Helt tilbage i 1990’erne var Jeanette Hahnemann netop blevet ansat som juridisk konsulent i HK, da hun blev ringet op af en lokalafdeling:

“Lokalformanden ville vide, om det kunne være rigtigt, at en kvinde, der blev syg under graviditet, ikke fik fuld løn. Den almindlige holdning i forbundet var, at det da var normalt nok. Men min chef sagde, meget tvivlende, at jeg jo kunne prøve at overbevise en advokat om, at det måske var i strid med EU-lovgivningen, og at man kunne vinde en sag om det ved EF-domstolen”.

I 1998 kom afgørelsen fra EF-domstolen. HK fik medhold, den danske retspraksis blev underkendt, og funktionærloven ændret.

“Uden EU’s ligestillingsdirektiver og EF-domstolen til at håndhæve dem, havde danske kvinder stadig måttet nøjes med halv løn ved sygdom under graviditet, og gravide kvinder ville stadig blive hjemsendt uden løn, når de arbejder med farlige stoffer, der kan skade fostret. Deltidsansatte, som overvejende er kvinder, havde kun fået deltidsløn under efteruddannelse på fuld tid. Og det er bare nogle af eksemplerne”, fastslår Jeanette Hahnemann.

EU har sat gang i udviklingen af ligestilling

Forbindelsen mellem EU og ligestilling er måske ikke det første, der springer i øjnene, når slipseklædte regeringsledere stiller op til det traditionelle familiefoto efter et EU-topmøde, hvor jakkesættene kun undtagelsesvis må vige pladsen for mere feminine antræk. Men danske forskere er ikke bange for at fremhæve EU’s betydning for ligestilling:

“Uden EU havde situationen i Danmark været meget dårlig. EU-direktiverne har tvunget Danmark til at forbedre sin lovgivning på ligestillingsområdet. Det er noget, der stadig overrasker de fleste, fordi vi selv tror, vi er så gode til ligestilling. Men Danmark fik faktisk først en lov om ligeløn, da EF tvang os til det”, siger professor i statskundskab og leder af Center for Europæisk Politik ved Københavns Universitet, Marlene Wind.

Som en anden ligestillingsspecialist, professor Ruth Nielsen fra Copenhagen Business School, har udtrykt det:

“EU-medlemskabet og udviklingen af EU’s ligestillingsregulering har i mine øjne været et lykketræf i ligestillingsretten. På nationalt plan har udviklingen i Danmark stået meget i stampe, men EU har bidraget til at holde gang i udviklingen.”

I realiteten kom ligestillingen ind ad bagdøren, fordi Frankrig allerede i 1957 havde indført ligeløn mellem mænd og kvinder, og da Rom-Traktaten blev forhandlet på plads, var Frankrig bange for, at lavere kvindelønninger i de andre fem EF-lande skulle virke konkurrenceforvridende. 

Frankrig fik derfor gennemtrumfet en paragraf i Rom-Traktaten, paragraf 141 i den nuværende traktat, der forbyder diskrimination mellem mænd og kvinder. Dermed blev ligestilling en del af EF’s DNA-kode, påpeger Marlene Wind.

“Interessen for ligestilling udspringer af hele den tankegang, at der ikke må forskelsbehandles i EU, i første omgang på grundlag af nationalitet. Det har givet EU et stærkt fokus på diskrimination i det hele taget, og dette fokus har været den drivende kraft for udviklingen af borgernes rettigheder i EU, som kvindernes rettigheder er en del af”, siger hun.

Ligestilling en del af de grundlæggende rettigheder i EU

Ligestillingen er nu indskrevet i EU’s Charter om grundlæggende rettigheder fra 2002, ligesom Amsterdam-traktaten i 1997 nævner ligestilling som en af EU’s grundlæggende værdier og “fremme af ligestilling mellem mænd og kvinder” som en af fællesskabets opgaver.

I alt har EU vedtaget 14 direktiver om ligestilling på arbejdsmarkedet, hvoraf nogle er reviderede udgaver af tidligere direktiver. De handler blandt andet om lige adgang til beskæftigelse og efteruddannelse, om sikring af gravide og om forældreorlov. De præciserer desuden, at regler for ligestilling også gælder i forhold til pension og social sikring, og at bevisbyrden i diskriminationssager er delt, så det også er op til virksomheden at dokumtentere, at den ikke diskriminerer mod kvinder.

Et af de senere direktiver fra 2004 sikrer fx lige adgang for mænd og kvinder til offentlige serviceydelser, blandt andet via oprettelsen af uafhængige ligestillingsorganer i alle medlemslande.

Danmark har begået traktatbrud i forbindelse med ligeløn

Det ville være synd at sige, at Danmark har modtaget disse direktiver med stående applaus. Faktisk har de danske myndigheder, og i begyndelsen også fagbevægelsen, strittet imod med hænder og fødder for at undgå indblandingen fra Bruxelles. En af de få sager for traktatbrud, som Danmark har tabt, handler faktisk om ligeløn.

Arbejdsmarkedets parter havde afskaffet løntarifferne for kvinder i 1973, for at Danmark kunne træde ind i EF, og dermed mente man sådan set, der var indført ligeløn i Danmark. Ligelønsloven, som blev indført i 1976 for at leve op til et europæisk direktiv, blev derfor betragtet som en ren formssag.

Især fandt man det ikke nødvendigt at formulere loven, så den i overensstemmelse med direktivet sikrede “lige løn for lige arbejde – af samme værdi”.

Regeringen, støttet af arbejdsmarkedets parter, sad adskillige henvendelser overhørig, og det endte med, at Kommissionen lagde sag an mod Danmark for traktratbrud i 1979. Danmark tabte, og ligelønsloven blev revideret i 1986.

Men netop problemstillingen omkring “arbejdets værdi” er stadig ikke løst. Det er nærmest en af ligestillingens danske arvesynder, mener cand.jur. Byrial Bjørst, som er ph.d. i ligeløn og faglig sekretær i Teknisk Landsforbund.

“I Sverige og Norge, og i nogen grad også i Finland, har man udviklet metoder til at måle arbejdets værdi, som er blevet defineret ret klart. Og det har man brugt flittigt til at sikre reel ligeløn. I Danmark har man aldrig gjort det, og det er en af grundene til, at Danmark stadig har en lønforskel mellem mænd og kvinder på 18 procent”, siger Byrial Bjørst.

Professor Marlene Wind er enig i dette synspunkt:

“Lønforskellene mellem mænd og kvinder skyldes i særdeleshed det kønsopdelte danske arbejdsmarked, hvor typiske kvindejobs aflønnes dårligere end typiske mandejob. Lønforskellene kan for eksempel ikke forklares ved forskel i uddannelse. Man tjener mindre som pædagog, et typisk kvindefag, end som faglært arbejder, som typisk er mandefag, selv om uddannelserne er lige lange”, siger Marlene Wind.

Hun peger på, at også fagbevægelsen har været sen til at se, hvad EU’s direktiver kunne bruges til. Det skyldes især den danske tradition for, at arbejdsmarkedsforhold er noget, arbejdsmarkedets parter selv forhandler sig til rette om, uden indblanding fra lovgiverne.

“Desuden mente man, at i Danmark havde man da ligestilling, fordi kvinderne var strømmet ud på arbejdsmarkedet og ikke længere stod hjemme ved kødgryderne”, ironiserer Marlene Wind.

Tvunget på pension 15 år før sine mandlige kolleger

Øjenåbneren blev den såkaldte Defrenne-sag, hvor en stewardesse i det belgiske luftfartsselskab Sabena gik til EF-domstolen, fordi hun som kvinde blev tvunget til at gå på pension som 40-årig, mens hendes mandlige kolleger kunne vente til de blev 55 og desuden fik både højere løn og højere pension for det samme arbejde.

Det blev den første sag, som slog fast, at de eurpæiske direktiver kan udmøntes i konkrete rettigheder for borgerne.

Da den danske fagbevægelse fik øjnene op for disse nye muligheder, blev den europæiske lovgivning og EF-domstolen en vigtig løftestang for forbedringer af danske kvinders vilkår. I alt har fx HK ført fem sager helt til EF-domstolen i Luxembourg, og nogle af dem har været af stor principiel betydning.

En af dem er Danfoss-sagen, hvor EF-domstolen slår fast, at det ikke er nok, at en virksomhed på papiret har ligeløn, hvis selve lønstrukturen er så uigennemskuelig, at den kan skjule reelle lønforskelle mellem mænd og kvinder. Det er princippet om den delte bevisbyrde, som betyder, at det ikke kun er op til de kvindelige medarbejdere at bevise, at de udsættes for lønmæssig diskrimination. Virksomheden har også pligt til at dokumentere, at den reelt giver lige løn for lige arbejde.

“Vi har adskillige andre sager, vi gerne ville have prøvet ved EF-domstolen. Det gælder for eksempel de danske regler om, at medarbejdere kan bortvises for udeblivelse, selv om årsagen er, at deres barn er døende. Men idag er problemet, at domstolene er meget tilbageholdende med at sende sagerne til forespørgsel i EF-domstolen. Det bremser i praksis vores muligheder for at bruge EU-reglerne som løftestang for nye rettigheder”, siger Jeanette Hahnemann.

EU mistænker Danmark for nøl på ligestillingsområdet

EU har netop Danmark i kikkerten for nøl på ligestillingsområdet. Det gælder i spørgsmålet om, hvorvidt Danmark overholder EU-direktivet fra 2004 om at have et uafhængigt organ for ligestilling, sådan som EU-reglerne kræver. 

EU-Kommissionen er ikke enig med den danske regering i, at Ligestillingsnævnet lever op til kravene. Det er ikke uafhængigt, eftersom dets medlemmer udpeges af ligestillingsministeren. Det kan ikke tage personsager op af egen drift, har ikke tilstrækkelige ressourcer og opfylder i det hele taget ikke direktivets krav om “at foretage uafhængige undersøgelser, offentliggøre rapporter og fremsætte henstillinger”, som det hedder i den såkaldte åbningsskrivelse, EU-Kommissionen har sendt til den danske regering.

Det er første skridt henimod en ny sag mod Danmark for traktatbrud. I januar vedtog også Europa-parlamentet en resolution, som opfordrer Danmark til at oprette et uafhængigt ligestillingsorgan. Det har man for eksempel i Sverige og Norge, som har oprettet et særligt Ligestillingsombud.

Byrial Bjørst mener, at Danmark helt klart risikerer at få en sag på halsen. Og måske endda to.

“Den anden sag, hvor Danmark er på konfliktkurs, handler om implementeringen af det såkaldte omarbejdede ligebehandlingsdirektiv. Her burde staten pålægges forpligtelser som overenskomstpart, men det sker ikke”, påpeger Byrial Bjørst.

Også Jeanette Hahnemann kritiserer den defensive danske politik på ligestillingsområdet. 

“Se bare på loven om kønsopdelte lønstatistikker. De burde have været et redskab til at afdække årsagerne til lønforskellene mellem mænd og kvinder og til at belyse det kønsopdelte arbejdsmarked. Men loven begrænser kravet til virksomheder med over 35 ansatte og mindst ti mænd og ti kvinder i samme funktionsgrupper, det vil sige under syv procent af virksomhederne. Vi har klaget til Ombudsmanden, men han har ikke travlt med at svare”, siger Jeanette Hahnemann.

Er det EU som skal forbedre Danmarks ligestilling?

Jeanette Hahnemann sætter i høj grad sin lid til EU, hvis vi skal have nye landvindinger på ligestillingsområdet i Danmark: 

“Jeg tror ikke, vi kommer videre uden EU. Der er simpelt hen ikke politisk vilje i Danmark til gøre mere ved ligestillingen”, mener Jeanette Hahnemann.

Det er Marlene Wind enig i. 

“I Danmark er det jo næsten blevet lidt altmodisch at tale om ligestilling. I Karen Jespersens tid som ligestillingsminister var det nærmest kun et problem for indvandrerkvinder. Og denne holdning bunder netop i, at vi ikke har det uafhængige ligestillingsorgan, som EU kræver, og som kunne indsamle statistiske data, der dokumenterer ligestillingssituationen”, siger Marlene Wind. 

“I EU har man derimod absolut ikke den holdning, at ligestilling er noget, vi allerede har. Det er en meget feministisk retorik, der kommer fra EU, og man kan for eksempel høre Margot Wallström, vicepræsident i EU-Kommissionen og kommissær for institutionelle relationer og kommunikation, erklære at der ikke er fuld ligestilling, før halvdelen af kommissærerne er kvinder”, påpeger hun.

Som led i EU’s Køreplan for ligestilling, som løber fra 2006 til 2010, har man oprettet et særligt Institut for Ligestilling, som skal ligge i Litauens hovedstad Vilnius, men som indtil alle praktikaliteter er ordnet, opererer fra Bruxelles med den svenske direktør, Virginija Langbakk i spidsen. Og i 2006 vedtog de europæiske stats- og regeringschefer i Det europæiske Råd en Europæisk Ligestillingspagt, hvor de blandt andet lover at bekæmpe kønsstereotyper på arbejdsmarkedet og at sikre fuld ligeløn. 

Men samtidig er EU ikke fri for politiske spændinger om ligestillingslovgivningen, og den feministiske retorik bliver ikke konsekvent udmøntet i effektiv lovgivning. Selv om EU-Kommissionen har iværksat en oplysningskampagne for at sikre ligeløn, sættes der ikke øget lovgivningsmagt bag ordene.

Og så sent som den 6. maj forkastede højrefløjen i Europa-Parlamentet bestående af Europæisk Folkeparti og gruppen af liberale centrumparlamentarikere et direktivforslag, som ville have givet alle europæiske kvinder ret til 20 ugers barselsorlov, heraf de seks med fuld løn. Direktivet ville have betydet en forbedring for kvinderne i en lang række EU-lande, selv om det er langt bagud i forhold til den danske lovgivning.

Men samtidig lægger Lissabonstrategien om økonomisk vækst og beskæftigelse i EU op til at få flere kvinder ud på arbejdsmarkedet, og det vil skabe øget opmærksomhed om balancen mellem familieliv og arbejde, som har indlysende ligestillingsdimensioner.

“Mit bud er”, siger Marlene Wind, “at der vil komme endnu mere fokus på ligestilling i de kommende år, også fordi Charteret om grundlæggende rettigheder lægger op til at styrke borgernes rettigheder”.