“A man´s got to do what a man´s got to do” er en ung John Waynes ord i Stagecoach, John Fords berømte western fra 1939. Sætningen er ofte blevet gentaget i andre westernfilm og er blevet et symbol på genren og den benhårde og fåmælte maskulinitet, som westernfilmen rendyrkede. 

Fra John Wayne over til Montgomery Clift og Gary Cooper har westernfilmens helte altid portrætteret “ærkemanden”, den autentiske version af manden, som han har lov at være, når han er langt væk fra civilisationens og kvindelivets bindinger, ude i den rå og barske natur. Derude, hvor rigtige venskaber er dem, der opstår mellem mænd af den rette støbning, hvor man ikke siger mere end højst nødvendigt, og hvor kvinder kun er til for at vise den rigtige mands mod, når der er nogen, der skal reddes.

Westerngenrens definition af maskulinitet havde ikke blot betydning for datidens filmpublikum, men den lever videre i Hollywoods dyrkelse af actionhelten, der tog over, hvor cowboy´en slap. Dirty Harrys Clint Eastwood, Die Hards Bruce Willis og Dødbringende Våbens Mel Gibson er moderne udgaver af den knugede “lone rider”, der modigt kaster sig ud i ensomt grænseland.

Med Brokeback Mountain går filminstruktøren Ang Lee (kendt fra bl.a. Sense and Sensibility (1995), The Ice Storm (1997) og Tiger på spring, drage i skjul (2000)) ind og piller ved et maskulint ikon i den amerikanske filmhistorie. Cowboyen. I Hollywoodkredse harBrokeback Mountain længe været kendt som et af branchens store uproducerede manuskripter, for historien er en storslået, klassisk kærlighedshistorie, der udspiller sig i USAs mytologiske frontierland.

Det eneste, der adskiller den fra andre storslåede kærlighedshistorier er, at denne omhandler et stormfuldt forhold, der udvikler sig mellem to mænd, Ennis Del Mar og Jack Twist, der i løbet af sommeren 1963 arbejder som cowboys på Brokeback Mountain i Wyoming.

Et Hollywood tabu

I hovedrollerne som den sammenbidte cowboy, Ennis (ø på gælisk), og den mere åbne og nysgerrige, rodeoridende Jack, har Ang Lee fået fat på to af Hollywoods nyere stjerner, Heath Ledger og Jake Gyllenhaal. Begge er skuespillere med gang i karrieren, og begge er siden indspilningen af Brokeback Mountain ofte blevet konfronteret med spørgsmålet om, de var bange for at påtage sig rollerne. Til BBC udtaler Heath Ledger: 

– Hvad er det ved at kaste rundt med Jake Gyllenhaal oppe i bjergene, der skræmmer mig? Netop det! Men det skræmmer mig åbenbart ikke væk, for jeg gør det jo. Har vi ikke nået et stadie, hvor det for fanden ikke betyder noget? Det er en historie om kærlighed og en historie om to mennesker. Hvis folk ikke kan klare det og bare acceptere det som en historie, så er det deres problem.

Men det er åbenbart stadig relevant at spørge om, der er skrupler ved at påtage sig rollen som homoseksuel mand i et Hollywood, der er mere end berøringsangst over for emnet. Ikke siden 1982, hvor Harry Hamlin spillede hovedrollen i Making Love, en romantisk komedie som angiveligt fik en stor del af det amerikanske publikum til at storme ud af biograferne, har en Hollywoodfilm haft et homoseksuelt kærlighedsforhold som omdrejningspunkt. 

Tom Hanks spillede ganske vist bøsse i retssagsdramaetPhiladelphia (1993) om en mand, der led af AIDS, men ikke så meget som et kys blev udvekslet mellem ham og kæresten, spillet af Antonio Banderas. I andre film med homoseksuelle hovedroller som Stegte, Grønne Tomater (1991) eller Den Talentfulde Mr. Ripley(1999) er seksualiteten og lidenskaben ligeledes blevet nedtonet. Det er den allersidste barriere, siger Ang Lee til avisen, The Hollywood Reporter. Og denne barriere bryder Brokeback Mountainså eftertrykkeligt.

Klassisk kærlighedshistorie

For filmen er ligeså stormfuld og lidenskabelig, som novellen af E. Annie Proulx i bogen Close Range, Wyoming Stories (1999). Filmen åbner, da Jack og Ennis er nitten år gamle og overladt til hinandens selskab på Brokeback Mountain, den ene bosat i lejren ved kødgryderne, den anden ude på sletterne hos fårene. Begge er nogle fåmælte fyre, der allerede er vant til det barske liv på prærien, og de udveksler ikke mange ord med hinanden. Men en nat orker Ennis ikke at hoppe op på hesten og ride ud til fårene igen. Han kryber inden for i teltet hos Jack for at få varmen, Jack rækker ud efter hans arm, og det, som længe ordløst har ligget og ulmet mellem dem, dukker op til overfladen. 

Deres forhold udvikler sig henover sommeren. En tid, som de begge siden længes tilbage til som noget fortryllende og uopnåeligt. Da sommeren og fåretjansen er omme, skilles de. Ennis gifter sig med ungdomskæresten, Alma, og Jack turnerer rundt som rodeorytter, indtil også han en dag gifter sig. Først fire år efter modtager Ennis et postkort med besked om, at Jack kommer et smut til byen. Ennis fortæller Alma, at han får besøg af en gammel kammerat, som han plejede at fiske med, men overraskes selv over sin manglende evne til at skjule sine følelser, da Jack pludselig står på trappen foran Ennis’ og Almas hus. De to mænd omfavner og klemmer luften ud af hinanden, og “så let som den rigtige nøgle i en lås, fandt deres munde sammen, og hårdt”, som Proulx beskriver det i novellen. 

Filmens styrke er, at novellens beskrivelse af den enorme tiltrækningskraft mellem Ennis og Jack på stærkeste vis finder vej til lærredet. Der er ingen tvivl om, at lidenskaben mellem Jack og Ennis sitrer trods begges årelange forsøg på at glemme den. I lang tid står de vaklende på trappen, men omsider vælter de sammen ind under afsatsen. Men for sent, for Alma har chokeret stået og iagttaget dem fra vinduet. Hun siger ingenting, da Ennis meddeler, at han og Jack tager på fisketur op i bjergene. 

Det bliver et mangeårigt forhold med stjålne dage i bjerge og på moteller ved siden af familieliv og arbejde. Jack ønsker et liv sammen med Ennis, men den følelsesforskrækkede Ennis er bange for omverdenens reaktion. Det er ikke et åbent og tolerant miljø, de to lever i. Både Ennis og Jack fortsætter med ranchlivet på forskellig vis, og 1960’ernes og 1970’ernes frigørelsesbevægelser, der bølger i resten af landet, mærker man ikke meget til i det amerikanske midtvesten. 

Her er en mand stadig kun en mand, hvis hans følelsesliv er ligeså tilknappet som bæltespændet i hans jeans. Derfor er Brokeback Mountain mest af alt en historie om en fantastisk, men forfærdeligt uforløst kærlighed.

En maskulin romance

Selvom man kan sige, at Brokeback Mountain i sin skildring af de to mænd gør op med den klassiske John Wayne-figurs halvprimitive adfærd og mangel på indre liv, er det samtidig også sandt, at filmen lægger sig i forlængelse af westerngenrens mandeskildringer. Det er den samme voldsomme naturkraft, der ligger til grund for Ennis´ og Jacks forhold, og det er for så vidt det samme motto, der går igen: “A man´s got to do what a man´s got to do”. Det, som manden skal gøre denne gang, er blot at turde kaste sig ud, hvor han ikke kan bunde: i den store altfortærende kærlighed til en anden mand. 

Flere filmkritikere er inde på, at Brokeback Mountain i virkeligheden forløser den homoerotiske spænding, der altid har været til stede mellem westernfilmens mandlige helte. I årevis har man for eksempel peget på Montgomery Clifts pistolleg med John Ireland iRed River (1948), som et blandt mange billeder på genrens homoseksuelle undertoner. 

Kritikeren Leslie Fiedler kalder i bogen Love and Death in the American Novel (1960) westerngenren for en “mandlig romance”, hvor det maskuline fællesskab er det absolutte fokus. Ifølge Fiedler skaber westerngenren et rum, hvor manden kan flygte ind i et fantasiunivers og sammen med andre mænd skabe en ny form for familie. Set i dette lys er Brokeback Mountain blot den mere eksplicitte gengivelse af en Hollywoodfortælling, som i det skjulte altid har eksisteret. 

Ang Lees nye film vandt årets Guldløve ved filmfestivalen i Venedig og er en af favoritterne til forårets Oscaruddeling. Brokeback Mountain har dansk premiere d. 25. december, kort tid efter den amerikanske premiere.

Bettina Frank Simonsen er cand.mag. i engelsk og filmvidenskab med en MA i engelsk fra University of Victoria, Canada og skriver regelmæssigt for FORUM.