Med opbakning fra et solidt flertal i folketinget har Danmark siden 2006 støttet arbejdet mod kønsligestilling og flere rettigheder til kvinder i de arabiske lande. Derfor kan KVINFO samarbejde med de kræfter i de arabiske lande, som arbejder mod disse mål. Det gælder også indenfor politik.

af Connie Carøe Christiansen

De arabiske oprør, der har fundet sted i det meste af Mellemøsten er blevet udpeget som kvinders mulighed for øget politisk indflydelse og deltagelse. Spørgsmålet er presserende. Tilbage i 2007 gjorde en rapport, The Arab Quota Report, opmærksom på, at kvinders politiske deltagelse i Mellemøsten som region er den laveste i verden.  Og at de kvinder, der deltager i formelle politiske fora vel at mærke overvejende gør det i form af statssanktionerede kvotaordninger. Men hvordan står det til i dag? Og hvad rolle spiller det, at Danmark støtter arabiske kvinders politiske aspirationer?

Danmark støtter

Mens KVINFOs samarbejde med en lang række arabiske organisationer ikke skaber revolutioner, ej heller bremser dem, er samarbejdet i stedet for en mulighed for at forstærke og støtte de processer, der går i retning af kønsligestilling og større samfundsdeltagelse af kvinder.

Hvor meget deltager kvinder i politik her fire år efter de arabiske oprør i Mellemøsten – dvs. i lande som Tunesien, Egypten, Marokko, Libyen, Yemen, Bahrain, Syrien?  – er det gået fremad eller tilbage? Er det mon virkelig en venlig stat, der sørger for, at kvinder i arabiske lande er politisk aktive?

Et nedslag på dette tidspunkt – midt i 2015 – er et tidspunkt, hvor der stadig er åben konflikt i nogle lande, og hvor der i andre fortsat er en proces i gang, som er præget af de arabiske oprør. Politisk deltagelse gennem parlamentariske institutioner giver et vist billede, men det er ikke fyldestgørende. Deltagelse i civilsamfundsorganisationer, der har forskellige mærkesager som mål, og kunstnere og bloggere, der forsøger at viderebringe et politisk budskab, tæller for eksempel også med i et samlet billede.

Det regionale gennemsnit

Det forholdsvis simple spørgsmål kræver således et detaljeret svar. Desuden har de folkelige oprør fået meget forskellige konsekvenser for de enkelte landes demokratiseringsproces og kønsligestilling alt efter, hvor gennemgribende oprørene har grebet ind i landets grundstruktur, og hvorvidt det har ført til krig og voldelig konflikt.

Siden de folkelige oprør har der i flere lande været arbejdet med reformer, bl.a. af landets forfatning, som relaterer sig direkte til kvinders rettigheder – og højst sandsynligt dermed kvinders chance for at få indflydelse på beslutninger, som sætter præg på deres eget samfund. Dette arbejde har KVINFO støttet - i kraft af, at der i Danmark hidtil har været et bredt politisk flertal for, at Danmark støtter øget ligestilling mellem kønnene og reformer i Mellemøsten. Også kurser for de kvinder, der ønsker at gå ind i politik, har været en del af det meget målrettede arbejde, som KVINFO har støttet, i Tunesien, Egypten og Yemen, eller med andre ord, i lande hvis befolkning i høj grad har skabt ’det arabiske forår’. Kvindeorganisationer i Tunesien, Egypten og Yemen har samarbejdet for at lære af hinanden, hvordan man kan sikre at kvinders rettigheder kommer på dagsordenen under udarbejdelsen af landets forfatning. Dette arbejde er ikke afsluttet i alle lande.

Den Internationale organisation for parlamenter, ”Interparliamentary Union” opgjorde i 2007 det regionale gennemsnit for kvinders andel af sæder i parlamentet i arabiske lande til at være 15% - dette tal er i 2015 opgjort til 17,3%, vel at mærke uden at de lande, der p.t. har parlamenter ude af funktion indgår i det (http://www.ipu.org/wmn-e/world.htm).

Andel af sæder i parlamentet

Et mål på kvinders politiske deltagelse, der således ofte henvises til, er andel af sæder i parlamentet. Nok er denne andel en del af det samlede billede, men det kan ikke udgøre et dækkende billede på politisk deltagelse. Ikke desto mindre, er det – om ikke andet – et væsentligt signal at sende, hvor vidt der gøres tiltag for at sikre bedre politisk repræsentation af kvinder og minoriteter. 

Et land som Tunesien har fået en ny forfatning og et nyt parlament, som lægger op til mere udbredt demokrati og ligestilling. På den anden side er der fortsat er krig, konflikt og usikkerhed og end ikke et fungerende parlament i lande som Syrien, Libyen og Yemen. Herudover har de folkelige oprør haft konsekvenser for demokratisering og ligestilling i lande som Marokko, Jordan og Libanon, til trods for at demonstrationerne her ikke endte med revolutioner.

Hvis man tager andelen af kvindelige medlemmer af de nationale parlamenter som parameter bekræfter tal fra UNDP, FNs Udviklingsorganisation dette billede. Men her skal tages et par forbehold: Tallene for andel af sæder i parlamentet er ikke et særligt gyldigt parameter, hvis landets politiske system er ude af funktion pga. konflikt som i Yemen eller borgerkrig som i Syrien. Men også i Libyen og Iraq er det politiske system i en situation, hvor et sæde i parlamentet langt fra er en indikation på reel indflydelse, i og med hyppige udbrud af vold i landet i praksis sætter den ud af kraft. 

I Egyptens parlament udgjorde kvinder i 2008, altså før oprøret, en andel på 4 % af pladserne i det nationale parlament, mens de i 2013 havde 2,8 %. I Tunesien, derimod, havde kvinderne i 2008 20 % af parlamentets pladser mens det i 2013 var steget til 26,7 %. Marokko havde i 2009 6 % kvinder i parlamentet, men i 2013 var andelen steget til 11 %. I Yemen var der én kvinde i parlamentet i 2009, mens der i dag end ikke er et fungerende parlament, og der har ikke været valg siden opgørelsen fra 2008.

Kvinders andel af sæderne i parlamentet, udvalgte arabiske lande, 2008 og 2013

Kilder: Human Development Report 2010 & 2014, UNDP 

Irak, der før det arabiske oprør havde den største andel af kvinder I parlamentet, er nu rykket ned på en andenplads, overhalet af Tunesien, som I den nye forfatning har fået nye regler om at der skal være opstillet lige mange kandidater af hvert køn og på kandidatlisten skal hver anden være en henholdsvis mandlig og kvindelig kandidat – altså en specifik form for kvotesystem. Ved Tunesiens parlamentsvalg i 2014 er andelen af kvinder i parlamentet således steget til 31 %. (http://www.quotaproject.org/uid/countryview.cfm?country=220) I Irak er det i stedet forfatningen, som påpeger at mindst en fjerdedel af medlemmerne af det nationale parlament, som skal være kvinder, og siden 2014 har andelen af kvinder været 26,5% (http://www.ipu.org)

Kvoter – arabiske kvinders vej til politisk repræsentation

Omvendt er der en meget lille andel af kvinder i de landes parlamenter, hvor der ikke findes et kvotesystem. Således har Libanon ikke nogen form for kvotering, hverken på lokalt eller nationalt niveau, og 4 % af parlamentets pladser er besat af kvinder. Tilsvarende findes der intet kvotesystem i Yemen, og det parlament, som p.t. er sat ud af kraft, har én kvindelig repræsentant – ud af 301.

Både i Yemen og Egypten har et kvotesystem for kvinders adgang til politisk repræsentation været højt prioriteret af kvindeorganisationer i de to lande i forbindelse med udarbejdelsen af nye forfatninger efter de folkelige oprør. I Yemen lykkedes det for disse organisationer at samle sig om et krav på 30 % som kønskvote i alle råd og repræsentationer, og dette krav blev vedtaget af den nationale dialogforsamling, der blev nedsat for at finde frem til en retning for Yemen fremover. Med udgangspunkt i denne forsamlings anbefalinger blev en forfatningsskrivende komité udpeget – med 4 kvindelige deltagere ud af 17.  Denne kvote blev faktisk skrevet ind i den forfatning, som Houthi-bevægelsen, der har grebet magten i store dele af i Yemen, indtil videre – primært af andre årsager - har forkastet.

En omformulering af forfatningen udgør en åbning for bedre sikring af kvinders rettigheder og repræsentation. I både Egypten og Yemen, men også i andre dele af regionen, har KVINFO støttet civilsamfundsorganisationers tilbud om kurser, der dels har forberedt kvinder til at argumentere for kønsligestilling i landets forfatning og dels har forberedt kvindelige politikere til i højere grad faktisk at gøre sig gældende og opnå indflydelse, når de har opnået et sæde – i det nationale eller lokale parlamenter. Det er et arbejde, som står helt centralt for at forbedre de ulige forhold mellem mænd og kvinder i de arabiske lande.

Aktivisme og organisationer i civilsamfundet

Om artiklen

Connie Carøe Christiansen er forsker og programrådgiver ved KVINFO.

Læs mere om KVINFOs arbejde i Mellemøsten og Nordafrika her.

Læs mere om status for kvinders rettigheder i regionen på KVINFOs Rights Map (engelsk)

Men repræsentation i det formelle politiske system er ikke er den eneste måde for arabiske kvinder at skaffe sig adgang på.  Det er væsentligt, især når denne adgangskanal i realiteten ikke er åben for kvinder.

Civilsamfund er et omstridt begreb i Mellemøsten, fordi det er muligt af så tvivl om dets uafhængighed, dels med baggrund i ofte påtvungne tætte relationer til de arabiske stater og dels med baggrund i, at en stor del af civilsamfundet har solide relationer til religiøse – primært islamiske – folkelige organisationsformer. Samtidig knyttes der store demokratiseringseffekter til aktivismen i civilsamfundet. Heroverfor argumenterer især nyere kønsforskning fra regionen for, at et et begreb om aktivisme i civilsamfundet som inkluderer både sekulære og islamiske organisationer fordrer en forståelse af den politiske indflydelse, som kvinder har i regionen.

Danmark støtter arbejdet i civilorganisationer i arabiske lande, ud fra et sådant inkluderende begreb om civilsamfund, og det har givet KVINFO mulighed for at samarbejde med de organisationer, som på hver deres måde arbejder for at sætte køn og ligestilling til debat og styrke kvinders position. Især i de lande, hvor kvinder har begrænset adgang til det formelle politiske system, er det afgørende for kvinders adgang til indflydelse, at civilsamfundet er åbent for dem, og at deres aktivisme og lobby-virksomhed ikke stækkes af statsligt bureaukrati, krav, kontrol og censur. Det gælder, jf. ovenstående tabel, lande som Egypten, Marokko og Jordan.

Disse lande har samtidig et livligt og omfattende civilsamfund, men det gælder også for dem, at statens restriktioner for det arbejde, som udføres i civilsamfundets organisationer er vidtstrakte, omend indbyrdes forskellige. Har det folkelige oprør her betydet forandringer? Mens det i Egypten før det folkelige oprør var en betingelse for at opnå tilladelse til at eksistere som civilsamfundsorganisation, at denne var upolitisk, er det i dag finansieringen fra udlandet som udgør den primære forhindring for at organisationerne kan udføre deres arbejde. I Marokko og Jordan er det stramninger, det gør sig gældende, for Jordans vedkommende blandt andet med krigen i nabolandet, Syrien, som påskud.

Øget adgang?

Har kvinder i arabiske lande så opnået øget adgang til politik efter de folkelige oprør? I en samlet vurdering, hvor både formel politisk repræsentation & civil samfundsaktivisme i bred forstand indgår, er det vovet, og i hvert fald optimistisk at komme med et entydigt positivt svar. Kvinders politiske repræsentation via kvoter er én side, og den er også kontroversiel i arabiske lande, men overordnet set, er retningen flere kvoter, og dermed mere formel politisk repræsentation.

Aktivisme i civilsamfundet er på den anden side en meget konsistent og signifikant del af de arabiske oprør, hvis effekt vi endnu ikke har set fuldt udfoldet, uanset at der for tiden slås hårdt ned på eksempelvis menneskerettigheds- og kvindeaktivister i lande som Egypten og Marokko. Det er muligt, at de indhøstede oplevelser og erfaringer med aktivisme tæller mere, især for kvinder, som under oprørene nåede at få store forhåbninger til, at kvinders rettigheder i højere grad bliver tilgodeset i reformerede arabiske stater.

Danmarks samarbejde med civilsamfundsorganisationer kan kun ændre lidt ved den overordnede politiske udvikling i landene i Mellemøsten. Men KVINFOs samarbejde med arabiske organisationer, som arbejder for kønsligestilling og kvinderettigheder, er med til at styrke kvindernes stemme og give dem bedst mulige vilkår for at øge deres politiske deltagelse, selv når de oplever tilbageslag, og vores partnere i nogle lande har fået svære vilkår. Som i alle andre partnerskaber er det vigtigt ikke bare at være der, når solen skinner og der er fremskridt, men at holde fast og arbejde langsigtet.