Fra 1870’erne til 1910’erne var der i Danmark mindst 50 udstillinger med såkaldt ‘eksotiske mennesker’, som blev betragtet som vilde, uciviliserede og laverestående.
I disse folkeudstillinger skulle de udstillede underholde og oplyse publikum, som repræsentanter for et særligt ‘folk’, og dermed fungere som en slags levende oplysningsobjekter. Men som Anne Folke Henningsen og Rikke Andreassen i bogen Menneskeudstilling. Fremvisninger af eksotiske mennesker i Zoologisk Have og Tivoli viser med utallige sprudlende eksempler, så var det ikke nemt at ordne verden og styre folks blikke, holdninger og handlinger.

Datidens mennesker nøjedes ikke bare med at kigge

I bogen fremgår det, at der var stor afstand mellem, hvad datidens videnskabsfolks mente om race, og så det daglige liv, hvor kærlighed og andre relationer opstod, når mennesker mødtes.
Og her bidrager Anne Folke Henningsen og Rikke Andreassen med væsentlige indsigter i de komplekse måder, hvorpå race, køn og klassehierakier skabes, forhandles og krydses. For med bogen viser de, at nok er der magt i at beskrive, iscenesætte og se – men der er også mange andre former for performance i spil, der i høj grad destabiliserer og skaber mindre restriktive rum for datidens individer at agere og afprøve identiteter i.

Kinesere og japanere fik løn, mens aboriginals kom i bur

I løbet af 1800-tallet blev race en afgørende faktor, når antropologer og andre videnskabsfolk ville forstå og forklare menneskets udvikling.
Folkeudstillingerne, som var udbredt i hele Europa, skulle være med til at understøtte den europæiske identitet, som byggede på ideen om vestlig overlegenhed.
Den idé var især forbundet med forestillingen om et hierarki mellem racer, der betød, at de udstillede mennesker blev behandlet efter deres raciale tilhørsforhold.
De udstillede kinesere og japanere blev f.eks. betragtet som ‘kulturfolk’ og placeret relativt højt i racehierarkiet, og fik derfor også en langt bedre behandling end afrikanere og aboriginal australiere, der blev placeret nederst i hierarkiet.
Australierne blev f.eks. udstillet i bure og fik ikke betaling, mens kineserne og japanerne blev udstillet i små ‘landsbyer’ med træhuse og fik løn og kontrakter.

Tiden før charterrejserne til eksotiske rejsemål

Udstillingerne skulle skabe en oplevelse af de andres anderledeshed, eftersom de fleste dengang ikke havde råd til at rejse ud og møde ‘de fremmede’. Som Politiken skrev i 1900:
“for dem, der ikke har haft og næppe nogensinde vil faa Lejlighed til at se Naturfolk i dets hjemlige Omgivelser, er det vel værd at ofre en Timestid eller to paa saadanne importerede Prøver af oprindeligere Tilstande.”
Derfor var det også væsentligt, at de udstillede fremstod som ‘autentiske’ og ‘upåvirkede af ydre impulser’ og var “oprindelige Individer, kun lidet paavirket af den moderne Kultur”, som den tyske antropolog Rudolf Virchow dengang udtalte.
Det handlede altså mest om, hvordan man ønskede at se ‘de andre’ – og ikke mindst sig selv. Alligevel var de besøgendes blikke ikke altid kontrollerbare – såvel som de udstillede heller ikke var det, og f.eks. øvede de modmagt ved at strejke, stikke af om natten for at gå på druk eller at gifte sig med danske kvinder og bosætte sig permanent i Danmark. Og et væsentligt aspekt af modmagten var netop den uregerlige seksualitet.

Den hvide mands blik skulle tilfredsstilles, mens den hvide middelklassekvinde skulle diciplineres

Seksualitet hos de udstillede ‘ikke-europæere’ blev iscenesat som lavere, mere direkte og dyrisk, og som en væsentlig markør for anderledeshed. Som Politiken skriver i 1888:
“De er virkelig morsomme at se paa. Negerne har jo ellers Ord for at være grimmere end selve Fanden; men mellem disse findes mange, nette Medmennesker; navnlig et Par af de unge Kvinder kan man godt være bekendt at gaa hen og forelske sig i. ”
Kvindernes erotiske udstråling blev derfor understreget af sparsomt tøj på kroppen og erotiske danse. Dermed kom de udstillede kvinder til at fremstå som mindre moralske og blufærdige end de danske kvinder. Den særlige seksualisering, som disse iscenesættelser indebar, skulle nemlig ikke bare tilfredsstille den hvide mands blik, men også få den hvide middelklassekvinde til at betragte de udstillede som anderledes og derved, som forfatterne påpeger: “opnå en form for korrekt moral og anstændighed i sin egen selvforståelse.”
De udstillede mænds seksualitet blev også fremhævet som uhæmmet, ukontrollabel og aggressiv. Men også i mere positive vendinger, som i harmoni med naturen og med en særlig form for ‘naturlig maskulinitet’, i modsætning til den ‘hvide mands’, som blev betragtet som ‘civilisatorisk og kulturel maskulinitet’.
I bogen viser Anne Folke Henningsen og Rikke Andreassen altså, hvordan køn sammenflettes med raciale ordninger af verden, og hvordan der sideløbende med racehierarkiet eksisterer et særligt og markant kønshierarki, der placerer mænd over kvinder, pga. mændenes påståede rationelle og intelligensmæssige overlegenhed.

Eksotisk kuller

Normen om, at de danske kvinder skulle opføre sig anstændigt og ikke tage initiativ, levede de ikke altid op til, og der opstod romantiske og seksuelle relationer mellem de udstillede og de besøgende – særligt mellem afrikanske, arabiske og asiatiske mænd og danske kvinder.
Race- og kønshierarkierne var altså ikke altid stabile. Den hvide kvindes interesse for de udenlandske mænd, som var et udbredt europæisk fænomen, blev da også forsøgt forklaret og ordnet ved at anskue den som sygdom, mental ustabilitet og svaghed, og at kvinden var et offer og i sine følelsers og lysters vold. Hun led simpelthen af “eksotisk kuller”.
Den eksotiske kuller var en trussel mod den hjemlige orden, hvor kvinderne, “vore Damer”, skulle vedblive med at være både en kropslig og biologisk garanti for racens overlevelse. Kvindernes interesse for de udenlandske mænd blev derfor tolket som et udtryk for illoyalitet mod de “hjemlige idealer” og utroskab mod både nation og race.

Et rørt farvel til de gule sommervenner

Forfatterne peger på, at disse kvinders praksis kan forstås som civil ulydighed og modstand mod tidens moralkodeks, hvor de skulle være passive kvinder, og dermed et oprør mod den nationalpatriarkalske kønsundertrykkelse, der omgav dem i hverdagen. Her var der pludselig en mulighed for at være manden overlegen og være den, der begærer, vælger partner og at være seksuelt aktiv, og dermed afprøve en aggressiv og seksuelt udadvendt opførsel, som de ikke kunne praktisere over for hvide mænd.
Men disse forhold var ildeset, og da kinesere f.eks. rejste efter Kina-udstillingen i Tivoli i 1902, var det ifølge Politiken med en vis lettelse at se:
“et par Dusin Halvdamer trængte sig frem, for at byde et rørt Farvel til deres gule Sommervenner”.
Men som bogens forfattere påpeger, så kan interessen også ses som en form for “emotionel kosmopolisme”, en åbenhed overfor det fremmede og anderledes.
Med bogen får vi tankevækkende, fascinerende og originale bud på, hvordan folkeudstillingerne har kategoriseret og stereotypificeret det fremmede, men også, hvordan der altid ydes modstand og opstår sprækker.
Forfatterne reflekterer og diskuterer løbende gennem bogen, hvilket, sammen med den rundhåndede brug af de mange skriftlige og visuelle kilder, gør, at man får mulighed for selv at tolke med. Dermed gøres det fortidige relevant og nærværende, og de får samtidig synliggjort og aktualiseret et materiale, der (måske med vilje?) har ligget hengemt. Tak for det!