”For nylig kom der en gift kvinde til os. Manden havde hældt benzin ud over hende og sat ild til hende. Hun var flygtet ud af hjemmet, og nogle mennesker på gaden kastede tæpper over hende og fik på den måde slukket ilden. Hun flyttede ind på krisecenteret, og vi hjalp efterfølgende med at betale for syv plastikoperationer – hun var forbrændt over hele kroppen fra hagen og ned. Operationerne gik heldigvis, som de skulle, og nu har hun det bedre.”
Den hjælp, Zeinab Mohammad Hassan Moharrem og de andre ansatte tilbyder kvinderne på krisecenteret i Alexandria, rækker således ofte ud over det akutte behov for husly. 
”Nogle kvinder skal bare have hjælp og råd. De overnatter her måske ikke engang; det tager måske bare en enkelt dag at hjælpe dem. Vores hjælp er fuldstændig afhængig af den situation, kvinden står i,” siger Zeinab.

Samtale, konflikthåndtering og et måltid mad er også hjælp

Fakta om Alexandria

Er en havneby i Egypten ved Middelhavet. En af de største og vigtigste byer i Egypten; nu er den landets næststørste by. Der bor mere end 4 mio. mennesker i byen ifølge tal fra 2006. Byen er delt i seks kvarterer.

Det er ikke så længe siden, at en pige opsøgte krisecenteret, fordi hun af sin far blev tvunget til at arbejde som tjener. Et erhverv, der af mange i Egypten anses som upassende for en kvinde. Kvinder, der arbejder på restauranter og caféer, oplever generelt, at der bliver set meget skævt til dem. Det skyldes, at arbejdet indebærer kontakt med fremmede mænd og en stor synlighed i det offentlige rum. Disse to ting anses for at være upassende for især yngre kvinder. Denne opfattelse problematiseres dog samtidigt af andre, som påpeger, at kvinder bør kunne udnytte de jobmuligheder, der ligger overalt i servicefagene. 
”I en situation som hendes undersøger vi hele hendes situation og prøver at finde en løsning. I tilfældet med hende, inviterede vi hendes mor med hen på krisecenteret, gav dem noget at spise og sørgede for, at mor og datter fik talt problemerne igennem, så de kunne få løst konflikterne”, fortæller Zeinab. 
Hun forklarer videre, at de ugifte kvinder ofte kun opholder sig på krisecenteret i en kortere periode, da det kan skade for deres ry og omdømme. De kvinder, som opsøger centeret, er ikke kun ofre for ægtemandsvold; det kan lige såvel være faren, broren, onklen eller fætteren, der slår dem.

Stigning i volden

Zeinab fortæller, at volden i Egypten stiger med stor hast – men at det stadig bliver betragtet som meget skamfuldt at søge hjælp, når man er voldsramt:
”Man forsøger at tilsløre volden. Familierne prøver at hjælpe og ordne det i det skjulte.”

Egen historie spiller ind

Zeinabs egen historie har haft afgørende indflydelse på, at hun i dag laver socialt arbejde. Hendes mor oprettede i sin tid et børnehjem for børn, der havde mistet deres forældre, efter at hun selv havde mistet sin ældste søn – Zeinabs storebror – i en drukneulykke. Det er nemlig almindelig praksis, at man skænker nogle penge eller på anden måde leverer en form for velgørenhed, når man mister et barn. Formålet er at vise barnets betydning for familien og at vise kærlighed til det.  
”Da min mor døde i 1986, videreførte jeg børnehjemmet. Og da jeg så selv mistede min søn i en bilulykke, besluttede jeg mig for at skænke nogle ressourcer til velgørenhed i min døde søns navn, og jeg oprettede krisecenteret for kvinder og børn, der var udsat for vold. Så nu rummer organisationen både et børnehjem og et krisecenter”, fortæller Zeinab.  

Rekonvalescens og uddannelse

Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram

KVINFO's program i Mellemøsten og Nordafrika er støttet af Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram under Udenrigsministeriet (tidligere Det Arabiske Initiativ).

Krisecenteret er beliggende i et stort hus med fire etager og har plads til 50 kvinder. Der hører en stor have og en svimmingpool til. Der er 50 ansatte i hele organisationen, heraf arbejder de 25 med kvinderne og deres børn.
De første tre måneder, en kvinde er på krisecenteret, fungerer som en slags rekonvalescensperiode. Derefter bruger medarbejderne de næste tre måneder på at oplære kvinden i et arbejde, så hun kan forsørge sig selv. Derefter hjælper man hende enten med at finde et sted at bo eller med at finde et arbejde. Kvinderne kan arbejde, mens de bor på krisecenteret. Andre gange får hun arbejde inden for organisationen, for eksempel med at passe de forældreløse børn, eller med at sy ting, som krisecenteret så hjælper kvinden med at få solgt.
Der er 17 kvindekrisecentre i hele Egypten. Zeinabs krisecenter er det eneste i havnebyen Alexandria, hvor der bor fire millioner mennesker.