Rune Gade har netop udgivet sin sjette bog om kunst: Kønnet i kroppen i kunsten. Denne gang en monografisk anlagt bog om fire internationale samtidskunstnere; den jugoslavisk-fødte Tanja Ostojic, engelske Tracey Emin, østrigske Elke Krystufek og danske Peter Land. Tre kvinder og en mand, der på hver sin måde problematiserer det at bruge sig selv, sin krop og seksualitet, som ‘materiale’ i kunstværket.

Jeg indrømmer det blankt – jeg er fan af Rune Gade. En begavet forelæser og skribent, der evner at komme rundt om et emne bedre end de fleste. Når Gade åbner munden eller fatter pennen, er man på, for manden kan formidle sit stof, hvilket hans nyeste udgivelse leverer endnu et bevis på.
Alligevel har jeg denne gang visse forbehold.

På det seminarium, hvor jeg har min daglige gang, taler vi en hel del om didaktik i betydningen: Hvad, hvordan og hvorfor. For mens det er logisk, HVAD Gade skriver og HVORDAN han er gået til opgaven, kan jeg ikke helt så klart få øje på, HVORFOR bogen er udgivet i sin nuværende form. Desværre.

Kunst- og kunstdiskussion fra 1990’erne

Kønnet i kroppen i kunsten er en velskrevet bog og et resultat af mange års forskning, hvilket den også bærer præg af. På godt og ondt. Ud over et længere indledende kapitel, består bogen af fire hovedkapitler, der er baseret på tidligere publicerede artikler i tidsskrifter og antologier udgivet gennem de sidste fem år. Grundstrukturen i bogen er bygget op omkring tre kerneproblemstillinger: Kunstværkets formale forandringer, kunstnerens brug af sig selv som materiale – og endelig – de fire kunstneres forskellige måder at tematisere krop, køn og seksualitet.

Det skal retfærdigvis tilføjes, at de fire hovedkapitler i Kønnet i kroppen i kunsten fremstår som både gennemarbejdede og opdaterede tekster. Alligevel vil velorienterede læsere af danske kunsthistoriske tidsskrifter, kun kunne finde få nye vinkler tilføjet hver af de fire behandlede kunstnere. 

Årsagen er, at Gade, frem for i højere grad at sætte de fire kunstneres produktion i forhold til vores tids brede billedkultur, også i denne bog har valgt at holde diskussionen inden for billedkunstens diskurs. Dernæst trækker han hovedsageligt på den kunstdiskussion, der foregik i sidste halvdel af 1990’erne. En diskussion, der for en stor del blev tegnet af den amerikanske kunsthistoriker Hal Foster, den franske kunstteoretiker Nicolas Bourriaud og den tyske kunsthistoriker Stephan Schmidt-Wulffen. Det teorigrundlag, som bogens kunstnere først og fremmest holdes op imod, er således Fosters teori om kunsten som en etnografisk praksis, Bourriauds relationel æstetik og Schmidt-Wulffens idé om et nyt værkbegreb, der opfordrer til en ny kommunikationssituation mellem afsender/modtager. Med andre ord: Mere eller mindre kendt stof for de læsere, der i forvejen vil være bekendt med bogens kunstnere. 

Det er klart, at man kan stille spørgsmål ved, om det egentlig gør så meget. For eksempel vil mange (kommende) universitetsstuderende ved Institut for Kunst og Kulturvidenskabvære lykkelige for denne bog, der samler mange af de pointer Gade tidligere har spredt rundt om i en vifte af forskellige artikler. Et faktum, der dog samtidig får læsere som mig til at længes efter nyt fra forfatteren. Og det er netop her spørgsmålet “HVORFOR denne bog?” kommer ind i billedet. Især fordi Gade i indledningen selv peger på, at et centralt omdrejningspunkt for arbejdet med de fire valgte kunstnere har været diskussionen om billedkunstens placering i forhold til en bredere billedkultur. Et løfte, der kun antydningsvist indfries – og bedst i kapitlet om den jugoslavisk-fødte Tanja Ostojic.

Ekstrem selvudlevering i 1990’ernes kunst er mainstream i dag

Tre af de kunstnere, der behandles i denne bog, havde deres gennembrud i starten af 1990’erne, mens den fjerde, den jugoslavisk-fødte Tanja Ostojic, først blev kendt af et bredt publikum i 2000. Og selvom det er sandt – som Gade også påpeger i sin indledning – at betegnelsen 1990’er-kunstnere i højere grad “bidrager til at stigmatisere snarere end karakterisere de enkelte kunstnere” er der dog god grund til at fastholde betegnelsen. For der er tale om 1990’er-kunstnere, da netop tre af de kunstnere, som Gade har under behandling i bogen, var primus motor for midt-1990’ernes mainstream-bølge af bekendelseskunst. 

Det interessante er, at alle fire kunstnere stadig er centrale skikkelser på den internationale kunstscene, selvom de nu i højere grad repræsenterer en niche – en af de mange måder kunsten opererer på i dag.

Et andet interessant aspekt ved udvalget af kunstnerne er, at dét, der gjorde dem enestående i 1990’erne, nemlig deres ekstreme selvudlevering, i dag er at betragte som mainstream i den brede billedkultur. De normer som disse fire kunstnerestadig sætter til diskussion i ‘kunstrummet’ er for længst blevet overgået af, hvad vi nu ser gennemspillet i virkelighedens ‘rum’, hvor tv-mediet spiller en betragtelig hovedrolle.

Krop og køn eksponeres anderledes i den vestlige billedkultur end for 10 år siden

Med fare for at ville pådutte Gade en anden type bog end den han har skrevet, synes jeg, det kunne have været rigtig interessant, hvis bogen havde været forsynet med et afsluttende kapitel, hvor de fire kunstneres praksis var blevet sat i dialog – og gerne også i sammenhæng med den billedkultur der hersker lige nu. 

Både kroppen og kønnet eksponeres i dag ganske anderledes end for ti år siden i den vestlige visuelle kultur. Det har blandt andet ført til en både anden forståelse af, og holdning til, det at være sin krop. For eksempel en radikalt ændret holdning, hos både mænd og kvinder, til plastisk kirurgi, der på samme tid både er mere snerpet og dogmatisk, men også – paradoksalt nok – mere accepteret end midt i 1990’erne. 

Det fjerde nummer af det dansk producerede specialmagasinPlastique – om kosmetiske operationer, pleje og velvære er netop kommet på gaden. Her finder man på siderne “kun for mænd” – der garanteret først og fremmest læses af kvinder – følgende spørgsmål: “Du har netop befriet den lækreste kvinde for al hendes kluns og opdager, at hendes hår “down under” får Tom Jones til at ligne en plukket kylling – hvad gør du?” Svarene, der leveres af det fem mand store panel, varierer fra “den går ikke!” over “kønsbehåring er uhygiejnisk!” til “jeg ville løbe skrigende bort!”.

Jeg ville elske at læse Rune Gades sammenstilling af de i bogen behandlede kunstneres praksisser med for eksempel et aktuelt kulturfænomen som specialmagasinet Plastique og den tidstypiske – og håbløse, dogmatiske – opfattelse af kvindekroppen, som præsenteres her. For hvorfor kan det egentlig være, at der i dag – hvor folk er langt mere kunstkonsumerende end nogensinde tidligere – alligevel er så langt mellem det, der sættes til diskussion i kunsten og udenfor? Eller udtrykt anderledes: Hvordan kan det være, at de diskussioner der tages i kunsten ikke synes at sive videre ud og påvirke den offentlige debat? Et svar kunne lyde, at de kunstkyndige, der kunne sætte en offentlig dagsorden, ofte vælger at holde diskussionen inden for kunstens eget domæne.

Men som sagt, måske er jeg blot i gang med at pådutte Gade en anden type bog end den, han har ønsket at skrive. For, som man også kan læse i Plastique: “Der er ingen virkelighed…kun den subjektive. Og den opfattes, som bekendt, forskelligt af os alle.” 

Kønnet i kroppen i kunsten. Selvfremstillinger i samtidskunsten af Rune Gade, Informations Forlag 2005

Susan Hinnum er ph.d. i kunsthistorie, billedkunstner og skribent. Hun skriver regelmæssigt for FORUM.