Kvindernes kommunale valgret var en sejr for kvindebevægelsen, men skabte samtidig nye udfordringer og dilemmaer. For hvordan sikrede man sig, at kvinder faktisk brugte de nye rettigheder og troppede op på valgdagen?

Var de parate til at træde i karakter som nye politiske subjekter? Og hvordan skulle kvindeorganisationerne agere i de partipolitiske forhandlinger om opstilling af kandidater uden at havne i interne stridigheder?

 

Af Jytte Nielsen
_________
 
Ved kommunalvalget i 1909 blev der indvalgt i alt 127 kvinder og 9682 mænd i de kommunale råd, hvilket svarede til en kvinderepræsentation på 1,3%. Året før i 1908 ved valget til hjælpekasserne fik kvinderne i alt 40% af pladserne i de nyoprettede kasser. Og ved valget i 1903 til landets menighedsråd anslås det, at kvinderne indtog op mod en tredjedel af pladserne. (1)
 
Kvinderne var altså allerede inden erhvervelsen af den kommunale valgret stærkt involveret og engageret i det lokale social- og kirkepolitiske arbejde. Med den viden kan det undre, at kvinderepræsentationen ved det første kommunalvalg i 1909, hvor kvinder både kunne stille op og stemme, blev så lav. I det følgende vil jeg ved at kigge nærmere på kvindeorganisationernes aktiviteter i forbindelse med kommunalvalget og deres syn på den kommunale valgret forsøge at komme med nogle bud på nogle mulige forklaringer på, hvorfor det ikke lykkedes at få flere kvinder valgt. Min undersøgelse baserer sig primært på læsning af de to største kvindeorganisationer Dansk Kvindesamfund og Landsforbundet for Kvinders Valgrets blade ”Kvinden og Samfundet” og ”Kvindevalgret” i perioden fra ca. 1908-1910. (2)
 
Min overordnede tese er, at kvindeorganisationerne, på trods af at der næsten gik et år fra loven om den kommunale valgret var vedtaget i Rigsdagen til det første kommunalvalg blev afholdt, valgte at holde en relativ lav profil, både hvad angik opstilling til de kommunale valglister og mere generelt i forhold til at diskutere kommunalpolitiske emner. Nogle af de faktorer, som kan være med til at forklare kvindeorganisationernes valg af denne strategi, og som jeg i det følgende vil undersøge nærmere er:
 
  1. Uenighed mellem Dansk Kvindesamfund og Landsforbundet for Kvinders Valgret umuliggjorde en samlet kvindepolitisk kampagne
  2. Opfattelsen af at kvinder, trods valgloven, endnu ikke var trådt i karakter som politiske subjekter
  3. Den kommunale valgret var ikke målet, men midlet til at opnå den politiske valgret. Derfor blev valgdeltagelsen dvs. stemmeprocenten vægtet højere end selve valgresultatet
  4. Afvisningen af rene kvindelister og opfordringen til at kvinder skulle dele sig efter politisk anskuelse og melde sig ind i de lokale partiforeninger, betød at arbejdet med valglisterne blev overladt til de lokale kvindepolitiske kræfter i kredsene.

En kvindebevægelse i splid med sig selv

Det var en splittet kvindebevægelse, der med kommunalvalgloven i 1908 høstede de første frugter i kampen for den politiske valgret. De to største kvindeorganisationer Dansk Kvindesamfund og Landsforbundet for Kvinders Valgret kæmpede indbyrdes om at rekruttere medlemmer og oprette nye kredse over hele landet. Også selvom begge var enige i, at den politiske valgret stod øverst på ønskelisten.
 
Forskellen mellem de to organisationer bestod dels i deres alder. Dansk Kvindesamfund var blevet oprettet i 1871, Landsforbundet i 1907. Dels i at Landsforbundet var en enkeltsagsorganisation med kvinders politiske valgret som eneste punkt, mens Dansk Kvindesamfund siden oprettelsen havde arbejdet bredere for bl.a. at forbedre kvinders uddannelsesniveau, deres adgang til arbejdsmarkedet og ægteskabslovgivningen. Derudover rekrutterede de deres medlemmer fra forskelligt politisk hold. Dansk Kvindesamfunds medlemmer havde overvejende deres sympatier for partiet Venstre, mens Landsforbundets ledere var tilknyttet kredsen omkring partiet Det radikale Venstre.
 
Landsforbundet blev oprettet i 1907 af en gruppe af yngre veluddannede kvinder, som krævede politisk valgret til kvinder nu og her, kvinder, som ikke kunne forbinde sig med Dansk Kvindesamfunds mere kompromissøgende og hvad de opfattede som mere reaktionære linje. Landsforbundet voksede sig hurtigt stort – takket være bl.a. strategen Elna Munchs eminente organisationstalent. I 1909, samme år som det første valg til kommunerne løb af stabelen, havde Landsforbundet ca. 10.000 medlemmer fordelt på ca. 120 kredse, og Dansk Kvindesamfund havde ca.10.000 medlemmer fordelt på ca. 100 kredse. At begge organisationer opfattede hinanden som konkurrenter, og at tonen til tider kunne være ganske uforsonlig også på lokalt niveau, fortæller Astrid Stampe Feddersen i sine erindringer.
 
”Jeg havde arbejdet for at få dannet en kreds [for Dansk Kvindesamfund] i Nørre Ørslev omkring højskolen (…) Der var nu 17 medlemmer og jeg havde lovet, at fru Bojsen Møller skulle komme og danne kredsen. Så en dag ringer forstanderen, herr Schmidt mig op og siger, at nu måtte fru Bojsen Møller snart komme, for Landsforbundet var ude om at få kredsen. En af de radikale redaktører havde ringet ham op og sagt, at de vilde bede om at måtte låne højskolen til at danne en kreds af Landsforbundet. Det kunne de ikke, for Dansk Kvindesamfund var lige ved at skulle danne kreds, svarede han. Den radikale redaktør spurgte da, om de nu ville slutte sig til ”de reaktionære”; men højskoleforstanderen svarede, at Dansk Kvindesamfund var alt andet end reaktionært og arbejdede ivrigt for valgretten”. (3)
 
Jutta Bojsen-Møller
Jutta Bojsen-Møller var formand for Dansk Kvindesamfund i 16 år fra 1894-1910. Foto: Kvindehistorisk Samling, Statsbiblioteket
 
Dansk Kvindesamfund vandt det konkrete slag om kredsen i Nørre Ørslev i 1909, men det var langt fra tilfældet alle steder, ligesom der i en række byer både fandtes en kreds af Dansk Kvindesamfund og en kreds af Landsforbundet. Uforsonligheden mellem de to organisationer gik tilbage til 1907 ved stiftelsen af Landsforbundet. Dansk Kvindesamfund havde i den forbindelse lavet en aftale med Københavns Kvindevalgretsforening, hvorfra initiativet til Landsforbundet udgik, om at Landsforbundet skulle afholde sig fra at stifte kredse i de byer og sogne, hvor Dansk Kvindesamfund allerede havde lokalafdelinger.
 
Da Landsforbundet senere på året i 1907 opsagde den aftale, foreslog redaktøren af ”Kvinden og Samfundet”, Helene Berg, at fusionere de to organisationer til en ny samlet organisation med navnet De samvirkende danske
Kvindesamfund og Kvindevalgretsforeninger.
 
Forslaget blev mødt med hån fra Landsforbundets side og kom end ikke til afstemning. (4) Der var således ikke basis for et samlet kvindepolitisk fremstød, endsige samarbejde, mellem de to kvindeorganisationer. Uforsonligheden og kampen om medlemmerne til trods, var de to organisationer dog helt på linje, når det gjaldt strategien i forhold til kommunalvalget.
 

Valgdeltagelsen har første prioritet

Elna Munch kommenterede den kommunale valglov kort efter dens vedtagelse i april 1908 i en artikel i ”Kvindevalgret”. Her lykønskede hun kvinderne med deres nye politiske rettigheder, men slog dog samtidig fast, at den kommunale valgret kun var et skridt på vejen mod det endelige mål – den politiske valgret.
 
Elna Munch
Elna Munch var med opbygningen af Landsforbundet for Kvinders Valgret en af de mest centrale skikkelser i valgretskampen fra ca. 1907. Foto: Det kongelige Bibliotek
 
”Og Kvinderne bør indse, at hvor stort et Gode den kommunale Valgret end er, saa er den politiske Valgret dog et langt større; den har for Kvinderne en langt mere indgribende Betydning. Den kommunale Valgret og Valgbarhed giver os Kvinder Lejlighed til at øve Indflydelse paa Kommunens Styrelse, tage Del i Kommunens Arbejde og dens Pligter. Den politiske Valgret og Valgbarhed aabner os Mulighed for at tage Del i Lovgivningsarbejdet. Den politiske Valgret har derfor ikke blot den teoretiske Betydning for os, at den er den officielle Anerkendelse af, at vi er Mennesker, tænkende Væsner saa godt som Mændene.” (5)
 
Budskabet var klart. Ifølge Munch kunne kvinder først betragtes som politiske subjekter i egentlig forstand, når den politiske valgret var i hus. Den kommunale valgret var blot et skridt på vejen. En opfattelse, som også blev delt af lederne i Dansk Kvindesamfund. Det primære succeskriterium ved kommunalvalget i 1909 blev derfor at vise omverdenen, at kvinderne ved at benytte deres nyerhvervede rettighed, var parate og modne til at gå hele vejen – dvs. at blive fulde politiske medborgere med stemmeret og valgbarhed til Rigsdagen. Og derfor fik arbejdet med at sikre en høj valgdeltagelse ved kommunalvalget højeste prioritet.
 
På Dansk Kvindesamfunds årlige fællesmøde juni 1908, hvor strategien for det kommende kommunalvalg blev lagt, fik ønsket om en høj valgdeltagelse da også første prioritet. En høj valgdeltagelse ville nemlig gøre det tydeligt for medlemmerne af Rigsdagen, at kvindeorganisationerne havde haft kvinderne bag sig i kravet om et fuldt politisk medborgerskab. Bekymringen om hvorvidt kvinderne nu også ville benytte sig af deres nye rettigheder, var ifølge Ester Carstensen almindelig udbredt selv blandt lovgiverne:
 
”Da Konseilpræsidenten og Indenrigsministeren fornylig modtog den Deputation fra Valgretsforbundet og D. K. S., som kom for at takke Ministrene for deres Medvirken til Opnaaelse af Kvindernes Stemmeret, var det første, de begge sagde omtrent dette: »Naar de nu bare vil benytte den,« det er jo ogsaa den bedste Maade at vise vor Glæde paa; og her bør D. K. S. i det kommende Aar koncentrere sine Kræfter”. (6)
 
Analysen i kvindebevægelsen var, at det der skulle få kvinderne til at flokkes om stemmeurnerne, var at få skabt interesse og oplysning om det kommunalpolitiske arbejde. Både Dansk Kvindesamfund og Landsforbundet opfordrede lokalafdelingerne landet over til at igangsætte oplysningskampagner.
 
Lokalafdelingerne greb opfordringen, og i månederne op til valget i marts 1909 blev der afholdt et omfattende antal lokale møder om kommunalpolitiske emner og valgtekniske forhold. Af lokalforeningernes tilbagemeldinger (7)  til hovedforeningernes blade ”Kvinden og Samfundet” og ”Kvindevalgret” fremgår det, at mødeformen overvejende bestod af oplysende foredrag om det daglige arbejde i sognerådene og kommunalbestyrelserne og i langt mindre grad af politiske debatmøder.
 
Foredragsholderne var især lokale og især mandlige notabiliteter, men også de to foreningers kvindelige spidser turnerede landet rundt. I København var mødeaktiviteten størst. Her blev der i Landsforbundets regi afholdt mindst 7 møder og i Dansk Kvindesamfunds regi mindst 3 møder. (8) Men også i byer som Odense, Esbjerg, Skive, Stege og Nykøbing Falster var mødeaktiviteten stor. I Odense og København blev der også arrangeret prøvevalg, så kvinderne på forhånd kunne få indblik i selve valghandlingen.
 
Ud over nogle få oplysende artikler om valgteknikken fyldte kommunalvalget forbløffende lidt i de to kvindeblade. Først da valgdagen nærmede sig, kom lederskribenterne på banen med opfordringer til kvinderne om at bruge deres stemmeret. Opfordringerne havde karakter af indtrængende appeller, hvor der bl.a. blev slået på international solidaritet, nationalfølelsen og på den enkelte kvindes selvopfattelse. Julie Ahrenholt proklamerede fx i ”Kvindevalgret” (9), at kvindelige sofavælgere ”skader Kvinders Sag Verden over, skader vort Arbejde for den politiske Valgret” og at valgretten ikke kun var en ret, men også en pligt. Pligten til at stemme var også temaet i forkvinden for Dansk Kvindesamfund, Jutta Bojsen-Møllers, indlæg, der slog på de nationale strenge i opfordringen ”Mød frem! Husk, at det er Danmark, der kalder Eder frem for første Gang - at gøre Eders Borgerpligt”. (10)
 
Opråb!
Jutta Bojsen Møllers opråb i "Kvinden og Samfundet", 4. marts 1909.
 
 
Lederskribenten Ester Carstensen appellerede i ”Kvinden og Samfundet” til den enkelte kvindes selvforståelse ved at udnævne de kvinder, som ikke havde tænkt sig at bruge deres valgret for ”indskrænkede”:
 
”Husk, at den, der ikke kan se ud over sin egen lille Horisont og ikke har nogen Forstaaelse af selv de mest nærliggende Tings Sammenhæng, kan i Ordets egentligste Betydning kaldes indskrænket! Det kan ses paa Valglisterne, hvem der ikke har stemt; det vil komme frem i Statistikken, ubønhørligt afsløres, hvis Kvinderne har holdt sig hjemme, og saa gaar der flere Aar, før det kan gøres om.” (11)
 
Med den stort anlagte voxpop ”Hvorfor bør Kvinder stemme ved de kommunale Valg?” (12), der kørte over 2 numre i ”Kvinden og Samfundet”, blev lederskribenternes argumenter suppleret med udsagn fra en række prominente kvinder og mænd – alle kendte ansigter i kvindebevægelsen. Også de praktiske forhindringer for stemmeafgivningen blev der forsøgt taget højde for i en leder af Julie Ahrenholt, hvor hun opfordrede unge piger under 25 år til at tilbyde sig som barnepiger på valgdagen, så husmødrene kunne afse tid til at stemme. (13)
 
Kampagnen for at få kvinderne til stemmeurnerne lykkedes ganske godt. På valgdagen stemte 50% af de stemmeberettigede kvinder. Flest i hovedstaden, hvor valgdeltagelsen nåede op på knap 70%, færrest i landdistrikterne, hvor 38% afgav deres stemme. (14) Og kvindeorganisationerne havde dermed ydet deres bidrag til at gøre statsministerens bekymring om kvindernes politiske parathed til skamme.
 
Hvorfor bør Kvinderne stemme?
Udsnit af voxpop i "Kvinden og Samfundet", 4. marts 1909
 
 

Kvinder som politiske subjekter

”Klokken slaar 10, og Stemmeafgivningen begynder. »Deres Navn?« - »Jeg hedder Olsen«. »Ja, saa skal De ned i Stueetagen, - dette her er A.« - »Jamen, jeg hedder A. Ol¬sen !!« Stormende Munterhed. De omkringstaaende kvindelige Vælgere er grusomme nok til at bemærke: »Og det var endda en Mand!« De skulde ikke have gjort det. Et Øje¬blik efter, var der en af deres Medsøstre, der paa det mest indtrængende anmodede om at faa sin Mand med ind i Rummet. »Det kan ikke tillades.« - »Jamen, det er min Mand, og han har lovet at hjælpe mig.« »Ingen maa ledsage Vælgeren ind i Rummet.« - Her var gode Raad dyre. Et Øjeblik efter forsvinder den hjælpeløse bag ved det stribede Forhæng med venstre Haands Tommelfinger fast knuget til det Bogstav, hun skal stemme paa.« (15)
 
Denne muntre øjenvidenskildring fra den kommunale valghandling i København kunne man læse i ”Kvinden og Samfundet” i dets første nummer efter kommunalvalget d. 12. marts 1909. Episoden afspejler den generelle bekymring, som rakte langt ind i kvindeorganisationernes egne rækker om hvorvidt kvinderne nu også var parate til at varetage deres nye politiske rettigheder. Generaldirektør Marcus Rubin formulerede bevægelsen fra at være uden politiske rettigheder til at udøve politiske rettigheder som en læreproces, der kunne sammenlignes med det at lære at svømme:
 
”Det er en begyndelse til at lære at svømme-, først bliver det vel i Sele, senere bliver man Frisvømmer”. (16)
 
Udtalelsen fandt sted i den ovenfor omtalte voxpop i ”Kvinden og Samfundet” og lå helt på linje med en lang række andre udtalelser fra både kvindeorganisationernes formænd og kvindetidsskrifternes lederskribenter. Det at få tildelt en politisk rettighed i juridisk forstand, gjorde ikke automatisk de nye vælgere til politiske subjekter. 
 
Marcus Rubin
Marcus Rubin var i 1909 generaldirektør for skattevæsenet og blev senere direktør for Nationalbanken. Foto: Wikimedia Commons
 
Hvem der skulle være de nye førstegangsvælgeres svømmelærere og stå for den politiske skoling, nævner Rubin ikke. Om det fx var de politiske partiers opgave at varetage oplæringen af kvinder til at blive politiske aktører, eller om også kvindebevægelsen og andre politiske bevægelser havde en rolle at spille. Men med brug af svømmemetaforen signalerede Rubin både, at kvinderne med deres nye rettigheder nu bevægede sig ind i ukendt farvand, og at det kunne tage en vis tid, før kvinderne kunne betragte sig selv som fuldgyldige poliske aktører på omdrejningshøjde med de mere erfarne mandlige vælgere og politikere.
 
Det kan undre, at både Rubin og de kvindelige lederskribenter var mere optagede af at understrege og påpege de kvindelige førstegangsvælgeres mangler end potentialer og allerede høstede erfaringer med andre typer af politisk arbejde – jf. at kvinderne faktisk sad på 40% af pladserne i fx hjælpekasserne og at mange af de 20.000 kvinder, som var organiserede i kvindebevægelsen, var involveret i andre typer af socialpolitisk og filantropisk arbejde. 
 

Opstilling af kvindelige kandidater

Mens kvindeorganisationernes top og organer var dybt engagerede i at sikre en høj valgdeltagelse, stod det mere skralt til, når det gjaldt arbejdet med at få opstillet kvindelige kandidater på listerne til kommunalvalget. Det arbejde overlod man til de lokale kredsbestyrelser. Dog udstak både Landsforbundet og Dansk Kvindesamfund nogle overordnede retningslinjer. Elna Munch fra Landsforbundet opfordrede i en artikel i juni 1908 kvinderne til at melde sig ind i de eksisterende partier og ad den vej skaffe sig politisk indflydelse. Alternativet, som var at danne rene kvindelister eller kvindeorganisationslister afviste hun blankt. Samme holdning gik igen hos Dansk Kvindesamfund, som på deres landsmøde i Odense juni 1908 vedtog en resolution med følgende ordlyd:
 
”Fællesmødet udtaler, at »Dansk Kvindesamfund« er en upolitisk Forening, at de enkelte Kredse kun bør opfordre deres enkelte Medlemmer til at gaa ind i de forskellige politiske Partier, som de føler sig i Overensstemmelse med, og derigennem gøre deres Indflydelse gældende, og at Kredsene ikke bør opstille særlige Lister undtagen i Nødsfald.” (17)
 
Ester Carstensen opfordrede på landsmødet de enkelte lokale kredsbestyrelser til at indgå i et samarbejde med de lokale vælgerforeninger for at sikre, at der var opstillet kvindelige kandidater på alle listerne og helst også at få de kvindelige kandidater placeret højt oppe på listerne, så de var sikret valg. Hvordan det konkret skulle foregå, og hvilke argumenter og strategier det ville være fornuftigt at bringe i spil i forhandlingerne med vælgerforeningerne, blev ikke nærmere uddybet. Ligesom det heller ikke på noget tidspunkt var på tale, at fællesstyrelsen skulle understøtte det lokale arbejde med fx en samlet henvendelse fra moderforeningen til de politiske partier. Opbakningen fra Dansk Kvindesamfunds ledelse bestod alene i et tilbud til kredsene om evt. at henvende sig, hvis der opstod problemer lokalt, som de ønskede at drøfte med fællesstyrelsen. Om nogen af kredsene tog imod tilbuddet fremgår ikke i de tilbagemeldinger fra kredsene, som blev trykt i ”Kvinden og Samfundet” efter valget.
 
At det var en stor og i mange tilfælde også umulig opgave at løfte for de ofte relativt små og med partipolitik uerfarne lokalforeninger at skulle skaffe egnede kandidater og indgå i politiske magtspil og studehandler var den øverste ledelse i Dansk Kvindesamfund fuldt ud klar over. Carstensen formulerede det således:
 
”Skulde det i et eller andet Sogn være vanskeligt at finde Kvinder eller - i alle Tilfælde tilstrækkelig mange Kvinder, som egner sig til at opstilles som Kandidater til Valgene - vi er jo endnu kun Begyndere og har saa meget at lære, og der kan jo være saa mange Forhold, der kan gøre det vanskeligt eller uoverkommeligt for Kvinder at paatage sig et saadant Arbejde - lad saa Hensynet til Samfundet, her Byen eller Sognet, alligevel gaa forud for Hensynet til Kvindesagen og Lysten til at kunne opvise saa og saa mange kvindelige Byraads- eller Sogneraads-medlemmer. Kvindesagen vinder nok frem alligevel, og den staar sig maaske tilsidst bedst ved, at det kun bliver dertil særlig egnede Kvinder, der vælges.” (18)
 
Udtalelsen, der faldt på fællesmødet i juni 1908, og som ifølge Carstensen selv stod for hendes egen regning, kan ikke ligefrem læses som en peptalk til fodfolket i kredsene. Og selvom hun understregede, at synspunktet ikke nødvendigvis havde opbakning i baglandet, gav hendes position som medlem af Dansk Kvindesamfunds forretningsudvalg og redaktør af ”Kvinden og Samfundet” hendes udtalelse en vis vægt. Udtalelsen kan tages både som udtryk for, at ledelsen i DK ikke anså en høj kvinderepræsentation i kommunerne som et afgørende succeskriterium for det kvindepolitiske arbejde, og at der selv inden for organisationens egne rækker var tvivl om, hvorvidt kvinderne kunne magte opgaven. Ester Carstensen uddybede ikke, hvilke kvaliteter og kvalifikationer de kvindelige kandidater skulle besidde for at være ”særlig egnede”. Men nervøsiteten for at evt. valg af udygtige kvinder til kommunalbestyrelserne, ville falde tilbage på kvindebevægelsen og dermed måske forlænge den politiske proces vedrørende den politiske stemmeret, har sikkert spillet en rolle.
 
Kvindeorganisationernes strategi med at overlade det til lokalafdelingerne og de enkelte kvinder at tage kampen om pladserne på opstillingslisterne handlede også om kvindeorganisationernes eget interne liv. Begge organisationer opfattede sig selv som upartiske og de stillede derfor deres medlemmer frit i forhold til at vælge politisk tilhørsforhold. Opfordringerne om at dele sig efter politisk anskuelse og melde sig ind i de politiske partier blev dog fulgt op af appeller om at undgå, at partipolitiske uenigheder skulle føre til internt splid i bevægelsen. Elna Munch formulerede det på denne måde:
 
”Det gælder da om at undgaa, at det giver Anledning til Stridigheder indenfor Kvindevalgretsforeningerne, naar nogle af Medlemmerne gaar til et Parti paa Valgdagen, andre til et andet. Kvindevalgretsforeningerne maa som saadanne være upartiske. Men dette skal ikke naas ved at give Medlemmerne Mundkurv paa og gøre dem til Mennesker uden Mening. Det skal naas ved, at man under hinanden fuld Frihed til at have hver sin Mening. Kvinder, der staar imod hinanden paa Valgdagen, bør alligevel kunne arbejde sammen i den Forening, hvis Maal er Kvindernes Frigørelse.” (19)
 
Munchs valg af ordet ”bør” i stedet for fx ordet ”kan” eller ”skal” antyder, at der herskede en udbredt bekymring for, at kvindernes indtræden på den partipolitiske scene kunne skabe ravage i de interne rækker og dermed skade sammenhængskraften i bevægelsen.
 

Valgresultatet

Der eksisterer ikke en samlet statistik over, hvor mange kvinder det i alt lykkedes at få stillet op til kommunalvalget. (20) Og det er derfor ikke muligt generelt at sige noget om, hvorvidt lokalafdelingerne faktisk havde held til at få overbevist de lokale vælgerforeninger om, at der skulle stilles kvinder op på valglisterne. Af de få og meget spredte tilbagemeldinger fra lokalforeningerne, som findes i ”Kvindevalgret” og ”Kvinden og Samfundet”, er det svært at sige noget samlet, andet end at der var tale om et broget billede.
 
Nogle steder lykkedes det ved en ihærdig indsats fra kvindeorganisationernes side at få opstillet kvinder på listerne, andre steder afviste vælgerforeningerne ethvert samarbejde, og andre steder igen var det umuligt at opdrive kvindelige kandidater. Der er også enkelte eksempler på, at de lokale vælgerforeninger selv henvendte sig til den lokale afdeling af Dansk Kvindesamfund for et samarbejde. Et af de steder, hvor det lykkedes at få en kvindelig spidskandidat opstillet på den borgerlige liste, var i Hørsholm. Mary Westenholz fortæller om forløbet:
 
”Da Valgarbejdet paabegyndtes, lod vi under Haanden »Mændene« vide, at vi var villige til paa lige Kaar at samarbejde med dem. Vi modtog da en Indbydelse til at mødes med Repræsentanter for Sognets tre store borgerlige Foreninger, for sammen med dem at forberede et stort offentligt Møde, paa hvilket man kunde enes om Opstillelsen af en Liste. Vi gjorde paa dette forberedende Møde straks Mændene opmærksomme paa, at Betingelsen, for, at vi skulde kunne agitere for en Liste, maatte være den, at der toges tilbørligt Hensyn til vore Ønsker. Jeg tror, jeg tør sige, at dette skete i fuldeste Maal.
(…)
 
Ud over Hensynet til Sognets Ve og Vel i al Almindelighed gjaldt det om at faa de forskellige Særinteresser - Haandværkets, Handelsstandens, Landbrugets, Grundejernes, Landliggernes og Afholdsmændenes - repræsenterede. Som Repræsentant for Grundejerne og Afholdsmændene opstilledes uden Indsigelse en Kvinde som Nr. l paa Listen." (21)
 
Laura Boiesen
Laura Boiesen blev valgt til kommunalbestyrelsen i Nykøbing Falster i 1909. Foto: kvinfo.dk
 
 

Et af de steder, hvor det var den lokale vælgerforening, som tog initiativet var i Nykøbing Falster. Laura Boiesen rapporterer:

”Fra Nyk. F. kommunale Vælgerforening er den herværende Kreds af D. kv. Samf. opfordret til at udpege en Kandidat til det forestaaende Byraadsvalg, og denne vilde da paa Foreningens Valgliste faa en saadan Plads, at hendes Valg maatte anses for sikkert. Man udpegede Kommunelærerinde Laura Boiesen, men Listen indeholder desforuden Navnene paa Frk. Købmand Margrethe Andersen og Fru Læge Budtz-Olsen.” (22)

Nogle af de steder, hvor kvinderne løb panden mod en mur, valgte lokalafdelingerne at trodse moderorganisationernes politiske linje og opstillede rene kvindelister. Det gjaldt fx Dansk Kvindesamfunds lokalafdeling i Hundslund og Kvindelig valgretsforening i Vrønding.

”De fleste Steder [dvs. på Horsensegnen] blev der ved Prøvevalgene foreslaaet Kvinder; blev der for faa Stemmer til at faa nogen opstillet paa Listerne, bøjede Kvinderne sig som Regel for Flertallet og undlod at lave Lister. Kun to Steder, Dansk Kvindesamfund i Hundslund og Kvindelig Valgretsforening i Vrønding opstillede egne Lister og naaede at faa 1 Kvinde valgt hvert Sted. Lægefrue West, Vrønding, og Lægefrue Pedersen, Hundslund.” (23)
 
Hvordan de politiske forhandlinger er forløbet, får man ikke så meget at vide om i de ret sparsomme og kortfattede tilbagemeldinger fra lokalforeningerne til bladene. Men det endelige valgresultat viser, at man en del steder, udover de to sogne på Horsensegnen, har valgt at opstille rene kvindelister. (24) Ud af de 127 kvinder, som blev valgt, var 16 valgt ind på rene kvindelister. 46 blev valgt ind på borgerlister og andre lokale lister. Af de etablerede partier blev der valgt 31 kvinder ind for Socialdemokratiet, 15 for partiet Højre, 10 for partiet Venstre og 9 for Det radikale venstre. Dvs. at ca. halvdelen af de første kvindelige kommunalpolitikere blev valgt for lister, som ikke var forankret i de etablerede politiske partier.
 

Reaktioner på valgresultatet

Både Dansk Kvindesamfund og Landsforbundet udtrykte efter valget stor lettelse over kvindernes høje valgdeltagelse. I begge lejre glædede man sig over, at valgdeltagelsen på 50% var betydeligt større, end dengang mændene skulle stemme første gang. Her sneg valgdeltagelsen sig nemlig kun godt over de 30% og det var endda til et rigsdagsvalg, hvor interessen generelt blev anset for at være større. (25)  Kvindernes relativt lave valgdeltagelse på landet (38%) blev forklaret med demografiske forskelle. Kvinderne i landdistrikterne havde nemlig en højere gennemsnitsalder end kvinderne i byerne, og ældre mennesker ansås generelt ikke at være så engageret i politik ligesom større afstande mellem valgstederne og dårligt helbred kunne spille ind. (26)
 
Derimod var der stor skuffelse over selve valgresultatet. Skylden for det dårlige resultat blev entydigt placeret hos de politiske partier for deres tilsyneladende manglende vilje til at opstille kvindelige kandidater på sikre pladser. Dog kunne Landsforbundet glæde sig over, at 39 af de 127 valgte kvindelige kommunalpolitikere kom fra egne rækker. (27)
 
Hverken lederskribenterne eller andre, som kommenterede valgresultatet evaluerede på kvindeorganisationernes egen indsats eller kom med forslag til, hvordan man i de kommende 5 år skulle sætte ind for at få flere kvinder valgt ind ved det næste kommunalvalg i 1913. For på det tidspunkt regnede alle i kvindebevægelsen med, at den politiske valgret var blevet en realitet, og så ville man jo stå med et langt bedre udgangspunkt. Troede man. Den politiske valgret blev jo som bekendt først en realitet med grundlovsændringen i 1915 og ved kommunalvalget i 1913 steg kvinderepræsentationen kun med 0,1%, hvilket svarer til, at der blev valgt 9 flere kvinder ind i forhold til valget i 1909.
 

Noter

 
  1. Statistik om kommunalvalget 1909 findes i Statistisk Årbog 1910. En mere grundig gennemgang af statistikken findes i Ulla Wamberg: ”Kvinders deltagelse i de kommunale og amtskommunale valg i Danmark 1909-1966”, 1980. Der eksisterer ingen officiel statistik på valget til hjælpekasserne i 1908. Kvinderepræsentationen på 40% baserer sig på en artikel af Ragna Schou i ”Kvinden og Samfundet”, 4. marts 1909. Der eksisterer heller ingen officiel statistik på menighedsrådsvalget i 1903. Men på baggrund af lokale studier anslår Liselotte Malmgart i ”Vilkår for liv og vækst: Menighedsrådsloven 1903-2003”, 2003 at op til 1/3 af de valgte, kan have været kvinder, formentlig med samme store variationer fra sogn til sogn som ved kommunalvalget. Undersøgelser fra menighedsrådsvalg i 1922 og 1930 viser en kvinderepræsentation på omkring 20%, altså forsat meget langt over kvinderepræsentationen i kommunalbestyrelserne. Se Statistisk Årbog 1910
    Se Ragna Schous artikel på www.kvinfo.dk
  2. Læsningen af tidsskrifterne er foretaget i forbindelse med digitalisering og publicering af de 6 vigtigste kvindepolitiske tidsskrifter fra perioden 1885-1920. Digitaliseringen forventes afsluttet med udgangen af 2010. De digitaliserede tidsskrifter et tilgængelige på KVINFOs website.
  3. Astrid Stampe Feddersen: ”Minder”, 1929 s. 109
  4. Omtalen af fusionsforsøget mellem Dansk Kvindesamfund og Landsforbundet for Kvinders Valgret kan læses i "Kvinden og Samfundet" 1907
  5. ”Kvindevalgret” nr. 6, 1908
  6. ”Kvinden og samfundet” 15. juni 1908
  7. Tilbagemeldinger vedr. lokalafdelingernes arbejde kan læses i de digitale versioner af de to tidsskrifter. Man finder materialet ved at søge på teksttype: Petitstof; emneord: lokalafdelinger; organisationer: fx Dansk Kvindesamfund; trykkeår: fx 1908 Se tidskrifterne på www.kvinfo.dk
  8. Der kan være afholdt langt flere møder, da oplysningerne alene baserer sig på omtale i foreningernes medlemsblade.
  9. Julie Ahrenholts leder i ”Kvindevalgret” marts 1909.
  10. Jutta Bojsen-Møllers opråb i ”Kvinden og Samfundet” 4. marts 1909.
  11. Ester Carstensens leder i ”Kvinden og Samfundet” 4. marts 1909.
  12. Voxpoppen ”Hvorfor bør Kvinder stemme ved de kommunale Valg?” i ”Kvinden og Samfundet” 4. marts og 15. marts 1909. Første del af voxpoppen nåede at blive trykt inden valget d. 12. marts, anden del kom først efter at valget var blevet afholdt.
  13. Julie Ahrenholts leder i ”Kvindevalgret nr. 3, 1909.
  14. Tallene baserer sig på den officielle valgstatistik i Statistisk Årbog 1910 og på Ulla Wamberg: ”Kvinders deltagelse i de kommunale og amtskommunale valg i Danmark 1909-1966”, 1980.
  15. ”Kvinden og Samfundet” 30. marts 1909.
  16. Marcus Rubins udtalelse i voxpopen ”Hvorfor bør Kvinder stemme ved de kommunale Valg?” i ”Kvinden og Samfundet” 15. marts 2009.
  17. Referat fra landsmødet i ”Kvinden og Samfundet”, 15. juni 1908.
  18. Referat fra landsmødet i ”Kvinden og Samfundet”, 15. juni 1908.
  19. ”Kvindevalgret” nr. 6, 1908.
  20. Der findes først statistiske oplysninger om opstillingerne efter 1929. Kilde: Ulla Wamberg: ”Kvinders deltagelse i de kommunale og amtskommunale valg i Danmark 1909-1966”, 1980.
  21. ”Kvinden og Samfundet”, 30. april 1909.
  22. ”Kvinden og Samfundet” 30. april 1909.
  23. ”Kvinden og Samfundet 15. maj 1909.
  24. Der foreligger ikke mange studier af det samlede valgresultat i 1909. Nogle af dem, der findes er bl.a.: Ulla Wamberg: ”Kvinders deltagelse i de kommunale og amtskommunale valg i Danmark 1909-1966”, Speciale 1980. Anna Wowk Andersen og Karen Jermiin Nielsen: ”"Disse Sager er jo særligt for Kvinderne" : - kvindelige politikere i kommunalbestyrelser og Rigsdag i første halvdel af det 20.århundrede”. Speciale, 2006. Drude Dahlerup: ”Et selvstændigt kvindeparti? : den danske kvinderetsbevægelse efter stemmeretten var vundet: 1903-1918: en historie om stadigt bristede forventninger” i ”Kvindestudier”, 1977. Hanne Rimmen Nielsen: ”Socialpolitiske karrierer” i ”Arbejderhistorie: tidsskrift for historie, kultur og politik” nr. 4, 1996. Derudover er der foretaget en række lokale undersøgelser af valgresultatet, som findes publiceret i lokalhistoriske årbøger. Se specialet "Disse Sager er jo særligt for Kvinderne" på kvinfo.dk
  25. "Kvindevalgret” nr. 4, 1909.
  26. ”Kvinden og Samfundet 15. juli 1909.
  27. ”Kvindevalgret” nr. 5, 1909.