Hvert år fremlægger den siddende ligestillingsminister sin nye Perspektiv- og handlingsplan for det kommende år for Folketinget. Og hvert år er den eksisterende opposition klar med kritik, der typisk handler om for meget ligestillingspolitik eller for lidt. For overordnet set er alle partier (måske på nær Liberal Alliance) enige om, at der fortsat er ligestillingsproblemer i Danmark. Det man er uenige om er, hvilke redskaber, der skal tages i brug for at få mere ligestilling, og i den yderste konsekvens om det overhovedet er en opgave for lovgivningsmagten at blande sig i den konkrete udmøntning af den overordnede lovgivning på området.
I de sidste 10 år, hvor den nuværende regering var at finde på oppositionsbænkene, lød kritikken igen og igen, at VK-regeringen var for uambitiøs, at den kun anerkendte og anvendte en slags værktøj i værktøjskassen, nemlig holdningsbearbejdningredskabet, som alene handler om at udtænke og lancere kampagner, som skal få folk til at ændre adfærd. Oppositionen derimod ønskede en mere proaktiv ligestillingspolitik, der også tog andre værktøjer i brug som fx kvotering og opstilling af måltal på områder som barsel til fædre og kønssammensætningen i bestyrelser.
Med den daværende oppositions ønskeliste over ligestillingspolitiske tiltag in mente, var der derfor lagt op til, at den nye ligestillingsministers Perspektiv- og handlingsplan både ville indeholde en styrkelse af ligestillingspolitikken generelt og nogle markante ændringer på udvalgte indsatsområder.

Oppositionens modtagelse af Perspektiv- og handlingsplanen

Perspektiv- og handlingsplanen blev modtaget af oppositionen med en lige blanding af ros og ris. Ros, fordi som Fatma Øtkem (V) formulerede det, “[at regeringen] har valgt at videreføre en række af VK-regeringens initiativer – initiativer, som regeringspartierne ellers tidligere har kritiseret” og ris, fordi hun mente, at perspektiv- og handlingsplanen samtidig var udtryk for “et markant nybrud” baseret på “tvang, forbud og regulering”. Her sigtede hun formentlig mere til regeringspartiernes ligestillingspolitiske udmeldinger fra oppositionstiden end til den reelle ordlyd i perspektiv- og handlingsplanen.
For nærlæser man perspektiv- og handlingsplanen er det svært at se, at der skulle være tale om et opgør med den hidtil eksisterende ligestillingspolitik. Den lægger sig snarere i forlængelse heraf både i forhold til prioriterede områder og valg af redskaber. I hvert fald er der, på nær en hensigtserklæring om at øremærke op til 3 måneders barsel til fædre, ingen konkrete bud på nye tiltag i form af ny lovgivning og regulering.
At oppositionen med partiet Venstre i spidsen i højere grad ønskede at diskutere ideologi end indhold i den konkrete handlingsplan afspejledes også i Venstres markante fremmøde ved debatten. Venstre var repræsenteret ved hele 6 folketingsmedlemmer, herunder 3 tidligere ministre, Lykke Friis, Karen Elleman og Henrik Høegh og partiets politiske ordfører Ellen Trane Nørby.
Konservativt folkeparti var fraværende pga. sygdom, og de øvrige partier var alene repræsenteret ved deres ligestillingspolitiske ordførere.

Ligestilling – en opgave for Folketinget?

Debatten kom derfor ikke som ved tidligere redegørelsesdebatter til at handle så meget om, hvorvidt vi har ligestilling i Danmark eller ej, men mere om, hvorvidt proaktiv ligestillingspolitik overhovedet er et sagsanliggende for Folketinget.
Fatma Øtkem (V) lagde ud med at konstatere, “at for Venstre er der grænser for, hvad vi som politikere kan blande os i” og “der skal være grænser for politik, og for Venstre er grænsen nået”.
Hun blev bakket op af Simon Emil Ammitzbøll (LA), der gav følgende diagnose af regeringens ligestillingspoltik: “Man tåler ikke, at befolkningen træffer de valg, som de hver især synes er fornuftige, (…). Opfører befolkningen sig ikke, som vi ønsker på Christiansborg, bliver de betragtet som børn og behandlet herefter”.
Det de to ordførere sigtede til, var bl.a. diskussionen om indførelse af kvoter til bestyrelsesposter og øremærket barsel til mænd.
I modsætning hertil mente Sophie Carsten Nielsen (R), at ligestillingspolitikken helt klart hørte hjemme i det politiske maskinrum, som også den tidligere ligestillingsminister Lykke Friis havde givet udtryk for og dermed et anliggende for folketinget. Hun advarede de andre ordførere mod at gøre ligestilling til et meningsfelt baseret på egne følelser og oplevelser. “[Ligestilling] er et politikområde i sin egen ret, et politikområde, hvor man fuldstændig som på andre politikområder skal sætte sig ind i tingene, læse analyser (…) og så fremlægge sin politik. Hun mente, “at ligestilling mellem kvinder og mænd er et vigtigt mål for et demokratisk samfund” og opfordrede til, at folketingets partier, i lighed med det netop indgåede forlig på klima- og energipolitikken, lavede en bred ligestillingspolitisk aftale.

Mandekvoter og kvindekvoter eller bare måltal?

Når det kom til de konkrete ligestillingsproblematikker, koncentrerede diskussionen sig næsten udelukkende om kvotering til bestyrelser og til øremærket barsel til fædre. Oppositionens krav om at få klare svar på, om regeringen vil indføre kvotering til bestyrelsesposter i erhvervslivet, kunne hverken regeringspartiernes ligestillingsordførere eller Manu Sareen give et entydigt svar på.
Manu Sareen slog dog fast, at regeringen ikke ønsker at kopiere den norske lovgivning, men at han i stedet er ved at undersøge mulighederne for en anden model, en særlig dansk model, baseret på erfaringer fra en række andre lande, bl.a. Spanien, og at regeringen forventer at kunne fremsætte et lovforslag til efteråret. Det samme gjaldt for øremærket barsel til fædre, hvor hverken ministeren eller ordførerne kunne give et bud på, hvor mange uger, der skal øremærkes til fædre, eller hvordan en evt. lov tænkes implementeret. Regeringen afventer også her en undersøgelse og forventer at fremsætte et færdigt lovforslag til efteråret.
I diskussionen, der undertiden var ganske ophedet, fløj det om ørerne med ord som tvangskvoter, kvindekvoter og mandekvoter. Negativt ladede begreber, der omfattede alt fra en proaktiv tilgang til at få flere kvinder på ledelsesgangene og flere mænd på barsel. Regeringens ordførere forsøgte som en modvægt at aflive “kvoteringsordet” ved i stedet at tale om forpligtende måltal, hvilket dog hverken rykkede ved debattens køren i ring eller oppositionens vedvarende angreb.

Ligestillingspolitisk dødvande

Ligestillingsdebatten i Folketinget er med andre ord løbet ind i en stillingskrig, hvor gamle kendte udsagn gentages til bevidstløshed, og som ikke levner plads til nye visionære tanker eller ideer. Alt skal nemlig ind i båsen “for og imod kvotering” og det, der falder udenfor, er tilsyneladende uinteressant at diskutere eller tale om. Det betød, at emner som fx ligeløn, minoritetskvinder, de utilpassede drenge i skolen og mænds ligestillingsproblemer i forhold til fx sundhed og social udsathed ikke blev fundet vigtige nok til at blive genstand for en diskussion. Og det til trods for, at medierne de sidste år har vægtet netop en del af disse emner meget højt.
Man kan jo håbe på, at den nuværende fastlåste situation opløses, når regeringen til efteråret kommer med deres bud på flere kvinder i bestyrelser og mænds rettigheder til barsel, og der dermed bliver et konkret indhold at forholde sig til.
For som situationen ser ud lige nu, har vi en regering, som tilsyneladende har svært ved at finde sine ligestillingspolitiske ben og derfor pt. reelt ikke har noget nyt at byde ind med, og en opposition, som sætter hele sin politiske manpower ind på at få aflivet alle evt. kvoteringstiltag, samtidig med, at den ikke selv har et eneste nyt bud på andre løsninger, fordi den i virkeligheden slet ikke mener, at ligestilling er en sag for Christiansborg.