Op til folketingsvalget i 2015 viste mange meningsmålinger, at meget få procentpoint adskilte blå og rød blok. Spørgsmålet om hvem, der skulle danne regering lod altså til at afhænge af marginaler. Professor Jørgen Goul Andersen undrer sig i den forbindelse over, at partierne ikke er mere opmærksomme på at mænd og kvinder stemmer forskelligt.

”Hvis jeg var spindoktor for partierne, ville jeg nok have det som et opmærksomhedspunkt ... Hvis man gør det op siden 1990, ville der med kun mænd som vælgere have været 20 års borgerligt styre afbrudt af 5 års socialdemokratisk centrum-venstrestyre fra 1993 til 1998. Hvis det havde været overladt til kvinderne, ville der være 19 års socialdemokratisk centrum-venstrestyre og 6 år med en borgerlig regering”, siger Jørgen Goul Andersen i interviewet med KVINFO om mænds og kvinders partipræferencer og politiske holdninger.

Forfatter: Jørgen Poulsen

Jørgen Goul Andersen, der har forsket i området i mere end 30 år, fortæller bl.a. om, hvordan mænd og kvinders partivalg i de seneste 50 år har udviklet sig, og om hvad der adskiller mænd og kvinder holdningsmæssigt. Jørgen Goul Andersens undersøgelser viser, at forskellen mellem mænds og kvinders politiske holdninger er blevet større og større, og man kan se forskellene på en bred front af politikområder. Men først et tilbageblik til 1918 i anledning af 100 året for kvinders valgret.

Hvad ved vi om, hvordan mænd og kvinder placerede deres kryds, efter at kvinder havde fået stemmeret?

”Det ved vi strengt taget ikke noget om fra Danmark, for så gamle data har vi desværre ikke. Men vi ved til gengæld lidt om det fra andre lande i Europa. Og vi ved, hvordan det så ud i Sverige. Da Sverige og Danmark i andre situationer ligner hinanden meget, er det ikke helt skævt at gå ud fra, at Danmark også ligner Sverige på det punkt. På den baggrund er der ikke noget, der tyder på, at der ved de første valg er ret stor forskel mellem mænd og kvinders partivalg. Det kunne heller ikke aflæses i valgresultaterne. Hvis der er en lille forskel, er den formentlig ligesom i Sverige gået i retning af, at kvinder stemmer en smule mere konservativt end mændene. Vi ser også, at kvinder i alle samfund har været mere tilbøjelige til at undgå de ekstreme partier på venstre og måske især på højrefløjen.”

Fakta om Jørgen Goul Andersen

Jørgen Goul Andersen er uddannet cand.scient.pol. og professor ved Institut for Statskundskab ved Aalborg Universitet.

Hvad, tror du, er årsagen til, at kvinder i den første tid er mere konservative?

”Der, hvor det slår kraftigst igennem, er i de lande, hvor man har de stærkeste kristeligt demokratiske partier. Religion har historisk betydet lidt mere for kvinder, og det har været en af drivkræfterne bag den konservative tendens. Det har ikke været så væsentligt i Danmark og Sverige, men man skal ikke udelukke, at det også betyder noget der. Måske har det også været rester af socialistisk forskrækkelse. Det, vil jeg ikke udelukke, kan have spillet ind i forhold til, at de i mindre omfang støttede Socialdemokraterne.”

Din forskerkollega, historiker Jytte Larsen, har en formodning om, at det måske kan hænge sammen med, at kvinder ikke var ude på arbejdsmarkedet, og de derfor var mere afhængige af mandens indtægt?

Det er jeg fuldstændig enig i. Men det kunne jo på den anden side også betyde, at de bare stemte ligesom deres mænd. Men det er svært at sige præcist, for vi taler på det her tidspunkt om en forskel på måske 1-2 % i mænds og kvinders partivalg. Når vi kommer ud på yderfløjene, har forskellen været mere markant. Vi kan faktisk af de ældste data, vi har fra SF, se, at kvinderne i vid udstrækning undgik SF dengang. SF var et mandeparti helt frem til midten af 1970’erne. Siden er det i den grad blevet et kvindeparti. I data fra Fremskridtspartiet og DF har vi kunne se samme tendens. Alt, hvad vi har af tilgængelig information om yderpartier, bekræfter, at kvinder har holdt sig væk fra ekstremerne på både venstre- og højrefløjen.”

Du har langt mere faktuel viden fra de sidste 50 år. Hvad er det disse data viser, om skiftet i kvinders og mænds holdninger og partivalg?

”Det, at kvinderne pludselig ligger lidt til venstre for mændene, slår igennem i 1970’erne på et tidspunkt, hvor kvinder for alvor kommer ud på arbejdsmarkedet. Måske er der tale om et par års forsinkelse. Det slår igennem nogenlunde samtidigt i Danmark og Sverige, og man ser det også – måske af lidt andre grunde - i USA, hvor man godt kan forestille sig, hvorfor den republikanske præsident Ronald Reagan havde mere appel til mænd end til kvinder.

I 1970’erne er billedet dog ikke helt entydigt. Det går lidt den ene vej og lidt den anden vej. I 1973 var kvinderne ikke i samme grad som mændene med på bølgen mod højre i Danmark. Hvad det skyldes, ved jeg ikke. Ved valget i 1975, 1977 og 1979 ser valget af parti til gengæld nogenlunde lige ud i forhold til de to køn. Det er lige omkring det samme tidspunkt, hvor forskellen også forsvinder i Sverige.

Fakta om antologien ”Før og efter stemmeretten. Køn, demokrati og velfærd gennem 100 år”

Antologien er redigeret af Anette Borchorst og Drude Dahlerup og indeholder en lang række bidrag af kvindelige og mandlige forskere om stemmeret, kvinder i politik og ligestillingspolitikker igennem 100 år. Antologien er finansieret af Carlsbergfonden og udkommer oktober 2015 på Frydenlund.

Hvordan ser det ud med mænds og kvinders holdninger på det tidspunkt?

”I 1970’erne opstår der en tendens til, at de unge kvinder ligger lidt til venstre for de unge mænd, hvis man gør op på røde og blå partier. Derimod er der en svag tendens i den modsatte retning, altså til højre for mændene, blandt de ældre kvinder, så de to grupper har dermed udlignet hinanden.

Holdningsmæssigt kan vi se, at der er nogle begyndende forskelle mellem mænd og kvinder, men alligevel sådan, at kvinder, når det gælder sådan noget som arbejdsmarkedet, strejker og den slags ting, er tydeligt mere forsigtige og mindre kampvillige, end mændene er på det tidspunkt.

Til gengæld slår kvinderne en smule mere ud med en positiv holdning til miljøspørgsmål. De er ret klart tilbageholdende i forhold til militære udgifter, og meget klart imod atomkraft, som jo er et issue i 1970’erne. Kvinderne er også lidt mere EU-skeptiske, og der er en antydning af, at de er lidt mere lighedsorienterede, men det er helt nede i marginalerne. Hvis vi deler det op på alder, finder vi, at de yngre kvinder på de fleste områder er lidt mere venstredrejede end de yngre mænd. Men vi har endnu ikke et markant gap mellem kønnene på der her tidspunkt.”

Hvad sker der i de næste årtier?

”Her slår forskellene mellem kønnene igennem både holdningsmæssigt og partipolitisk. De holdningsmæssige skel mellem mænd og kvinder, bliver kraftigere. Men det er de partipolitiske skel, der slår først igennem. Op igennem 1980’erne er der en forskel på 3 procentpoint mellem, hvilke partier mænd stemmer på, og hvilke partier kvinder stemmer på. Så bliver forskellen pludselig 6 procentpoint. Derefter lidt mere endnu, og i dag er vi helt oppe omkring 10-11 procentpoint, lidt afhængige af, hvilke målinger, vi benytter. Jeg har lige tjekket den seneste sammentælling af Gallups politiske indeks. Der ligger vi også på en halv snes procentpoint. Det er temmelig meget.

Det er også årsagen til, at køn i stigende grad har betydning for, om der er flertal for en blå eller rød regering:

  • I 1990 ville kvinderne have valgt en socialdemokratisk ledet regering. Vi fik en fortsat VK-regering.
  • I 1994 var der flertal for en socialdemokratisk ledet regering både hos mænd og kvinder.
  • I 1998 ville mændene have valgt en blå regering.I 2001 og 2005 var der flertal for en blå regering hos både mænd og kvinder.
  • I 2007 ville kvinder allerede have sendt VK-regeringen ud, men den blev siddende med mændenes stemmer.
  • Havde mændene kunne bestemme alene, havde statsministeren også heddet Lars Løkke fra 2011 til 2015.

Hvis man gør det op siden 1990, ville der med mænd have været 20 års borgerligt styre afbrudt af 5 års centrum-venstrestyre fra 1993 til 1998. Hvis det havde været overladt til kvinderne, ville der være 19 års centrum-venstrestyre og 6 år med en borgerlig regering. Det er meget markant.”

Hvordan placerer kvinder sig i dag?

”De seneste meningsmålinger viser, at det er lige på vippen. Men Helle Thorning-Schmidt ville være næsten sikker på at blive genvalgt, hvis kun kvinderne skulle stemme. Men det er næppe, fordi hun er kvinde. Vi kan se, at DF bestemt ikke fik mange kvindestemmer, da Pia Kjærsgaard var leder. Det samme gælder Fremskridtspartiet, da de havde Pia Kjærsgaard og Kirsten Jacobsen som frontfigurer. Begge partier har været stærke mandepartier.

Det er altså også i dag sådan, at det enten ligger og vipper, eller også placerer kvinderne sig til venstre. Mændene ville utvivlsomt vælge en blå regering her ved 2015-valget.”

Det udspringer jo af mænds og kvinders holdninger. På hvilke områder er der markante forskelle i dag?

”Forskellene i holdninger hos mænd og kvinder er ved at være dybt forankret. Vi kunne lige akkurat se det på holdninger til velfærdens serviceydelser i 1970’erne. Men i dag slår kønsforskellen ud på snart sagt alle spørgsmål. Hvis man skal afveje velfærdshensyn over for andre hensyn, er det meget tydeligt, at kvinder prioriterer velfærden i langt højere grad. Men det slår også meget bredere igennem i dag. Fx i forhold til alle spørgsmål om lighed. Kvinderne er blevet væsentligt mere lighedsorienterede end mænd – hvad de ikke var i 1970’erne. Det gælder navnlig alle de klassiske venstre-højrespørgsmål om fordelingspolitik og velfærd, hvor det slår meget kraftigt ud, at kvinder og mænd har forskellige holdninger. Stiller man velfærd over for skattelettelser, får man næsten den maksimale forskel. Her er der stort set lige så stor forskel mellem mænd og kvinder, som der er på venstre- og højrefløjen i dansk politik.”

Vil det sige, at kønsforskellene har fået større betydning end klassetilhørsforhold?

”Ja, det har det faktisk i dag. Selv om der selvfølgelig også er en politisk omskiftelighed i det. Hvis man ser på klasseforskelle i holdninger, har de ikke ændret sig ret meget over tid. Men klasseforskellene i partivalg har ændret sig så meget, at det, ud fra de seneste meningsmålinger, ser ud til, at rød blok i dag får større tilslutning fra funktionærer og selvstændige end fra arbejdere. Den klassiske arbejderstemme bliver direkte negativ hos rød blok, fordi mange arbejderstemmer er gået over til DF. DF fik her i foråret rundt regnet lige så stor tilslutning fra arbejdere som S, SF og Enhedslisten til sammen. Tidligere havde det noget med indvandringsspørgsmål at gøre, men i de senere år har det rigtig meget at gøre med velfærdspolitikken. DF har undsagt deres egen dagpengereform og sagt, at det var en fejl, og at de gerne vil lave den om.”

Mere fokus på velfærdspolitik skulle ifølge det, du siger, få flere kvinder til at stemme på DF?

”Vi har lidt forskellige resultater, men i de fleste af de tal, vi har, ser det faktisk ud til, at DF ikke længere er så udpræget et mandeparti, som det var. Men kvinder har også i dag andre alternativer. De er ikke længere forskrækket over for at stemme på SF, der i dag er det nærmeste, vi kommer et kvindeparti. Og Enhedslisten skræmmer heller ikke.

Du har set på, om det er kvinderne, der har bevæget sig mod venstre, eller om det er mændene, der har rykket sig mod højre. Hvad siger dine undersøgelser?

”Jeg hælder måske næsten mest til den sidste mulighed: At mændene er rykket mod højre. Det er ikke til at sige præcist, hvad der er hvad. Men noget kunne tyde på, at det mest er mændene, der har flyttet sig. Der har i hele den vestlige verden været en mobilisering af mere markedsliberal tankegang i de sidste 20 til 30 år. Den har kvinderne kun i meget lille grad været en del af. Kvinder holder i langt højere grad fast i det klassiske velfærdskompromis.

Hvis vi ser på 1970’erne og 1980’erne, er der ingen tvivl om, at vi blandt alle grupper af kvinder kan se, at der sker en kvindepolitisk bevidstgørelse, der kommer til at præge deres syn og holdninger fremadrettet. Hvis man fx i dag kigger nærmere på de højere kvindelige funktionærer i den private sektor, kan vi se, at de er væsentligt mindre blå end deres mandlige kolleger. Der er hos dem en eller anden oppositionel tone, som stammer tilbage fra 70’erne og 80’erne. Men vi kan ikke med vores surveymetoder finde ud af, hvad det er, der ligger bag. Vi kan bare se, at vi har en tendens, som slår igennem over en bred front. Min nu afdøde kollega, Lise Togeby, havde sådan en god udlægning af fænomenet. Nemlig, at der er tale om en mobiliseringseffekt, som slår igennem hos alle kvinder, som resultat af den kvindepolitiske bevidstgørelse. Men surveymetoden går ud på at forklare nogle forskelle mellem individer med nogle andre forskelle mellem individer. Hvis alle mobiliseres, har vi ikke nogle forskelle at forklare med. Derfor kan vi ikke rigtigt måle det. Men det tror jeg stadig, hun har ret i.

Kan man spore disse bevægelser i mænds og kvinders holdninger?

”For kvindernes vedkommende er der altså en rest af mobiliseringen hos snart sagt alle grupper af kvinder samt en større faglig bevidsthed og en holden fast ved velfærdsstaten. Blandt mændene har der været en mere markedsliberal tendens, som også slår igennem i holdninger. Ser vi fx på holdninger til lighed, er der faktisk ingen ændringer over de sidste 50 år blandt kvinderne. Mens mændene – selv om det måske ikke er så markant, som man kunne tro ud fra den offentlige debat – er blevet mindre lighedsorienterede. Det kan ses som et ryk mod højre.

Selv om skattespørgsmålet ikke har den helt store appel hos mænd, er det dog langt større end hos kvinder. Når man kommer til afvejning mellem skatter og velfærd, er det dog lidt svært at sige, hvilken vej holdningerne er gået. Umiddelbart prioriterer folk velfærden klart højere, end de gjorde tidligere. Men det kan jo også afspejle, at skatterne i mellemtiden er sænket. Hvis folk i virkeligheden mener det samme, og vi i mellemtiden har fået skattelettelser, så vil folk prioritere øget velfærd lidt højere. Så det er et relativt mål. Men den folkelige afvejning er gået i retning af, at velfærden vejer væsentligt tungere i de sidste 10-15 år, end den gjorde i midten af 1990’erne.

Da Poul Nyrop kom til som statsminister i 1993 var der en væsentlig større prioritering af skattelettelser, end der er i dag, hvorimod velfærdsforbedring har haft en klar forrang i de sidste mange år. Og igen er det særlig tydeligt blandt kvinder. Her er det måske mændene, der har stået stille, mens kvinderne har bevæget sig mod venstre og i retning af større prioritering af velfærden.”

I dag er stemmeprocenten blandt kvinder højere end blandt mænd. Hvad mener du om udviklingen på længere sigt?

”På næsten alle området har vi fået udlignet kønsforskelle i den politiske deltagelse. Det går virkelig stærkt fra 1970’erne og frem til omkring år 2000 - efter år 2000 har vi desværre ikke ret mange tal. Men allerede i år 2000 er forskellen blevet udlignet enormt på alle former for politisk deltagelse – lige med undtagelse af partimedlemskab. Deltagelse i de politiske partier er stadig en mandesag.

Da Danmarks Statistik af en eller anden uforklarlig grund ikke gør valgdeltagelsen op på køn, har jeg i stedet prøvet at se på det ud fra, hvad vi ved om valgdeltagelsen ved kommunalvalg, og hvordan kønsforskellene ved kommunalvalg plejer at forholde sig til kønsforskelle ved Folketingsvalg. Jeg har også set på de tilfælde, hvor nogle af mine kolleger har haft mulighed for at lave undersøgelser i forbindelse med valgene.

Det bliver næppe nogen stor forskel i mænds og kvinders valgdeltagelse. Men alting peger i retning af, at valgdeltagelsen er lidt højere blandt kvinder end blandt mænd i dag. Den tendens vil nok fortsætte af mange grunde. Blandt andet er der en stærk norm om, at man bør stemme. Og normer har det generelt med at stå lidt stærkere blandt kvinder end blandt mænd. Det, tror jeg, ikke vil ændre sig. Derudover er der flere socialt udsatte blandt mænd, og de har ikke nogen høj valgdeltagelse. Alene det vil kunne slå igennem. Vi ser også, at kønsforskellen i valgdeltagelse er størst blandt de unge, og det er nok en generationseffekt.

I og med at kvinder også lever længere, har det, siden kvinder og tyende fik valgret, altid været sådan, at kvinder har udgjort et flertal af vælgerbefolkningen. Den forskel bliver næppe mindre, for intet tyder på, at forskellen i middellevealder blandt mænd og kvinder skulle forsvinde. Derfor tror jeg med meget stor sikkerhed, at kvinder vil udgøre et klart flertal af vælgerne og - selv om det måske ikke er så markant - et endnu større flertal af dem, der stemmer.”

Du mener, at politikerne og partierne ikke er tilstrækkeligt opmærksomme på, at der er flere kvindelige vælgere, at de stemmer oftere, og at de har andre politiske holdninger end mænd?

”Ja, det vil jeg da nok sige. Hvis jeg var spindoktor for et parti, ville jeg nok have det som et opmærksomhedspunkt: Er der noget, vi kan gøre ved det?

Det gælder også en overvejelse af, hvordan reformer påvirker mænds og kvinders interesser forskelligt. Det kunne man som parti også have liggende meget mere i baghovedet, end man har. Vi har fx stadig elementer af kønsdiskrimination i vores pensionssystem, som man ikke finder i andre europæiske lande, men som herhjemme er et forbløffende upolitiseret område. Det mener jeg skyldes, at man navnlig i de senere år har været meget lidt opmærksomme på kønsfaktorerne på Christiansborg.” 

Mener du, at partierne burde udnytte dette meget mere taktisk i deres forsøg på at få et flertal?

”Ja … og måske også af et godt hjerte!

Hvis man fx tager de arbejdsmarkedspensioner, hvor man har unisex-ordninger inden for de enkelte pensionskasser. Det vil sige ordninger, hvor mænd og kvinder får samme pension, hvis de bidrager med samme procentvise indbetaling. Ét er, at der kan være noget uretfærdighed i, at mænd får mest i pension, fordi de generelt tjener mere end kvinder. Noget andet er, at uretfærdigheden faktisk bliver endnu større, idet mænd og kvinder, der tjener det samme og har betalt det samme ind, alligevel ikke får det samme som pensionister pga. af et kønsopdelt arbejdsmarked. Forklaringen er, at du som mand har en rimelig god chance for at havne i en pensionskasse, hvor der er et pænt stort flertal af mænd. Og det er en fordel, for de lever ikke så længe. Dvs. at der er flere penge til den årlige pension. Hvis du omvendt er kvinde, er der en rimelig stor risiko for, at du havner i en gruppe, hvor der er rigtigt mange kvinder. PKA er en klassiker, hvor 90 % af medlemmerne er kvinder. Det har den ulempe, at kvinder lever forbistret længe sammenlignet med mænd, så pengene skal strække over langt flere år.

Sådan som det er nu, betyder det, at der ikke er en form for udligning mellem de forskellige faggrupper. Det kunne jo godt lade sig gøre at skabe en ”køns”afgift, der gør, at det ikke er helt så slemt pensionsmæssigt at være sygeplejerske, og ikke helt så godt at være ingeniør.

Et andet postitivt eksempel er, at du under barselsorlov stort set over alt i statslige pensionssystemer optjener point nogenlunde, som om, du var i arbejde. Det retter op på pensionsskævheden. Det er en ret stor ting, når mange kvinder ellers får nogle dårligere pensionsvilkår end mændene, selv om de tjener det samme, hvis A) de føder et tilpas stort antal børn, og hvis B) de er medlemmer af en pensionskasse, hvor et flertal er kvinder.

Jeg vil tro, at de fleste synes, at kønsskævhederne i pensionssystemet er vildt uretfærdigt. Det svarer lidt til at sige, at mænd skulle have en væsentligt højere folkepension, fordi de ikke lever så længe, - og så en ekstra bonus oven i, fordi de ikke er så meget på barsel. Det ville nok stride imod forestillingerne om retfærdighed hos de fleste af os.

Det er bare nogle af de ting, man kan undre sig over, at politikere ikke tager op. Man kunne jo godt se på, hvordan henholdsvis mænd og kvinder bliver påvirket af forskellige strukturer. Og uanset om vælgerne så belønner politikerne med deres stemme eller ej, kunne det være, at de ud af et godt og retfærdigt sind synes, at man i Danmark burde behandle kvinderne ordentligt og ikke diskriminerende.

Det kommer ikke spontant. Det kommer sådan set kun, hvis der er nogle politikere, der tager det op og siger: Vi har en strukturel skævhed her. Det kan undre lidt, at der ikke er nogle af partierne, der gør det, men det skyldes, tror jeg, at man er for lidt opmærksom på køn. Men når det ikke bliver italesat og ikke bliver sat på dagsordenen, tror jeg også, at det skyldes, at man er lidt blind over for, at kvinderne udgør lidt over halvdelen af vælgerne og lidt over halvdelen af den voksne befolkning”, slutter Jørgen Goul Andersen.

Du kan til september læse meget mere om Jørgen Goul Andersens forskning i mænds og kvinders partivalg og holdninger i antologien ”Før og efter stemmeretten. Køn, demokrati og velfærd gennem 100 år”, der udkommer til oktober.