Pipilotti Rist står med højt hår, markante briller og orange kedeldragt. Klar til indvielsen af sit værk Homo sapiens sapiens på museet Louisiana.

Alle står spændte, for Pipilotti Rist er videokunstens darling. Og Sip my Ocean fra 1996, også af Rist, er intet mindre end publikums yndlings video, fortæller museet.

De fleste af deltagerne i pressemødet er tydeligvis også nysgerrige efter at se Homo sapiens sapiens, ikke mindst fordi de italienske kirkemyndigheder kom op af stolene, da videoværket blev vist i barokkirken San Stae i det historiske hjerte af Venedig under Biennalen i 2005. Og fik det lukket.

Og nysgerrigheden mildnes heller ikke, da Pipilotti Rist i sin korte introduktion fortæller, at værket tager udgangspunkt i den kristne paradismyte – og ikke mindst kristendommen og den vestlige verdens dualistiske forestillinger om krop og tanke. For som Pipilotti Rist pointerer, så tager det trods sekulariseringen og en manglende religiøsitet endnu nogle generationer, før vi holder op med at føle os skyldige fra fødslen.

Massage af øjeæblet
Pippi tilhører alle børn, jeg har bare stjålet navnet, fortæller den schweiziske kunstner grinende, mens vi går ned ad trappen til værket, der er placeret i et stort mørkt rum. Oprindelig hed hun Elisabeth Charlotte Rist, men familien brugte kun kælenavnet Lotti, hun satte så Pipi på.

Pipilotti Rist:
Homo sapiens sapiens, 2005, Videoinstallation. Pressefoto:
Louisiana.

Rummet inviterer beskueren til at lægge sig på lave, organiske ottomaner i turkis, pink og orange. De er forbundne indbyrdes med orange årer, der illustrerer, at intet menneske er en ø i sig selv. Sammen med rummets lækre elektroniske musik lægger man sig til rette ind under et sanseligt himmelhvælv og flyder hurtigt med i en farverig billedstrøm af de nøgne Eva-skikkelser, der boltrer sig lystfyldt i de frodige, grønne omgivelser.

Med kvindernes lange, flagrende, rødblonde hår og rosa hud ligger man henført til et paradisisk univers, som bringer associationer og hyldester til den italienske (kirke)kunst som fx Sandro BotticellisVenus’ fødsel og Venus fra Urbino af Titian.

Med kameraet får vi lov til at afsøge de allerhemmeligste steder på kvindekroppene, og som en elsker afsøger vi hvert et mærke eller ar eller studerer et glad, henført blåt blik.

Billederne blander sig med blomster og fugle, hud og bark, på en grøn bund af frodigt løv. Vi ser fordoblinger og kalejdoskopiske mønstre, munde og åbninger, som måske pludselig afslører en hvid perlerække af tænder. Og for en stund får loftet en brystvorte i hvert sit hjørne.

Værket er meditativt som en mandala, perceptionsprocessen er speedet helt op, og det føles som et indre brusebad, når kroppen rejser sig let fra ottomanen. 

Pipilotti Rist:
Homo sapiens sapiens, 2005, Videoinstallation. Pressefoto:
Louisiana.


 

Granatæblet findes

“Det er ligegyldigt om skuespilleren er en kvinde eller en mand. Mine figurer fremstår (altid) som et symbol på det filosofiske menneske. For mig er kvinden normen, og manden undtagelsen. Skuespiller-objektet har den samme magt som kamera-subjektet. Arbejdet beskæftiger sig grundlæggende med ønsket om at overvinde tyngdekraften og at vende ‘hjem’. Det forherliger vores svagheder og mangler, og giver os håb og ømhed. Det beskæftiger sig med fælles etik hinsides og efter religion.”
– Pipilotti Rist, artnet.com

Homo sapiens sapiens kan ses som en mytologisk fortælling – i slægt med middelalderens kalkmalerier og barokkirkens susende hvælv – udfoldet i technicolor om nutidens mennesker, hvor krop og perception sættes i spil. Men samtidig med at Homo sapiens sapienslever op til genren ”det sakrale loftsmaleri”, omfortolker værket også genren og giver den et feministisk twist.

Sjældent ser man så sanselige billeder af granatæbler, kundskabens frugt, der bliver knust af ivrige fødder eller mellem bryster, hvor saft og kraft vælter udover huden. Det bringer i hvert fald undertegnede associationer til Inger Christensens digtsamling Brev i april. Her gør jeg’et netop op med Descartes forestillinger om en adskillelse mellem krop og tanke, og genfinder til slut granatæblet og den nye orden som det „ellers / ligeså stille / havde glemt“, så verden igen kan blive begribelig.

Intet er så legende let som det ser ud

I forbindelse med værket giver museet mulighed for at følge Pipilotti Rists arbejde gennem et år ved også at vise dokumentarvideoen
The Colour of Your Socks (2009), at der ligger hårdt arbejde bagved.

Vi ser eksempelvis instruktionen til optagelser af tydeligvis indflydelsesrige, ældre mænd og kvinder, der sidder i habit og slips omkring et konferencebord og diskuterer. Under forhandlingerne vikler deres slips sig sammen og det ender med, at de ældre kroppe opfører en slagsmålsballet på konferencebordet. Eller vi ser Pipilotti Rist instruere skuespilleren Ewelina Guzik, som også optræder iHomo sapiens sapiens, liggende i en grøftekant op til en mark, mens traktorer kører i baggrunden og pløjer. Samtidig illustrerer dokumentarfilmen også, at der bag kunstneren sidder et helt hold af assistenter og rådgivere, hvis arbejde vi får lov til at følge på tæt hold i atelieret. Og her vil det måske især overraske, hvor meget computerarbejde med sirlig komponering af billeder og redigering af flows, der ligger bag værkerne.

Alle burde tage en tur på ottomanen

I Sverige er man begyndt at ordinere kultur til syge. Som forebyggende lindring bør alle unde sig selv en tur på Pipilotti Rists ottoman og give slip på al skylden. For som de siger i reklamerne: Fordi du fortjener det!