Er kønnet noget biologisk? Eller er kønnet en konstruktion? Køn som krop eller kultur? På universiteterne og udenfor raser diskussionen. Nogle forskere hævder fx, at drenge slet ikke er “skabt” til at sidde stille i timerne, mens pigerne omvendt er det. Og andre forskere hævder, at man slet ikke kan presse drenge og piger ind i en fasttømret fortolkning af, hvordan drenge og piger er. For de er ligeså forskellige, som der er børn.

Lilian Munk Rösing er litteraturforsker, og har i flere år deltaget i debatten om, hvorvidt køn er konstruktion eller biologi. Med hendes nye bog Kønnets katekismus ønsker hun at levere et tredje position i diskussionen mellem det, hun kalder den “trælse strid”, om hvorvidt kønnet er krop eller kultur: 
– Jeg synes, det må være indlysende, at kønnet er noget, der opstår i et kompliceret sammenspil mellem krop og kultur, og at det er vigtigt at få nogle bud på, hvordan vi skal tænke det samspil. Hvis vi tænker eksistentielt, og det gør jeg i bogen, bevæger vi os ind i en zone, hvor det at have et køn er et vilkår. I alle kulturer og til alle tider vil kønnet være noget, der tilskrives betydning ligesom kønnet tilskriver betydning til den måde vi indretter os på. Det tror jeg, at man bliver nødt til at holde fast i. 

Den teori, der i øjeblikket dominerer inden for kønsteorien i akademiske sammenhæng, er queer-teorien, ifølge Rösing. Hun mener, det fortsat er nødvendigt at analysere de kulturelle konstruktioner af køn som queer-teorien leverer. Men hun bliver skeptisk, når køn udelukkende opfattes som en spændetrøje, man skal slippe af med. 
– Når nogen begynder at tale til mig om, at de er post-seksuelle, så synes jeg det lyder trist, og virker som om, der er en dimension ved tilværelsen, som man forsøger at forflygtige, siger Rösing. Hun mener, at utopien om at ophæve kønsforskelle, decideret er et fejlspor, og at der er brug for nogle modstemmer:
– Jeg synes, der er brug for en tænkning, der fastholder forskelle og grænser. Og som ikke siger, at det gælder om at komme af med alt det, der begrænser individets frie udfoldelse. 
– Samtidig ser jeg en anden tænkning, der er reaktionær og konservativ, der går ud på, at vi må indføre autoriteterne igen. Det er et kæmpe backlash også for feminismen, fordi en patriarkalsk autoritet tit spøger inde bag konservatismen. 
– Spørgsmålet er så, hvordan vi kan vi insistere på grænser og forskelle som vilkår og uomgængelige, uden vi falder tilbage i en patriarkalsk, konservativ tænkning. Og det er lidt der, jeg går lidt flower-power agtigt ind og siger: Hvad med kærlighed? 

Rösing ønsker nemlig at tænke kønnet i “kærlighedens frem for magtens navn”, som hun skriver i indledningen til Kønnets katekismus. Efter hendes opfattelse har feminisme været for fokuseret på magtforholdet mellem kvinder og mænd:
– Hvis man udelukkende gør feminisme til magttænkning, så mister man det visionære. Vi må tænke forholdet mellem kønnene som noget andet end et magtforhold. Det er klart, at kønnet er struktureret i nogle magtforhold. Og jeg har stor respekt for det arbejde, der er blevet gjort for at få en mere ligelig fordeling af magten mellem kønnene. Men der er nogle vigtige dimensioner ved kønnet man går glip af ved kun at tænke i magt, sociale strukturer og lovgivning. Det har noget at gøre med fantasier, begær og nogle af de ting, som er svære at snakke om. Vi har brug for et sprog for alt det andet, som også er med til at afgøre, hvordan vi oplever os selv og hinanden som kønsvæsener, og som lovgivning og sociologiske beskrivelser ikke rigtig får fat på.

En væsentlig brik til at få fat i andre oplevelser af “os selv og hinanden” – som kvinder og mænd – er ifølge Rösing at indføre nogle metaforer i vores hverdagssprog, som er funderet på kvindekroppen:
– Anatomien har indflydelse på, hvordan vi oplever os selv og verden. Det er der også en filosofisk tradition for at mene, men den har det med at glemme kønnet, fordi det er en filosofisk tradition, der er tænkt af mænd. De har insisteret på, at kroppen har to arme og to ben, at vi er symmetriske, at vi går oprejst, at der er et indre og et ydre osv. Den tænkning mangler at forholde sig til, at vi er kønnet. Hvad gør kønnet ved vores oplevelse af os selv og verden?
– Et skoleeksempel er selvfølgelig fallos. Det er blevet dét sproglige billede, der definerer subjektet fx inden for psykoanalysen. Et subjekt har en fallos. Nogle forsøger fx at sætte brystet i den position. Måske er brystet den første fallos for det lille barn. Det er klart, at det rykker ved nogle ting, hvis vi siger, at fallos er et bryst. 
– På det dybere mentale plan, mener jeg, at det handler om at blive anerkendt som subjekt, ligegyldigt hvilket køn man har. Det er klart, at det kan give problemer, hvis metaforen for, at man er et subjekt er en fallos. Hvad gør man så som kvinde? Jeg mener, der ligger et ligestillingspotentiale i, at der er noget kvinde-anatomisk, der fungerer på samme måde som fx fallos.

Lilian Munk Rösing kunne godt tænke sig, at mænd læste hendes bog. Den er i høj grad henvendt til dem – for et af hendes projekter med bogen er at forære mændene deres køn: 
– Køn er blevet kvindernes domæne. Køn er noget partikulært, som kvinder slæber rundt på. Mænd kan så fremtræde som kønsløse, universelle, neutrale subjekter. Institutionelt laver man også små kønsforskningsghettoer, hvor man kan sidde og hygge sig med sin lille marginale interesse. En af mine visioner er, at køn burde være en dimension ved al tænkning, der tænker dybt nok. 

Kønnets katekismus beskæftiger sig kun med forholdet mellem mænd og kvinder og ikke fx forholdet mellem kvinder eller mellem mænd. Alligevel mener Lilian Munk Rösing, at hendes tilgang kan tilføre fx queer-teorien noget, bl.a. fordi hun tænker etisk:
– Jeg tænker inden for en etisk tradition, som spørger ind til forholdet mellem to mennesker: Hvordan skal jeg forholde mig til dig. Mit forhold til næsten må være grundstenen i etikken, eller det jeg også kalder laboratoriet for at lære at tænke den anden som et subjekt. Vores kulturs grundlæggende par består af mand og kvinde, og her er der en tradition for ikke at kunne tælle til to subjekter. Subjektet har kun været manden. Kvinden har været et spejl, en projektionsflade, det store hul, den idealiserede madonna – alt muligt, der egentlig ikke har at gøre med at være et andet subjekt. Opgaven for mig er at tænke relationen mellem mand og kvinde helt anderledes.

I forlængelse af den kønteoretiske fejde er spørgsmålet, om ikkeKønnets katekismus i bund og grund er et ekskluderende projekt. For hvad med alle de andre relationer, der ikke består af mand og kvinde?
– For mig handler det dybest set om at kunne håndtere forskel. At man både ligner hinanden og er forskellige. Og det bør egentlig være basis for ethvert etisk forhold uafhængigt af køn. Min pointe er, at der er så meget galt med den måde forskellighed bliver tænkt på i en heteroseksuel sammenhæng, at hvis man går ind og piller ved det, vil det gør os bedre til at tænke forskelle i det hele taget. Og det vil også sige forskel på at være heteroseksuel og ikke at være det. Så på den måde håber jeg, at det her er en inkluderende og ikke en ekskluderende etik.

Annette Nielsen er redaktør af webmagasinet webmagasin.kvinfo.dk og www.kvinfo.dk.

Lilian Munk Rösing: Kønnets katekismus. Roskilde Universitetsforlag, 2005. 175 s. Kan lånes online online på KVINFOs bibliotek.