Af Jørgen Poulsen

Løngabet mellem mænd og kvinder er i dag på ca. 14 %. Ser man på den samlede indkomst har mænd i gennemsnit over 60.000 kr. mere om året. Et kig i historiebogen og på de nøgne tal fortæller, at uligelønnen er en gammel arv, det er svært at få gjort op med.

Lønforskellen mellem danske mænd og kvinder er ca. 14 %. På trods af årtiers fokus på at få skabt ligeløn på det danske arbejdsmarked, er der stadig lang vej. Tilnærmelsen sker med så små skridt, at der vil gå 111 år, før løngabet er lukket. Det har SFI, Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, regnet ud. Fagforbundet DJØF, der bl.a. organiserer økonomer og jurister, kan endda konstatere, at lønforskellene mellem de to køn vokser inden for nogle af deres medlemsområder.

Gå på opdagelse i en verden af tal

Danmarks Statistik har markeret 100 året for 1915-Grundloven og kvinders valgret med udgivelsen ”Kvinder og Mænd i 100 år”. Hæftet indeholder en guldgrube af statistikker, der belyser aspekter af kvinder og mænds livsvilkår i de sidste 100 år.  Denne artikel bygger på disse statistikker.

Hvis du klikker på graferne her i artiklen, kan du gå på opdagelse i de bagvedliggende tal i et regneark hos Danmarks Statistik. God fornøjelse.

Der er en lang række årsager til, at der ikke er ligeløn i dag. To af de centrale skal vi et godt stykke tilbage i historien for at finde. 

For det første introducerer staten i midten af 1800-tallet uligeløn, da de første kvinder, der ansættes på statslige arbejdspladser, skal aflønnes.
For det andet er der tale om en solid arv fra tidens familieideal, hvor manden er eneforsørger og kvinden arbejder i hjemmet. Selv om der senere sker store forandringer, da kvinderne i 1960’erne og 1970’erne kommer ud på arbejdsmarkedet, ændrer det ikke grundlæggende ved løndannelsen.

Staten introducerer uligeløn i 1867

Jobbet som lærer er i midten af 1800-tallet et af de få fag, der er åbne for kvinder, som ønsker eller har behov for at forsørge sig selv. Den gryende kvindesags pionerer lægger bl.a. vægt på, at piger og drenge skal have den samme undervisning, for at også pigerne og de unge kvinder kan rustes til at være aktive samfundsborgere. Det fører i første række til etablering af private pigeskoler og dermed opstår behovet for kvindelige lærere. Ganske hurtigt efter får de også mulighed for ansættelse i det offentlige skolevæsen. Dermed får staten et akut behov for at tage stilling til aflønningen af den nye gruppe af kvindelige lærere.
”Lov om lærerinders ansættelse i de offentlige skoler” fra 1867, bliver den første lov om kvinder på det offentlige arbejdsmarked, og den kommer til at lægge fundamentet til fremtidens uligeløn.

Et af punkterne i 1867-loven er nemlig, at kvinder skal ansættes til en mindre løn end deres mandlige kolleger. Faktisk ligger lønnen på mellem halvdelen og 2/3 af, hvad mændene får. Staten legitimerer dermed princippet om uligeløn, da den ansætter de første kvindelige tjenestemænd.

Fakta om arbejdstiden

Arbejdstiden

I perioden frem til 1920 er arbejdsdage på 10 til 12 timer almindelige. Fra 1920 til 2014 falder arbejdstiden fra 48 timer til 37 timer om ugen. I 1966 nedsættes arbejdstiden til 44 timer. Lørdag bliver fridag i 1974 og timetallet havner på 40. Fra 1986 til 1991 reduceres timetallet gradvist til 37.

Begrundelsen for den langt lavere løn er, at kvinderne ikke er forsørgere. Man tager det for givet, at de ikke er gift og dermed, i modsætning til de mandlige lærere, ikke skal forsørge en familie. Og i øvrigt forventes det, at de opgiver lærerjobbet den dag, de gifter sig, forklarer historiker Jytte Larsen i bogen ”Også andre hensyn. Dansk ligestillingshistorie. 1915-1953” (2015). 

Skaden er sket

De første små skridt til at gøre ligelønsskaden god igen bliver taget i 1908. Lønningerne for mandlige og kvindelige tjenestemænd bliver stort set ens inden for de fire etater – postvæsenet, statsbanerne, telegrafvæsenet og toldvæsenet.

Fakta om ferie

I 1920 har arbejdstagerne en halv uges ferie. Antallet  stiger gradvist over årtierne, og ifølge ferieloven er der nu 6 ugers ferie. I 2015 er den dog reduceret til 4 uger for mennesker på kontanthjælp.

Ligeløn på de offentlige arbejdspladser bliver også det første område, som Rigsdagens partier går i gang med efter indførelsen af almindelig valgret i 1915, og de første kvindelige Rigsdagsmedlemmer vælges ind i Folketinget og Landstinget i 1918.

Loven har været under grundig forberedelse og politikerne på Christiansborg, vedtager i 1919 hurtigt loven, der indfører ligeløn på de statslige arbejdspladser. Men skaden er sket, og sådan set opretholder loven uligeløn. Det gør den, fordi gifte mænd får et forsørgertillæg - også selv om de ikke har børn - mens enker med børn ikke får tillægget.

1914: Betal for én og få to - halv løn til kvinder i industrien

Selv om det mere er undtagelsen end regelen, at kvinder arbejder uden for hjemmet, søger flere og flere unge kvinder, enker og enlige kvinder ud på et hurtigt voksende arbejdsmarked. En stor del af dem finder beskæftigelse inden for håndværk og industriområdet - et af de få områder, hvor vi har statistisk materiale, så vi kan følge løngabets udvikling fra 1914 og til i dag. Og i 1914 var spændet stort. Når en kvindelig arbejder i produktionssektoren i 1914 får udleveret sin ugeløn, er der 45 % mindre i lønnningsposen end hos hendes mandlige kollega.

Fakta om hvad man kan få for sin løn

Købekraften er steget siden 1914. I 1914 kunne man for en times løn i industrien købe 6 æg. I dag kan man balancere hjem med 120 æg til sin omelet. Du kan også få mere end tre gange så meget rugbrød for de samme penge.

Lige som mændene har kvinderne også organiseret sig i fagforeninger, der skal kæmpe for deres rettigheder. Men til trods for, at der mellem 1873 og år 1900 bliver dannet 27 kvindefagforeninger, prioriteter fagbevægelsen og Socialdemokratiet ikke ligeløn. For dem er det vigtigste at kæmpe for forsørgerlønnen, og klassespørgsmål har forrang for kønsspørgsmål og ligeløn. Rationalet er, at det er manden, der går på arbejde. Derfor skal han have en løn, så en hel familie kan leve af den, sådan som normerne forskriver.

Først med boomet i økonomien og den voldsomme vækst især inden for industri- og produktionsvirksomhederne i 1960’erne bliver der rokket ved den model. (læs mere i artiklen "1960’erne - Danmark under ombygning"). Men selv efter, at kvinderne i stort tal er rykket ud på arbejdsmarkedet, bliver løngabet kun langsomt reduceret. Siden 1910’erne er løngabet i håndværk og industri kun skrumpet med 15 procentpoint, så det i begyndelsen af 1960’erne ligger omkring 30 %. 10 år senere er det faldet til lidt under 17 %.

I 1970’erne forsøger man at gøre op med den manglende ligeløn med to initiativer. LO-området indfører i 1973 ligelønsprincippet i overenskomstforhandlingerne. Og i 1976 kommer loven om lige løn til mænd og kvinder, der er en opfølgning på et direktiv fra EF, som EU hed den gang.

Slutfacit for håndværk og industriområdet i 2013 er en lønforskel mellem mænd og kvinder på 4 %.

2014: Stor forskel fra branche til branche 

Mens afstanden mellem, hvad kvinder og mænd tjener, er på 4 % på håndværks- og industriområdet, er den for hele arbejdsmarkedet i gennemsnit 14%. De største lønforskelle finder vi især i den private sektor, hvor den gennemsnitlige forskel er næsten 14%, mens lønforskellen er mindst inden for staten. Her er forskellen 5 %.

Billedet er også meget forskelligt fra fag til fag. Ligesom blandt økonomer og jurister er løngabet blandt læger ligefrem vokset siden 2003, og er i dag tæt på 15 %. Forklaringen er til dels, at mandlige og kvindelige læger uddanner sig indenfor forskellige lægefaglige specialer. Også blandt landets folkeskolelærere er udviklingen spolet baglæns. Selv om der med et løngab på 2 % er tale om en lille forskel, er stigningstakten til gengæld høj. Lønforskellen er vokset med 25 % på blot 10 år. Omvendt har kvindelige SOSU-arbejdere i dag 4 % højere timeløn end mænd.


 

Derfor er der ikke ligeløn

Udover de historisk betingede grunde, peger fagforbundene og forskere på en lang række årsager til, at der stadig eksisterer et løngab mellem mænd og kvinder.

Det danske arbejdsmarked er kendetegnet ved at være ekstremt kønsopdelt. Det betyder, at kvinder og mænd arbejder i forskellige brancher, og at mænd og kvinder varetager forskellige funktioner. Samtidig arbejder mænd primært i den private sektor, mens kvinder er beskæftiget i den offentlige, hvor lønniveauet ofte er lavere. Læs mere i artiklen "et arbejdsmarked støbt i beton"

De individuelle lønforhandlinger, som er blevet et vigtigere og vigtigere element i overenskomsterne, er også en del af forklaringen. Set over en bred kam, får mænd mest ud af disse forhandlinger. Mens nogle mener, at især de historiske og strukturelt betingede skævheder følger med ind i forhandlingslokalet, forklarer andre forskellen med, at mænd og kvinder griber lønforhandlingerne forskelligt an. De mener derfor, at løsningen er, at kvinderne skal booste deres gennemslagskraft i forhandlingssituationen.  

Med til årsagsforklaringerne hører også deltid, hvor kvinder udgør langt den største andel af dem, der arbejder på nedsat tid. 30 % af kvinderne er på deltid, mens kun halvt så mange mænd arbejder mindre end 37 timer om ugen. Men også det faktum, at flere mænd uanset sektor arbejder i lederstillinger, påvirker løngabet.

Endelig er der enighed om, at barselsorlov spiller en stor rolle. Kvinderne tager nemlig hovedparten af orloven. Der er i dag kun øremærket 14 dages orlov til far, mens far og mor kan dele de 32 ugers forældreorlov, som ligger i forlængelse af mors barselsorlov. Selv om der er sket en lille stigning siden 2003, tager fædre fortsat kun en mindre del af orloven, nemlig 9 %. Hvis man ser på den samlede orlovsperiode (barselsorlov, fædreorlov og forældreorlov) er mænds andel, ifølge IMRs rapport ”Fædre og barsel”,  i 2011 7,7%.

Blandt andet fagbevægelsen mener, at det vil rykke markant på lønforskellen, hvis fædrene tager en større andel af forældreorloven. De så derfor den øremærkede fædreorlov på op til 13 uger, som SRSF-regeringen introducerede i sit regeringsgrundlag i 2011, som en løftestang. Initiativet blev imidlertid, til manges overraskelse, taget af bordet igen et stykke inde i regeringsperioden.

2013: Mænds årlige indkomst er 26 % højere end kvinders

Vejen til ligeløn

1867: ”Lov om lærerinders ansættelse i de offentlige skoler”.

1880: Gifte kvinder får rådighed over, hvad de har erhvervet ved eget arbejde.

1908: De fire etater – postvæsenet, statsbanerne, telegrafvæsenet og toldvæsenet - indfører stort set lige løn for mandlige og kvindelige tjenestemænd.

1919: Lov om Statens Tjenestemænd giver kvinder og mænd ligeløn. Gifte mænd får dog et forsørgertillæg også selv om de ikke har børn, mens enker med børn ikke får tillægget.

1958: Forsørgertillæg til mænd i Lov om Statens Tjenestemænd udgår. Loven giver lige store reguleringstillæg til mænd og kvinder.

1976: Ligelønslov vedtages – implementering af et EF-direktiv

1978: Lov om ligebehandling gør det forbudt at forskelsbehandle på grund af køn på arbejdsmarkedet og i uddannelsessystemet - implementering af et EF-direktiv.

Den aktuelle lønforskel medvirker til, at kvinders samlede indkomst er lavere end mænds, når man regner erhvervsindkomst, offentlige overførsler, formueindkomst og andre personlige indkomster sammen.

Selv om afstanden mellem mænds og kvinders gennemsnitsindkomst i de sidste 20 år er blevet mindre, er mænds indtægter stadig væsentligt højere end kvinders. Ganske vist er kvinders samlede indkomst siden 1994 steget med 20 %, mens mænds indkomst i samme periode blot er vokset med 11 %. I runde tal betyder det, kvindernes indkomst er steget med næsten 40.000 nutidskroner, mens mænds er steget med 30.000 nutidskroner. Men manden har stadig gennemsnitligt 26 % svarende til over 60.000 kr. mere at gøre godt med om året.

Det er mange af de samme mekanismer, som er årsag til løngabet, der også påvirker den samlede årlige indtægt. Det gælder bl.a. deltid og perioder med barselsorlov.

Skatten er dog med til at reducere forskellen i mænds og kvinders indkomst. Pga. af deres lavere indkomst betaler kvinder nemlig lavere marginalskat, og det betyder, at mænds forspring på 26 % bliver reduceret til 13 %, når Skat har fået sin andel.

Indkomstforskellen opstår allerede blandt de 20-årige og den vokser gradvist for at toppe blandt mænd og kvinder i 40 til 50-årsalderen. Den 40-årige mand tjener i 2013 117.000 mere end den 40-årige kvinde. Når mænd og kvinder går på pension er mænds indkomst før skat 26 % højere end kvinders, efter skat er forskellen 13 % i mændenes favør.  

Lønefterslæbet følger med ind i pensionsalderen

Fra fattighjælp til folkepension

I begyndelsen af 1900-tallet kan man få fattighjælp, hvis man ikke kan forsørge sig selv  og familien ikke kan hjælpe. Men hjælpen er ikke uden konsekvenser: Man kommer under tilsyn og mister retten til frit at gifte sig, man må ikke stemme, og man kan ikke stille op til kommunal- eller rigsdagsvalg. I 1911 får lidt over 5.200 mennesker fattighjælp pga. alderdom. 2/3 af dem er kvinder.

I 1922 får alle, der er fyldt 65 år ret til aldersrente med en fast takst. Også ugifte mænd og kvinder. Men indtil 1947 får enlige kvinder mindre i pension end mænd. I 1957 indfører man folkepensionen fra det 67. år. Det betyder, at alle har ret til mindstebeløbet uanset indkomstforhold.

Folkepensionen er i dag den største post på udbetaling af overførselsydelser. 18 % af alle kvinder og 14 % af alle mænd er i 2012 folkepensionister. Der er to årsager til forskellen. Dels går kvinder på pension 2 ½ år tidligere end mænd. Dels lever kvinder i gennemsnit 4 år længere end mænd.

Forskellen mellem mænds og kvinders indkomst følger med ind i pensionsalderen, om end i mindre målestok. Som følge af en højere lønindtægt i de erhvervsaktive år har mænd større arbejdsmarkedspensioner, ligesom deres privattegnede pensioner er større end kvinders.

Det betyder, at mænd over 65 år i 2013 i gennemsnit modtager 21 % mere i pensionsudbetalinger end kvinder. Forskellen mellem de to køn er højest, når man er mellem 65 og 68 år. Her er der 50.000 kr. mere til manden om året. Efter man er fyldt 75 år er forskellen reduceret til 22.000 kr. om året. Men det er under alle omstændigheder en forskel, der kan mærkes i en husholdning.

Når afstanden mellem mænds og kvinders A-indkomst efter det fyldte 65. år alligevel bliver udjævnet, skyldes det i første række, at kvinder får en højere folkepension og flere tillæg, fordi de har en mindre formue.  Danske kvinder modtager i 2013 i gennemsnit 27 % mere end mænd i offentlig pension, dvs. folke- og førtidspension samt efterløn og fleksydelse.

Også på pensionsområdet er skatteforholdene med til at udligne indkomstforskellene. For selv om mænd i gennemsnit får 21 % mere i ATP, arbejdsmarkeds-, privat- og tjenestemandspension, ender det samlede regnestykke for en mandlig pensionist på et plus med 13 %.

Personer på overførselsydelse, 2012

Flere kvinder er hovedforsørgere

Til trods for at løngabet næsten ikke bevæger sig – og nogle steder endda bliver bredere - er der opbrud i de traditionelle lønforhold i familierne.

I næsten 1/3 af alle parforhold er det i dag kvinderne, der tjener mest. I et statistisk perspektiv overtager de dermed rollen som hovedforsøger. I 1986 gjaldt det kun hver 7. familie.

Til gengæld ser det ud til, at det spiller en stor rolle, om der er børn under 7 år i familien eller ej.
I familier med børn under 7 år er der færre par, hvor kvinden tjener mere end manden, end det er tilfældet hos par uden små børn. Og det gælder i alle aldersgrupper. Det skyldes sandsynligvis, at kvinders indtægt stagnerer, når de er på barsel, og at flere kvinder end mænd i børnefamilierne arbejder på deltid.

Datamaterialet fra Danmarks Statistik peger på, at andelen af kvinder, der hiver den højeste løn hjem i parforholdet, vil fortsætte med at stige i de kommende år. Der er nemlig blandt de yngste aldersgrupper, vi finder klart flere par, hvor kvinden tjener mest.

Kun handling kan lukke løngabet

Det bidrager ikke i sig selv til øget ligeløn, at flere kvinder har vendt de mere end 150 år gamle normer på hovedet og i dag er familiens hovedforsørger. I en ligelønsammenhæng er det en positiv markør, men det ændrer ikke på de strukturelle årsager og traditionelle mekanismer, der ligger til grund for lønforskellen mellem mænd og kvinder, og at mænd på årsbasis gennemsnitligt har over 60.000 kr. mere i indkomst.

På deltidsområdet er der ganske vist også tendens til, at flere mænd i dag er på deltid. Andelen er vokset fra 10 % i år 2000 til 15 % i 2014, men der er fortsat dobbelt så mange kvinder på deltid. Se artiklen "Et arbejdsmarked støbt i beton"

Hvis der for alvor skal gøres op med uligelønnen, skal der også ske markante forskydninger på de andre områder, som bidrager til ubalancen - det kønsopdelte uddannelsesvalg og arbejdsmarked, barselsområdet og de individuelle lønforhandlinger. Et sådant opgør kræver konkrete initiativer fra politisk hold og arbejdsmarkedets parter.