Flere kvinder i politik er et af de ligestillingspolitiske områder, som nyder stor bevågenhed i EU-kommissionen. I kommissionens køreplan for ligestilling 2006-2010 [På engelsk Roadmap, red.] indgår det som et af seks prioriterede ligestillingspolitiske fokusområder, som kommissionen særligt ønsker at skabe opmærksomhed omkring.

I køreplanen spidsformuleres den ulige kønsrepræsentation i politik som et demokratisk problem:

“Det forhold, at kvinder stadig er underrepræsenteret i beslutningsprocessen, er udtryk for, at der består et demokratisk underskud. Kvinders deltagelse i samfundslivet, i politik og i den øverste ledelse i offentlig forvaltning på alle niveauer (lokalt, regionalt, nationalt og europæisk) bør yderligere fremmes. EU-sammenlignelige og pålidelige data herom prioriteres højt.” (s. 6)

Som opfølgning på køreplanen har EU-kommissionen publiceret en række rapporter for at synliggøre og dokumentere problemet, senest Women in European politic- time for action (2009). Rapportens formål er dels at dokumentere kønsfordelingen i Europaparlamentet og de nationale politiske organer, dels at opfordre medlemslandene til at arbejde for flere kvinder i politik.

EU-kommissionens ønske om at få flere kvinder i politik bakkes op af European Women’s Lobby, som op til Europaparlamentsvalget juni 2009 har igangsat en underskriftsindsamling til fordel for kravet om lige kønsrepræsentation dvs. 50% af hver køn under devisen “Intet moderne europæisk demokrati uden ligestillling mellem kønnene”.

Kvinderepræsentationen i EU-parlamentet

At der er rigtig lang vej før målet om lige repræsentation i politik er inden for rækkevidde, vidner statistikkerne om. I 2008 var 31% eller knap hver tredje EU-parlamentariker en kvinder. Ved det første valg i 1979 indtog kvinderne 17% af pladserne i EU-parlamentet. Herefter steg kvinderepræsentationen markant ved hvert valg frem til 1999, hvor kvindeandelen nåede op på 30%. Valget i 2004 satte med 31% valgte kvindelige politikere en foreløbig stopper ved den hidtidige fremgang ved hvert valg.

Kvinderepræsentationen på 31% dækker over store forskelle medlemslandene imellem. I bunden finder vi Malta og Cypern, som ikke har nogen kvindelige europaparlamentarikere overhovedet. Blandt de lande, som har en kvinderepræsentation under eller omkring 20% finder vi bl.a. Italien, Polen og Tjekkiet. Lande, der topper listen med flest kvindelige europaparlamentarikere, er Estland og Luxemborg, som begge har en kvinderepræsentation på 50%. Derefter kommer Holland, Sverige og Frankrig.

Danmark ligger ifølge den seneste opgørelse i 2008 lunt i svinget på en delt 8. plads sammen med Finland med en kvinderepræsentation på 42,8%. Når det danske tal i 2008 er højere end det var umiddelbart efter valget i 2004, skyldes det en del udskiftninger i den danske lejr, som har betydet, at 6 ud af de 14 danske parlamentarikere i dag er kvinder.

For hovedparten af landenes vedkommende har der været tale om en konstant stigning i kvinderepræsentationen, dvs. at hvert nyt valg har betydet flere valgte kvinder.

Undtagelserne herfra er bl.a. Østrig og Finland, som begge har oplevet et fald i kvinderepræsentationen. Størst for Finlands vedkommende, som i 1994 kunne opvise 62,5% kvinder mod 42,8% i dag.

Flere kvinder i EU-parlamentet end i nationalstaternes parlamenter

Selv om 31% kvinder i EU-parlamentet kan synes lavt, er det markant højere end gennemsnittet i medlemslandenes nationale parlamenter. I 2008 havde medlemslandene i gennemsnit en kvinderepræsentation på 24% på parlamentsniveau, hvilket svarer til at kun ca. hver fjerde nationale parlamentsmedlem i EU i dag er en kvinde.

Sammenligner man de enkelte landes kvinderepræsentation i henholdsvis de nationale parlamenter og EU-parlamentet, er der en række lande, som skiller sig markant ud. Det drejer sig om Estland, Irland, Frankrig, Luxemborg, Ungarn og Slovenien, som alle har det tilfældes, at kvinderepræsentation i deres nationale parlamenter er mindst 25% lavere end i EU-parlamentet. Kun 8 lande ud af 27 har en højere kvinderepræsentation i de nationale parlamenter end i EU-parlamentet og blandt dem finder vi (udover Malta og Cypern, som ikke har nogen kvinder i EU-parlamentet) Spanien, Østrig og Frankrig, Polen, Italien og Portugal.

Der er altså noget, der tyder på, at det er lettere for kvinder at blive valgt til Europaparlamentet end til de nationale parlamenter. Om forklaringen skal findes i de enkelte landes politiske kulturer, i de forskellige typer valgsystemer, i de enkelte landes tradition for rekrutteringspraksis eller i et mix af alle 3 faktorer, giver rapporten ingen svar på.

Kvindelige politikere har sværere ved at blive valgt end mænd

Til gengæld står det ifølge rapporten Women in European politic- time for action (2009) klart, at kvindelige kandidater generelt har sværere ved at blive valgt end mandlige kandidater. En analyse af parlamentsvalg i nationalstaterne i perioden 2004-2008 viser, at i 21 af medlemslandene havde de mandlige kandidater en større chance for at blive valgt end de kvindelige kandidater. 

Det seneste eksempel er parlamentsvalget i Spanien i 2008, hvor 47% af de opstillede kandidater var kvinder, men hvor kun 36% endte med at blive valgt. De 6 medlemslande, hvor kvindelige kandidater i højere grad bliver foretrukket frem for mandlige kandidater ligger alle, på nær Malta, i Nordeuropa. Det drejer sig om Danmark, Finland, Sverige, Holland og Tyskland. Lande som alle gennem en lang årrække har haft relativt mange kvinder i politik.

At mandlige kandidater har en fordel i politik, slog også igennem ved EU-parlamentsvalget i 2004, hvor kønsfordelingen blandt kandidaterne var 34% kvinder og 66% mænd, mens valgresultatet endte med en kønsfordeling på 30% kvinder og 70% mænd.

Ifølge rapporten skal forklaringen på de mandlige kandidaters bedre chancer for at blive valgt findes i bl.a. placeringen på valglisterne, og at der er flere mandlige end kvindelige kandidater som genopstiller og derfor allerede er kendte ansigter i offentligheden.

Ud fra de eksisterende data har rapportens forfattere foretaget en estimering, der siger, at hvis man skulle hæve antallet af kvindelige nationalparlamentarikere fra det nuværende EU-gennemsnit på 24% til 50%, ville det kræve, at 63% af de opstillede kandidater var kvinder.

Men hvad med vælgerne?

Ifølge rapporten er der intet, der tyder på, at vælgerne i særlig stor udstrækning skelner til kandidatens køn, når de sætter deres kryds. I stedet er det partifarven og kendskabet til den enkelte kandidat som er afgørende. 

Dette underbygges i den nye Eurobarometer-undersøgelse Women and European Parliamentary Elections, foretaget februar 2009. På trods af at henholdsvis 71% mænd og 77% kvinder svarer, at politik er et meget mandsdomineret område og at flere kvinder i politik ville kunne gøre en forskel, er det kandidaternes viden om EU-forhold og kandidatens personlighed, der er helt afgørende både for mænd og kvinder for, hvor krydset bliver sat. Antallet af respondenter som svarede, at kandidatens køn var afgørende lå på omkring 2%.

Hvilke forandringer skal der til?

Ifølge EU-kommissionens rapport skal løsningen på den manglende kønsbalance i politik i EU, findes både hos de politiske partier og i national lovgivning. De politiske partier skal blive bedre til at rekruttere kvindelige kandidater og få dem placeret centralt på valglisterne, så de er sikret valg. Derudover opfordres partierne til at indføre kønskvotering ved opstillinger og til at gøre det politiske arbejde tidsbegrænset, så der bliver plads til nye ansigter i politik. I dag er 66% af samtlige kandidater ved nationale parlamentsvalg personer, som genopstiller.

Og endelig kan de nationale parlamenter overveje indførelsen af kvoter, og sikre at det anvendte valgsystem har en sådan udformning, så også kandidater længere nede på valglisten har en chance for at blive valgt.