Kommunalvalget den 15. november havde ingen overordnede temaer, og blev stemplet som kedelig af eksperterne. Personspørgsmål og lokale dagsordner stod i vejen for debatten hed det. Alligevel er der fællestræk – udover det relativt gode valg for Socialdemokraterne. Kvinder sidder på 27,4 pct. af pladserne i de nye byråd og 6 pct. af borgmesterkontorerne. Det viser, at der over det meste af landet er langt flere mænd end kvinder i kommunalpolitik.

Dækningen af dette demokratiske problem illustrerer ligestillingens perifere plads på den aktuelle politiske dagsorden: Det var en pligtnyhed i Politiken d. 19. november på side 4, at kvinderne kun kunne hale en halv procent flere pladser hjem i forhold til kommunalvalget i 2001, da andelen var på 26,9 procent [Ifølge en opgørelse fra Dicar – Center for Analytisk Journalistik]. 

Hvorfor er det nu et problem? Må folk ikke selv bestemme, om de vil interessere sig for lokalpolitik? Jo. Men hvis målet er et ligestillet samfund, må vi insistere på at nå op omkring 50 pct. repræsentation af kvinder i gennemsnit, i fora, der bestemmer over vores fælles midler. Hvis vi derimod ikke har et ligestillet samfund som mål, var der måske nogle politikere, der skulle fortælle, hvorfor det ikke er nødvendigt.

Partierne må forny sig

Lad os først se, hvad ligestillingsminister Eva Kjer Hansen (V) har tænkt sig at gøre. Hun er nemlig langt fra tilfreds med andelen af kvinder i kommunalpolitik. 

“Partiforeningerne bliver nødt til at forny sig, både i forhold til, hvordan man tilrettelægger det politiske arbejde, og hvordan man spejder de politiske talenter,” mener ministeren i Jyllands-Posten, d. 19. november 2005. 

Jeg ved ikke om det er forbundet med personlig smerte at skulle udtale sådan, når man selv er medlem af det parti, der har klaret opgaven næstdårligst. Kjer Hansens eget parti, Venstre, har den næstlaveste andel af kvindelige kommunalpolitikere. Blot 24 procent af Venstres byrødder er kvinder, og kun hos Dansk Folkeparti står det værre til. 

Venstre har haft tid til at forberede valget. Partiet er veletableret med foreninger i alle gamle og nye kommuner, har sekretariatsmidler, ministerposter, gennemslagskraft i medierne og ressourcer til valgkamp. Næstformand og kronprins, Lars Løkke Rasmussen, har været hele Danmark rundt og i alle lokalmedier. 

Hvis han har nævnt vigtigheden af at få kvindelige byrådsmedlemmer med så meget som et ord, så er det i hvert fald uden for manuskriptet: Venstres 22 sider lange oplæg til kommunalvalget, Nye veje i nærdemokratiet, nævner ikke forskellen på kvinder og mænds deltagelse i samme. 

Til gengæld understreges det, at det er “vigtigt at gøre brug af alle ressourcer i lokalområdet”. Hvis det ikke var så trist, ville det være komisk.

Hvad laver Venstre med en ligestillingsminister

Hvad laver ligestillingsministeren i det parti? Nej, spørgsmålet er, hvad laver partiet med en ligestillingsminister? Hvorfor kommer regeringspartierne ikke ud og siger det, som det er. Vi, der bestemmer, mener ikke, at ligestilling er vigtigt. Overhovedet. Så ville der komme gang i debatten. 

For enhver opmærksom borger er det jo tydeligt nok. Strukturreformen, der omkalfatrede hele det kommunale landskab blev forberedt af en Strukturkommissionen, hvortil regeringen udpegede 13 mænd og 1 kvinde. Uden den begrundelse som ligestillingsloven kræver, hvis der ikke er en “ligelig kønssammensætning” [Se Tinne Stubbe Østergaard,Kvinden og samfundet (s. 24). Og det på trods af, at kvinder udgør 77 pct. af de ansatte i amter og kommuner. Og selvfølgelig halvdelen af borgerne. 

Den fuldstændige mangel på interesse for ligestilling er gennemgående for hele reformarbejdet. I de nye regioner har økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen udpeget midlertidige vækstfora, med så få kvinder, at ligestillingsministeren tog det op og fik lidt flere kvinder ind i Nordjyllands vækstforum. Dermed kom andelen op på næsten 20 pct. I region Syddanmark har en gruppe fremtrædende kvinder, bl.a. Mette Bock, chefredaktør og administrerende direktør på JydskeVestkysten, lavet et alternativ væksforum, der mødes samtidig med det officielle.

Regionale vækstfora med få kvinder

De regionale vækstfora skal samle region, kommuner, erhvervslivet, lønmodtagerorganisationer og videns- og uddannelsesinstitutioner i en fælles indsats for at fremme den regionale erhvervsudvikling.

Kønsammensætningen af de udnævnte borgmestre, erhvervsfolk, rektorer mm. til regionernes midlertidige vækstfora:
Ialt 27 kvinder ud af 125 medlemmer, altså en andel på ca. 20 pct.

  • Region Midtjylland: 7 kvinder af 27 medlemmer
  • Region Sjælland: 3 kvinder af 22 medlemmer
  • Region Syddanmark: 3 kvinder af 25 medlemmer
  • Region Nordjylland: 7 kvinder af 27 medlemmer. Først var der udnævnt 2 kvinder ud af 20 medlemmer
  • Region Bornholm: 7 kvinder af 24 medlemmer. Oprindeligt var kun 5 kvinder udnævnt.

Kilde: Tinne Stubbe Østergaard, Dansk Kvindesamfund, www.kvindesamfund.dk

Strukturreformen er jo endnu blot gennemført på overfladen. Alt det, der kommer til at gøre ondt – og godt – har vi endnu ikke set noget til. Men det kommer de nyvalgte borgmestre og byrådsmedlemmer til at beskæftige sig en hel del med de næste par år. Også derfor ville det have været rart med et mere ægte repræsentativt demokrati.

Lysglimtene: Ritt og stemmeslugeren fra Rødekro

Men er det nu så slemt det hele? Historiens første kvindelige overborgmester blev valgt i København. Ritt Bjerregaards parti fik ifølge en exit poll på valgaftenen næsten 40 pct. af københavnerkvindernes stemmer mod små 30 pct. af mændenes. Og i Gentofte Kommune, hvor eliten bor, er mere end 50 pct. af byrødderne kvinder, heriblandt den radikale Charlotte Sachs Bostrup, der slet ikke ville vælges. “De andre er dygtigere end mig,” sagde hun, og mente nok dermed, at hun ikke havde tid. Alligevel er det svært at forestille sig en mandlig kandidat udtale noget tilsvarende. 

Den største stemmesluger i relative tal var borgmester Tove Larsen fra Rødekro, der fik 38,9 pct. af stemmerne, mens valget i Grønland, der foregik samtidig, betød flere kvinder i Landstinget. 13 af Tingets 31 pladser er besat af kvinder, og det er to flere end efter sidste Landstingsvalg i 2002. Og sådan kunne vi blive ved at samle på lysglimt. 

Men alvorligt talt ser det mørkt ud for ligestillingen, hvis vi skal tage kommunalvalget som et tegn. For på trods af mange udsagn om det modsatte, er det ikke bevist, at ligestilling kommer af sig selv. Ikke i kommunerne i hvert fald, hvor intet har bevæget sig i 20 år. 

Hvem kan gøre noget, når nu ligestillingsministeren tydeligvis ikke kan? På lederplads peger Politiken på partierne og kvinderne. Det vil jeg personligt gerne være med til. Men strukturerne og alle andre politiske aktører må altså også gennemtjekkes. 

Arbejdet i kommunalbestyrelserne skal – selvfølgelig – indrettes, så man kan passe en familie ved siden af. Det gavner både kvinder og mænd. Og udover partierne skal de parter, der har interesse i flere kvinder, finde de virkemidler frem, der kan få flere kvinder ind i lokalpolitik. Fagforeningen HK kan nu støtte politikere og partier og hjælpe dem med at støtte egne sager – og det er jo i høj grad kvindesager. Desværre for sent til at implementere i kommunalvalget i år, men kom dog igen. Hvorfor ikke starte nu med at prikke til interesserede kvinder, lave kurser, forberede kampagner etc.

Vi kommer ikke udenom at tale om kvoter

Berlingske Tidende har fundet frem til Britta Thomsen (S), medlem af Europa-Parlamentets ligestillingsudvalg, der mener, at danske partier via lovgivning bør tvinges til at fremme den politiske ligestilling: 

“Når nu vi i Europa-Parlamentet stiller krav til Tyrkiet om, at de skal indføre kvoter for at fremme kvindernes rolle i politik, så bør vi også selv kunne leve op til de krav, hvis vi overhovedet skal have nogen troværdighed,” siger Britta Thomsen i Berlingske Tidende d. 18. november 2005. Hun mener, at partierne fremover skal tvinges til at have mindst 40 pct. af det ene køn på opstillingslisterne. 

I Norge har kvoter gjort, at hver tredje i kommunalpolitik er kvinde, og i Portugal og Belgien er der lovkrav til partierne om mindst 33 pct. kandidater af hvert køn, mens en lignende lov med en grænse på 40 pct. er på vej i Spanien, skriver Berlingske Tidende i samme artikel. 
Eva Kjer Hansen (V) kalder kvoter en død sild i dansk politik i samme artikel: 

“Nej, det er uværdigt for kvinderne at blive valgt på den måde, og det giver mændene en undskyldning for at sige, at herregud, du blev jo også kun valgt på grund af en kvoteordning,” siger Eva Kjer Hansen.

Måske skulle vi bekymre os lidt mindre om, hvad Eva Kjer Hansen tror, mænd vil sige herregud til, og lidt mere om, hvordan vi ændrer på den manglende ligestilling i vores demokratisk valgte forsamlinger.

For helt ærligt. Det er – også i globaliseringens tidsalder – langt hen ad vejen politikere, der bestemmer, hvordan vi skal leve vores helt almindelige liv i Danmark. Daginstitutioner, skoler, vandløb, vejkryds, arbejdsmiljø, ældreomsorg, prioriteringer i sundhedsvæsenet og alt det andet, der udgør hverdagen, påvirkes af de beslutninger, 72,6 pct. mænd og 27,4 pct. kvinder træffer i landets kommunalbestyrelser. Den diskussion er langt, langt vigtigere end nok så mange Jørgeners liderlige lethed. 

Og lad os give det sidste ord til René Milo (V), nu eks-borgmester i Greve: “Hør nu her, Brigitte. Du er valgt ind, fordi du er kvinde og ser godt ud. Du kan i virkeligheden ikke bruge dine stemmer til noget”. Angiveligt sagt til Brigitte Klintskov Jerkel, valgt for Venstre i Greve med næsthøjeste stemmetal. Jerkel skiftede derefter til K og gjorde Hans Barlach (K) til borgmester.

Stine Carsten Kendal er journalist og kommunikationsrådgiver i Rostra Kommunikation. Hun skriver regelmæssigt for FORUM.