Som et rally-hold med udelukkende kvindelige medlemmer vækker palæstinensiske Speed Sisters selvsagt en del opmærksomhed – på Vestbredden såvel som i den øvrige region. Men når de indtager banen og scenen foran masserne af hujende, fartfanatiske og til tider lokalpatriotiske mænd og kvinder, er det for dem udelukkende et spørgsmål om fart.

De har deltaget i racerløb i Jericho, Hebron, Jenin, Bethlehem og Ramallah, og indimellem løbene kæmper de med udfordringen om at finde egnede træningsfaciliteter – noget, det er særdeles småt med i de palæstinensiske områder.

Et af favoritstederne til træning er et område bag et af de største israelske fængsler på Vestbredden, Ofer Fængslet. Andre muligheder byder sig fredag eftermiddage til på forladte markedspladser, hvor kørerne markerer deres træningsområder med kegler.

De ræsende kvinder er af vidt forskellig herkomst, socialt og økonomisk: En fra en velbeslået familie, en fra en flygtningelejr, alle fælles om at imødegå familier og venner, som ikke alle bifalder deres valg af sport. Og alle arbejder de heftigt på at finde sponsorer til noget, der endnu, trods stigende accept og udbredt kendskab, må betragtes som noget af en niche.

Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram

KVINFO's program i Mellemøsten og Nordafrika er støttet af Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram under Udenrigsministeriet (tidligere Det Arabiske Initiativ).