Danmark har et af verdens mest kønsopdelte arbejdsmarkeder. Mænd og kvinder arbejder inden for forskellige sektorer, brancher og fag. På trods af årtiers ligestillingsindsatser er konstruktionen nærmest støbt i beton. Fundamentet er en arv fra 1800-tallets landbosamfund og 1900-tallets industridanmark. Læs med her hvor KVINFO lokker fortællinger frem af Danmarks Statistiks store datamateriale.

Den første mandlige jordemoder fik sit eksamensbevis i 1984. I de mere end 30 år, der er gået, siden Jørgen Christensen blev jordemoder, har blot ni andre mænd valgt samme fag. Dermed kandiderer jobbet nok til at være blandt de mest kønsskæve i Danmark. Men jordemoderfaget er ikke et særsyn. Helt grundlæggende er det danske arbejdsmarked et af de mest kønsopdelte i verden.

Det kan forekomme som et paradoks. Selv om Danmark i de senere år er rutsjet ned ad  den internationale rangliste fra World Economic Forum, har vi i fire årtier markeret os som et af de lande, der er længst fremme med den formelle ligestilling mellem mænd og kvinder. Men billedet af det danske arbejdsmarked er entydigt. Mænd og kvinder vælger forskellige uddannelser og siden forskellige job, brancher og sektorer.

Gå på opdagelse i en verden af tal

Danmarks Statistik har markeret 100 året for 1915-Grundloven og kvinders valgret med udgivelsen ”Kvinder og Mænd i 100 år”. Hæftet indeholder en guldgrube af statistikker, der belyser aspekter af kvinder og mænds livsvilkår i de sidste 100 år.  Denne artikel bygger på disse statistikker.

Hvis du klikker på graferne her i artiklen, kan du gå på opdagelse i de bagvedliggende tal i et regneark hos Danmarks Statistik. God fornøjelse.

Piger og drenge har som udgangspunkt i dag lige muligheder for at vælge uddannelse. Alligevel tager de unge  allerede i folkeskolens ældste klasser de første skridt ad to forskellige veje gennem arbejdslivet. Pigerne orienterer sig mod de traditionelle kvindefag inden for omsorgs-, uddannelses- og sundhedssektoren, drengene mod de traditionelle mandefag inden for håndværk, handel og naturvidenskab. Men det handler ikke kun om den enkeltes ’frie’ valg. En undersøgelse fra Institut for Menneskerettigheder  fra 2013, konkluderer bl.a. at skolernes uddannelsesvejledere er kønsblinde og derfor  ofte rådgiver de unge i at foretage traditionelle uddannelsesvalg.

De unge kommer derfor let til at kopiere mor og far og fastholder dermed kønsopdelingen på arbejdsmarkedet. Men det er ikke kun når det gælder valg af fag, at man ser en kønsopdeling. I de tilfælde, hvor mænd og kvinder har samme uddannelse, varetager de ofte forskellige funktioner, der understøtter stereotype forestillinger om mænd og kvinders interesser og evner. Den kvindelige læge specialiserer sig f.eks. i børnesygdomme hvor den mandlige læge bliver kirurg. (Kilde: https://www.mm.dk/koensopdelte-arbejdsmarked 2013)

Med rødderne dybt i fortiden

Når vi ser på arbejdsmarkedet i dag, er der i høj grad tale om traditionelle valg med dybe rødder tilbage til samfundsnormer og holdninger, som vi møder dem i 1800-tallets landbrugsland og 1900-tallets industridanmark. Fortidens arbejdsmarked er - og det er jo næppe så overraskende - kendetegnet ved en stærk opdeling af, hvad mænd arbejder med, og hvad kvinder arbejder med.

Ved indgangen til det 20. århundrede er Danmark et landbrugsland. Den ene halvdel af befolkningen bor på landet og den anden halvdel i byer eller små bysamfund. På landet er både mænd og kvinder fra en tidlig alder i arbejde. Flertallet er enten gårdejere, husmænd og -koner eller tyende og landarbejdere.

Urbaniseringen sætter ind

Fakta om adgang til arbejdsmarkedet

1857: Ugifte kvinder og enker får ret til at drive egen virksomhed.

1867: Rigsdagen vedtager lov om lærerinders ansættelse i de offentlige skoler

1875: Kvinder kan tage en videregående uddannelse på universitet

1921: Efter langstrakte politiske forhandlinger får kvinder lige adgang til offentlige embeder. Undtaget er stillinger i militæret og som præst.

1948: De første kvindelige præster bliver ansat i Folkekirken

1962: Kvinder får mulighed for at blive soldater i forsvaret.

1964: Den første mandlige sygeplejerske

1974: De første kvinder optages på officersskole.

1984: Den første mand bliver uddannet som jordemoder

1988: Kvinder kan gøre tjeneste i militærets kampenheder.

Læs mere i Kildekilderne:

Da industrialiseringen tager fart i midten af 1800-tallet begynder afvandringen fra landet ind mod byerne. Selv om livet også er barskt på fabrikkerne og i andre job ”på gulvet”, bliver landarbejdere og tyende tiltrukket af de nye udsigter til at tjene penge. Ikke mindst de unge kvinder rejser ind til byerne for at blive tjenestepiger.

I takt med industrialiseringen stiger velstanden i samfundet, og andelen af befolkningen som tilhører middelklassen vokser. I disse familier er normen allerede, at manden står for indkomsten, mens kvinderne sørger for hjemmet og børnene. Et mønster, der også kommer til at danne forbillede for arbejder- og håndværkerfamilierne. De gifte kvinder føIger derfor kun i begrænset omfang deres ægtefælle ud på det voksende arbejdsmarked inde i byerne. De fleste af de kvinder, man møder på arbejdspladserne – og det gælder helt frem til 1960’erne, er derfor unge ugifte, enker eller enlige kvinder. Kun i økonomiske krisetider er det almindeligt, at en gift arbejderkvinde søger arbejde uden for hjemmet – ofte i et ufaglært produktionsjob, som syerske eller vaskekone for middelklassen.

Kvinders vej ud på arbejdsmarkedet i det 20. århundrede

I 1911 figurerer en lille halv million kvinder som forsørgere i folketællingerne. Det svarer til, at 1/3 af landets kvinder er afhængige af selv at skaffe indtægter. Langt de fleste af dem – omkring 360.000 kvinder - er enlige.

I 1960 er 560.000 kvinder i beskæftigelse. Det svarer til 27 % af alle beskæftigede. I 1970 er antallet af kvinder vokset til 830.000 svarende til en andel på 36 %. Væksten er især sket blandt de gifte kvinder - fra 245.000 i 1960 til knapt 500.000 i 1970.

I 2013 er der omtrent lige så mange kvinder som mænd på arbejdsmarkedet. Det vil sige lidt over 1,2 mio. kvinder. Blot 40.000 flere mænd er i beskæftigelse.

Du kan læse meget mere om kvinders vej ud på arbejdsmarkedet i artiklen ”1960’erne: Danmark under ombygning”

Link til de underliggende statistikker:

 

Nye opfindelser skaber job til kvinder

Ud over jobbet som tjenestepige og fabriksarbejder er to områder i midten af 1800-tallet åbne for kvinder, der har brug for at forsørge sig selv: jobbet som lærer eller sygeplejerske.

I samme periode dukker der imidlertid sprit nye brancher op i en hurtigt voksende offentlig sektor. Bl.a. inden for telegrafvæsenet og telefonvæsenet, der har brug for velkvalificeret, billig arbejdskraft (Kilde).

Mathilde Fibiger, den først embedskvinde

Den første af de kvindelige statsembedsmænd, der følger med de teknologiske nybrud, er Mathilde Fibiger. Hun bliver i 1866 ansat på telegrafstationen i Helsingør. 15 år før har hun skudt den kvindesaglige debat i gang herhjemme med udgivelsen af brevromanen "Clara Raphael. Tolv breve". Romanen vakte opsigt og udløste en debat om kvindens rolle i samfundet.

Billederne af de lange rækker af telefonistinder, der i flere generationer sidder skulder ved skulder ved de store omstillingsborde og binder alle dele af landet sammen, bliver symbolet på optimisme, nye teknologier og vækst. Men også på opsplitningen i et jobmarked for mænd og et for kvinder. Ikke al ny teknologi betyder dog arbejde til kvinder. I mejerierne var der oprindeligt ansat mange unge kvinder, men i samme takt som mekaniseringen og teknologien bliver introduceret i faget rykker mændene ind og overtager funktionerne.

Det kønsopdelte arbejdsmarked, vi ser i dag, hviler altså på et solidt fundament, der bygges i 1800-tallets Danmark.

Efter år 1900

Selv om kvinder får adgang til de videregående uddannelser, og arbejdsmarkedet i løbet af de sidste tiår af 1800-tallet langsomt åbner sig for dem, er langt de fleste jobs på den anden side af århundredeskiftet stadig forbeholdt mænd. Først i 1921 vedtager Rigsdagen  et lovkompleks, der løsner op og giver kvinder lige adgang til stillinger i det offentlige. Undtaget er dog stadig militære stillinger og embedet som præst.

Også på det private arbejdsmarked finder vi i begyndelsen af det 20. århundrede en opdeling, når det gælder køn. Jobmarkedet er domineret af få og store brancher. Over halvdelen af mændene arbejder i landbruget, mens hver fjerde er håndværker eller arbejder i industrien. Kun hver 10. arbejder inden for handel og pengevæsen.

Kvinderne er derimod primært beskæftiget som tyende. Det gælder hver tredje af dem. Lidt færre end hver tredje kvinde arbejder i landbruget, mens hver femte af dem arbejder i produktion eller som fx syersker. Selv om der i kategorien hos Danmarks Statistik står ”håndværk og industri”, har de traditionelle håndværk som snedkere, malere eller murere, været lukket land for kvinder. Og igen er det værd at minde om, at hovedparten af de beskæftigede kvinder i århundredets begyndelse er unge, enlige eller enker.

 

Det moderne danske arbejdsmarked

1960 er turning point

Forandringerne på det danske arbejdsmarked satte for alvor ind i 1960’erne. Frem til 1980 falder antallet af job i landbrugssektoren dramatisk. Parallelt sker der en automatisering af driften og produktionen. Antallet af industriarbejdspladser skrumper også i de 20 år. Især kvinderne finder beskæftigelse andre steder, ikke mindst inden for administration og i de liberale erhverv. Med til billedet hører, at en kvart million kvinder i de 20 år skifter husmorjobbet ud med erhvervsarbejde.


Beskæftigede i forskellige brancher 1980

Læs mere om 1960’erne i artiklen ”1960’erne: Danmark under ombygning

I dag kan de unge vælge mellem en overflod af fag og uddannelser, mens arbejdstagerne har endnu flere jobfunktioner at vælge mellem. Det er den markant store forskel i forhold til 1911. Det afspejler både kvantespringet i den teknologiske udvikling og de mange grundlæggende samfundsmæssige og strukturelle forandringer, der præger det postindustrielle Danmark. Bl.a. er mange produktionsjob nedlagt eller flyttet til bl.a. Asien, hvor lønniveauet er betragteligt lavere.

Som en konsekvens af det stærkt differentierede jobudbud fordeler den danske arbejdsstyrke sig i dag inden for langt flere jobfunktioner og brancher, end den gjorde i 1911, hvor få store brancher opsugede hovedparten af arbejdskræften.

Hos mændene domineres top-3 i dag af handel, bygge & anlæg samt transport. Kvinderne finder især beskæftigelse inden for sociale institutioner. Her arbejder i disse år mere end hver femte kvinde. På de to næste pladser kommer handel og sundhedsvæsenet, hvor hver 6. og hver 10. kvinde har job.

Det kønsopdelte arbejdsmarked afspejler sig også i, hvilke brancher og sektorer mænd og kvinder er beskæftiget.

Det absolut største beskæftigelsesområde i det danske samfund er offentlig administration, undervisning og sundhed under ét. Her arbejder i 2013 over 850.000 danskere. Dvs. at næsten 1/3 af alle lønmodtagere har stat, regioner eller kommunerne som arbejdsgiver. Her er 7 ud af 10 medarbejdere kvinder!

Det er dermed det mest kønsskæve brancheområde i dag og dækker bl.a. over, at flertallet af lærere og flertallet af medarbejdere inden for sundhedssektoren er kvinder. Det gælder i exceptionel grad sygeplejerskefaget. Blot 3 % af dem, du møder, hvis du skal en tur på hospitalet, er mandlige sygeplejersker. Sådan behøver det ikke nødvendigvis at være. I nabolandet Norge er der med 6% ansatte dobbelt så mange mænd som i Danmark, mens deres andel i Italien ligger på 25 % (kilde)

Selv om ”bygge & anlæg” med blot 150.000 jobs er en væsentlig mindre branche, er det den samme historie - bare med modsat fortegn. Her er der tale om en mandeverden. Hver gang du på en stor byggeplads siger goddag til en kvindelig håndværker, har du sandsynligvis undervejs hilst på 9 af hendes mandlige kolleger. Selv inden for de enkelte håndværkerfag er billedet forskelligt. .

Kvinder arbejder i den offentlige og mænd i den private sektor

Indbygget i fortællingen om brancher og sektorer er også et andet aspekt af det kønsdelte arbejdsmarked. Nemlig at mænd især arbejder i den private sektor, mens kvinder arbejder i det offentlige inden for stat, regioner eller kommuner.

Det kønsopdelte arbejdsmarked har ligestillingsmæssige konsekvenser. Lønniveauet er noget højere på det private arbejdsmarked end på det offentlige. Dermed er det en bidragende faktor til, at kvinder og mænd ikke har ligeløn, og at der stadig i dag er et løngab på ca. 14-16 % mellem dem.

I forlængelse af det er det ikke svært at forestille sig, at det lavere lønniveau på de offentlige arbejdspladser kan påvirke mænds motivation for at uddanne sig eller arbejde inden for områder som pædagogik, socialt arbejde og sundhed, der jo netop er kendetegnet ved at have offentlige arbejdsgivere.

Konjunkturer kan dog blødgøre dele af det kønsopdelte arbejdsmarked. Arbejdsløsheden, der fulgte i kølvandet på den økonomiske krise i 2008-13, ramte især i begyndelsen traditionelle mandefag. Det har i nogen grad givet nyt liv til mænds interesse for job som pædagog, lærer eller sundhedsassistent, viser optaget af elever på disse uddannelser. Se artiklen "Køn og uddannelse gennem 100 år".

Stadig flest kvinder på deltid

Da kvinderne i løbet af 1960’erne og 1970’erne i stort tal kom ud på arbejdsmarkedet, skete det for en del af dem gradvist i form af deltidsjob. Kvindens indtægt blev fortsat betragtet som et supplement, mens manden stadig var hovedforsørger.

Men langt flere kvinder end mænd er stadig i dag ansat i deltidsjob, så også på den måde har det moderne arbejdsmarked en kønsmæssig slagside. Én ud af tre kvinde arbejder i dag på deltid, mens det kun gælder hver 6. mand.

Andelen af kvinder på deltid har ikke ændret sig meget de seneste 15 år. Til gengæld har flere mænd byttet et job på fuld tid ud med deltid. Omkring år 2000 har 10 % af mændene et deltidsjob, mens 2014-tallene fra Danmarks Statistik viser, at 15 % af mændene har deltidsarbejde. Det betyder samlet set at deltidsarbejdet er steget fra 21 % til lidt over 24 % af arbejdsstyrken siden år 2000.

For mange mænd og kvinder, er der højst sandsynligt tale om et bevidst valg, fx i børnefamilier. Men en del er sandsynligvis tvunget til det. Forskeren Steen Baagøe Nielsen peger over for TV2 på pædagogområdet som eksempel, hvor institutionerne i kommunerne over de senere år på grund af økonomi har måttet skære ned i normeringerne.  (kilde).

Der er trods alt sket store forandringer

De nyeste tal fra Danmarks Statistik har sat gang i en debat om deltid og vilkårene for børnefamilierne. To af venstreregeringens ministre, børn-, unge- og ligestillingsminister Ellen Trane Nørby og beskæftigelsesminister, Jørn Neergaard Larsen mener, at familierne skal vinke farvel til drømmen om deltid og i stedet arbejde alt det, de kan. Men familierne er langt fra enige med de to ministre, tyder debatindlæg i medierne på.

Der er altså ikke enighed om, hvorvidt det samfundsmæssigt og politisk er godt eller dårligt for Danmark, at flere er på deltid. Men i en ligestillingsmæssig optik er det overvejende positivt, hvis det er udtryk for, at mor og far er mere fælles om at prioritere børnene og familien, og hvis det er tegn på, at der er plads til forandring på et arbejdsmarked, der ellers har set ud til at være støbt i solid beton.

Selv om Danmark har et af verdens mest kønsopdelte arbejdsmarkeder, vil det være forkert at konkludere, at vi ikke i de seneste hundrede år, har været vidner til en progressiv udvikling. Især har forandringer taget fart efter 1960’erne og ikke mindst kvinderne, men også mænd har fået nye muligheder på arbejdsmarkedet.

Kvinder arbejder i dag som automekaniker, tømrer eller maler, jobs der tidligere var rene mandefag. Omvendt er det mere almindeligt, at mænd har deres arbejdsplads inden for børn, social- og sundhedsområdet. Det vidner det øgede optag af studerende om.

I dag tager lidt flere kvinder end mænd en videregående uddannelse.. Men også her er der en klar kønsarbejdsdeling. Kvinderne er i overtal på de humanistiske fag, mænd på de tekniske og naturvidenskabelige fag.. Men der er i dag også mange kvindelige ingeniører, ligesom der inden for andre tekniske områder er der langt flere kvinder end tidligere. Jordbrug, natur og miljø beskæftiger endda i dag lige mange mænd og kvinder.

Trods modstand mod kvindelige præster udgør de i dag flertallet af landets præster. På samme måde uddanner kvinder sig i dag til officerer i militæret eller gør tjeneste i forsvarets kampenheder.

Ligestilling i lederjob er imidlertid stadig en stor udfordring. I 2014 har mænd stadig langt større chance for at bliver ledere – også når det gælder toplederstillinger inden for traditionelle kvindefag. 6,7 % af mændene har udsigt til at ende i virksomhedernes øverste niveau. For en ambitiøs kvinde er chancen 2,7 %, fortæller DJØF-bladet.