– Kvinder kan sagtens se det nyttige i at have del i magten, og de får smag for uafhængighed, fortæller Asma Khader, som er leder af The Jordanian National Commission for Women (JNCW). Hun fremhæver fx de jordanske kvinders politiske deltagelse, der har gennemgået en bemærkelsesværdig udvikling i de senere år. 

Jordan vedtog i 2003 at sikre kvinder – og andre grupper som fx kristne og beduiner – en repræsentation i det politiske system gennem kvoter. Seks pladser ud af 110 er derfor forbeholdt kvinder i underhuset. Ved parlamentsvalget i november 2007 stillede 199 kvinder op ud af i alt 885 kandidater. Syv kvinder kom ind i underhuset og det lykkedes tandlægen Falak Al-Jamani at komme ind uden for kvindekvoten. I parlamentets overhus vælger kongen de 55 medlemmer. Blandt dem er yderligere syv kvinder udpeget, således at der i alt sidder 14 kvinder i det jordanske parlament, hvoraf fire kvinder er ministre. 

Også ved lokalvalgene sikrer en ny lov fra 2007, at 20% af pladserne er forbeholdt kvinder. Ved lokalvalget i juli samme år kæmpede 361 kvinder om de 211 pladser, der svarer til de 20%. Her blev en kvinde borgmester i den sydlige del af Hassa og yderligere fire kvindelige kandidater kom ind på pladser uden for kvindekvoten. 

Da FORUM møder Asma Khader, er hun i København i anledning af det bilaterale projekt Engendering the Public Sphere, der skal fremme ligestilling i den offentlige sfære og styrke jordanske kvinders økonomiske deltagelse i samfundet. Projektet blev lanceret i Jordans hovedstad Amman i januar 2008, og det bliver gennemført i et tæt samarbejde mellem KVINFO som projektets danske hovedpartner og kvindekomiteen JNCW samt Det Jordanske Planlægningsministerium (MoPIC) som hovedpartnere i Jordan. Med et budget på 9,6 millioner kr. er projektet planlagt til at løbe over 3 år, og det er finansieret under Det Arabiske Initiativ. 

Asma Khader udstråler den ro, som man finder hos mennesker, der ved, at de kan klare kampen i kraftig modvind. Hun er opvokset i Jordan med palæstinensiske rødder. På hendes visitkort står Generalsekretær for JNCW, men hendes lange CV vidner også om poster som officiel talskvinde for den jordanske regering, rådgiver for en række NGO’er, bestyrelsesposter, advokatvirksomhed samt udmærkelser som UNDP’s Poverty Eradication Award, som hun modtog i 2003. Med andre ord en kvinde med indsigt i muligheder og begrænsninger i arbejdet for kvinders rettigheder og ligestilling på både regerings- og civilsamfundssiden. 

Med lillebror kom det feministiske blik 

Med sin juridiske baggrund stiftede Asma Khader den feministiske organisation Sisterhood Is Global Institute i 1997, og hun synes altid at have været engageret i ligestillings- eller kvinderettighedsspørgsmål. 

En særlig begivenhed gjorde hende for alvor bevidst om, at lighed mellem kønnene er noget, der skal kæmpes for. Bevidstheden kom på ét sekund som 11-årig: De var tre piger i familien, da Asmas lillebror kom til verden. Med fødslen blev faderens navn pludselig ændret til Abu Samir (Samirs far). Fra den dag har hun råbt højt i familien, gået i front, når veninderne skulle forsvares, og senere kæmpet i studenterbevægelsen og kvindeorganisationer. 

Allerede som 13-årig deltog Asma Khader i demonstrationer mod Israel, da en lille jordansk landsby blev bombet af israelerne. Og op gennem 1980’erne koncentrerede hun sig især om politiske rettigheder og friheder, og med den begyndende demokratiseringsproces i 1990’erne kastede hun sig igen over spørgsmålet om kvinders rettigheder. 

– Kvinder skal være aktive i den politiske proces, kvinder skal tage magten. Vi skal være hele samfundsborgere, understreger Asma Khader. 

Jordan sætter kvinder på dagsordenen 

I dag bliver Jordan anset for at være blandt de mere progressive lande i den arabiske verden, og kvinders rettigheder er et af den jordanske regerings varemærker. Det skyldes ikke mindst kongehuset, hvor prinsesse Basma er en aktiv fortaler for fremme af kvinders rettigheder. Men politisk fokus er langt fra tilstrækkelig. For spørgsmålet om kvinders rettigheder er her, ligesom over hele verden, følsomt og tabuiseret. Ifølge Asma Khader er det især den praktiske side, altså gennemførelsen af konkrete ligestillingstiltag og fremme af kvinders rettigheder, der er udfordringen for det jordanske samfund. 

Lovgivningen er blevet ændret på flere centrale punkter, ikke mindst i forhold til kvinders rettigheder som selvstændige borgere og i familien, og der gøres fremskridt for kvinders politiske deltagelse, som det er set både ved lokalvalgene og parlamentsvalget i 2007. Jordan har også ratificeret FNs kvindekonvention, CEDAW. 

En af barriererne for mere ligestilling er den manglende viden om den nye lovgivning hos domstolene, men også hos den enkelte borger. Den regionale sikkerhedssituation betyder også, at ændringer i retning af demokrati og borgerrettigheder sker langsomt. Men Asma Khader mener, at kampen for og imod forandring er gået ind i de sidste faser: 

– Ændringerne vil komme! En række spændinger i samfundet bevirker, at det er så kompliceret og svært, og nogle kæmper hårdt for at bevare status quo, fortæller hun. 

I Jordan er der ikke tradition for, at kvinder er på arbejdsmarkedet eller deltager i det offentlige liv. De største udfordringer for det jordanske samfund er derfor kvinders økonomiske deltagelse, økonomisk uafhængighed og generel empowerment af kvinder. 

– Lovgivningen er der jo. Lovene åbner døre, og vi skal styrke og udruste kvinder til at turde gå ind ad dem, siger Khader. Samtidig erkender hun, at mentaliteten i store dele af det jordanske samfund er med til at fastholde ulighed og diskrimination. 

Både uddannelse, mulighed for arbejde og indtægt er nødvendige redskaber for at skabe ligestilling mellem kønnene. Næste erklærede skridt for den jordanske regering er da også at få flere kvinder ud på arbejdsmarkedet. Og så skal mentalitets- og adfærdsændring nok følge efter. For de jordanske kvinder ønsker forandring, fremhæver Asma Khader. 

Muslimske mænd skal have deres egen medicin 

– Kvinders rettigheder er et spørgsmål om magt, og derfor giver modstanderne ikke op så let, mener Khader. Hun er rygende uenig i påstanden om, at islam bærer skylden for den manglende ligestilling og indfrielse af kvinders rettigheder, som man ofte hører i den danske og europæiske debat. 

– Muslimske mænd er problemet. Ikke islam i sig selv, men brugen af den, understreger Khader, der selv er kristen. Derfor skal man også gå gennem religionen, når man arbejder for kvinders rettigheder. I 1950’erne stod venstrefløjen og ‘nationalismen’ i fællesskab sammen om, at den politiske, ikke-religiøse identitet var kernen. Sådan er det ikke i disse år. Nu må fremme af rettigheder ske gennem islam. For islam står, som Khader formulerer det, hjerterne nær hos det store flertal af befolkningen. Når der tales om ‘religiøse forpligtelser’, lytter folk. Og modstanderne af kvinders ligestilling bruger netop religionen som instrument for at forsvare status quo og bevare fortolkningsmagten. 

At det er tradition, mentalitet og brug af religion, der i vid udstrækning definerer opfattelsen af kønnenes rolle, illustrerer udfordringen og viser, hvor vigtigt det er at inddrage religionen i sine argumenter. 

– Det gælder om at bruge deres eget værktøj. Vi må blandt andet forklare, hvorfor kvinders rettigheder skal fremmes gennem islamisk sharia. Fortolkningerne spænder jo vidt – fra ekstremisme til åbenhed, og der er forskellige måder at praktisere religion på, understreger Asma Khader. 

Den politiske situation i Mellemøsten 

Al snak om et ‘civilisationernes sammenstød’ mellem Vesten og den muslimske verden er ifølge Khader noget vrøvl. Nok har ekstreme konservative og religiøse ledere i begge lejre politisk interesse i den konfrontation, men det gælder langt fra det store flertal. Derimod spiller den politiske situation i regionen en central rolle. Besættelsen i Palæstina, krisen i Libanon og krigen i Irak bevirker, at hele den politiske situation bliver ustabil, og det gavner islamisk politik, mener Khader. 

– Ekstremister i begge lejre respekterer ikke menneskerettighederne. De lytter ikke til andre og er intolerante over for det anderledes med henvisning til religionen. Samtidig bruger de forskelle som fx køn til at diskriminere. Yderligere påvirker den politiske situation generelt folks liv, og her bliver spørgsmålet om kvinders rettigheder skubbet i baggrunden. Flygtninge er et udbredt problem i regionen, ikke blot i relation til det palæstinensiske spørgsmål, men også i forhold til de mange irakere, der har måttet flygte, ikke mindst til Jordan. Mennesker, der oplever alle former for rettighedskrænkelser, prioriterer humanitære og velfærdsmæssige spørgsmål højere, mens forholdet mellem kønnene bliver en slags luksus at beskæftige sig med, forklarer Asma Khader. 

– Vi har kæmpet for ord som demokrati og menneskerettigheder i årevis, men i den politiske situation bliver værdierne misbrugt. For eksempel hævder man, at krigen i Irak handler om demokrati, eller taler om fred, selvom palæstinensere stadig bor i flygtningelejre rundt om i regionen. 

– Der er jo en global enighed omkring disse værdier, men de står ikke højt på dagsordenen. Det ekstremes magt har fået overtaget. Det gør vores arbejde og det internationale samarbejde svært. Men det er nødvendigt. Isolation er ikke længere muligt, fastholder Khader. 
 

De kommende udfordringer i Jordan 

Adspurgt om, hvor hun ser de kommende udfordringer for de jordanske kvinder, fremhæver Asma Khader, at når Jordan allerede har ratificeret FNs kvindekonvention, har regeringen også pligt til at efterleve den. 

– Kravet om kvinders rettigheder er jo ikke noget nyt. Det er implementeringen, der skal sikres, siger hun. Og så længe mænd sidder på den primære tolkningsret, står ikke mindst NGO’erne med en kæmpemæssig opgave med at føre den officielle politiske vilje ud i livet, fremhæver Khader. 

– NGO’erne skal have frihed til at organisere deres arbejde. De har en vigtig kamp at kæmpe: Mod patriarkatet, der gennemsyrer stammestrukturen, religionen og det officielle, understreger hun optimistisk. 

– Forandring er uundgåelig. Modstanderne kæmper for deres sidste bastion, men forandring vil komme, slutter Asma Khader. Og ser ud som om, hun mener det.