Med 27% har vælgerne og partierne fået kvinder nok - og derfor er Danmark stagneret på dette niveau, lyder "mætheds"-forklaringen på de få kvinder i kommunalbestyrelserne. Men hvorfor er der så flere kvinder i Folketinget? Artiklen ser på forskelle i de politiske karrieresystemer og undersøger, om Danmark er et særtilfælde i Europa.

 

Af Ulrik Kjær
_________
 
 
Hvor kunne det have været festligt. Tænk hvis man nu kunne have fejret 100-året for kvinders valgret og valgbarhed til kommunalbestyrelserne med at se drømmene og forhåbningerne hos dem, der for et århundrede siden kæmpede så hårdt for kvindelig ligestilling, gå i opfyldelse. Og muligheden for en helt ligelig kønsmæssig repræsentation i dansk kommunalpolitik så i en lang årrække ud til at være inden for rækkevidde – det så på mange måder ud til, at kvinderne kunne fejre jubilæet med manér og netop i jubilæumsåret indtage den halvdel af pladserne i landets kommunalbestyrelser, som deres andel af befolkningen kunne pege i retning af. 
 
Havde man i de glade 1960'ere, hvor optimismen på kvindernes vegne var ganske spirende, forsøgt at fremskrive udviklingen, ville det have set ud til, at timingen skulle blive perfekt. Tager man eksempelvis kommunalvalget i 1966, så opnåede kvinderne her 9,9 procent af mandaterne i de danske kommunalbestyrelser mod de 5,7 procent, de havde i forvejen – altså en stigning på ikke mindre end 4,2 procentpoint. Havde man kunnet holde samme stigningstakt ved hvert af de ni valg frem til og med valget i 2001, ville man have nået en kvindeandel på 47,7 procent og derefter ved det seneste valg i 2005 have passeret, eller i hvert fald nået, den magiske halvdel. En sådan optimistisk fremskrivning i sidste halvdel af 1960erne, hvor der begyndte at komme gang i kvindernes indmarch i kommunalpolitikken, ville have tegnet et billede af, at man netop i jubilæumsåret ville have kunnet fejre, at kvinderne var ”kommet helt i mål”. 
 
Sådan gik det, som de fleste nok har observeret, jo så bare ikke. Den støtte stigning i andelen af kvindelige kommunalpolitikere, som var foregået ved hvert eneste valg fra 1937 til 1993, blev nemlig ved valget i 1997 afløst af et mindre fald, og siden er andelen stagneret omkring de 27 procent. De seneste 20 år er der ikke sket meget. Hvor andelen i 1989 var 26,4 procent, er den i dag 27,3 procent. Så fejringen af den endelige sejr er aflyst – eller hvis man er optimist: udskudt. Realisten vil nok sige udskudt på ubestemt tid, for der er ikke umiddelbart tegn på, at udviklingen pludselig skal accelerere hurtigt og kvinderne opnå ligelig repræsentation i de danske kommunalbestyrelser ved et af de førstkommende valg.
 

Men hvad gik galt?

Et naturligt opfølgende spørgsmål er nu, hvorfor andelen af kvinder i dansk kommunalpolitik så er stagneret og vel at mærke ser ud til at have stabiliseret sig på et niveau, der ligger en pæn del under det for mange efterstræbelsesværdige? Forskningen har ikke umiddelbart svaret. Dels fordi der ikke er forsket så meget i spørgsmålet, men også fordi der givetvis er ganske mange og til tider sammenflettede mekanismer i spil, og at der således ikke findes et enkelt svar på det enkle spørgsmål. En måde at drive forskningen i dette spørgsmål videre, er imidlertid at søge at komme med bud – vi forskere kalder dem normalt hypoteser – på, hvorfor kvindeandelen er stagneret og så søge at undersøge disse bud empirisk. Ideerne kommer også tit fra at studere empirisk materiale, så forskningen er oftest en vekselvirkning mellem spekulationer og data. 
 
Denne proces vil strukturere dette kapitel, idet det vil indeholde dels en empirisk afprøvning af en allerede opstillet hypotese, nemlig hvad der er blevet kaldt mætheds-hypotesen – dels et kig på nogle data, der leder frem til fremsættelsen af en ny hypotese, som skal kaldes beruf-hypotesen. Vi kommer på denne måde ikke frem til et endeligt svar på, hvorfor kvindeandelen i kommunalpolitik er 27, men vi bliver forhåbentlig lidt klogere på et par af de mekanismer, som kan tænkes at være i spil.
 
At netop de to nævnte hypoteser behandles i samme artikel er ikke tilfældigt. Traditionelt forsøger man nemlig, når man skal forklare politisk rekruttering – hvorfor nogle få ender som politikere, mens de mange ikke gør det – at se udvælgelsen af politikere som en udbuds-efterspørgselsrelation. Når der er færre kvinder end mænd i dansk kommunalpolitik, kan man således skelne mellem to helt overordnede forklaringer, nemlig en udbudsforklaring, der tilsiger, at kvinder er mindre tilbøjelige end mænd til at udbyde sig som mulige kandidater, og en efterspørgselsforklaring, der siger, at dem, som bestemmer, hvem der skal udvælges (nemlig de politiske partier og vælgerne), hellere vil have mænd end kvinder. I en række tidligere danske undersøgelser har der primært været fokuseret på efterspørgselssiden, og der er opstillet en mætheds-hypotese, der siger, at stagnationen i kvindeandelen primært skyldes, at partier og vælgere har fået kvinder ”nok” – at de er tilfredse med de 27 procent (Kjær, 1999). 
 
I det følgende afsnit undersøges denne hypotese vha. valgstatistikken fra det seneste kommunalvalg i 2005. Hvis mætheds-hypotesen kan bekræftes, rejser der sig imidlertid et ganske godt spørgsmål, nemlig hvordan det så kan være, at kvindeandelen i kommunalbestyrelser og Folketinget ikke er identisk – det er jo de samme partier og de samme vælgere, som udgør efterspørgselssiden ved såvel kommunalvalg som valg til Folketinget. For at begynde en besvarelse af dette spørgsmål vil der derfor også i artiklen være et afsnit om en mere udbudsorienteret forklaring – at kvinder og mænd er forskellige i relation til, hvilke politiske forsamlinger de forsøger at opnå valg til. Et afsnit der munder ud i fremsættelsen af, hvad der som sagt skal benævnes beruf-hypotesen.
 

Mætheds-hypotesen

I artiklen ”Saturation Without Parity” (Kjær, 1999) fremsættes den såkaldte mætheds-hypotese, som foreslår, at stagnationen i andelen af kvindelige kommunalpolitikere kan skyldes, at de opstillende partiforeninger og de udpegende vælgere har fået kvinder nok og ikke længere efterspørger flere kvindelige kommunalpolitikere. Argumentet er, ikke mindst på baggrund af en undersøgelse blandt et stort antal partiforeningsformænd, at der er mange karakteristika i spil, når der skal vælges kandidater og kommunalpolitikere. 
 
Der er sådan set ikke mange, der diskriminerer negativt mod kvinderne, og de fleste ville egentlig ikke have noget decideret imod at få flere kvinder med, men man er, når kvindeandelen i et givet parti nærmer sig de 30 procent, mere interesseret i at finde nogle flere fra andre af de underrepræsenterede grupper, ikke mindst unge og privat ansatte (også selv om disse måtte være mænd). Der er en vis kamp om opmærksomheden, og når kvindeandelen nærmer sig 30 procent, virker det ikke længere så pinligt for partiforeningerne, og de krydser på ligesom kønsdimensionen af deres huskeliste som værende klaret og begynder at finde eksempelvis unge og privat ansatte, som de kan opfordre/overtale til at stille op. Tilsvarende med vælgerne, som også inddrager mange andre ting end kandidaternes køn, når de skal beslutte sig på valgdagen.
 
Som illustration af, at forskellige grupper kæmper om opmærksomheden – og måske ikke mindst af, at der er en begrænset opmærksomhed – skal nævnes situationen ved det seneste kommunalvalg i 2005, hvor kandidaternes geografiske tilhørsforhold blev diskuteret utroligt meget og endte med at være i fokus. Grunden hertil var Strukturreformen, hvor 271 kommuner blev lagt sammen til 98, og hvor der blandt såvel partier som vælgere var en udpræget frygt for, at det ville blive politikere fra den største af de sammenlagte kommuner, som ville komme til at dominere kommunalbestyrelserne. En dominans som ville ske på bekostning af politikere fra de mindre af de sammenlagte kommuner og med et skrækscenarie for så vidt angår opbygningen af den nye kommune som følge, hvor de kommunale arbejdspladser og institutioner ville blive centreret i den største af byerne. 
 
Partiforeningerne gjorde meget for at skaffe kandidater fra de mindre bysamfund i den nye storkommune, og vælgerne stemte ganske geografisk for at få én af deres egne (læs: én fra samme del af den nye kommune som dem selv) valgt ind. Og dette resulterede i, at den frygtede overrepræsentation af storbypolitikere ikke blev til noget – de mindre af de sammenlagte kommuner fik det antal kommunalpolitikere, de befolkningsmæssigt var ”berettiget” til (og endda lidt flere) (Kjær, 2007). Til gengæld betød dette, at kønsdimensionen blev presset i baggrunden rent opmærksomhedsmæssigt. Hvor kvindeandelen i de kommuner, der ikke blev lagt sammen, rent faktisk steg lidt, faldt den i de kommuner, der indgik i en sammenlægning (Kjær, 2007). 
 
Det er naturligvis ikke helt simpelt at vurdere, hvorvidt en mætning har sat ind på efterspørgselssiden – eksempelvis er det jo vanskeligt at vurdere, om et parti med eksempelvis 30 procent kvindelige kandidater synes, de har fået kvinder nok, eller om det skyldes mere udbudsrelaterede årsager – eksempelvis at der ikke var flere kvinder, som havde lyst til at kandidere for det givne parti. Der er imidlertid to faser i rekrutteringsprocessen, hvor det primært er efterspørgselsfaktorer, der er på spil, og som derfor kan bruges til at teste mætheds-hypotesen.
 
For det første er der partiforeningernes indplacering af fundne kandidaterne på valglisterne i en rækkefølge – hvem skal stå øverst og nederst på listerne? Da langt de fleste lister (70 procent) efterhånden anvender sideordnet opstilling, efter hvilken rækkefølgen ikke har indflydelse på mandatudregningen, betyder rækkefølgen måske ikke så meget, men den giver alligevel en indikation af, hvem partiforeningerne promoverer og herunder, hvordan henholdsvis mandlige og kvindelige kandidater vurderes. For det andet er der vælgernes personlige stemmeafgivning, som på de dominerende sideordnet opstillede lister er suverænt bestemmende for, hvilke af partiets kandidater, der bliver valgt ind.For at vurdere efterspørgernes (partiforeningers og vælgeres) syn på kønsspørgsmålet er valgresultatet for valgene til Danmarks 98 kommunalbestyrelser i 2005 analyseret i tabel 1. Der fokuseres her på den fase af rekrutteringsfasen, hvor kvindeandelen falder fra 29,6 til 27,3, hvilket måske ikke umiddelbart synes at være den mest interessante. Det er den selvfølgelig heller i relation til den første del af udvælgelsesprocessen – hvem skal i det hele taget på listerne – hvor den største del af skævheden opstår. Til gengæld er der her tale om en del af processen, hvor det er relativt nemt at isolere henholdsvis partiforeningernes og vælgernes behandling af henholdsvis kvindelige og mandlige kandidater, og derfor er det værd at stille skarpt på netop denne fase. 
 
I tabellen er det opgjort, hvordan henholdsvis mænd og kvinder af partiforeningerne er placeret rent opstillingsmæssigt. Dels om de er at finde i den øverste eller nederste halvdel af listen, dels – og nok så relevant – om de er placeret på én af de topplaceringer, der svarer til partiets mandattal, og som alt andet lige vil give indvalg. Ligeledes er det opgjort, hvordan vælgerne behandler kandidater af de to køn gennem deres stemmeafgivning. Dels om kvinder og mænd stemmes op eller ned ad listerne, dels – og igen nok så relevant – om kandidaterne af vælgerne rykkes så meget op ad listerne, at de ”sprænger” listen og bliver indvalgt fra en ellers lav placering.
 
Tabel 1
Opstillingsplacering og bevægelse på listen for mandlige og kvindelige kandidater ved kommunalvalget 15. november 2005. Procent.
 
Noter: 
a) Som øverste pladser er medregnet den øverste halvdel af listen, mens de nederste pladser er den nederste halvdel. På lister med et ulige antal kandidater er den midterste plads regnet til den nederste halvdel. 
b) Som valggivende pladser er henregnet de listeplaceringer, der har et nummer mindre end eller lig med det antal mandater, som listen opnåede. Hvis en liste fik to mandater, er det således kandidaterne med listeplacering 1 og 2, der har stået på en valggivende plads, mens resten ikke har. 
c) Kandidater, som har fået en højere placering på en liste over kandidaternes opnåede personlige stemmetal end vedkommendes placering på opstillingslisten, har bevæget sig op ad listen, mens de, der har fået en lavere placering, har bevæget sig nedad. I parenteserne er vist resultaterne af en beregning uden spidskandidaterne (som jo ikke har mulighed for at bevæge sig op ad listen). 
d) Henregnet som listespringere (sprængte listen) er kandidater, som ved hjælp af deres personlige stemmer kom ind på en valggivende plads, selv om vedkommende var opstillet på en ikke-valggivende plads. Modsat med de kandidater, som ”blev sprunget”. Det er kandidater, der stod på en valggivende plads, men som ikke blev valgt ind, da de blev overhalet af kandidater med flere personlige stemmer. Det er simuleret, at alle listerne opstillede sideordnet (i parenteserne er inkluderet en beregning, hvor der er taget hensyn til, at nogle af listerne opstillede på partiliste). 
Kilde: Kjær, 2007.
 
Der kan på baggrund af tabel 1 drages i hvert fald tre konklusioner. For det første behandler hverken partiforeninger eller vælgere kandidater af de to køn særligt forskelligt – der er tale om marginale forskelle – hvilket også afspejles af, at valgfasen ikke ændrer meget på kvindeandelen, som sagt var andelen blandt opstillede kandidater i 2005 på 29,6 procent og andelen blandt indvalgte politikere på 27,3 procent. Hverken partiorganisationer eller vælgere diskriminerer kvinderne væsentligt i denne fase, hvilket stemmer godt overens med mætheds-hypotesen: partiforeninger og vælgere er umiddelbart godt tilfredse med en kvindeandel i de danske kommunalbestyrelser på omkring 27 procent. 
 
For det andet ses det, at i den meget umiddelbare analyse er retningen på den marginale diskrimination positiv, idet partiforeningerne stiller kandidaterne op på en måde, så det blandt kvinderne er 44,6 procent, der ender i den øverste halvdel af listen, mens dette kun gælder for 43,0 procent af mændene. Og tilsvarende med vælgerne, idet 40,2 procent af kvinderne ender højere oppe på resultatlisten, end de gjorde på stemmesedlen, mens dette kun lykkes for 34,4 procent af de mandlige kandidater.
 
Den tredje – og ganske interessante – konklusion, der kan drages på baggrund af tabel 1, er imidlertid, at når man ser på de betydende pladser og rokeringer, så diskriminerer såvel partiforeninger som vælgere rent faktisk en smule negativt mod kvinderne (og det er derfor, at kvindeandelen som sagt samlet set falder en smule i denne fase). Den mere sofistikerede analyse, hvor der fokuseres på de valggivende pladser, viser, at mens 21,4 procent af kvinderne bliver opstillet på én af de pladser, der alt andet lige vil give valg, sker dette for 22,4 procent af de mandlige kandidater. Og mens det lykkes for 4,5 procent af kvinderne at ”sprænge” listen, dvs. rykke så meget op ad listen, at de rent faktisk bliver valgt ind fra en ellers relativ lav placering, så gælder dette for 5,3 procent og altså flere af mændene. Det kan godt være, at der er lidt flere kvinder end mænd, der oplever at blive opstillet eksempelvis som nummer syv på en liste med 15 kandidater (og altså i den øverste halvdel), men hvis listen kun får valgt tre mandater, er det jo ikke nogen fantastisk placering. Og selvom samme kvinde får personlige stemmer nok til eksempelvis at rykke op som nummer fem på resultatlisten, giver det jo stadigvæk ikke én af de eftertragtede tre mandater i kommunalbestyrelsen. Det kan måske hjælpe på selvtilliden, men det er jo også det hele.Mætheds-hypotesen, der tilsiger, at efterspørgerne ser ud til at have fået kvinder nok – de stiller sig tilfreds med det nuværende niveau – kan således modificeres til, at efterspørgerne stadig i gennemsnit hjælper kvinderne lidt fremad i den kommunalpolitiske rekrutteringsproces ved at stille den i den øverste halvdel af listen og give dem lidt ekstra personlige stemmer. Til gengæld er der ingen hjælp at hente i de kampe, der foregår om de betydende pladser på listen og i de betydende kampe om de erobrede pladser i kommunalbestyrelserne. Her har efterspørgerne fået kvinder nok og gør ikke noget for at hjælpe dem frem – nærmest lidt tværtimod. 
 
Den opstillede mæthedshypotese passer på mange måder godt overens med prædikatet ”glasloftland”, som Drude Dahlerup andetsteds i dette festskrift giver Danmark. Dahlerup ser den stagnerende kvinderepræsentation på det lokale niveau som en illustration af, at centrale aktører på et tidspunkt siger "hertil og ikke længere". Kvinderne kan komme tættere på magtens tinder end tidligere, men ikke helt derop – de støder på et tidspunkt på et usynligt glasloft. Når Dahlerup betegner Danmark som et glasloftland, er det netop for at betone, at Danmark er anderledes end så mange andre lande, hvor kvinderne ikke på samme måde har stødt hovedet mod glasloftet – eller hvor glasloftet i hvert fald har været placeret højere. 
 
Tabel 2
Andelen af kvindelige kommunalpolitikere i hvert af de 27 EU-lande. Kilde: Council of European Municipalities and Regions, 2008: Women in Local Politics in Europe. Draft version of February 2008. Paris: EMCR, se også Kjær 2009b.
 
Men mæthedshypotundefinedesen kan faktisk godt forenes med dette syn, idet det ikke skal hævdes, at mæthedspunktet er universelt – det er i Danmark, at mæthedspunktet har vist sig at indtræffe inden 30 procents repræsentation, men dette betyder ikke, at mætheden gør sig gældende i andre lande, eller at det i givet fald sker på samme niveau. Faktisk kan det ses af tabel 2, at man i en hel del lande er kommet en del længere med at få andelen af kvinder i kommunalpolitik op. Således viser sammenligningen af de 27 EU-lande, at otte lande har passeret 30 procent mærket og to endda 40 procent mærket.
 
Tabel 2 viser også, at Danmark befinder sig på en øjeblikkelig 12. plads – en plads der jo ikke imponerer. I relation til Folketinget bider Drude Dahlerup i sit kapitel i festskriftet mærke i, at Danmark ”kun” ligger på en 8. plads i verden – i relation til kommunerne ligger Danmark altså endnu lavere med en 12. plads i Europa. Netop sammenligningen med dels de andre europæiske lande dels Folketinget vil blive dyrket yderligere i det følgende afsnit.
 

Beruf-hypotesen

Hvis partiforeningernes og vælgernes mæthedspunkt for så vidt angår kvindelige politikere hævdes at ligge ved 27 procent, hvordan kan det så være, at kvindeandelen i Folketinget er en del højere, nemlig 38 procent? Dette er vist, hvad man må kalde et godt spørgsmål, for den generelle opfattelse i den internationale litteratur er ellers helt klart, at kvindeandelen normalt er lavere på nationalt niveau end på lokalt. Sådan er det altså ikke i Danmark, og i forsøget på at forstå og forklare denne situation er der i artiklen “Women in Politics – The Local-National Gender Gap in Comparative Perspective” fremsat den såkaldte beruf-hypotese (Kjær, 2009b). Lad os se på argumentationen, der ligger bag denne hypotese. 
 
I udgangspunktet forventes altså normalt, at kvindeandelen er højere i et lands kommunalbestyrelser end i dets nationale parlament – dette har været hævdet af adskillige forskere (eks. Randall, 1982; Darcy et al., 1994; Borisyuk et al., 2007). Mest udtalt hos Taagepera, som ligefrem ser det som en lovmæssighed, at kvindeandelen falder, jo højere et politisk niveau, man kommer op på (Taagepera, 1994). De bagvedliggende forklaringer kan være flere, men der skelnes som oftest mellem en issue-forklaring, en nærheds-forklaring og en konkurrence-forklaring (for yderligere forklaringer se Kjær, 2009b). 
 
Issue-forklaringen går på, at kvinder selv udviser større interesse for kommunalpolitik, og at vælgerne er mere tilbøjelige til at hjælpe dem ind i kommunalpolitik, fordi de emner, som det kommunale niveau beskæftiger sig med (det sociale område, børns skolegang og pleje af børn og ældre), ud fra en meget traditionel kønsopfattelse, er mere ”naturlige” emner for kvinder at involvere sig i, frem for de emner, som det landspolitiske niveau tager sig af (eks. makroøkonomi, forsvarspolitik og udenrigspolitik).
 
Nærheds-forklaringen går på, at kvinder har lettere ved at besidde et kommunalpolitiks hverv end et landspolitisk, da den kommunale politik alt andet lige foregår tættere på politikerens hjem, nemlig i ens egen kommune frem for i landets regeringshovedstad. Dette gør i samfund med en traditionel kønsrollefordeling – og dermed en fordeling, hvor kvinderne har ansvaret for en betydelig del af de huslige og de hjemlige pligter – kommunalpolitik mere praktisk attraktiv for kvinderne. Endelig går konkurrence-forklaringen på, at jo mere magt og indflydelse, der er på spil, desto vanskeligere er det for traditionelt mindre inkluderede grupper som eksempelvis kvinder at erobre pladserne. I politiske forsamlinger, hvor det er lidt mindre vanskeligt at opnå valg, som eksempelvis kommunalbestyrelser, vil der derfor være relativt flere kvinder end i politiske forsamlinger, hvor kampen om pladserne er hårdere, som eksempelvis det nationale parlament.Men som sagt er billedet i Danmark anderledes – vi lever ikke op til forventningen om, at der skulle være en højere andel af kvinder i kommunalbestyrelserne end i Folketinget. For at undersøge, hvorvidt Danmark i den sammenhæng er en anomali og et enkeltstående tilfælde, er kvindeandelen på det lokale og det nationale niveau i figur 1 sammenholdt for de 27 EU-lande.
 
Figur 1
Kvindeandel i kommunalbestyrelser og det nationale parlament i de 27 EU-lande.Kilde: Council of European Municipalities and Regions (CEMR), 2008 – se også Kjær, 2009b.
 
Note: Følgende forkortelser er anvendt: au (Østrig), be (Belgien), bu (Bulgarien), cy (Cypern), cz (Tjkkiet), de (Danmark), es (Estland), fi (Finland), fr (Frankrig), ge (Tyskland), gr (Grækenland), hu (Ungarn), ir (Irland), it (Italien), la (Letland), li (Litauen), lu (Luxemborg), ma (Malta), ne (Holland), pol (Polen), por (Portugal), ro (Romanien), sla (Slovakiet), sle (Slovenien), sp (Spanien), swe (Sverige), uk (Storbritanien). 
 
Figur 1 viser flere forskellige ting. For det første ses det, at Danmark ikke er så særligt et tilfælde, som litteraturen ellers lægger op til. I figuren er indlagt en hjælpelinje, som indikerer en identisk kvindeandel i kommunalpolitik og i det nationale parlament (den skrå linje), og ifølge teorien skulle alle lande befinde sig over denne linje (højere kvindeandel lokalt end nationalt). Det er rigtigt, at flertallet, nemlig 15 lande, ligger over linjen, men der er også hele ni lande, som ligger under (og tre lande på selve linjen). 
 
Det kan imidlertid også ses af figur 1, at disse fra teorien afvigende lande, hvor kvindeandelen er lavere i kommunalbestyrelserne end i det nationale parlament, primært skal findes blandt lande, hvor andelen af kvinder i det nationale parlament er relativt høj. For at illustrere dette er indlagt endnu en hjælpelinje, nemlig den lodrette streg, og det ses, at til venstre for denne (hvor kvindeandelen i parlamentet er lav) er kvindeandelen i kommunalpolitik relativt høj (kun Grækenland ligger under den skrå linje), mens det modsatte gør sig gældende til højre for linjen (hvor kvindeandelen i parlament er relativt høj) – her ligger alle landene under den skrå linje og har altså en lavere kvindeandel lokalt end nationalt. 
 
Fænomenet – at nogle lande (herunder Danmark) har en lavere kvindeandel lokalt end nationalt – kan ikke umiddelbart forklares, men i lyset af, at dette omvendte forhold mellem kvindeandelen lokalt og nationalt findes i lande, hvor kvinderne har opnået en høj grad af repræsentation i det nationale parlament, er der opstillet den såkaldte beruf-hypotese. Helt tilbage i 1919 skrev Max Weber en banebrydende artikel om politikere, hvor han blandt andet filosoferede over den betydning, det kunne have, om politik var et fritidshverv eller et egentligt job – den sidste situation lagde navn til artiklen, som kom til at hedde Politik als Beruf (Weber, 1919). Og selvom Weber ikke lagde en kønsvinkel ned over sit arbejde, kan vi bruge hans ideer til at foreslå, at det netop kan være organiseringen af det politiske arbejde som enten et fritidshverv eller et fuldtidsjob, der kan være på spil her, idet kommunalpolitikere typisk er fritidspolitikere mens parlamentsmedlemmer er fuldtidspolitikere (således også i Danmark).
 
I lande med et forholdsvist traditionelt kønsrollemønster vil man se forholdsvis lave kvindeandele i det nationale parlament (politik er mest for mænd), men dog lidt højere i kommunalpolitikken (jf. issue-, nærheds- og konkurrenceforklaringerne), som de ofte hjemmegående eller halvtidsarbejdende kvinder kan kombinere med deres hjemlige ansvar. Modsat i lande, hvor ligestillingen er nået længere, og hvor kvinderne er blevet inddraget mere i det politiske liv og således også er nået et stykke længere med at blive inddraget i de politiske beslutninger, og hvor der således er opnået en højere kvindeandel i de nationale parlamenter. 
 
Den øgede ligestilling er imidlertid foregået parallelt med en øget ligestilling på arbejdsmarkedet, hvorfor en stor andel af kvinderne er fuldtidsbeskæftiget uden for hjemmet. I takt med, at kvinderne har fået udearbejde, er mændene begyndt at hjælpe lidt mere til derhjemme, men ligestillingen er på ingen måde fuldendt i de små hjem. Derfor rammes kvinderne i disse ellers på mange måder relativt mere ligestillede lande af en barriere, når de overvejer at deltage i kommunalpolitik, nemlig den der udgøres af, at de her skal passe en såkaldt tredobbelt karriere (hjem, erhvervsjob og politik) (Norris, 1997: 230). Eller som Karen Sjørup skriver andetsteds i festskriftet, så er familie-arbejdslivskonflikten med til i dag at demobilisere kvinderne i forhold til kommunalpolitik (Sjørup, 2008: 8). I det nationale parlament er politik jo imidlertid et fuldtidsjob – i Weberske termer et beruf – og derfor kan kvinderne tage deres erhvervsarbejde ud af ligningen. 
 
I lande som Sverige, Tyskland, Finland, Holland og Danmark er dette måske netop, hvad der sker – kvinderne er blevet så relativt ligestillede, at de kan erobre en større andel af parlamentspladserne end i mange andre lande, men samtidig er de også blevet så ligestillede på arbejdsmarkedet (og stadig ikke fuldt ligestillede i hjemmene), at repræsentationen i kommunalpolitik ikke følger med op og rent faktisk ender med at være lavere. Der er endnu ikke lavet studier, der efterviser dette argument, men det skal i hvert fald til en begyndelse her fremsættes som en hypotese.
 

Afsluttende betragtninger

 
Det kan på mange måder undre, at vi i et land som Danmark, hvor vi i hvert fald ofte i festtalesammenhænge roser os selv for at være kommet langt på ligestillingsområdet, ikke kan mønstre mere end 27 procent kvinder i de danske kommunalbestyrelser. Det fortrøstningsfulde argument om, at ting tager tid, og at kvindeandelen nok skal stige langsomt men sikkert, kan ikke rigtigt længere fremføres overbevisende, idet kvindeandelen har været stagneret i en længere periode og ikke har bevæget sig nævneværdigt opad de seneste tyve år. 
 
Det kan især undre, at kvindeandelen ikke er steget mere, når det erindres, at man i 1985 åbnede op for sideordnet opstilling (som efterfølgende er blevet ganske populær), således at det i de fleste partier er vælgernes personlige stemmer, der suverænt afgør, hvem der skal vælges ind, og således hvordan kønsfordelingen skal være (Kjær, 2009a). Selvom det ved det seneste valg i 2005 kun var 29,6 procent af kandidaterne, som var kvinder, så var der immervæk hele 3374 kvindelige kandidater til de i alt 2522 pladser i de danske kommunalbestyrelser, og muligheden for en højere kvindeandel var således i vælgernes hænder. Det ser imidlertid ud til, at vælgerne er rimeligt tilfredse med det nuværende niveau for kvinderepræsentationen og lægger vægt på andre faktorer (eksempelvis geografisk tilhørsforhold), når de afgiver deres personlige stemme. Tilsvarende med de politiske partier – de vil gerne have flere kvinder valgt ind, men ønsket er åbenbart ikke større, end at de undlader at give kvinderne positiv særbehandling i nomineringsfasen. 
 
Hvis kvindeandelen kan forklares ved hjælp af denne mæthed, er det lidt det samme som at sige, at den lave kvindeandel kan henføres til den generelle ligestillingssituation i Danmark – at vi har 27 procent kvindelige kommunalpolitikere, fordi vi har 27 procent ligestilling. Dette rimer imidlertid dårligt med, at der er 38 procent kvinder i Folketinget – og så alligevel måske ikke. I relation til Folketinget gælder det nemlig, at der er tale om et fuldtidsarbejde, og man hjælper således de kvinder, der ellers ville have svært ved at få familie-job-politik-kabalen til at gå op, ved at fjerne erhvervsjobbet fra ligningen og dermed kompensere for den manglende ligestilling på mange hjemmefronter. 
 
At forskellen i kvindeandele på lokalt og nationalt niveau skulle skyldes den forskellige grad af professionalisering af de to typer politiske hverv er en hypotese, der er opstillet på baggrund af en simpel analyse af de 27 EU-lande, men jo på ingen måde en hypotese, som er undersøgt ret meget videre (se dog Kjær, 2009b). Hvis man forskningsmæssigt skal se lidt fremad, er der således masser at studere, inden vi (forhåbentligt) kan give et fyldestgørende svar på, hvorfor der ikke er flere kvinder i dansk kommunalpolitik, og hvorfor niveauet ikke stiger i øjeblikket. 
 
Og for afslutningsvist at vende tilbage til aflysningen/udsættelsen af den helt store fejring af kvindernes erobring af deres del af sæderne i landets kommunalbestyrelser: Vi må i dag ”nøjes” med at ønske kvinderne tillykke med de første 100 år og med de første 27 procent.
 

Litteratur

  • Borisyuk, Galina; Rallings, Colin & Trasher, Michael (2007): “Women in English Local Government 1973-2003: Getting Selected, Getting Elected”, Contemporary Politics 13, 181-199.
  • Council of European Municipalities and Regions (2008): “Women in Local Politics in Europe”. Draft version of February 2008. Paris: EMCR.
  • Dahlerup, Drude (2008): “Glasloftlandet”. I Jytte Larsen (red.): ”Kvinder i kommunalpolitik 1909-2009. Festskrift for 100 år med kvinders valgret”. København: KVINFO. (http://www.kvinfo.dk/side/938/)
  • Darcy, R.; Welch, Susan & Clark, Janet (1994): “Women, Elections & Representation” (2.ed.). Lincoln: University of Nebraska Press.
  • Kjaer, Ulrik (1999): “Saturation Without Parity: The Stagnating Number of Female Councillors in Denmark”. In: Beukel, Erik, Klausen, Kurt Klaudi & Mouritzen, Poul Erik (eds.) Elites, Parties and Democracy - Festschrift for Professor Mogens N. Pedersen. Odense: University of Southern Denmark Press.
  • Kjær, Ulrik (2001): ”Kvinder i kommunalpolitik - er grænsen nået?”. Kvinder, Køn & Forskning, vol. 10, no. 1, pp. 68-78.
  • Kjær, Ulrik (2007): ”Kommunalpolitikerne”, i Buch, Roger & Elklit, Jørgen (red.), Nye kommunalvalg? Kontinuitet og forandring ved valget i 2005. Odense: Syddansk Universitetsforlag.
  • Kjær, Ulrik (2009a): ”Kommunalpolitikernes sociodemografiske repræsentativitet efter Strukturreformen”, pp. 85-127 i Indenrigs- og Socialministeriet: ”Arbejdsgruppen om kommunalpolitikernes rolle og arbejdsvilkår”. København: Indenrigs- og Socialministeriet.
  • Kjær, Ulrik (2009b, forthcoming): “Women in Politics – The Local-National Gender Gap in Comparative Perspective”. Politische Vierteljahresschrift, vol. 50.Norris, Pippa (1997): “Passages to power - Legislative recruitment in advanced democracies”. Cambridge: Cambridge University Press.
  • Randall, Vicky (1982): “Women and Politics”. London: Macmillan
  • Sjørup, Karen (2008): ”Diskurser om ligestilling, velfærdsstat og kommunalpolitik i to generationer”. I Jytte Larsen (red.): ”Kvinder i kommunalpolitik 1909-2009. Festskrift for 100 år med kvinders valgret”. København: KVINFO. (http://www.kvinfo.dk/side/938/)
  • Taagepera, Rein (1994): “Beating the Law of Minority Attrition”, in: Rule, Wilma & Zimmerman, Joseph F. (eds.), Electoral Systems in Comparative Perspective: Their Impact on Women and Minorities. Westport: Greenwood Press.
  • Weber, Max (1919): “Geistige Arbeit als Beruf. Politik als Beruf”. München: Duncker & Humblot.