Det er ikke tilfældigt, at den 38-årige kunstner Yvette Brackman er professor ved skolen for netop Mur og Rum ved Kunstakademiet i København. For i hendes kunst og undervisning er hun interesseret i at bryde de symbolske mure ned om forskellige kunstkategorier og udfordre de måder mennesker lever sammen på i forskellige rum: 
– Det handler om, hvordan kunst kan komme tættere ind på tilværelsen, tættere på gadeplan. Det handler om at nedbryde hierarkier. Mur og rum siger noget om, at kunst kan handle om interaktion mellem mennesker, og om hvordan mennesker kan leve sammen, fortæller Yvette Brackman.

Hvordan mure opbygges og rum udnyttes har også noget med hierarkier at gøre – ikke mindst hierarkiet mellem kønnene. På et tidligt tidspunkt i karrieren koblede Yvette Brackman rum og køn sammen, da hun læste om den feministiske tradition for arkitektur og lokalplanlægning i USA i bogen The Grand Domestic Revolution: A History of Feminist Designs for American Homes, Neighborhoods, and Cities (Dolores Hayden, 1981). Mens suffragetterne i slutningen af 1800-tallet fx var optagede af at kæmpe for kvinders ret til at stemme, var de såkaldte materialistiske feminister derimod mere optagede af rum som frigørelsesmulighed: 
– De havde en idé om at nedlægge køkkenet og bo i kollektiver. De mente, at ændring af rum var en mere effektiv måde at ændre magtsystemer på, end ændring af lovgivningen. Ifølge de materialistiske feminister var det lige meget med stemmeret, hvis man gik hjemme og vaskede tøj eller blev slået af sin mand. Hvorfor skulle man stemme, hvis man havde problemer i det hierarki, der herskede i familien?, siger Yvette Brackman. 

Brackman har været professor på Kunstakademiet i København siden 2001 og i hendes undervisning inddrager hun viden fra især 1960’ernes performance kunst, konceptkunst og politisk kunst. Hun opfatter feminisme som et værktøj til at åbne bevidstheden hos beskueren: 
– Det er en måde at anskue fordomme på – at sætte spørgsmålstegn ved dem og derved afmontere dem. Feminisme er en optik. Ting sættes sammen på nye måder – og brugsværdi og æstetik kombineres for at sætte fokus på tilskuerens fordomme om, hvad kunst – og en relation kan være.

Kunst på briksen

Tilskuerens interaktion med kunsten er et bærende element i Yvette Brackmans kunst. I 1998 udstillede hun fx i New York med overskriften The Cause, hvor hun tog udgangspunkt i sine forældres baggrund i Rusland og skabte et rum, der bl.a. sammenstillede deres fortællinger med teoretiske elementer fra psykoanalysen. Hun optog sin fars beretninger om hans barndom i Rusland og sit senere fangenskab i en sibirisk arbejdslejr på bånd, og i den endelige installation kunne museumsgæsterne ligge på en briks og lytte til faderens historie.

Briksen skulle spejle psykoanalysens teoretiske idé om, at når patienten ligger på briksen og genfortæller sine oplevelser til en terapeut, så bliver oplevelserne til en historie, der gør patienten i stand til at se dem med andre øjne. 

I Yvette Brackmans udstilling var det ikke en relation mellem tilskueren og vedkommendes egen historie, der blev skabt, men i stedet mellem tilskueren og Yvette Brackmans fars historie. Dette skaber et spændende sammenstød mellem to realiteter, mener hun.

I interaktionen mellem tilskuer og værk bortfalder også hierarkiet mellem dem. 
– Når man som tilskuer kommer ind i kunstrummet, skal man ikke være passiv og bare sætte sig henne ved væggen. Man skal gøre noget. Kunstværket giver mulighed for, at tilskueren kan reflektere og blive bevidst om, at man selv er en del af værket. At man skaber et kunstværk ved at interagere med det.

Kunst og magt

Yvette Brackman stiller sig kritisk overfor det traditionelle hierarki mellem professor og studerende, og for hende handler feminisme også om at udfordre hierarkierne på uddannelserne. Hun er ansat i en såkaldt 4/5-stilling og skal som professor ved Mur og rum ansætte en gæsteprofessor hvert år i den resterende femtedel af stillingen: 
– Det skaber en dynamik og et samarbejde med den anden person, der kommer. Denne dynamik ser jeg netop som en meget feministisk struktur. Jeg ser også forholdet mellem lærer og studerende mere som en relation mellem voksne end, at jeg skal fremstå som den store professor. 

Ifølge Professor Brackman kan feminismen bruges til at stille spørgsmålstegn ved arbejdsmetoder, ved konkret praksis og ved ansvaret som kunstner i forhold til, hvordan man påvirker et miljø eller en situation. 
– Jeg er optaget af samarbejde, så der ikke opstår en mur omkring de forskellige skoler. Og så er jeg meget optaget af ligestilling. For mig handler ligestilling ikke så meget om køn, men om holdninger. Kvinder, der kommer til magten, ændrer ikke nødvendigvis på magtsystemet. Det gælder fx den amerikanske udenrigsminister Condoleezza Rice. En mand kan sagtens være feminist. Min egen mand er fx feminist.

Ligestilling har været central i de senere års kunstdebat. Information offentliggjorde i 2001 en undersøgelse af de største danske museers indkøb af malerier opgjort i mænd og kvinder. Resultatet viste, at kun 6,5% af de værker, der var blevet indkøbt over en tiårig periode fra 1989 til 1998, var lavet af kvinder. Disse tal skabte en voldsom mediedebat og resulterede bl.a. i konferencen “Før Usynligheden” i 2003, en bogudgivelse med samme navn i 2005 og en redegørelse fra Kulturarvstyrelsen vedr. indkøbspolitikken 1983-2003 på syv dansk kunstmuseer også fra 2005. 

Men synes du, at der er sket noget inden for de sidste par år med hensyn til repræsentationen af kvindelige kunstnere? 
– Der er meget snak om den manglende repræsentation, men jeg er ikke sikker på, at der sker mere end snak. Udover, at der er konservatisme, når det handler om køn inden for kunstverdenen, så er der også en konservativ kunstmekanisme på spil, som betyder, at hvis man vil tjene penge, så må man enten male eller lave skulptur. 

Yvette Brackman er ærgerlig over, at det forholder sig sådan. For hun ønsker, at kunstneriske stilarter som fx videokunst og performance opnår større anerkendelse. Samtidig pointerer hun, at det er vigtigt, at kunst er progressivt, og her er praksis måske vigtigere end køn: 
– Det er ikke alle kvinder, der nødvendigvis har en progressiv dagsorden. Og når jeg kigger rundt på, hvad der generelt bliver indkøbt på samlingerne, mener jeg ikke, at det er særlig progressivt. 

At bryde grænser

For at komme den konservative kønsrepræsentation og værkforståelse til livs i kunstverdenen, mener Yvette Brackman, at det er vigtigt at støtte de studerende i ikke at begrænse deres udfoldelsesmuligheder. 
– Man skal skabe bevidsthed. Gennem den personlige samtale er det muligt at opbygge tillid mellem mig og de studerende, så jeg kan hjælpe de studerende til at styrke deres egen selvtillid, selvforståelse og selverkendelse. Det drejer sig om, at de kan komme til at skabe den kunst, som de er gode til at skabe. Jeg provokerer dem til at bryde nogle af de forestillinger, de har af: Hvilken slags kunstner, de kan være. Hvordan de kan overleve som kunstnere. Deres fordomme om, hvad der er kunst, og hvad der ikke er kunst. Nogen gange er vi vores egen værste fjende med hensyn til, hvad vi mener, vi kan tillade os selv at gøre, siger Yvette Brackman.

Netværk er vigtige

De studerende skal ikke acceptere et traditionelt hierarki med professoren som det øverste led, mener Yvette Brackman, i stedet skal de bruge hinanden i netværk. 
– Jeg synes ikke, at de kun skal fokusere på mig som deres professor. De skal bruge mig, min viden og min kritik, men de skal også bruge hinanden og skabe netværk, så de kan overleve, når de forlader det her trygge uddannelsessystem.

Kunstverdenen kan være benhård og fleksibilitet og netværk er nøgleord for at klare sig: 
– Kunst handler om kommunikation. Kunst handler om netværk. Og kunst handler om at få øje på sine ideer og at skabe det rum, man har brug for til at udvikle sine ideer. Det kræver, at man har selvtillid og selvværd. Men det kræver også en evne til at være fleksibel og arbejde i et meget ustruktureret rum. Der er mange ting, man skal flette sammen for at få sine visioner realiseret, fortæller Yvette Brackman, der selv er med i et netværk af kvindelige kunstnere. De mødes hver måned under navnet Salon for Kvindelige Billedkunstnere. 

Professoratet har fået Yvette Brackman til at revidere sin opfattelse af stress. 
– Før tænkte jeg bare på, hvordan jeg kunne komme af med stress. Men stress og angst er en del af denne her proces. Jeg har lært at leve med stress og bruger det konstruktivt i stedet for at modarbejde det og se det som noget negativt. Jeg fokuserer på, at jeg synes, mit job er enormt spændende. 
– Mit eneste problemer er, at jeg simpelthen har så meget, jeg gerne vil. Selvom jeg er i gang med mine egne projekter hele tiden, kunne jeg godt tænke mig at have mere tid til at uddybe det, jeg allerede laver, og lave dem, jeg endnu ikke er gået i gang med.

Til trods for dette ønske ser hun undervisning og mødet med de studerende, som en hel central del af hendes liv: 
– Det er så spændende, når jeg ser mine studerende udvikle sig. At se den ændring der sker, når de finder deres selvværd – når de finder deres egen vej. Selvom jeg er aktiv udøvende kunstner og mener, at jeg skal bruge endnu mere tid på min egen kunst, så tror jeg i virkeligheden ikke, at jeg kan skille rollen som underviser og kunstner ad. Jeg tror, de hænger sammen!

Anja Majbritt Jensen er stud.mag. i litteraturvidenskab og på praktikophold ved kvinfo.dk og www.forum.kvinfo.dk.