I juni er det fyrre år siden den legendariske Bøssernes Befrielses Front, BBF, så dagens lys i København. I det efterfølgende årti kom denne Front til at have en afgørende indflydelse på den fuldkomne forandring af homoseksuelles betingelser i Danmark, helt ned til selve navnet på begrebet, hvor rendestensudtrykket Bøsse afløste ordet Homofil, som var tidligere homoseksuelles forsøg på at blive tolereret ved blandt andet at vælge et ord hvori “sex” ikke optrådte.


Ordet bøsse var langt værre end perker er i dag

De, der ikke var født dengang, eller ikke har oplevet den tid, kan ikke gøre sig nogen rimelige forestillinger om, hvor grimt ordet Bøsse var. Det blev opfattet som langt værre og degraderende end ordet Perker gør i dag. Intet ordentligt menneske ville tage det i sin mund!

Jeg kan stadig huske det lykkelige gys, jeg følte, første gang jeg hørte ordet sagt fra Folketingets talerstol. Det var, mener jeg, Hanne Reintoft, der i en eller anden sammenhæng nævnte Bøssernes Befrielses Front. Jeg husker overhovedet ikke, hvorfor hun omtalte os, jeg husker kun, at hun gjorde det, for det var det, der gjorde størst indtryk. Det har muligvis været i forbindelse med en debat om nedsættelse af den seksuelle lavalder, for på den tid lige i begyndelsen af 1970erne var den seksuelle lavalder ikke ens for homoseksuelle og heteroseksuelle forhold. Det var en af de kampe, vi kastede os ud i, og i 1973 blev lavalderen gjort ens for homoseksuelle og heteroseksuelle.

Først hed det Bøsseaktivisterne

Da bevægelsen blev skabt, blev den ikke døbt Bøssernes Befrielses Front med det samme. Først hed den bare Bøsseaktivisterne. En kort tid forsøgte den sig med HAK, der stod for Homoseksuel Aktion København. Stærkt inspireret fra Vesttyske bøssegrupper, der f.eks. hed HAW, HAH eller HAM, hvor det sidste bogstav stod for henholdsvis Westberlin, Hamburg og München, men til slut blev navnet Bøssernes Befrielses Front besluttet under stærk påvirkning fra USA, hvor begrebet Gay Liberation Front var opstået.

Dét navn fængede langt ud over bevægelsens medlemmer. Det bestod for det første af det skamløse udtryk bøsse, og dernæst ikke mindst begrebet befrielsesfront, som i de år var på alles læber i forbindelse med Vietnamkrigen på grund af den nationale befrielsesfront i Sydvietnam, der kæmpede for en omstyrtelse af det amerikansk støttede styre, og ligeledes kendt fra den palæstinensiske befrielsesfront.

En befrielsesfront var jo i sagens natur en militant forsamling, og “bøsse” har jo andre betydninger ud over det seksuelle, så for de ironisk bevidste var kombinationen af “bøsse” og “befrielsesfront” temmelig morsom. Derfor var navnet Bøssernes Befrielses Front et brand, som det hedder i dag, der fængede med det samme.


Vores masseødelæggelsesvåben var dametøj

Den hidtidige forening for homoseksuelle kaldte sig Landsforeningen af 1948, noget der umiddelbart sagde absolut intet om, hvad den gik ud på. Det kunne for den sags skyld lige så godt være en kreditforening eller en brevdueklub, og den blev da også nødt til at tilføje “for homofile”, for overhovedet at signalere, hvad den handlede om.

Ordet homofil, som vi jo straks forkastede med ordet bøsse, havde været forsøgt lanceret som et mere politisk korrekt ord for homoseksuel, og var valgt, fordi det specifikt ikke rummede ordet “seksuel”.

Tanken i de kyske halvtredsere, hvor idéen blev fostret, var, at det at være homoseksuel rakte ud over blot en seksuel praksis, og at man derfor ikke ønskede kun at blive identificeret med sådan en. En der oven i købet var afskyelig i det normale samfunds øjne.

Vi havde flere læserbrevskampe med den tidligere generation af homoseksuelle, de homofile, om ordet. Den sluttede tidligt efter Martin Elmer, den indædte talsmand for brugen af “homofil”, havde skrevet, at vi ligeså godt kunne kalde os for Røvpulernes Befrielsesfront.

Vi svarede kort: “Kære Martin Elmer. Hellere en glad røvpuler, end en sur homofil.” Her var altså opstået en organisation, der tilsyneladende på militant vis ville kæmpe for bøssers befrielse. Vi var nu ikke særligt militante. Vores mest anvendte og effektive masseødelæggelsesvåben i de år begrænsede sig til dametøj.

Levende reklamesøjler for den tøjlesløse befriede seksualitet

Det har altid været svært at forklare, hvordan Befrielsesfronten arbejdede og dens teoretiske begrundelser for det. Også i samtiden til nye medlemmer.

Hvis sandheden skal frem, var der en hel del opportunisme med i valget af kamppladser. Vi havde ingen egentlige vedtægter eller udspecificerede formålsparagraffer. Man kunne ikke engang blive meldt ind, højest komme på en navneliste. Senere brugte vi dette faktum til at sige til folk, der var blevet sure og ikke ville være med længere, at da man ikke kunne blive meldt ind, kunne man i sagens natur heller ikke blive meldt ud. Nye medlemmer var simpelthen nødt til at deltage i aktiviteterne for at forstå de nærmere bevæggrunde for de specifikke aktionsformer.

De var indlysende for de implicerede, men virkede uigennemtænkte, og ikke mindst provokerende for udenforstående. Især ofte på den venstrefløj Fronten påberåbte sig at tilhøre. Især da vi begyndte at rende rundt i dametøj og neglelak og bruge kvindenavne i flæng, anså denne samme venstrefløj os for aldeles useriøse, særligt de mere kultiske mikroafspaltninger af den, som for eksempel de, der anså Albanien som det fuldbyrdede paradis på jord. Disse sidste dages hellige kaldte tilmed homoseksualitet for et udslag af borgerlig dekadence, der ville forsvinde med revolutionen. Det kunne de jo selv se i Albanien!

Kamp for den totale kønsforvirring

For os var dametøjet et højeffektivt greb for at gøre opmærksom på bøsser, eller måske snarere på os selv. Gøre homoseksualitet synlig, i hvert fald. Det gjorde os til levende reklamesøjler for den tøjlesløse befriede seksualitet. Vi behøvede ikke at have et skilt med, hvor der stod “Jeg er bøsse!”. Det var der ingen tvivl om, når vi førte os frem på den måde.
Vi havde et slogan, der sagde “Kæmp for den totale kønsforvirring!”. Af samme grund var det vigtigt for os at beholde skægget.
 Vi var så at sige en slags skæggede damer. En flok fyre der havde aflagt herreholdets uniform til fordel for kvindeholdets, men ikke desto mindre stadig var så meget herrer, at vi i den grad var til herrer. Mange af tidens bøsser brød sig aldeles ikke om vores fremturen og al det dametøj.
Nogle troede, vi var transvestitter, på trods af skægget. De syntes, vi demonstrerede alt det, det omgivende heteroseksuelle samfund i disse homoseksuelles øjne med rette, sagde af grimt om de homofile. De tænkte med frygt på, hvad deres forældre ville sige, når de ikke længere kunne undgå at få fortalt, at deres afkom var faldet forkert ud, hvis vores form for offentlig homoseksualitet blev den fremherskende. Vi spillede med fryd på denne frygt og sagde altid, at vi var meget værre end de værste forestillinger, man kunne have om os.

Unge i tiden med atombomber og giro 413

Vi var unge, stort set alle født i 50ernes første halvdel og havde henslæbt vores barndom i skyggen af den evindelige trussel om at blive atombombet til tonerne af “Her i vores hus er glæde” i giro 413.

I skolen måtte lærerne stadig stikke flade til eleverne, og de voksne havde generelt en voldsom og fuldkommen uantastet autoritet. Kulturelt var vi på sultekur. Dansk film var et ubegribeligt søle af fjollet vås, hvor aktørerne i tide og utide i en form for kontrarealisme brød ud i de dummeste og mest banale sange.

Amerikansk film var, som mainstream amerikansk film altid har været, slet skjult propaganda for den amerikanske drøm og mod alt, hvad der kunne karakteriseres som kommunisme, og det kunne en hel del.

Det fremmeste mandeidol var den stenhårde übermacho John Wayne og det førende kvindeidol var sexbomben, som sådan en hed, meget apropos atombomben, Marilyn Monroe. De franske cinema noir film nåede aldrig ud i provinsens biografer, hvor de fleste af os kom fra. Derfra vor verden gik. For bøsser er der intet godt at sige om “de gode gamle dage”, bortset fra, at der ikke var AIDS. Det var disse gode gamle dage, vi satte os for at omstyrte. Uden unødig forsinkelse, som vi tilføjede efter et mandagsmøde i Thylejren med et citat fra en af de talrige beslutninger om Christianias nedlæggelse.

Vi kom som indvandrere til København på flugt fra provinsens snæversyn og snagende nyfigenhed. Vi landede midt i det store oprør mod alle autoritære kræfter, der i form af vores forældres generation sad på al magt i samfundet.

Vi meldte os under Bøssernes Befrielses Fronts faner af alle vores forskellige årsager. De første år af decideret politiske, dvs. venstreorienterede, årsager. Vi diskuterede alting ud fra politiske synsvinkler, ofte temmelig diffuse sådanne, og langt fra alle fattede en brik af de mere snørklede begrundelser for, at bøssers befrielse hang uløseligt sammen med klassekampen.

 Der blev lavet diskussionsoplæg, som blev duplikeret på en gammel sprit duplikator. Det var så meningen, at vi skulle læse dem og debattere ud fra dem, men da så relativt få forstod dem, blev det mest til, at de bare blev anerkendt som den officielle mening. Noget der tit blev afsløret, når vi, der ikke havde forfattet dem, skulle forklare os til omverdenen og gerådede ud i sort tale.

Langsomt overtog fisseletterne magten

Ret tidligt blev den rettænkende marxisme imidlertid skubbet mere og mere til side for den skingre dametøjsstil, en form for agitprop, der ikke krævede slet så mange forklaringer, omend dens begrundelse overfor udenforstående forekom om muligt endnu mindre forståelig, og for mange direkte useriøs, for ikke at sige vanvittig.

Rent konkret kom denne nye udtryksform til os, da Morten kom hjem fra USA, hvor han havde oplevet “de skrigende fisseletter”, der med dametøj og neglelak gjorde kraftigt opmærksomme på sig selv.
Det gjorde de dels fordi, det var et faktum, at det reelt havde været de mest outrerede bøsser, der mest hårdnakket havde sat sig til modværge under den senere så berømte politirazzia mod Stonewall Inn, en bøssebar i Christopher Street i New York i 1969, som blev startskuddet til hele den moderne vesterlandske bøssebevægelse, og det ville de pointere, og dels fordi, det var en så effektiv måde at gøre bøsser synlige på og for at gøre oprør mod alle vedtagne konventioner for, hvordan mænd måtte te sig.
Langsomt overtog fisseletterne hele Frontens udadrettede profil. Ikke uden interne diskussioner, men efter vi fik vores eget hus, Bøssehuset, i Christiania i 1973, og især efter 1976, da vi for alvor groede fast i det, var det fisseletterne der helt tog over og definerede, hvad vi kaldte politik. Der ophørte også de ideologiske – “marxistiske” – diskussioner, selv om vi havde drabelige diskussioner om den rette stil og den kollektive styrelsesform.

Diskussionerne blev så intense, netop fordi vi ikke havde en nedskrevet fundats eller officiel politisk ideologi, men selvfølgelig desto mere levende. Ingen kunne jo slå nogen i hovedet med den korrekte udlægning af skrifterne. Alt måtte vedtages med konsensus. I realiteten hurtigt formuleret i sloganet “Al magt til de aktive!”.