdagen og tilbage til Grønningen. Tidsplanen var så stram, at de måtte tage taxa for at nå modtagelse i Rigsdagen, hvor de skulle overvære overrækkelsen af den underskrevne grundlov og Henni Forchammer læse Danske Kvinders Adresse til Regering og Rigsdag den 5. Juni 1915 op fra Folketingets talerstol. Klokken 15 samledes toget igen, da deputationen sluttede sig til det igen, læste adressen op og refererede kongens og rigsdagens svar. Først da opløstes Danske Kvinders Grundlovstog med den ro, orden og værdighed, der havde været dets fornemme kendemærke.