Forfatter: Jørgen Poulsen

Drude Dahlerup

Drude Dahlerup, der er professor ved Statsvetenskapliga Institutionen, Stockholms Universitet, er uddannet cand.scient.pol., og hun er bl.a. særlig rådgiver for FN om kvinder og repræsentation.

Resultatet af det første valg til Rigsdagen i 1918, sætter en norm for, hvor mange kvinder, der siden vælges til Folketinget. Partierne var dengang, ligesom i dag, dem, der bestemte hvor mange kvinder, der skulle opstilles. På trods af grundlovsændringen stod partierne ikke i kø for at byde kvinderne ind i varmen. Det er nogle af de skarpe konklusioner i Drude Dahlerups spritnye forskning. KVINFO har talt med hende om partiernes rolle, valgsystemers betydning og kønskvotering, for også i dag ligger Danmark i slæbesporet, når det gælder kvinder i politik.

De danske kvinder kan ved Folketings- og Landstingsvalgene i 1918 for første gang indløse stemmeretten, som de fik med 1915-grundloven. Men valget bliver en stor skuffelse for kvindebevægelsen. Der bliver valgt meget få kvinder ind. Blot fire i Folketinget og fem i Landstinget. Professor Drude Dahlerup er dykket ned i tidens protokoller, arkiver og statistikker for at afdække, hvorfor det første valg ikke førte til et gennembrud for kvinderepræsentationen.

Fakta om antologien "Før og efter stemmeretten: Køn, demokrati og velfærd gennem 100 år"

Antologien er redigeret af Anette Borchorst og Drude Dahlerup og indeholder en lang række bidrag af kvindelige og mandlige forskere om stemmeret, kvinder i politik og ligestillingspolitikker igennem 100 år. Antologien er finansieret af Carlsbergfonden og udkommer oktober 2015 på Frydenlund. 

Der er ikke kun tale om en historisk problemstilling. De første valg kommer til at påvirke kvindeandelen helt op til 1970’erne, viser hendes forskning, og selv om andelen af kvinder i Folketinget siden 1970’erne er øget betragteligt, så udgør de stadig i dag under 40 % af MF’erne. Sammen med Norge er Danmark det eneste land i Norden, der ikke har passeret 40 % tærskelen.

Både dengang og nu er mange parate til at trække en automat-forklaring: At det er kvinderne selv, der ikke stiller op, eller ikke stemmer på kvinder. Men problemet ligger et helt andet sted. Det viser Drude Dahlerups forskning, som for første gang analyserer processen omkring partiernes opstillingsprocesser og valg af kvindelige kandidater til rigsdagsvalgene i 1918 og 1920. Dengang som nu er problemerne strukturelle. Det handler om valgmetoder, og det handler om måden, som partierne udpeger kandidater og afgør deres rækkefølge på. Og dengang som nu er partierne ledvogtere, der har kontrollen med opstillingen af kandidater, fortæller Drude Dahlerup.

Partierne er i vildrede

I 1918 er partierne meget usikre på, hvad kvinders valgret og valgbarhed kommer til at betyde for valgresultatet.

Fakta om 1918- og 1920-valgene

  • Antallet af vælgere blev efter 1915 mere end fordoblet. Ca. 90 % af de nye vælgere var kvinder.
  • Antallet af pladser i Folketinget udvides i 1915 fra 114 til 140 og ved valgene i 1920 til 139 og 148.
  • Forholdstalsvalg indføres i København i 1918 og fra 1920 i hele landet. Ved valget i 1918 kommer 4 kvinder i Folketinget og 5 kvinder i Landstinget
  • Ved valget i 1920 kommer 3 kvinder i Folketinget og 8 kvinder i Landstinget.
”Der er sket mere end en fordobling af vælgerne. Kvinder af alle klasser og tjenestefolk af begge køn har fået valgret. Partierne er jo meget mandsdominerede partier, og det er mit indtryk, at de faktisk er lidt i tvivl. De ved ikke, hvad de kvindelige vælgere egentlig vil gøre. De går ud fra, at de gifte kvinder vil stemme som deres mænd. Men der er selvfølgelig mange ugifte tjenestepiger.

Det er noget af den usikkerhed, jeg var nysgerrig efter at få set nærmere på. Jeg er derfor i forskningsprojektet gået ned i partiprotokoller, interne blade, aviser og karikaturtegninger samt valgstatistikken for at se, om man kan blive klogere på, hvad de i partierne egentlig tænker og gør i den situation”, siger Drude Dahlerup.

Kontrolleret og begrænset inkludering af kvinder

”Antallet af medlemmer i Folketinget er udvidet betydeligt fra 114 til 140 pladser, fordi de nye vælgergrupper skal med. Men stort set alle de ekstra pladser går jo altså til mænd. Kvindebevægelsen er frygteligt skuffet over resultatet, men det var jo lidt af det samme, der skete ved kommunalvalget i 1909. Både i Folketinget og ved kommunalbestyrelserne ligger kvindeandelen på mellem 1 og 3 % op igennem hele mellemkrigstiden.

Hovedpointen i min forskning er, at der ved de første valg i 1918 og 1920 bliver dannet en norm, som jeg kalder en kontrolleret og begrænset inkludering af kvinder. Normen bliver, at stort set alle partier sørger for at have en kvinde på en valgbar plads. Det acceptable minimum er på det her tidspunkt én, som så forventes at repræsentere kvinderne i partiet”, siger Drude Dahlerup.

Fakta om valgsystemet

Forholdstalsvalg: Folketingets pladser tildeles partierne i forhold til deres andel af det samlede antal stemmer. Systemet bliver suppleret med de såkaldte tillægsmandater, der skal sikre, at den endelige mandatfordeling mellem partierne afspejler stemmefordelingen på landsplan.

Valg i enkeltmandskredse: I 1918 havde man uden for hovedstaden stadigvæk flertalsvalg i enkeltmandskredse (dog nu med tillægsmandater). Her vælges den kandidat i kredsen, der får flest stemmer, mens alle andre stemmer går tabt. Fra 1920 har man stort set det nuværende system i hele landet.

Partilister: På partilister er kandidaterne opstillet i prioriteret rækkefølge. Stemmer på partiet tilfalder først kandidaterne, der står øverst. Disse kandidater har dermed størst chance for at blive valgt. Kandidaterne længere nede på listen kan sprænge partilisten, hvis de opnår et personligt stemmetal, der er lig med eller større end fordelingstallet. 

Åbne lister: Ved sideordnet opstilling/åbne lister prioriterer partierne ikke kandidaterne. Det er de personlige stemmer, der bestemmer, hvem der bliver valgt. Ved valg til Folketinget indgår forholdet mellem partistemmer og personlige stemmer i de enkelte opstillingskredse dog i beregningen.

Derudover får de kvindelige medlemmer roller inden for områder, som partiet mener, specielt interesserer kvinder: børn, familie, socialpolitik, uddannelse og det religiøse.

Men ifølge Drude Dahlerup er det ikke, fordi kvinderne ikke gør en forskel: ”Selvom der kommer så få kvinder ind, er de meget aktive. De får ordførerskaber og stor betydning for gennemførelsen af en række vigtige love: Ligeløn, ægteskabsloven og kvinders adgang til offentlige embeder. Jeg fortolker det sådan, at kvinderne bliver accepteret i en niche, som man samtidig anerkender, at kvinderne har kompetencer indenfor”.

De politiske partier har monopol på at opstille folk

Når kvindeandelen i de nationale parlamenter ligger lavt, placerer man ofte ansvaret hos kvinderne selv. Men det synspunkt rammer Drude Dahlerup en pæl igennem.

”Rundt om i verden taler man stadig om, at det er kvindernes egen skyld. Men det siger man, uden overhovedet at vide, hvordan de to køn stemmer, idet der jo er hemmelig afstemning. Mit teoretiske udgangspunkt er, at partierne er ledvogtere – gatekeepers. Der er formodentlig tilstrækkeligt mange kvinder i de forskellige partiorganisationer og i ledelsen af civilsamfundets organisationer, men som ledvogtere, bestemmer partierne, hvem der overhovedet kommer på listen, og hvem der kommer ind på en valgbar plads. Derfor har forskningsopgaven i forhold til de første valg været at gå ned og se, hvad de rent faktisk gør i de forskellige valgdistrikter”, opsummerer Drude Dahlerup.

”Der er ikke plads til flere kvinder”

”Godt nok har vi fået en ny forfatning. Vi har fået kvinder og tjenestefolk med. Vi har udvidet antallet af pladser i Folketinget. Men over hele landet viser det sig, at det største hensyn bliver taget til dem, der allerede sidder i Rigsdagen. Det er en hovedfaktor, jeg hele tiden kan påvise. Derved ligger der allerede en kæmpe barriere for de nye vælgere - både kvinderne og tjenestefolkene”, siger Drude Dahlerup, der forklarer, at valgsystemet ændres samtidig med, at de nye vælgergrupper kommer ind.

Som de første får hovedstaden (København plus Frederiksberg) forholdstalsvalg i 1918. I 1920 får hele landet forholdstalsvalg  Der er samtidig det specielle med København i 1918, at det er lukkede lister, hvor partierne opstiller kandidaterne, og vælgerne kun kan stemme på partier.

”Derfor er det meget enkelt at se på, hvilke pladser kvinderne bliver opstillet og sammenligne det med valgresultatet i valgkredsen. Socialdemokratiet er et rigtig godt eksempel, fordi der er gode protokoller på det. Det fremgår, at Thorvald Stauning, der er forretningsfører (dvs. partileder), på et forretningsudvalgsmøde har foreslået, at reglerne skal være, at forretningsføreren skal stå som nummer ét. Derefter skal de siddende folketingsmedlemmer stå på de næste pladser. Dem er der 8 af. Så har vi taget de 9 første pladser.

Stauning kommer altså til det store kredsmøde om kandidatopstillingen med en vedtagelse om, at kvinderne skal have plads nr. 10. Det bliver vedtaget uden diskussion. Og så er der afstemning blandt alle kredse i hovedstaden. Helga Larsen, som er formand for de kvindelige bryggeriarbejdere, kommer ind som nr. 13 i afstemningen, men bliver placeret som nr. 10. For det var jo det, der var aftalen. Endnu en kvinde, Andrea Brockmann, feminist og formand for de kvindelige herreskræddere, bliver opstillet. Hun bliver faktisk indstillet af en kreds, hvilket er meget usædvanligt. Men da partiet vinder 12 pladser i København, bliver hun ikke valgt ind i Folketinget, da hun står meget længere nede på listen.

Da vi har valg igen i 1920, sker der også noget interessant i Socialdemokratiet. Nemlig, at Helga Larsen, der jo sidder som folketingsmedlem, skal placeres på listen, fordi hun ikke har sin egen kreds. Man sørger derfor for, at hun igen kommer ind på en sikker plads. Men derefter vedtager man, at der ikke er plads til flere kvinder. Punktum. Kvinder har fået deres. Fra 1918 til 1920 har man allerede knæsat den nye norm om, at det rækker med en”, konkluderer Drude Dahlerup.

”Vi har en super god kandidat til jer”

Af de fire store partier er det kun Venstre, der ikke får valgt kvinder til Folketinget. Til gengæld vælger partiet tre kvinder ud af de fem ind i Landstinget.

”Det største parti får ikke valgt en eneste kvinde i Folketinget. Igen har vi princippet om, at det er partierne, der er ledvogtere, som er i spil. Partiet har ellers en super kandidat, Marie Lassen, som er redaktør for Aalborg Amtstidende. Hun er ikke så kendt i dag, men hun er en meget interessant figur, fordi hun faktisk gerne vil i Folketinget.

Venstre er det parti, der vinder det største antal kredsmandater ved valget i 1918. Derfor har jeg været inde og se, om alle kredsmandaterne er gået til gamle folketingsmænd, så der ingen pladser var til nye folk. Men der bliver faktisk valgt nye folk ind, så fra partiets side kunne man sagtens have givet Marie Lassen en sikker plads. Engang i mellem siger man jo til en lokal kreds, at vi har en super god kandidat til jer. Det gjorde de så ikke. Men det gælder alle partier. De kan naturligvis opstille flere kvinder på sikre pladser, hvis de vil”, påpeger Drude Dahlerup.

Marie Lassen må derfor i kampvalg med Det Radikale Venstres meget markante forsvarsminister P. Munch i hans højborg, Langelandskredsen. ”Så det er jo op ad bakke. Hun får dog et rimeligt godt resultat, selv om P. Munch vinder kredsen”, konstaterer Drude Dahlerup.

Vil vælgerne fravælge en kvindelig kandidat?

Spørgsmålet er, om partierne ude i enkeltmandskredsene kunne være sikre på, at en venstrevælger ville sætte kryds ud for Venstres kandidat, når hun er kvinde.

”Normalt siger vi, at forholdstalsvalg er en fordel for kvinder og minoriteter. Fordi partierne kan få kvinderne ind på listen uden at sparke mændene ud. Det er situationen i København i 1918, mens det i resten af Danmark stadig er flertalsvalg i enkeltmandskredse, hvor hvert parti kun har en kandidat, og den, der får flest stemmer, bliver kredsens folketingsmand.

Selvfølgelig er partierne lidt bange for at stille en kvinde op. På den anden side er vælgerne jo langt mere trofaste på det her tidspunkt, end de er i dag. Hvert parti har sin avis, og vi har været nede i de fire partiaviser på Langeland for at se, hvordan man modtog den kvindelige kandidat, og venstreavisen siger, at hun er fantastisk dygtig og virkelig klarer det her med spørgsmål og tilråb”, siger Drude Dahlerup. Venstrepressen var altså ikke negativ over for en kvindelig kandidat på Langeland, men de andre aviser var stærkt negative og skrev, at hun klarede sig dårligt på møderne.

Men de lokale partiforeninger har selvfølgelig også stået med et problem. Dels vil de gerne have den siddende mand, men også i situationer, hvor han ikke genopstiller, er de selvfølgelig bekymrede. De regner med, at kvinderne måske gerne vil stemme på kvinder, mens de er mere bekymrede for, hvad mændene vil gøre. Vil de skifte parti, hvis vi har en kvindelig kandidat? Partierne skal jo tænke på, hvordan vælgerne agerer. De skal have en kandidat, som kan tiltrække vælgerne.

Og dels er partifolkene jo også selv forstokkede. Min pointe er, at de mener, at stemmeret er okay. Men når kvinderne også vil sidde med ved bordet, går det for langt. Det bryder ind i et mandligt rum, hvor de faktisk synes, at det er et problem. De tror nok heller ikke, at kvinderne har evnerne.

Men jeg har ikke kunne finde udtalelser, hvor de siger: ”Vi tør ikke opstille en kvinde”. Vi kan bare se, at de lader være”, siger Drude Dahlerup.

Tillægsmandat som løftestang

I sin forskning peger Drude Dahlerup på en interessant og illustrativ opstillingshistorie fra Aarhus-kredsen, hvor Det Konservative Folkeparti ved 1918-valget får valgt Karen Ankersted ind i Folketinget. Hendes valg viser dels, hvor uforudsigeligt det nye valgsystem var for partierne. Dels viser det undtagelsen fra reglen om, at kvinder stort set ikke blev opstillet og slet ikke valgt uden for hovedstaden. Og dels viser det især noget om holdningerne til kvinders kandidatur.

Aarhus Amt består på det tidspunkt af seks enkeltmandskredse, og undersøgelserne af protokollerne i Aarhus’ konservative vælgerforenings protokol fortæller, at de på opstillingsmødet finder tre kandidater. Det Konservative Folkeparti står ikke stærkt i Aarhus, men spidskandidaten købmand Johansen får midtkredsen, som er den stærkeste konservative kreds. Derefter bemyndiger generalforsamlingen bestyrelsen til at opstille de tre kandidater, der mangler. Af materialet fremgår det, at den ene efter den anden takker nej til at stille op.

”Til sidste er man i den desperate situation, at man står med tre kredse uden kandidater. Og så dukker der i Odderkredsen en idé op om at opstille Karen Ankersted, som sidder i Frederiksberg kommunalbestyrelse. Hun er lærerinde og omkring 70 år. Vi har ikke kunnet finde det manglende led, hvor de accepterer, at hun bliver opstillet. Men man kan se fra valgstatistikken, at hun ikke alene bliver  opstillet i Odderkredsen. Hun bliver opstillet i tre af de seks kredse”, uddyber Drude Dahlerup.

Ved valget erobrer Socialdemokraterne Aarhus Midt-kreds, og købmand Johansen klarer altså ikke skærene. Til gengæld betyder det nye valgsystem, at Det Konservative Folkeparti i Aarhus får et tillægsmandat.

”Det er helt nyt med tillægsmandater. Og det er også en af mine pointer: Partierne ved ikke, hvordan det her system virker. Det er jo meget svært at vide, hvor et tillægsmandat falder. Men i den her situation får de det jo, fordi købmand Johansen ikke får sit kredsmandat, og alle regner derfor med, at tillægsmandatet tilfalder ham. Men det går til Karen Ankersted, fordi købmanden kun er opstillet i en kreds, mens Ankersted er opstillet i tre kredse. Og reglerne er sådan, at man lægger stemmerne sammen i de tre kredse, og på den måde får Karen Ankersted tre stemmer mere end ham.

Resultatet betyder, at de konservative får to kvinder ind i Folketinget. Jeg tror ikke, at det helt var meningen. Men jeg mangler stadig nogle kilder fra Odder, der kan hjælpe med at finde ud af, hvad der egentlig skete”, efterlyser Drude Dahlerup, der også kan fortælle, at holdningen over for Karen Ankersted svinger efter valget. Aarhus Stiftstidende har før valget støttet hende og skrevet, at hun taler godt, at hun har forbedret stemningen på vælgermøderne, og at hun får kvinderne til at komme til vælgermøder. Nu udtrykker de deres skuffelse over, at købmanden ikke blev valgt.

Valgsystemet har kæmpe betydning

Tal fra Danmarks Statistik fra de to første valg i april 1918 og april 1920 viser, at der både er stillet færre kvinder op, og at der bliver valgt færre ind i Folketinget ved valget i 1920. Andelen af opstillede i 1918 er 9 %, men i 1920 er den dalet til 4 %.

”Mit oprindelige udgangspunkt var, at det måske var partierne, der fandt ud af, at de ikke behøvede at være bange for kvinderne efter 1918-valget. Men i antologien "Før og efter stemmeretten: Køn, demokrati og velfærd gennem 100 år", der udkommer til oktober, når jeg frem til en anden konklusion, og det handler om, at man i København, hvor langt de fleste kvinder var opstillet, går fra lukkede lister til åbne lister. Altså lister, hvor folk kan stemme personligt på kandidater. Derfor er partierne faktisk bange for at stille for mange kvinder op.

Samtidig sker der i 1920 det, at man nu også ude i landet kan stemme ikke bare på folk i ens egen valgkreds, men i hele amtskredsen. Og så begynder kvinder, der er opstillet i en kreds, også at blive konkurrenter i de andre kredse i amtet, så valgsystemet har en kæmpe betydning. Det er lidt af et eksperiment på det her tidspunkt, fordi man i løbet af få år opererer med flere forskellige valgsystemer. Partierne har haft hovedbrud, for hvordan vil vælgerne agere? Dengang havde man jo ingen opinionsundersøgelser”, forklarer Drude Dahlerup.

Danske partier bestemmer selv opstillingsformen

De første valg kommer altså til at lægge grunden til, at kvindeandelen i den danske rigsdag ligger på encifrede procenter til efter 2. Verdenskrig. Men heller ikke i dag er der med 39 % kvindelige folketingsmedlemmer tale om ligestilling. Sammen med Norge er Danmark de eneste lande i Norden, der ikke har passeret 40 % tærskelen.

”Det interessante er, at hvis du følger kurverne for antallet af opstillede kvinder og andelen af valgte kvinder, så følges de godt ad bortset fra i 1918, 1920 og de tre sidste valg. Så konklusionen er, at det er afgørende for kvindeandelen, hvor mange kvinder der bliver stillet op. Men det er endnu mere  afgørende på hvilke pladser, de bliver stillet op. Bliver de opstillet i en kreds, hvor partiet er stærkt, eller har de taberkredsene? Hvor de står på listerne? Og er det lukkede partilister eller sideordnet opstilling?

Her har Danmark et helt exceptionelt system, for der er næsten ingen andre lande i verden, hvor partierne selv kan bestemme, om de vil lave lukkede partilister, kredsopstilling eller sideordnet opstilling i alfabetisk rækkefølge. Jeg er ganske kritisk over for de danske opstillingsformer, fordi vælgerne som regel overhovedet ikke forstår, hvordan opstillingen er blevet til, og har svært ved at afkode opstillingsformen ud fra stemmesedlen. Det betyder utrolig meget, om det er en partiliste, som er næsten umulig at sprænge.

Selv om tendensen er, at der bliver flere og flere sideordnede opstillinger, synes jeg, at det er en hån mod vælgerne, at man lader partierne bestemme det selv. Eller at det i hvert fald er så uklart for vælgerne. Det er lidt som om betingelserne er skrevet med småt”, siger Drude Dahlerup.

2015-valget er et tilbageslag for andelen af opstillede kvinder

Ved valget i 2011 havde partierne opstillet 33,2 % kvinder. Partiernes opstilling til 2015-valget viser, at andelen nu er faldet til 31,9 %. Det ligger på niveau med slutningen af 1980’erne, minder Drude Dahlerup om, og hun vurderer, at årsagen til faldet skal findes i, at partierne tænker, at ”vi næsten har ligestilling”.

”Valgforskeren Ulrik Kjær har lavet teorien om ”mæthed uden ligestilling”. Mens man i Sverige vil sige, at der med 30, 32 eller for den sags skyld 39 %, som er kvindeandelen i Folketinget i dag, er langt til ligestilling, så har der i Danmark bredt sig en stemning om, at vi stort set er nået i mål. Og så gør partierne ikke mere.

Men igen: Det er partierne, som opstiller. Det er partierne, som opmuntrer. Det er partierne, som laver nogle mødeformer og organisationsformer, som gør, at både mænd og kvinder, og både unge og gamle, danskfødte og indvandrede, har lyst til at være med. Det er min teori, at det ikke bare handler om, at udbud og efterspørgsel er uafhængige af hinanden. Mange – og det gælder både kvinder og mænd – vil faktisk gerne stille op, hvis de bliver opfordret til det.

Derfor er det partiernes manglende efterspørgsel efter kvinder, der er hovedproblemet ved den relativt lave kvinderepræsentation. Det var det dengang. Og det er det også i dag! Partiernes ligestillingsambitioner er for lave. Der er masser af kvinder out there. Men man må sørge for, at politikken har en form, så kvinder har lyst til at være der. Man må også sørge for, at der ikke er et old boys-netværk, hvor mænd hele tiden går ud og prikker på skulderen af andre mænd: Kunne du ikke tænke dig at stille op. Partierne må have ambitionen om, at de vil have lige mange mænd og kvinder opstillet og på lige gode pladser. Og det er selvfølgelig her kønskvoteringen kommer ind”, opsummerer Drude Dahlerup.

Kønskvotering er ugleset i Danmark

86 lande har i dag indført kønskvotering i politik ved lov, og i 35 andre lande har partierne selv indført kønskvotering, fortæller Drude Dahlerup: ”Det gælder fx Norge, Sverige og Island. Det er typisk de røde og grønne partier, som i deres vedtægter skriver, at de skal have lige mange mænd og kvinder. I disse partier  er det også reglen, at man har valglister, hvor hver anden kandidat er mand, og hver anden er kvinde. Det vi kalder lynlåssystemet (the zipper-system). De borgerlige partier i Sverige har stort set også lige mange mænd og kvinder, men de har ikke formaliseret det, fordi de opfatter kønskvotering som uliberal.

I Danmark begyndte nogle partier på det i 70’erne, bl.a. SF. Der var blandt andet en gruppe rødstrømper, som kollektivt meldte sig ind i SF, fordi de ville rykke ved kvinderepræsentationen. Både SF og Socialdemokraterne havde et par år med kønskvotering, men så gik man bort fra det igen. Argumentet var, at man jo nu var lige. Det viste sig at være en total fejltagelse. For jeg tror ikke, at ligestilling kommer af sig selv”, slår Drude Dahlerup fast.

Og hun fortsætter: ”Kvoteringsregler betyder, at partierne tvinges til at lægge sig i selen for at finde flere kvindelige kandidater. Og jeg kan garantere dem, at de findes. Det er et spørgsmål om at lede, ikke bare den sidste uge før opstillingslisten skal være færdig, men at arbejde langsigtet for at rekruttere flere kvinder. I partier, som har kvoteringsregler, behøver man ikke at slås for det ved hver eneste opstilling.

Kvotering sætter ind der, hvor problemet ligger. Det er heller ikke kun symptombehandling. For det er lige præcis problemet: Partierne er ikke tilstrækkeligt inkluderende. Det gælder også i forhold til etniske minoriteter, indvandrere og andre grupper. Kvotering tvinger partierne til at være mere aktive og seriøse, når de rekrutterer. Det er alene det, kvotering sætter ind overfor.

Ekskluderingen af kvinderne var utrolig stor, da kvinderne fik valgret. Det er så blevet ændret efterhånden, men det er stadigvæk et problem, og jeg synes ikke, at Danmark skal acceptere, at vi er nået frem til målet med en andel af kvinder på knap 40 %. Det er vi faktisk ikke. Danmark er rykket fra en topplacering til plads nr. 16 på IPUs verdensrangliste. Mange andre lande hopper forbi os fx Rwanda, Bolivia og Senegal ved hjælp af kvotering. Det er virkelig en trend i verden. Det er kontroversielt. Men det er også populært”, slutter Drude Dahlerup.

Til oktober kan du læse meget mere om Drude Dahlerups forskning om de første valg, efter kvinder fik valgret, i antologien "Før og efter stemmeretten: Køn, demokrati og velfærd gennem 100 år", der udkommer til oktober på Frydenlunds Forlag.