Den 24. maj 1991 så en ny kvindeforening dagens lys, da Kvindeligt Selskab officielt blev stiftet ved en stor anlagt fest i Det Kongelige Biblioteks have. Organisationen var en såkaldt støtteforening for KVINFO og initiativet var taget af KVINFOs nyligt ansatte centerleder Elisabeth Møller Jensen.  Med ”sloganet” ”Halvfjerdserfeminismen er overstået, firsertrætheden har lagt sig – og halvfemsernes engagerede kvinder er parate til at gå ind i debatten” var det Elisabeth Møller Jensens idé med Selskabet at få kickstartet kønsdebatten igen efter slut-1980’ernes dødvande, hvor diskussionen om køn, ligestilling og feminisme var stort set fraværende i den offentlige debat. I stedet for at forsøge at genstarte debatten inden for de traditionelle ligestillingsområder, tog selskabet afsæt i 1990’ernes store interesse for kunst og kultur ud fra en antagelse om, at den nye generation af unge kvinder havde det med kunst og kultur, som 1970’er-generationen havde haft det med politik. Målet var at få skabt en ny kvindepolitisk offentlighed og et nyt forum, hvor 1970’er-generationen og de nye generationer af kvinder kunne mødes og sammen sparke nyt liv i kønsdebatten.
Selskabets første oldfrue (forkvinde), Nanna Kalinka Bjerke, formulerede det samme på en anden og i tidsånden mere kæk måde:
”Kvindeligt Selskab kan blive et længe savnet samlingspunkt for tidens satellitkvinder. Splittelsen, som den ”gamle” kvindebevægelse desværre også skabte, kan plastres gennem dette provokerende, men antiaggressive societet. Med saften hængende fra mundvigen, af de frugter de andres arbejde gav os, har vi en meget anderledes privilegeret position til at kæmpe videre fra. Med humor! Med stiletter og læbestift og en anelse galskab lysende i vore øjne.” (citatet af Nanna Kalinka Bjerke er hentet fra kronik i Berlingske Tidende 24.5.1991 skrevet af Elisabeth Møller Jensen)
Baggrunden for Møller Jensens og Bjerkes udtalelser tager afsæt i samtidens kvindepolitiske klima. Rødstrømpebevægelsen i Aarhus havde i 1985 officielt nedlagt sig selv ved en stor fest, og i København og de øvrige større byer fadede aktiviteterne og entusiasmen langsomt ud. Den gennem århundredet store og dagsordensættende kvindeorganisation Dansk Kvindesamfund levede en hensygnende tilværelse efter 1970’ernes medlemsflugt, og paraplyorganisationen Danske Kvinders Nationalråd (nu Kvinderådet) var mestendels en statsfeministisk organisation, der beskæftigede sig med formel ligestillingspolitik. Feminisme var blevet et fyord, som ingen vovede at sige offentligt, fordi det blev forbundet med rødstrømpebevægelsen, der havde fået et mærkat af noget fortidigt og alt for rabiat, som ikke længere matchede 90’er-kvindernes liv og udfordringer. 70’ernes unisex-mode var erstattet af et fokus på de to køns forskellighed både i påklædning, seksuelt begær og væsen. Kvindelighed og mandlighed var de nye buzzwords, den smarte businesskvinde i høje hæle og læbestift tidens nye ideal. På universiteterne var 70’ernes kvindeforskning, der havde en tæt forbindelse til kvindebevægelsen, blevet til kønsforskning, aktionsforskningen skiftet ud med postmodernistisk teoribygning, og kønsforskerne så ikke længere sig selv som en del af en bredere feministisk bevægelse.
Analysen fra Selskabet var, at der fortsat var brug for en feministisk bevægelse, men på et grundlag og i en indpakning, der favnede tiden. Og det er i det lys, at Bjerkes udtalelser her skal ses:
”Hvis det er for sagen, er jeg bedøvende ligeglad med, om jeg skal op på stilletterne. Bare det hjælper” og ”Der er nok at tage fat på, men det skal gøres med humor […]”
(interview i Alt for damerne, nr. 41, 1991, ”90’ernes amazone”). 
Som støtteforening til KVINFO skulle Kvindeligt Selskab samtidig også være med til at skabe synlighed om KVINFOs arbejde og tilføre KVINFO ny inspiration, nye ideer, ny kapital og ikke mindst flere brugere. Kvindeligt Selskab skulle være et andet og mere festligt, uforudsigeligt og provokerende vindue ind til KVINFO, som på det tidspunkt primært fungerede som et traditionelt forskningsbibliotek, der tilbød faglitteratur og hjælp til litteratursøgninger til brugere, som interesserede sig for forskning i køn og ligestilling.
KVINFO var i 1987 ved en folketingsbeslutning blevet oprettet som en selvejende institution under Kulturministeriet med en fast årlig bevilling på finansloven. Inden da havde KVINFOs daværende leder og stifter, Nynne Koch, siden 1964 arbejdet på at få bygget institutionen op ved hjælp af små, midlertidige bevillinger og frivillig arbejdskraft. Med den nye årlige bevilling og en professionel ledelsesstruktur, bestående af en bestyrelse, hvis medlemmer var udpeget af blandt andet kvindeorganisationerne og forsknings- og bibliotekssektoren, og en ansat centerleder, kunne KVINFO flytte fra en lille lejlighed i Strædet i indre København til større lokaler i Nyhavn. Rent organisatorisk var det altså en forholdsvis ny organisation og bestyrelse, der i 1990 ansatte Elisabeth Møller Jensen som ny centerleder. Selv om institutionens vedtægter foreskrev, at KVINFOs primære opgave var at formidle kvindeforskningens resultater blandt andet ved at fungere som et offentligt bibliotek, havde institutionen meget vide rammer til at forvalte sit mandat.  Og etableringen af en støtteforening lå klart i forlængelse af det hidtidige KVINFOs dna, nemlig at tilbyde sig som et samlingssted for kvindeforskere og aktivister fra kvindebevægelsen. Nu bare i en mere organiseret form og med et formuleret sigte.

Et selskab stiftes

Forud for selve stiftelsen af Selskabet var der sendt en opfordring til en lang række kendte kvinder, der havde gjort sig bemærket inden for kunst, kultur, politik og videnskab, om at tegne sig som anbefalere af Selskabet ved blandt andet at stille deres navn til rådighed i en stor annonce for stiftelsesfesten i Politiken søndag den 19. maj 1991. 140 kvinder sagde ja.
To dage før stiftelsesfesten blev der afholdt stiftende generalforsamling. Det var en forsamling på omkring 40 personer, der vedtog foreningens fremtidige vedtægter, som i øvrigt lignede alle mulige andre foreningsvedtægter med den undtagelse, at forpersonen for foreningen kom til at bære titlen ”Oldfrue”.
En sproglig markør som lagde sig i forlængelse af foreningens navn, Kvindeligt Selskab, som både havde referencer til en lang kulturhistorisk tradition og til foreningens ønske om at signalere noget nyt i tiden, der var uforudsigeligt og ikke kunne sættes i bås med 1970’ernes kvindebevægelse. Ved at bruge ordet ”oldfrue” fik en gammel titel en ny indpakning med et strejf af humor og ironi.
Selskabets formålsparagraf lød:
”Foreningens formål er at være en landsdækkende støttekreds for KVINFO, center for tværfaglig information om kvindeforskning, og i samarbejde med KVINFO via kulturelle arrangementer og pr-virksomhed:
– At udbrede kendskabet til KVINFO og KVINFOs tidsskrift.
– At være et forum for udvikling af idéer og initiativer blandt kvinder i og uden for erhverv i kunst og kultur, fagbevægelse og forskning, politik og uddannelse.
– At virke for kontinuitet og udvikling i offentligheden omkring kvinde- og kønsspørgsmål. ”
Formålsparagraffens formuleringer spejler tydeligt ønsket om at få skabt en landsdækkende forening som motor for, at KVINFOs aktiviteter nåede bredere ud, så KVINFO fik flere brugere og flere abonnenter på tidsskriftet, ønsket om at forene alle kvindepolitiske kræfter på tværs af alder, uddannelse, beskæftigelse med videre og ønsket om at få styrket diskussionen om køn og ligestilling i medierne.

En bestyrelse af veninders veninder

Kvindeligt Selskabs første bestyrelse var en håndplukket skare fra henholdsvis centerleder Elisabeth Møller Jensens netværk omkring fem-binds værket Nordisk Kvindelitteraturhistorie, som hun var hovedredaktør af, og KVINFO-medarbejder Jette Lykkes private venindenetværk. Med to bestyrelsesmedlemmer under 30 år, tre over 40 år og resten i 30’erne bestod tyngden i bestyrelsen af personer, som var opvokset i 1960’erne og 1970’erne under 70’er-kvindebevægelsens storhedstid, men som var for unge til selv at have været en del af bevægelsen. Til gengæld tilhørte de den generation, som på godt og ondt levede i efterdønningerne af bevægelsen og som havde et ambivalent forhold til den.
Desuden stillede KVINFO ifølge vedtægterne en lønnet sekretær til rådighed for bestyrelsen, der tog sig af at skrive dagsordener og referater, regnskaber, medlemskartoteket med mere, så bestyrelsens øvrige og frivillige medlemmer kunne koncentrere sig om alt det andet og mere indholdsmæssige arbejde.

Stiftelsesfest med stor ståhej og flamingo

Stiftelsesfesten den 24. maj 1991 foregik i Det Kongelige Biblioteks have. Fra klokken 15.00 til 18.00 samledes op mod 1.000 kvinder til et kulturelt festprogram med Elisabeth Møller Jensen som eneste taler. Resten af programmet var en opvisning af talentfulde, kvindelige kunstnere inden for klassisk musik, kor, performance, ballet og poesi.
Stiftelsen og stiftelsesfesten fik stor medieopmærksomhed. Alle de store dagblade havde mindre omtaler forud for festen og efterfølgende store reportager. Omdrejningspunktet for disse var blandt andet overraskelsen over, at den nye forening kunne få så mange kvinder i alle aldre af huse.
Journalisten Søren Kassebeer, Berlingske Tidende, skrev blandt andet i sin reportage:
”Til gengæld var her kvinder i alle aldre – ikke mindst de unge, som kvindebevægelsen sukker efter og har brug for som aldrig før. Frygten for, at det lidt gammeldags klingende navn på den nye forening ville skræmme yngre medsøstre bort, blev gjort til skamme.”
Kvindeligt Selskab blev en succes – nærmest inden foreningen overhovedet var kommet fra start. Op til og efter stiftelsen blev der udsendt cirka 5.000 breve til kvinder med opfordring til at melde sig ind. Og ugeblade som Alt for Damerne tog straks Selskabet til sig ved blandt andet at tildele oldfrue Nanna Kalinka Bjerke bladets kvindepris i efteråret 1991.
Og medlemmerne væltede ind. I løbet af nogle få måneder havde over 500 indbetalt de 350 kroner, som et medlemskab kostede. Inkluderet i medlemskabet var, ud over gratis adgang til Selskabets arrangementer eller adgang til særlig medlemspris, abonnement på KVINFOs tidsskrift ”Nyt forum for kvindeforskning”, som udkom fire gange årligt. 
Selvtilliden og troen på succes var i top, da Selskabet samtidig bekendtgjorde, at ”Kvindeligt Selskab var åbent for sponsering”. Bekendtgørelsen var et dobbelt signal, der både udtrykte, at Kvindeligt Selskab var en gave til virksomheder, der satsede på kvindelige forbrugere, og et opgør med en politisk korrekthed i venstresnoede kredse om ikke at lege med kapitalen. Og selvom de private virksomheder ikke ligefrem stod i kø, lykkedes det i de følgende år ind i mellem at få private sponsormidler fra blandt andet Carlsberg, Body Shop, Tampax og Estée Lauder A/S.

Gorillapiger, Gigant Galla og en genital gimmick

Kvindeligt Selskab var først og fremmest dets arrangementer. Hvert halvår i de følgende 10 år blev forårets/efterårets program annonceret efter en fast layout-skabelon med Selskabets logo foroven og ”Alle er velkommen i Kvindeligt Selskab” forneden.
Antallet af arrangementer om året lå på cirka 15. Variationen var stor og strakte sig fra små arrangementer på KVINFOs bibliotek til store arrangementer, der foregik rundt omkring i København med mange deltagere og vekslende samarbejdspartnere. Særlig energi blev hvert år brugt på markeringen af den internationale kvindedag 8. marts.
Selskabets ønske om at vække opmærksomhed, fremstå som uforudsigeligt og sætte en ny dagsorden afspejlede sig også i valget af lokationer for arrangementerne. De traditionelle kulturelle mandshøjborge, som for eksempel skibsværftet B&Ws kantine, Glyptoteket og Odd Fellow Palæet, fik besøg af Selskabet.
En gennemgang af programmerne for de første 10 år viser en stor mangfoldighed i emnevalg og arrangementsformer, men også at der var emner, som stort set ikke blev berørt. I tråd med Selskabets oprindelige ånd, beskæftigede en stor del af arrangementerne sig med temaer, der omhandlede kvinders rolle i kunst og kultur. Der ud over var det især temaer i relation til kvindekroppen, faderskabet, familien og heteroseksualitet, der var fokus på. Ligesom en række udenlandske feministiske koryfæer og kvindelige kunstnere, som for eksempel Nan Goldin (1992), Susan Faludi (1993) og Michael Kimmel (1994), især i de første år besøgte Selskabet.
Ud over de store 8. marts arrangementer var Kvindeligt Selskab også medarrangør af filmfestivalen ”Kvinder på lærredet – Kvinder bag kameraet”, som løb af stabelen 6.-7. maj 1995 i Grand Teatret, og af to brystkræft-høringer på Christiansborg i 1995 og 1996 i samarbejde med Kræftens Bekæmpelse og støttet af Sundhedsministeriet og Estée Lauder A/S. I 1997 arrangerede selskabet endnu en høring – denne gang om spiseforstyrrelser og på egen hånd. Høringen ”Bag sulten” blev støttet af Sundhedsstyrelsen, Økonomaforeningen og Politiken Fonden.
Mange af de emner, som i dag fylder meget i køns- og ligestillingsdebatten, som for eksempel ligeløn, kvindelige ledere, seksuelle overgreb, minoritetskvinders liv i Danmark og diskrimination af LGBT-personer, glimrer til gengæld ved stort set at være fraværende i programmerne. Noget der sikkert både skal ses som udtryk for, hvilke emner, som bestyrelsesmedlemmerne selv var interesserede i og som udtryk for, hvad debatten i offentligheden på det tidspunkt kredsede om.
Når man kigger Selskabets presseklip igennem fra de første 10 år, er der især tre arrangementer, som skiller sig ud, fordi de blev massivt dækket i de trykte medier. Det drejer sig om kunstudstillingen med værker af gruppen Guerilla Girls, 1991, og de to 8. marts arrangementer i 1993 og 1994.

Guerilla Girls

Selskabets første arrangementssæson løb af stabelen efteråret 1991, hvor især en udstilling på Glyptoteket af kvindekunstnerligaen Guerilla Girls havde gennemslagskraft. Udstillingen med tilknyttet debatarrangement og fernisering med åbningstale af den daværende kulturminister, Grethe Rostbøll, skabte store overskrifter og fuldt hus til åbningsarrangementet. Guerilla Girls var en amerikansk kunstnergruppe, som altid optrådte anonymt iført gorillamasker, netstrømper og cocktailkjoler og i 1980’erne hærgede New Yorks gader med opsætning af plakater med kritiske statements om kvindelige kunstneres vilkår. En samling af plakaterne blev på initiativ fra Selskabet hentet til Danmark. Med udsagn som ”Do women have to be naked to get in to the Met. Museum?” gjorde de opmærksomme på den kønsdiskrimination, som fandt sted i museernes indkøb, udstillingspraksis, legatuddelinger med videre. 
På en af de 29 udstillede plakater stod teksten ”It’s even worse in Europe”, og det var blandt andet denne påstand, der var omdrejningspunktet for debatarrangementet, som blev afholdt dagen efter åbningen af udstillingen på Glyptoteket. I paneldebatten, som tog temperaturen på ligestillingen i den danske kunstverden, deltog en række kvindelige kunstnere og repræsentanter fra den danske kunstverden. Dansk Kvindesamfund bidrog til arrangementet med ny dansk statistik, som senere blev trykt i medlemsbladet ”Kvinden og Samfundet”, nr. 8, 1991. Statistikken afslørede blandt andet, at under 10 procent af Statens Kunstfonds indkøb i 1990 var af kvindelige kunstnere. Fronterne i debatten gik mellem de kvindelige kunstnere, som følte sig overset og diskrimineret, på den ene side og på den anden side repræsentanterne for kunstverdenen, som hævdede at de udelukkende forholdt sig til kvalitet, når det gjaldt indkøb, udstillinger og legater.
Debatten og udstillingen blev dækket i alle de store aviser med store omtaler, og dagbladet Information skrev en leder på dagen for åbningsarrangementet. Her lød det blandt andet efter en opremsning af den danske statistik:
”På den baggrund er det en flot positiv historie, Kvindeligt Selskab vil spille ud under den paneldebat om kunst og køn, der afvikles på Glyptoteket i eftermiddag: at kvinderne, hvor de ikke bedømmes på køn, men udelukkende på deres kunst, antages på lige fod med mandlige kunstnere. […] Men der kan vel ikke blandt folk udstyret med en rimelig portion sund fornuft sættes spørgsmålstegn ved det skæve og pinlige i den dokumenterede placering af kvinderne i kunstverdenen”.
(Information, 9.11.1991)
Med udstillingen og debatarrangementet fik Kvindeligt Selskab sat fokus på ligestilling i den danske kunstverden, så det gav genlyd i offentligheden. De var med til at gøre museernes indkøb med videre til et offentligt anliggende, som stadig i dag diskuteres med jævne mellemrum – nu ofte med de kvindelige kunstnere som initiativtagere til debatten.

Kvindeligt Selskab genopfinder 8. marts

I 1993 stod Selskabet sammen med fagforeningen HK for et stort 8. marts-arrangement i Cirkusbygningen i København. Under navnet ”Gigant Galla” og med plads til 1.700 deltagere blev der inviteret til ”en kulturel tour de force” og ”en manifestation af, at vi er dødtrætte af at høre på, at der er ligestilling i Danmark. Vi er ikke imponerede” som oldfruen Nanna Kalinka Bjerke formulerede det i en foromtale (Den røde tråd, ugeavis udgivet af Enhedslisten, 26.2.1993).
Med et omfattende festprogram, der bød på taler af blandt andre næstformanden i HK, Liselotte Knudsen, forbundsformand for KAD (Kvindeligt Arbejderforbund), Lillian Knudsen og daværende kulturminister Jytte Hilden, oplæsning ved Suzanne Brøgger, et satellit-interview med den amerikanske senator Diane Finestein, afrikansk dans, en kunstinstallation af Kirsten Delholm og en række musikalske indslag ved blandt andet bandet Miss B Haven var der lagt op til et brag af en manifestation.  Den internationale kvindedag skulle være en dag for alle kvinder uanset politisk tilhørsforhold, den skulle samle de mange forskellige feministiske kræfter og trækkes ud af glemslen. Siden rødstrømpebevægelsen var dagen nemlig primært blevet markeret med mindre arrangementer i fagbevægelsen og af forskellige feministiske grupperinger på venstrefløjen.
På stolesæderne i Cirkusbygningen lå der goodiebags fra Body Shop, et laksefarvet kondom med Kvindeligt Selskabs logo på og en stor, smukt udstyret folder, udarbejdet af et reklamebureau, med politiske statements med videre. HKs donation til festen på 250.000 kroner, andre mindre sponsorater og en billetpris på 250 kroner skulle sikre finansieringen.
I folderens første statement slog centerleder for KVINFO Elisabeth Møller Jensen fast, at en kvindepolitisk vision i 1993 skulle rumme mindst to aspekter, nemlig at ”kravet om kvinders indflydelse skal forbindes med kollektive og solidariske løsninger på det omsorgsarbejde, som kvinder har varetaget op gennem historien og fortsat i meget høj grad har hovedansvar for”, og at ”kvindebevægelsens gamle krav fra 1970’erne om seks timers arbejdsdag stadigvæk [er] netop det forslag, som for mig at se rummer såvel utopien som det helt konkrete politiske bud på en bedre nutid” (programmet for Gigant Galla 08.03.93).
Et statement, som signalerede, at Kvindeligt Selskab var blevet mere politisk, og at det også var en forening, der forholdt sig til ligestilling for helt almindelige kvinder.
Men tilbuddet om en stor, fælles 8. marts, der inkluderede alle kvinder, blev ikke vel modtaget af alle. Allerede i avisernes foromtaler af arrangementet var der dømt overklasse, pop og overflade. I en række indlæg fra blandt andre forfatter Tine Bryld blev Selskabet beskyldt for at være mere optaget af sig selv end af enlige mødre og dobbeltarbejdende kvinder. Kritikken gik på alt lige fra billetprisen, som ikke matchede almindelige kvinders pengepung, over champagnen i pausen til at talerne alle kom fra eliten. Også internt i HK var der murren over, at fagforbundet havde valgt at gå sammen med Kvindeligt Selskab i stedet for at støtte op om fagbevægelsens eget fælles 8. marts-arrangement.
Men uanset kritikken og de forskellige vurderinger af om arrangementet havde været vellykket eller ej, var Selskabets ambition om at genoplive 8. marts som en vigtig mærkedag, lykkedes. Både de landsdækkende og de lokale aviser bragte omtaler og anmeldelser, og enkelte aviser gav omtale på lederplads. Selv Ekstra Bladets bagsideskribenter Madsen og Madsen (Anders Lund Madsen og Povl Høst-Madsen) var på plads og rapporterede fra Cirkusbygningen. 8. marts-festen blev en begivenhed, som ingen kunne undgå at blive bekendt med.

Kvindeligt Selskab uddeler ”Årets pikhoved”

Året efter, i 1994, inviterede Selskabet til en ny 8. marts-fejring, denne gang i Den Grå Hal på Christiania med overskriften ”En aften på kanten af civilisationen”. Programmet bestod af en række korte taler, af blandt andre forfatter Suzanne Bjerrehus, politiker Margrethe Vestager og daværende formand for Ligestillingsrådet Anne Grete Holmsgaard, en monolog skrevet af forfatter Ann Mariager og fremført af skuespiller Ditte Gråbøl, afsyngning af rødstrømpesange ved sangerne Anne Dorthe Michelsen og Gitte Naur og dans til den lyse morgen ved dj’en Katrine Nyland Sørensen. Aftenens store omdrejningspunkt blev imidlertid uddelingen af prisen ”Årets pikhoved”, som både før og efter afviklingen af arrangementet fik massiv presseomtale og blev genstand for meget ophidsede diskussioner i avisernes debatspalter.
Idéen til ”Årets pikhoved” blev udklækket i Selskabets bestyrelse som en reaktion på, at journalisten og økonomen Frank Dahlgaard, som også var folketingskandidat for Det Konservative Folkeparti, i Berlingske Tidende i vintermånederne 1994 havde skrevet en række artikler om økonomi, hvor han gav kvinderne skylden for de økonomiske problemer i Danmark. Han problematiserede blandt andet statstilskuddet til vuggestuer og satte spørgsmålstegn ved, hvorvidt arbejdsløse kvinder i virkeligheden var ramt af ledighed. Et eksempel på sidstnævnte fra Berlingske Tidende den 28. januar 1994 lød:
”Nu skal jeg hilse ude fra det virkelige liv og sige, at massevis af kvinder aldeles ikke er »ramt« af ledighed. De har tværtimod valgt at gå på dagpenge og ønsker ikke job. ”.
I begrundelsen, som blev sendt ud som pressemeddelelse, forklarede Selskabet valget af prismodtageren med, at han fik den både ”i sin egenskab af journalist og som repræsentant for sit fag. […] Prisen går indirekte til et unuanceret mediebillede, som stadigvæk i langt overvejende grad fortæller mænds historier og om mænds vinkler på tilværelsen. Selskabet ønsker at starte en dialog om ligestilling og om hvordan også pressen kan være med til at skabe et samfund, der i højere grad ligebehandler kvinder og mænd.”
Men Selskabets intention med prisen – at få skabt opmærksomhed om mediernes dækning af kvinder og ligestilling på en sjov og provokerende måde – lykkedes ikke. I stedet kom hele pressevirakken omkring prisen til at handle mere om prisens navn end om modtageren og det syn på kvinder, han repræsenterede. Prisens navn, ”Årets pikhoved”, udløste et ramaskrig. Kritikken kom fra alle sider; fra kvindeforskere, feministiske debattører, almindelige kvinder og mænd, lederskribenter med flere. Selskabet var gået over grænsen for ordentlig opførsel med sit ordvalg. Vulgært, uhumoristisk, rødstrømpe-agtigt og sexistisk var nogle af de etiketter, som blev sat på. Selskabet bombede med sit sprogbrug ligestillingskampen tilbage til 1970’erne og lagde det eksisterende arbejde for at gøre ligestillingspolitikken til en fælles sag for både mænd og kvinder i graven, lød det.
Den voldsomme kritik kom bag på Selskabets bestyrelse, og prisen blev kun uddelt den ene gang. Men den kom alligevel i de følgende år til at klæbe til Selskabets image, så man hvert år den 8. marts måtte ud og afkræfte forlydender om, at den ville blive uddelt igen. 
Et par år senere blev centerleder Elisabeth Møller Jensen i et interview til Politiken spurgt til, om det ikke havde været meningen at prisen skulle uddeles mere end den ene gang i 1994:
”Jeg vil sige, at det var et åbent spørgsmål, som vi ikke havde afklaret på forhånd. Når vi senere valgte at stille prisen i bero, skyldtes det, at Kvindeligt Selskabs medlemmer ikke var nær så begejstrede for idéen, som vi var i den daværende bestyrelse. Vi ville gerne afprøve, hvor grænsen gik, og den viste sig altså at gå lige omkring pikhovedet. Når vi valgte at stoppe, hang det også sammen med, at det hovedsagelig var mænd, der morede sig over prisen. Og det var jo kvinderne, vi gerne ville mobilisere. […] Altså, det er klart, at prisen var tænkt som en provokation, men vi havde ikke forestillet os, at provokationen ville virke så voldsomt. Når man har været i aviserne det meste af en uge i træk, får man en fornemmelse af, at man har man sat noget i gang, som man ikke kan styre.” (Politiken, 27.10.1996)
Selskabet havde nået grænsen for, hvad det kunne holde til af provokationer, og de følgende års 8. marts-markeringer var mere afdæmpede debatarrangementer om blandt andet familie og karriere, kvindelighed og kvinders selvværd.
Det et svært at sige, om virakken omkring pikhovedet også kostede Selskabet medlemmer. Kvindeligt Selskabs medlemstal holdt sig i hele perioden fra 1991-2001 på omkring 5-600. Det er ikke undersøgt, hvor stor en del af medlemmerne var trofaste igennem hele perioden, eller hvor stor udskiftningen har været undervejs.

Kvindeligt Selskab og KVINFO går fra hinanden

I 2001 ophørte Kvindeligt Selskab med at være støtteforening for KVINFO, og dermed blev de tætte bånd og relationer mellem Selskabet og KVINFO ophævet og erstattet med en ny formålsparagraf, hvor KVINFO var skrevet ud. Konkret betød det, at Selskabets bestyrelse stadigvæk kunne bruge KVINFOs mødelokaler og postadresse, men at KVINFOs personale ikke længere var repræsenteret i bestyrelsen og heller ikke længere varetog det administrative arbejde som referatskrivning, fundraising med videre.
Initiativet til adskillelsen kom fra KVINFO og centerleder Elisabeth Møller Jensen, som på Selskabets 10 årsdag begrundede beslutningen med, at:
”Kvindeligt Selskab er blevet mere en kvindebevægelse end en støtteforening. De er blevet ret politiske i deres arbejde, hvilket kun er godt. Det betyder dog, at det er bedre, at de er uafhængige af os” og videre ”Den kønspolitiske diskussion er inde i en blomstringsperiode. Der udkommer mange bøger om kønsproblematikken, og der er sket et generationsskifte i Kvindeligt Selskab. Derudover har KVINFO stabiliseret sig som et forsknings- og formidlingscenter, så de to selskaber ikke på samme måde har brug for hinanden mere.”
(Kristeligt Dagblad 25.5.01)
Kvindeligt Selskab havde opfyldt sit ene ben i den oprindelige mission om at få gjort køn til et politikområde i offentligheden og det andet ben, der handlede om at skabe indtægter til KVINFO via medlemmernes automatiske abonnement på KVINFOs tidsskrift ”Forum for køn og kultur”, var allerede i 1998 blevet uaktuel, da tidsskriftet gik på nettet – i øvrigt som et af de første kulturtidsskrifter. Samtidig havde KVINFO brugt årene op til 2001 på en omlægning og professionalisering af institutionen, hvor der blev skruet op for vidensformidlingsdelen og ned for debatdelen. Konkret i form af nye tiltag, muliggjort af internettet, som formidling af ligestillingens historie, Dansk Kvindebiografisk Leksikon i en digital version og omlægning af eksisterende services som KVINFOs ekspertdatabase og tidsskrift til digitale platforme. En omlægning som både lå i tråd med de nye vinde, der blæste i centraladministrationen om et større fokus på, hvad statens midler blev brugt til, og med omorganiseringen af det statslige ligestillingsarbejde, der i 2000 førte til at Videnscenter for Ligestilling blev oprettet.  En af de opgaver, som videnscentret fik, var at informere og skabe debat om ligestilling mellem kønnene, hvorfor disse opgaver ikke længere i samme grad lå hos KVINFO.
De bøger, som Elisabeth Møller Jensens refererede til som argument for, at kønsdebatten i medierne blomstrede, var blandt andet to debatbøger, som mere eller mindre direkte udsprang af Selskabet. Nu er det nok, så er det sagt var udkommet i 2000 og redigeret af fire bestyrelsesmedlemmer, og bogen De røde sko (2002) var på vej og redigeret af daværende bestyrelsesmedlem Leonora Christina Skov. Inspirationen til bøgerne var blandt andet hentet fra to nordiske udgivelser; den svenske debatbog Fittstim (på dansk Fisseflokken, 1999) og den norske debatbog Råtekst (1999).
At der var sket både et generationsskifte og et skifte i, hvor Selskabets bestyrelsesmedlemmer blev rekrutteret fra, fremgår af oversigten over bestyrelsesmedlemmerne i årene op til 2001. Majoriteten af bestyrelsesmedlemmerne var nu født i 1970’erne og kom stort set alle sammen med en kønsteoretisk bagage hentet på universiteternes kønsforskningsstudier – eller i hvert fald en akademisk, humanistisk uddannelse. Et par eksempler på bestyrelsesmedlemmer fra denne tid er i dag adoptionsforsker og ph.d. Lene Myong, oversætter og ph.d. Karen MacLean og sekretariatschef og ph.d. Sarah Højgaard Cawood.
Separationen fra KVINFO var ikke et ønske fra Kvindeligt Selskabs bestyrelse. I det ovenfor citerede interview med blandt andre Elisabeth Møller Jensen udtrykte Selskabets presseansvarlige Katrina Schelin, at:
”’I Kvindeligt Selskab synes vi, at det er kedeligt, at KVINFO ikke vil støtte os mere, så vi bliver nødt til at finde penge andre steder. […]’ Hun understreger, at de ikke er uvenner med KVINFO, og at bruddet ikke er sket på grund af dårligt samarbejde.” (Kristeligt Dagblad 25.5.01)

Kvindeligt Selskab på egne ben

På Selskabets generalforsamling i marts 2001 blev de gamle vedtægter fra 1991 revideret og den nye formålsparagraf lød:
”Foreningens formål er at være en landsdækkende kønspolitisk forening og via kultur- og debatarrangementer:
– At være et forum for ideer og initiativer indenfor kønsspørgsmål blandt kvinder og mænd i kunst og kultur, fagbevægelse og græsrodsbevægelse, forskning, politik og uddannelse.
– At virke for kontinuitet og udvikling i offentligheden omkring kvinde- og kønsspørgsmål.”
Det nye i formålsparagraffen var, at mænd var blevet skrevet ind og KVINFO ud. Ellers lignede den til forveksling den oprindelige fra 1991. Kvindeligt Selskabs nye selvstændige status medførte altså ikke på papiret umiddelbart væsentlige ændringer i Selskabets linje. Dog havde den daværende bestyrelse ambitioner om, at Selskabet skulle vokse og sprede sig til andre byer end København. Det vidner en efterfølgende revision af vedtægterne i 2002 om, da der blev tilført en ny paragraf, der handlede om oprettelse af lokalafdelinger. Lokalafdelinger er dog aldrig blevet en realitet.
Alligevel ændrede Kvindeligt Selskab langsomt karakter hen imod at blive en mere ligestillingsaktivistisk og meningsdannende forening. Første skridt var at skifte titlen ”oldfrue” ud med det almindelige og gængse ord ”forkvinde”. Næste skridt var oprettelsen af en hjemmeside, som blev en vigtig platform for de følgende års forskellige kampagner. Tredje skridt var at flytte energien fra at stå for mange enkeltstående arrangementer med forskellige temaer til at koncentrere sig om færre arrangementer og mere meningsdannende kampagner og events. Fjerde skridt var at melde sig ind i Kvinderådet og dermed blive en del af en ligestillingspolitisk paraplyorganisation.
Forandringen skyldtes flere forhold. Dels betød adskillelsen fra KVINFO, at Selskabet, trods at det bibeholdt sin kontorplads på KVINFO, ingen administrative og personalemæssige ressourcer havde at trække på, og det gjorde det vanskeligt at få planlagt og afviklet mange arrangementer, samtidig med at der også var meget praktisk arbejde i vedligeholdelse af medlemskartoteket og hjemmesiden. For at få mindsket det praktiske og administrative arbejde var det nødvendigt at omprioritere kræfterne, så de blev frigjort til udadvendt arbejde. Dels havde præmisserne for ligestillingsdebatten ændret sig. Her i begyndelsen af 2000’erne var ligestilling både blevet et politikområde og et debatemne, som fyldte i avisernes debatsider og opgaven var derfor ifølge Selskabets talsperson Katrina Schelin at få skabt nogle ligestillingspolitiske resultater:
”Helt frem til 2000 var ligestillingsdebatten nede i et sort hul. I dag bliver man stadig set skævt til, men nu er det da muligt at sige ‘ligestilling’, uden at folk tror, at man er vanvittig. Hidtil har vi haft seks-syv årlige debatarrangementer for at vise folk, at der ikke er ligestilling. Det har virket, og derfor synes vi, at tiden er moden til at sige ‘OK, hvad kan vi så gøre ved det?’” (Interview, Politiken 23.02.03)
Selskabet valgte udadtil at koncentrere dets arbejde om at sætte en kønspolitisk dagsorden især omkring emner, der handlede om seksualiseringen af det offentlige rum, og indadtil at opruste på at øve bestyrelsesmedlemmerne i håndteringen af medierne.

Seksualiseringen ud af det offentlige rum

Selskabets nye strategi kom første gang i anvendelse, da man i februar 2002 indgav en politianmeldelse mod Ekstra Bladet for rufferi på grund af bladets ”massage”annoncer. Selvom politiet ikke forfulgte sagen, fik anmeldelsen en del omtale op til 8. marts, hvor en række andre organisationer som Kvinderådet og Kvindeligt Arbejderforbund også satte fokus på prostitution. Kvindeligt Selskabs argument for anmeldelsen var at annoncerne legitimerede prostitution som en hverdagsting på linje med andre gøremål:
”Ved at bringe annoncerne er Ekstra Bladet med til at gøre prostitution til en dagligdags forteelse blandt så mange andre. Det bliver legitimt at bruge prostituerede på en helt anden måde, end hvis kunderne skulle slå op i særlige blade og magasiner, siger Sarah Cawood. ” (Kristeligt Dagblad 06.03.2002)
Anmeldelsen af Ekstra Bladet blev samme forår fulgt op af en ny anmeldelse. Denne gang var det mælkekoncernen Arla Foods, som blev anmeldt til forbrugerombudsmanden for sin, ifølge Selskabet, sexistiske reklame for produktet ”Arla mini”.  Tre unge kvinder repræsenterede i reklamen hver sin Arla mini-smag. En kvinde med lys hud og rødt hår var jordbærsmagen, en kvinde med lys hud og lyst hår vaniljesmagen og en kvinde med mørk hud og mørkt hår kakaosmagen. På reklamebilledet sad de på en bil i bikinitrusser og mavebluse med henholdsvis ”vanilje”, ”jordbær” og ”kakao” skrevet på. Anmeldelsen blev fulgt op på Selskabets hjemmeside med opfordring til alle om at klage direkte til Arla Foods og i øvrigt boykotte produktet. Forbrugerombudsmanden behandlede klagen og afviste at gribe ind, men Selskabet fik sat seksualisering og sexisme i reklamer på dagsordenen. Arla Foods fik til gengæld gratis PR, der, ifølge dem selv, betød, at produktets salg blev øget med 40 procent. 
Selskabets aktion blev mødt med kritik fra blandt andre Jyllands-Postens redaktion, som fandt, at der var vigtigere ligestillingspolitiske emner at tage fat på, eksempelvis muslimske kvinders undertrykkelse. Seksualiserede billeder af kvinder fandtes jo alligevel overalt, lød det. Katrina Schelin fra Selskabet var uenig og mente, at Arla Foods reklame var gået over stregen:
”Nu må det stoppe. Der er ingen saglig grund til, at kvinder skal seksualiseres på denne måde. Kvinder er ikke et produkt, der kan købes – og hvis ikke vi stopper op og markerer, hvor grænsen går, så bliver den rykket mere og mere.” (BT, 02.06.02)
Året efter fulgte Selskabet op med en ny klage til forbrugerombudsmanden og en opfordring til boykot. Denne gang var det producenten for læskedrikken Cult Shaker, der stod for skud. Anledningen var en reklamekampagne, hvis billedsprog var hentet fra pornografiens verden. I pressemeddelelsen, hvor der blev opfordret både til boykot og til at indgive klager til forbrugerombudsmanden og producenten, hed det blandt andet:
”Pornoens sprog har spredt sig til reklamer, og reklamebureauer og medier rykker konstant grænserne for, hvilke kvindebilleder, det er acceptabelt at fremstille. På reklamesøjler rundt om i byen ser vi i øjeblikket en annonce for Shaker Cult. En kvinde med bar overkrop og en drik mellem sine blottede bryster. Teksten opfordrer betragteren: ”shake it”. Annoncens billedsprog er blufærdighedskrænkende med sine pornografiske undertoner. Kampagnen foregår i det offentlige og man kan altså ikke vælge den fra, heller ikke for sine børn.” (Pressemeddelelse på Kvindeligt Selskabs hjemmeside 26.3.03)
Igen genererede Selskabets kritik masser af debat, og igen afviste forbrugerombudsmanden at gribe ind. Producenten imødekom kritikken ved at lancere en ny annonce – nu med en nøgen mand.  Det ændrede dog ikke Selskabets syn på annoncerne, da det også fandt reklamen med den mandlige model for kønsstereotyp.
At producenten for Cult Shaker ikke tog kritikken alvorlig blev tydelig, da virksomheden året efter igen markedsførte læskedrikken – nu i en reklame, hvor to kvinder kyssede hinanden. Om det var Kvindeligt Selskabs kampagne året før, om bægeret nu også var fuldt for forbrugerombudsmanden eller om grænsen gik ved udstilling af lesbisk seksualitet er ikke til at vide. Men resultatet blev, at Selskabet denne gang fik medhold af forbrugerombudsmanden, som udtalte, at der denne gang var tale om en reklame med et klart seksuelt indhold og producenten blev pålagt at fjerne reklamerne fra bybilledet.
For Selskabet var forbuddet en sejr og kulminationen på et tre år langt, sejt træk for at få ændret på grænserne for seksualisering af kvindekroppen i reklamer i det offentlige rum. Og et bevis på, at den nye strategi om at kunne reagere hurtigt og slagkraftigt og sætte en dagsorden i medierne var lykkedes.

Forbud mod købesex

I 2005 fulgte Kvindeligt Selskab op på rufferisagen mod Ekstra Bladet fra 2002 ved at sætte fokus på sexkøb. Til formålet blev hjemmesiden Luder.dk, som formidlede fakta og forskning om prostitution og var sponsoreret af fagforbundet 3F, etableret. Daværende forkvinde for Selskabet Hanne Bille begrundede kampagnen:
“Vi vil have alle danskere til at tage stilling til købesex på baggrund af fakta frem for de myter og forestillinger, der har præget debatten. Nogle af de mest sejlivede myter er, at de prostituerede nyder det, og at kunderne er mænd, der ikke kan opnå sex på anden vis. Det er veldokumenteret, at ingen af delene passer”. (Dagbladet Information 10.09.05)
Timingen for oplysningskampagnen var perfekt. Siden Sverige i 1999 havde forbudt sexkøb ved lov, var debatten om prostitution for alvor kommet på den politiske dagsorden i Danmark. Og prostitution var nu noget som både forskere, socialarbejdere, feminister og de politiske partier var optagede af. Partierne Socialdemokratiet, SF og Det radikale Venstre var netop på det tidspunkt i gang med at finde deres ben i forhold til, om Danmark skulle følge trop med Sverige og indføre et forbud mod sexkøb. Interne diskussioner, som for alle tre partiers vedkommende samme år endte med, at de satte forbud mod sexkøb på deres partiprogrammer.
Kvindeligt Selskab fulgte op på Luder.dk nogle år senere ved at tilslutte sig 8. marts-initiativet, som stadig eksisterer og er et samarbejde mellem 30 organisationer, sociale institutioner og politiske bevægelser og som blandt andet arbejder for et forbud mod sexkøb.
Kvindeligt Selskabs kampagner for at modvirke seksualiseringen i det offentlige rum var, set i bakspejlet, ganske succesfulde. Dels fik de sat en dagsorden i medierne, dels understøttede de andre organisationers og bevægelsers arbejde med samme emne og var således med til at gøde jorden for et ændret syn på sex i det offentlige rum og til at få flyttet fokus fra den prostituerede til kunden. Endelig viste deres kampagner, at man selv med meget få ressourcer kunne sætte en dagsorden og skabe resultater.
Selv om det seksualpolitiske arbejde fyldte meget i disse år, arbejdede Selskabet også med andre emner. To af de sager, som blev taget op og også gav genlyd i medierne, var indsamlingen af midler til abortrejser for færøske kvinder og kritikken af statens ammepolitik.
Førstnævnte handlede om at give ubemidlede kvinder på Færøerne, hvor abort ikke var tilladt, en hjælpende økonomisk hånd til at rejse til Danmark for at få foretaget aborten her. Senere, i 2008, blev tiltaget fuldt op med oprettelsen af hjemmesiden Aborthjalp.nu, hvor færøske kvinder kunne få rådgivning.
Sidstnævnte sag bestod i oprettelsen af siden Flaskebarn.dk, som kritiserede sundhedssektoren for fejlagtig ammeinformation og for shaming (udskamning) af de mødre, som af forskellige grunde ikke kunne amme fuldt ud i de på det tidspunkt anbefalede seks måneder. Samtidig kunne mødre med negative ammehistorier/erfaringer dele deres oplevelser med hinanden på sitet. At initiativet ramte ind i en stor frustration blandt nybagte mødre vidner sidens succes om. Inden for den første måned modtog Selskabet og initiativtagerne over 500 mails fra mødre og fædre.
Begge initiativer, der havde Selskabets daværende forkvinde Hanne Bille som primus motor, viste ligesom arbejdet for at få forbudt kønsdiskriminerende reklamer og sexkøb, at Selskabet var blevet langt mere handlingsorienteret end tidligere.

Kært barn får nyt navn

I 2007 skiftede Kvindeligt Selskab navn til Selskab for Ligestilling. Navneskiftet havde blandt andet til formål at signalere, at Selskabet stod på en moderne ligestillingsplatform, hvor ligestilling ikke længere kun handlede om kvinder, men også om mænd.  Forandringen blev markeret med en ny hjemmeside og en paneldebat om de vigtigste ligestillingsspørgsmål med ligestillingsordførerne fra de forskellige folketingspartier (Lone Dybkjær (R), Balder Mørk Andersen (SF), Yildiz Akdogan (S), Line Barfoed (Ø), Pia Allerslev (V) og Mia Falkenberg (DF)).
Daværende forkvinde Camilla Petersen forklarede navneskiftet i et interview til Berlingske Tidende:
”Vores mærkesager vil stadig spænde vidt fra abort, vold mod kvinder, prostitution og magtforhold til kropsidealer, seksualitet og pornoficeringen af det offentlige rum – men det er vigtigt at understrege, at begge køns ligestilling skal sættes til debat, så det er ligeledes vigtigt at fokusere på maskulinitet, fædres ret til barsel, mænds sundhed, mandlige prostitutionskunder – og hvorfor den primære voldsudøver er en mand. ” (Berlingske Tidende, 1.10.07)
Hermed tog Selskabet sidste skridt i den forandring, det havde undergået siden separationen fra KVINFO. Året før, i 2006, havde KVINFO opsagt den aftale, som det siden 2001 havde haft med Selskabet om en gratis kontorplads, så nu stod Selskabet helt på egne ben og havde for alvor (også på papiret) meldt sig ind i gruppen af andre ligestillingspolitiske foreninger.
Ikke fordi at det i praksis gjorde den store forskel med navneændringen, for Kvindeligt Selskab havde siden dets stiftelse både lavet arrangementer om mænds ligestillingsudfordringer og haft, omend få, mandlige medlemmer. Målet var nærmere at sende et signal om, at Selskabet klart stod på en ”moderne” ligestillingsplatform og ikke kun var for kvinder og kun forholdt sig til kvinders uligestilling. Og det var muligvis navneskiftet, der senere i 2013 skulle gøre det muligt for Selskabet at få en mandlig forkvinde. Anledningen til navneskiftet var formentlig også, at antallet af medlemmer i 2007 var faldet til omkring 100, og at et nyt navn forhåbentlig kunne generere lidt opmærksomhed og dermed flere medlemmer.
Navneskiftet kaldte imidlertid på en tydeliggørelse af Selskabets formål og mærkesager og de kommende år blev der brugt mange ressourcer på oprettelsen af ny hjemmeside, nyt logo og ikke mindst at få skabt enighed om de vigtigste mærkesager.
På Selskab for Ligestillings nye hjemmeside i 2007 definerede det nu sig selv som ”en kønspolitisk forening uden partipolitisk tilhørsforhold”, hvis formål var ”Igennem debatarrangementer, kampagner og indlæg i medierne at sætte fokus på alle aspekter af ligestillingsproblematikker”. Og dets seks mærkesager var: abort, arbejdsmarked, barsel, kunst og litteratur, prostitution og skole og pædagogik.
Det formelle grundlag var tilsyneladende på plads. Alligevel kan man i referater med videre se, at Selskabet i de følgende år var inde i en mindre krise. Der var kommet en helt ny bestyrelse til, der var relativt lille og som lagde mange kræfter i at få hjemmesiden og det administrative op at køre. Aktiviteterne udadtil foregik derfor på et lavere blus end hidtil. I 2008-10 afholdt Selskabet tre til fire arrangementer om året, mange af dem på Kvinfos bibliotek men også i lokaler ude i byen, eksempelvis en meget velbesøgt paneldebat om køn i skolen i LiteraturHaus på Nørrebro. Femi-krimier, queer-feminisme og et par Halloween-arrangementer lagde KVINFOs bibliotek blandt andet også hus til i de år.
2008 var året, hvor Selskabet for sidste gang mødtes under samme 8. marts-paroler. Bestyrelsen deltog dette år i samlet flok i 8. marts-initiativets demonstration for et forbud mod sexkøb, men de næste fem år var bestyrelsen splittet, og nogen gik fortsat med under 8. marts-initiativets paroler, mens andre deltog i andre arrangementer.
Der foregik efterhånden mange feministiske arrangementer rundt om i København, både i forbindelse med kvindernes internationale (kamp)dag, men også i løbet af året. Bestyrelsen fandt det efterhånden sværere og sværere at definere, hvilken særlig rolle Selskabet skulle udfylde i den nu sprudlende feministiske offentlighed. I 2011 blev det derfor besluttet at tage en tænkepause og foreløbig indstille afholdelsen af arrangementer:
”Til trods for, at Selskab for Ligestilling traditionelt set har baseret meget af sin eksistens på arrangementer har vi ikke holdt nogen det foregående år. […] Dermed ikke sagt at Selskab for Ligestilling er holdt op med at lave arrangementer. Vores arrangementer skal bare nytænkes – der er så mange arrangementer på ugentlig basis for tiden, og vi ønsker ikke kun at holde arrangementer for os selv. Det er svært at trække folk ud i byen, især til emner der kan forekomme niche-agtige. Derfor vil vi i næste sæson bestræbe os på at finde ud af hvordan man kan holde succesfulde arrangementer som åbner op for nye emner, og som kan trække folk ud af lænestolene.”  (Årsberetning 2011-12 v/ forkvinde Anna D.E.S. Køster)
2011 var også året, hvor Selskabet nedlagde sine mærkesager helt og vedkendte sig sin allerede løsere organisationsform. Året efter var Selskab for Ligestilling klar med en ny hjemmeside med et lidt retro-inspireret look med referencer til 1970’erne, og som i skrivende stund er den eksisterende hjemmeside.
I 2013 holdt bestyrelsen helt op med at holde sine møder i KVINFOs køkken (der efter det mistede kontor var plasteret på såret) og begyndte at mødes privat i stedet. Den eneste tilknytning til KVINFO i dag er Selskabets postadresse.
I 2012 blev Selskabet igen mere synligt udadtil, og aktivitetsniveauet øget markant. Nogle af de mere spektakulære tiltag var for eksempel aktionerne for missoirs – en kvindelig pendant til pissoirs – og ophængningen af røde strømper på en tøjsnor på Ligestillingsministeriets bygning i 2013, som en protest mod at den socialdemokratisk ledede regering havde droppet valgløfterne om indførelse af kvotering til bestyrelser, øremærket barsel til fædre og forbud mod sexkøb.
I 2013 deltog Selskabet for første gang på Folkemødet på Bornholm med et debatarrangement om barsel, i 2014 og 2015 med debatarrangementer om sexistisk humor og seksualundervisning for voksne – de to sidstnævnte arrangementer med Dansk Kvindesamfund som samarbejdspartner.
Til 8. marts 2015 opfandt Selskabet sammen med Dansk Kvindesamfund et nyt arrangementskoncept, GIN&GENDER, som foreløbig er afviklet fire gange og som, udover drinks, primært består af oplæsning af litteratur set med feministiske briller. Oplæserne er kendte og mindre kendte forfattere, debattører og ligestillingsforkæmpere, der selv vælger teksterne, og det hele krydres med personlige beretninger og perspektiver på spektakulære lokationer i byen som for eksempel badeanstalten Sjællandsgade Bad på Nørrebro samt Københavns Hovedbibliotek. Ved sidstnævnte arrangement blev bibliotekets forhal fyldt af over 200 mennesker, hvoraf de fleste var helt unge mennesker i slutningen af deres teenageår og begyndelsen af 20’erne. Både debatarrangementerne på Folkemødet og GIN&GENDER-salonerne har været store tilløbsstykker med også en god del presseomtale.
Selskabets stigende aktivitetsniveau faldt sammen med og var en del af den generelle feministiske mobilisering, som tog fart omkring 2012. Det formidlingsmæssige omdrejningspunkt var de sociale medier, hvor emner som hverdagssexisme, kropskultur, kønsstereotypier, etnicitet og diskrimination af seksuelle mindretal diskuteredes og blev delt med hinanden. En del stemmer fandt også vej til de mere traditionelle medier, hvor indlæg om ligestilling og feminisme var og fortsat er i høj kurs.
Og hvor Selskabet før, i perioder, stod ret alene i den kønspolitiske offentlighed, er der i dag en kakofoni af forskellige stemmer og forskellige organisationer, foreninger og enkeltpersoner, der blander sig.  Det har betydet, at fokus ikke længere alene er at få sat en dagsorden i medierne – den er der – men snarere at udvikle og styrke den nye feministiske bevægelse, som Selskabet er blevet en integreret del af. Selvfølgelig med sit eget helt særlige udtryk.

Kvindeligt Selskab/Selskab for Ligestilling i 25 år

Selskabets 25-årige historie er en fortælling om en forening, som både har været succesfuld og nyskabende og som trods modvind – både internt og eksternt – har overlevet de forandringer, der har været i ligestillingsdebatten og den feministiske diskurs. Selskabets dna har været, og er, at kunne gribe tidsånden og italesætte de ligestillingspolitiske udfordringer i en form og med et indhold, som matchede et behov i samtidens feministiske miljøer. I 1990’erne var det med afsæt i den kulturelle offentlighed, i 2000’erne den seksualpolitiske og i 2010’erne i en skøn blanding af begge. I 1990’erne var det store spektakulære arrangementer med stor mediedækning, der var i centrum, i 2000’erne var det kampagnerne på internettet, som trak overskrifterne, og i 2010’erne er det blandt andet deltagelsen i store begivenheder som for eksempel Folkemødet og en tilbagevenden til mere kulturelt orienterede arrangementer som konceptet GIN&GENDER, der trækker fulde huse.
Selskabet har i årene bevæget sig fra at være en forening, der med skiftende samarbejdspartnere kørte solo sammen med KVINFO, til at blive en integreret del af et køns- og ligestillingspolitisk miljø, som blandt andet tæller Kvinderådet og Dansk Kvindesamfund. 
Tillykke med jubilæet.