Forfatter: Jytte Nielsen

Da de første kvinder blev valgt ind i Folketinget, fyldte de kun 3 % af pladserne. Der skulle gå over 70 år, før andelen af kvinder sneg sig op over en tredjedel. Hvorfor tog det så lang tid? Og hvorfor er der under 40 % kvinder i Folketinget i dag?

Efter folketingsvalget i 2011 udgjorde kvinder 39 % af folketingsmedlemmerne. Det er den højeste andel nogensinde. Det er også første gang i lang tid, at kvinderepræsentationen har rykket sig lidt: Siden 1998 har andelen kvinder været stagneret på ca. 38 %.

Det lange seje træk

Ved det første folketingsvalg i 1918, hvor kvinder for første gang både kunne stemme og stille op til valget, blev der indvalgt 4 kvinder i det dengang 140 personer store folketing. Det svarede til en repræsentation på 3 %. Forventningerne til kvindernes nye politiske medborgerskab havde været store – ikke mindst i kvindebevægelsen – og skuffelsen over det dårlige valgresultat var til at tage og føle på. Trods kvindebevægelsens forsøg på at få de politiske partier til at opstille flere kvindelige kandidater og på at mobilisere de kvindelige vælgere, forblev kvinderepræsentationen ved de følgende 11 valg frem til efter 2. Verdenskrig under 5 %.

Også i Rigsdagens andet kammer, Landstinget, var kvinderepræsentationen lav, selvom den var højere end i Folketinget. Ved de 11 afholdte valg mellem 1918 og 1953 varierede kvindeandelen i Landstinget mellem 4 % og 16 %. Landstinget blev nedlagt i forbindelse med grundlovsændringen i 1953.

Efter 2. Verdenskrig og frem til ca. 1960 steg antallet af kvindelige folketingsmedlemmer langsomt til 10 %.  I perioden fra 1960 og frem til midt i 1970’erne fortsatte stigningen i samme takt for så ved valget i 1979, små 10 år efter rødstrømpebevægelsens start, at nå over de 20 %. I 1980’erne og begyndelsen af 1990’erne voksede andelen til lidt over 30 %, for i 1998 at lande på 38 %, hvor den blev liggende helt frem til 2011.

Der skulle altså gå ca. 70 år, fra kvinder fik politisk medborgerskab, til at de udgjorde det, man kunne kalde en kritisk masse, dvs. omkring 1/3 af de valgte folketingsmedlemmer. Udviklingen fra 3 % kvindelige folketingsmedlemmer i 1918 til 39 % i 2011 kan beskrives som en lang kontinuerlig og fremadskridende integrationsproces af kvinder i den politiske elite. Men hvorfor det skulle tage så mange år og hvorfor kvinderepræsentationen, trods det, at kvinder udgør over 50 % af befolkningen, fortsat ikke er nået de 40 %, er stadig ubesvarede spørgsmål.

Hvorfor tog det så lang tid?

Danske forskere, som har beskæftiget sig med repræsentation i politik, har peget på en række forskellige faktorer, der kan bidrage til at forklare, hvorfor der skulle gå så mange år, før kvinder blev en egentlig magtfaktor i dansk politik.

De faktorer, som forskerne nævner som mulige medvirkende årsager, er:

  • Kulturelle forklaringer: Dvs. faktorer, som vedrører samfundets syn på kønsroller. Hvis der eksisterer en generel forestilling i samfundet, både blandt kvinder og mænd, om at politisk arbejde ikke er noget, kvinder bør beskæftige med eller interessere sig for, kan det afholde kvinder fra at stille op til politiske tillidshverv. Det kan også betyde, at de politiske partier ikke peger på kvinder som mulige kandidater, ligesom det kan afholde vælgerne fra at sætte deres kryds på en kvindelig kandidat på valgdagen.

  • Institutionelle forklaringer: Dvs. faktorer i valgsystemet, som udgør en barriere for, at kvinder både bliver opstillet og valgt. I opstillingsfasen er det de politiske partier, som i rekrutteringen af kandidater til valgene reelt afgør kønsfordelingen på valglisterne. De prioriterer også, hvor højt på listen de enkelte kandidater bliver placeret. De politiske partier er derfor en vigtig brik i forklaringen på den langsomme udvikling i kvinderepræsentationen.

  • Socioøkonomiske forklaringer: Dvs. faktorer, der vedrører kvinders uddannelsesniveau og besiddelse af visse jobs. Kort fortalt menes hermed, at hvis kvinder ikke besidder de formelle kvalifikationer og erfaringer fra fx arbejdsmarkedet, som gør dem attraktive som politikere, har de svært ved at komme i betragtning som kandidater.

De ovenfor nævnte faktorer har givetvis haft forskellig betydning og også spillet sammen på forskellig måde i den næsten 100-årige periode, hvor kvinder har været valgbare til Folketinget. I de første mange år op til 1970’erne har de formentlig alle været i spil og medvirket til den lave kvinderepræsentation.

Efter 1970’erne og frem til i dag er der sket en række afgørende forandringer, dels i holdningen til kvinder i politik, dels i kvinders uddannelsesniveau og erhvervsfrekvens. De politiske partier er også over tid gradvis blevet bedre til at opstille flere kvindelige kandidater på valglisterne, selvom antallet af opstillede fortsat ligger på ca. 33 %.

Også vælgerne er blevet mere positivt stemt over for kvindelige kandidater. Frem til 1977 havde partierne enten procentvis flere kvindelige kandidater på valglisterne, end der blev valgt, eller opstillingsprocenten og valgprocenten var den samme. Efter valget i 1977 bliver der nu valgt flere kvindelige politikere, end der procentvis er opstillet. Ved valget i 2011 var således 34 % af de opstillede kvinder, mens 39 % af de valgte var kvinder.

Den vigtigste forklaring i dag på, hvorfor kvinderepræsentationen fortsat ikke er kommet over de 40 %, skal altså bl.a. findes i partiernes rekrutterings- og opstillingspraksis.

Kilder:

Ann-Dorte Christensen og Poul Knopp Damkjær: Kvinder og politisk repræsentation i Danmark. Aalborg: Aalborg Universitet, 1998. Læs online

Christina Fiig: ”Køn og magt i dansk politik og centraladministration”, kapitel i rapporten Kön og makt i Norden. Del 1. Landsrapporter. TemaNord 2009:569, Nordisk ministerråd, 2009. Læs online

Ulrik Kjær og Mogens N. Pedersen: De danske folketingsmedlemmer: en parlamentarisk elite og dens rekruttering, cirkulation og transformation 1849-2001, Århus Universitetsforlag, 2004 Læs online

Jytte Nielsen: Valgresultatet 2011. Kvinfo.dk. Læs online