Der var engang en ung pige. Hun ville være den bedste. Det blev hun. Slut! Så enkel er den lange historie, kort fortalt.
På sin vej gik hun så grueligt meget igennem. ”De nåede hende ikke til anklerne. De var bange for hende,” konstaterer journalist Helle Bygum om herrerne i DRs direktion, som i nullerne langsomt, men sikkert fik Knudsen vippet af pinden som dygtig – men for magtfuld – nyhedsdirektør.
Men stod der i virkeligheden andre bag? Måske ligefrem VK-regeringen? Generaldirektør Christian Nissen var, antydes det, blot et nødvendigt offer på vejen til at skille sig af med Lisbeth Knudsen, der ifølge en – fejlagtig – myte dirigerede hvert et hjørne af DRs nyhedsdækning.
Denne og andre velkendte historier fortælles i en ny bog af journalist Susanne Bernth. ”Lisbeth Knudsen” hedder værket, der portrætterer den danske medieverdens fyrtårn.


Ikke feminist

Vi har at gøre med en suveræn ener, som i 40 år har været toneangivende og meningsdannende journalist, redaktør og direktør på Berlingske, Aktuelt og i DR samt den første danske kvindelige publicist, der 100 procent har taget toplederrollen på sig. Et portræt er derfor på sin plads. Lykkes det så? Til dels, mener nærværende anmelder, der selv i perioder har arbejdet tæt sammen med Knudsen.
Jeg mindes stadig det første møde med hende, da jeg som ambitiøs journalistpraktikant i firserne ankom til Berlingskes mandsdominerede erhvervsredaktion, hvor Knudsen dengang var erhvervsredaktør. ”Fedt, tre kvinder på redaktionen – arbejdsmarkedsjournalisten, dig og mig – nu sker der noget,” jublede praktikanten i sikker forvisning om, at den kvindelige chef havde gjort sig samme feministiske tanker.
Irritationen hos Knudsen var til at tage og føle på! Den slags havde hun skam aldrig spekuleret på.
Der skulle gå næsten tyve år, før pråsen gik op for Knudsen, efter at hun på den perfide måde havde lært det: Ja, der gælder andre regler for kvinder end for mænd, i hvert fald indtil glasloftet på den givne arbejdsplads er brudt.


Savner perspektiv

Det er velkendt, at Lisbeth Knudsen er blandt de mest arbejdsomme i branchen. Ydermere at hun holder af at have kontrol over tingene. Disse dyder påpeges og gentages i bogen, men man savner, at de velkendte karakteregenskaber foldes mere perspektiverende og analyserende ud – enten personligt eller ledelsesmæssigt.
Er det professionelt som topchef altid at give den en skalle – fremfor indimellem at charme sig igennem og møde ind til direktørtid? Hvad er fordelen ved kontroltrangen? Hvad kan andre ledere – også uden for mediebranchen – lære af Knudsens ledelsesfilosofi, som ikke just har været baseret på klassisk kvindelist, men på saglighed? Og hvad med myten om Knudsens magtfuldkommenhed, som både har været kimen til hendes succes’er og nederlag? Hvis kvinder (og mænd) uden for branchen skal have udbytte af læsningen, ville det også her være gavnligt med en perspektivering og ikke blot en konstatering.
Knudsens karakteregenskaber er formentlig kodet ind allerede i barndommen, hvor arbejdsomhed ikke bare var en dyd men en nødvendighed, hvis familiens stempelfabrik skulle løbe rundt. Som skolepige hjalp Lisbeth helt naturligt til, siden blev hun som journalistpraktikant på Berlingskes politiske redaktion af sin mor bedt om at medbringe stempler til budgetminister Knud Heinesen, så ministeren fik stemplerne sikkert overbragt, og man samtidig sparede et bud til Slotsholmen. Den slags sætter sig: ordentlighed, pligtopfyldenhed, nøjsomhed – og venlighed.


Kræft og topledelse

Kan Knudsens enorme ansvarsfølelse med fordel få en renæssance i moderne ledelse? Og er det en særlig kvindelig dyd? Sådanne spørgsmål kunne det have været spændende at få mere perspektiv på i en tid, hvor netop spørgsmålet om maskulin versus kvindelig ledelse er til debat. Er kvinder i virkeligheden mere hårdføre end mænd, hvad angår ledelse?
Indtrykket af en topchef, der nægter at lade sine private forhold få indflydelse på jobbet, bekræftes i hvert fald under læsningen. Da Knudsen for et par år siden led af en kræftsygdom, påvirkede det tilsyneladende ikke hendes arbejdsindsats. Aften efter aften gennemgik hun strålebehandlinger på Herlev, uden at selv de nærmeste medarbejdere kendte til chefens lidelser.
På koncernens vegne var beslutningen om at holde sygdommen hemmelig formentlig velovervejet. Med uro om mediehusets fremtid kunne en kræftsygdom hos den altdominerende topfigur vel kun tilføje yderligere spekulationer. Trods den måske klinisk rigtige analyse på koncernens vegne kræver det dog et næsten umenneskeligt personligt overskud at gennemføre et langvarigt og krævende sygdomsforløb i hemmelighed. Ansvarlig ledelse, javist. Men også god ledelse? Måske – men hvor får man dog lyst til at give Lisbeth en ordentlig krammer!


Mediehistorie

Hovedpersonens karriereforløb er i bogen flettet ind i medieudviklingen fra halvfjerdserne og frem til i dag. Lisbeth Knudsen har prøvet det hele: Berlingskes storhedstid, hvor penge ikke var noget, man snakkede om, men noget man bare havde. Læg dertil fagbevægelsens medie-deroute og Aktuelts nedtur. For ikke at tale om DRs genrejsning efter monopolets fald – og den efterfølgende kritik af at være blevet til et nyhedsmonster. I 2007 turen gik hjem til en Berlingske-koncern med helt andre komplekse udfordringer, end da Knudsen som ung praktikant ankom i halvfjerdserne.
Bogen er must read for medieinteresserede, mens udefrakommende læsere måske vil savne et mere alment perspektiv. Det ville desuden have klædt biografen, hvis forfatteren havde sluppet de journalistiske, distancerede tøjler og havde turdet sætte lidt mere på spil som forfatter. Genremæssigt ligger vi skrivemæssigt i artikel-stilen. XX ”erindrer”, YY ”husker” og ZZ ”siger” i ét væk. En gennemskrivning af det hele – og et personligt vrid ind over. Så havde bogen været 100 procent lystlæsning.