Der er nok mange læsere, der kender fænomenet: Man sidder rundt om familiebordet, mens småsexistiske eller småracistiske bemærkninger ryger henover det.  Forsigtigt påpeger du de problematiske udsagn, du vil jo så nødig ødelægge den gode stemning til den familiemiddag, som din mor har glædet sig til et helt år. Men du bliver faktisk vred og vil ikke lade det sidde overhørigt.
Alligevel er det dig, som er problemet. Du har lige ødelagt den ellers så gode (?) stemning, og du er da også altid så sur! Og hvorfor kan du ikke bare slappe af og deltage i de hyggelige festligheder og grine af de samme jokes, som resten af bordet? Og hvorfor kan du i øvrigt ikke også leve lidt mere som alle andre? For eksempel få en mand og nogle børn?
Hvis du vil begå dig godt, skal du deltage i en form for solidaritet. Du skal grine på de rigtige tidspunkter. Og det gør feminister ikke altid.
Med Sara Ahmeds bog The Promise of Happiness i hånden får partykilleren, feministen, en stringent analyse, der viser, hvordan man skal agere på helt bestemte måder og følge en helt særlig vej i livet for at blive opfattet som lykkelig. Og det er en vej, som hverken feministen, queerpersonen eller migranten går på.

Bruden skal med sit smil bære bryllupsdagen

Ifølge Ahmed eksisterer der altså nogle helt bestemte og snævre forestillinger om det lykkelige liv, som igen skaber særlige, kønnede drejebøger og guider i, hvordan vi bliver lykkelige.

Eksempelvis fremstiller den hegemoniske diskurs bryllupsdagen som den helt store lykkebringer for kvinder. Den er som bekendt The happiest day of your life. Kan man forestille sig et bryllup, hvor bruden ikke er lykkelig eller ikke udviser tegn på lykke? Nej! Bruden skal redde dagen med sin overbevisende, charmerende adfærd og dermed overbevise andre om, at hun føler sig lykkelig. Krav, der ikke på samme vis stilles til brudgommen.
Når man føler lykke i forbindelse med begivenheder, som normerne fortæller os fører til lykke, er man på vej i den rigtige retning. Man deltager i et følelsesmæssigt fællesskab, hvor der er bred enighed om, at her er lykken. Oplever man ikke lykke og glæde, er man ude af trit med et følelsesfælleskab: Man er en følelsesmæssig fremmed.
At leve et ukonventionelt liv og være villig til at gå imod en social orden, er at være villig til at skabe ulykkelighed, påpeger Ahmed.

Så tænk på, at det er en del af en samlet politisk kamp, næste gang du skaber dårlig stemning, når du af en eller anden årsag ikke kan deltage i festlighederne omkring familiebordet.

Retten til at sprede dårlig stemning

I The promise of Happiness kaster Ahmed også lys over, hvordan queers og migranter også fungerer som ‘killjoys’: Dem, der ødelægger den gode stemning.

Queerbarnet, som springer ud, gør sine forældre kede af det. For deres lykke er nemlig betinget af barnets lykke, vil de måske lade barnet vide. De har det kun godt, hvis barnet er glad, og det tror de ikke på, man kan blive med et liv, som afviger fra det traditionelle.
Fortællinger om ulykkelige queers har ifølge Ahmed reaktionære konsekvenser. Deres morale er: Hvis du lever et liv som queer, bliver du ikke lykkelig. Og samtidig fungerer fortællingerne som en trussel: Så lad være med at blive queer.
Men kan queers passere som lykkelige? Ja, det kan de, skriver Ahmed. I hvert fald hvis deres liv ligner et traditionelt og heteroseksuelt liv. Hvis man, på trods af et liv som homoseksuel, udviser tegn på heteroseksualitet, vil man altså kunne passere som lykkelig.
Man begynder derfor at ane, hvorfor det er så vigtigt at holde fast i retten til at være ulykkelig, for det er netop også retten til at vise tegn og adfærd, som bliver fortolket som ulykkelige: Den ulykkelige queer er ulykkelig i en verden, der læser queers som ulykkelige.

Ahmeds politiske opfordring er derfor at kæmpe for retten til at være ulykkelig i en verden, der ikke anerkender andre former for lykke end de konventionelle. Vi skal være utilfredse med en verden, der er ulykkelig over afvigere. Vi skal insistere på, at der er andre veje til lykke end dem,  som de dominerende fortællinger foreskriver, iflg. Ahmed.

Migranten skal smile

Forskning i lykke er blomstret op de seneste år, og Ahmed finder meget af denne forskning problematisk. Ikke mindst forskning i nationers lykke. Eksempelvis mener nogle forskere at kunne dokumentere, at multikulturelle samfund er mindre lykkelige end monokulturelle samfund. I denne analyse ligger den antagelse, at det er migranter, som er årsagen til et samfunds manglende lykke.
Nogle kroppe bliver på forhånd læst som ulykkelige, heriblandt migrantens. Migranter skal dermed vise tydeligere tegn på tilfredshed og lykke end andre for ikke at blive læst som bitre og vrede og dermed sprede den dårlige stemning. 
Migranters forpligtelse til at være lykkelige involverer en historie om, at det var godt at ankomme til det nye land. Samtidig følger en forpligtelse til at tale om det gode og ikke at nævne det dårlige. Man skal undlade at tale om racisme, og man må slet ikke bruge racisme som forklaring på smerte, pointerer Ahmed.
Ahmeds eksempler er meget genkendelige, og hendes tanker kan uden besvær bruges som teoretisk inspirationskilde i mange forskellige slags analyser. I en dansk kontekst vrimler det med eksempler på, hvordan det er passende adfærd at udvise lykke.
Eksempelvis når Folketinget inviterer nye danske statsborgere til en fejring af, at de nu er optaget i et dansk fællesskab. Som en deltager sagde ved sidste fejring af de nye statsborgere: “Vi er meget glade for at være blevet inviteret”. Alt andet ville også være yderst upassende. Man skal udvise glæde og tilfredshed med sin situation, især når nationen byder én velkommen, kunne man med Ahmeds analyse hævde.  

Et værk som gør en forskel

Ahmed kommer frem til sine pointer ved at analysere vestlig litteratur og film og med indblik i filosofihistoriens forhold til lykke. Fænomenologien er et centralt teoretisk afsæt og kombineres med queerteoretiske og postkoloniale indsigter i analyserne af hhv. queers og migranter. Det fænomenologiske afsæt viser sig i en interesse for, hvordan vi er rettet mod bestemte objekter, hvordan vi vender os i forhold til bestemte forventninger og fremtider, og hvordan vi er orienteret i de rum, som vi træder ind og opholder os i.  
Til trods for at Ahmed har nogle eksplicitte og gode pointer om, at man ikke nødvendigvis har samme interesser, blot fordi man er fælles om at være feminist, migrant eller queer, er læseren positioneret som feminist og ofte også som kvinde (ligesom det er tilfældet med denne anmeldelse).
At samle en analyse af feministen, queerpersonen og migranten i én bog og under samme optik giver god mening. Man skal dog huske på, at selv om de alle kan være killjoys, har de ikke samme vilkår. Feministen kan nok ikke vælge at slå feministtankerne fra, men kan dog vælge at performe mere eller mindre feministisk, og hermed blive positioneret mere eller mindre som en, der ødelægger den gode stemning. Migranten kan måske lege med sin status som migrant, men accent og hudfarve sætter dog nogle grænser for mulighederne for at tage denne status af og på. 
The Promise of Happiness tilføjer væsentlige og nye perspektiver til kønsforskningen. Særligt to overordnede pointer vil jeg fremhæve. Den ene vedrører, hvilke vilkår man lever med som marginaliseret. Nemlig at man bliver udpeget som årsagen til en dårlig stemning. Og det er ret voldsomt.
Bogens anden store øjenåbner er, hvordan (lovning om) lykke (og andre følelser) spiller en samfundsmæssig rolle. Hvordan man bliver lovet lykke ved at følge nogle bestemte veje i livet, nemlig de traditionelle, som for kvinder betyder at finde en passende mand på et passende tidspunkt og få et passende antal børn.
Bogen leverer meget originale tanker om, hvordan normative forestillinger om lykke bruges reaktionært til at bevare samfundsstrukturer. Herfra lyder derfor en kæmpe opfordring til at læse bogen. Den næste familiemiddag vil helt sikkert udvikle sig mere spændende, end den plejer.