Da den nye grundlov blev underskrevet af kongen d. 5. juni 1915, blev det politiske medborgerskab udvidet til at omfatte majoriteten af Danmarks voksne befolkning.
 

Af Jytte Nielsen
________

Nu var mænd og kvinder formelt stillet lige i forhold til at kunne deltage i de politiske valg, både som vælgere og kandidater. Men det var ikke kun kvinderne, som indtil da havde været udelukket fra demokratiet. Det samme gjaldt for en stor del af de dårligst stillede i samfundet, nemlig de mænd og kvinder, som ikke havde egen husstand, fordi de fx arbejdede som tjenestefolk i landbruget og i byhusholdningerne eller som lærlinge og svende inden for handel og håndværk.

I de tidligere grundlove fra 1849 og 1866 var politisk medborgerskab nemlig forbeholdt mænd over 30 år med egen husstand. Det betød, at kun ca. 15 % af den samlede befolkning og ca. 73 % af mændene over 30 år havde stemmeret, og de tilhørte samfundets elite. Resten af befolkningen, som i folkemunde blev kaldt for de 7 F’er - Fruentimmere, Folkehold, Fattiglemmer, Fjolser, Forbrydere, Fallenter og Fremmede - havde ingen politiske rettigheder. Nu lykkedes det de to største af disse grupper at blive inkluderet i demokratiet.
 

§ 30
Grundloven af 1915 blev vedtaget med støtte fra alle partier og symbolsk underskrevet af kongen den 5. juni. Foto: Statens Arkiver
Kap. IV, § 30 i 1915-grundloven lød:

"§ 30. Valgret til Folketinget har enhver Mand og Kvinde, som har Indfødsret, har fyldt sit 25de Aar og har fast Bopæl i Landet, medmindre vedkommende:

a). ved Dom er fundet skyldig i en i den offentlige Mening vanærende Handling uden at have fået Æresoprejsning,

b). nyder eller har nydt Understøttelse af Fattigvæsenet, som ikke er enten eftergivet eller tilbagebetalt,

c). er ude af Raadighed over sit Bo paa Grund af Konkurs eller Umyndiggørelse."

Med 1915-grundloven blev de to første F’er - Fruentimmere og Folkehold - altså tildelt politisk medborgerskab. Tilbage stod en række udsatte grupper af fattige, umyndiggjorte, kriminelle, økonomisk insolvente og personer uden dansk statsborgerskab, som fortsat ikke blev fundet egnede til at deltage i demokratiet.

En anden lille gruppe var danske kvinder, gift med udenlandske statsborgere, men bosat i Danmark. Frem til 1925, hvor der blev foretaget gennemgribende ændringer af ægteskabslovgivningen, mistede kvinder automatisk deres statsborgerskab, hvis de giftede sig med udenlandske mænd uden dansk statsborgerskab, mens det omvendte ikke var tilfældet. Udenlandske kvinder, som giftede sig med mænd med dansk statsborgerskab, fik automatisk dansk statsborgerskab.

I 1933 ændredes valgloven i forbindelse med de omfattende sociale reformer, så også en del af de fattige, som modtog understøttelse fra staten, den såkaldte fattighjælp, nu fik politiske rettigheder. Det var dog først i 1961 at alle på overførselsindkomster, fik politisk medborgerskab. Ved grundlovsændringen i 1953 forsvandt undtagelsen om de kriminelle også ud af lovteksten. Umyndiggjorte personer har stadig ikke opnået politisk medborgerskab ligesom der fortsat kræves dansk statsborgerskab for at kunne stemme og stille op til Folketinget.. 

§ 35
I paragraffen om valgbarhed til Landstinget giver kvindernes valgret anledning til en parentes, når borgeren skal beskrives: "han (hun)". Foto: Statens Arkiver
Valgretsalderen

For at kunne deltage i valg til Folketinget, enten som vælger eller som kandidat, skulle man ifølge 1915-grundloven være fyldt 25 år. For Landstinget var alderskravet hævet fra 30 til 35 år. Nedsættelsen af valgretsalderen til Folketinget blev dog indfaset over en længere periode med 1 år hvert 4 år. Så ved det første valg i 1918 var valgretsalderen 29 år. Valgretsalderen er siden 1915 blevet reguleret flere gange. Første gang i 1953, hvor den blev sat ned til 23 år, næste gang i 1961 til 21 år, i 1971 til 20 år og igen i 1978 til den nuværende valgretsalder på 18 år.

Kilder: