Forslag om stemmeret til kvinder blev nedstemt gang på gang op gennem 1880'erne og 90'erne. Men uden for rigsdagen var den gryende kvindebevægelse i fuld gang med at bevise, at kvinder var særdeles egnede til politisk arbejde.

Af Jytte Nielsen

_________

Da danske kvinder fik kommunal valgret i 1908, var det resultatet af over 20 års lang og sej kamp, der senere kulminerede med kvinders stemmeret til rigsdagen i 1915. Kravet om stemmeret blev første gang rejst i Folketinget i 1886, da venstrepolitikeren Fredrik Bajer stillede et lovforslag, der skulle give skattebetalende kvinder i København stemmeret til byens borgerrepræsentation.

Lovforslaget blev relativt positivt modtaget, og kritikken rettede sig primært mod, at også gifte kvinder var inkluderet. Pga. et nyvalg blev forslaget ikke færdigbehandlet, men genfremsat i den nye folketingssamling i 1887. Denne gang havde Fredrik Bajer taget højde for kritikken og ændret forslaget, så det gav kommunal valgret til kvinder i hele landet, men kun til enker og ugifte kvinder.
 

Lovforslaget blev vedtaget med et markant flertal og videresendt til rigsdagens andet kammer, Landstinget. Her blev det nedstemt. Argumenterne imod stemmeret til kvinder koncentrerede sig især om tre punkter:

  1. Kvinder var uegnede til politisk arbejde pga. deres kvindelige psyke. Til gengæld besad de evnen til omsorg, empati mv., som var velegnet i varetagelsen af deres hovedopgave som hustru og mor.
  2. Kvinder var allerede repræsenteret via deres ægtemand.
  3. Det var ikke i samfundets interesse at gøre ægteskabet til en politisk slagmark og dermed sætte spørgsmålstegn ved den traditionelle kønsarbejdsdeling.
  4. Man havde således et Folketing, der var positivt stemt over for kvinders kommunale stemmeret, og et Landsting, der var modstander. Den situation skulle vise sig at blive et politisk grundvilkår i de følgende mange år. Årsagen var, at Folketinget og Landstinget var sammensat på vidt forskellige måder. Mens der til Folketinget var direkte valg og almindelig valgret, var der til Landstinget indirekte valg og privilegeret valgret. I Folketinget havde partiet Venstre flertallet, i Landstinget partiet Højre.

De to tings forskellige politiske flertal udløste en politisk forfatningskamp, som i perioden 1884-94 reelt betød, at den danske grundlov blev sat ud af kraft, og landet regeret af en provisorisk regering udpeget af kongen. Først efter systemskiftet i 1901, hvor partierne Venstre og Socialdemokratiet besatte 106 pladser af i alt 114 i Folketinget, måtte kongen og partiet Højre bøje sig og udpege en regering, der afspejlede det parlamentariske flertal.

Den parlamentariske situation i 1880’erne og 1890’erne betød, at forslagene om kvinders stemmeret, der genfremsattes gang på gang, ikke havde nogen gang på jorden - trods et positivt indstillet Folketing. Uden for rigsdagen fremsattes kravet om kvinders stemmeret imidlertid med stadig større styrke af den gryende kvindebevægelse.

De første kvindeforeninger

Danmarks første kvindeorganisation, Dansk Kvindesamfund, blev stiftet i 1871 af Mathilde Bajer og hendes mand Fredrik Bajer, der var medlem af Folketinget 1872-95. I de første mange år arbejdede foreningen især for, at ugifte kvinder fik adgang til uddannelse og erhverv, og for en ændring af ægteskabslovgivningen.

I forhold til stemmeretten gik man mere forsigtigt til værks: Et forslag om at indføje stemmeretskravet i foreningens vedtægter i 1884 blev afvist med den begrundelse, at forslaget var for politisk kontroversielt. Dog gik man ind for kommunal stemmeret til selverhvervende ugifte kvinder og enker. Dansk Kvindesamfunds forsigtige holdning udløste en intern debat i foreningen, som resulterede i, at en række fremtrædende medlemmer, heriblandt stifteren Mathilde Bajer, i 1886 forlod foreningen og stiftede Kvindelig Fremskridtsforening.

Kvindelig Fremskridtsforening havde som noget nyt, ud over kvindesagen, også arbejdersagen og fredssagen på programmet. Foreningen gik ind for politisk valgret til kvinder og arrangerede bl.a. et stort nordisk møde i København 1888 med valgretskravet som et dominerende tema. Foreningens formand Johanne Meyer var også redaktør af bladet ”Hvad vi vil”, der var et radikalt og frisindet talerør for tidens nye ideer, bl.a. fra den internationale fredsbevægelse og den gryende socialisme. Formentlig var det på grund af denne radikalisme, at Kvindelig Fremskridtsforening aldrig blev en samlende bevægelse for de mange nye røster om kvindelig stemmeret.

Aktioner med gennemslagskraft

I stedet blev det præstefruen Line Luplau fra Varde i Jylland, der med stiftelsen af Kvindevalgretsforeningen i 1889 kom til at stå i spidsen for den første forening i Danmark, der alene havde stemmeretsspørgsmålet på programmet. Line Luplau var blevet landskendt i 1887, da hun til støtte for Fredrik Bajers lovforslag om kommunal stemmeret til kvinder havde startet en underskriftssamling i Vestjylland. Underskriftsindsamlingen omfattede 20.000 underskrifter, heraf 1700 fra Varde og omegn. Det vakte berettiget opsigt i rigsdagen. Man havde ikke forventet, at stemmeretskravet havde så stor opbakning i en af landets fjerneste provinser.

Kvindevalgretsforeningen afholdt offentlige debatmøder om stemmeretskravet, ligesom de mødte op til offentlige valgmøder og udspurgte kandidaterne om deres holdning til stemmeretsspørgsmålet forud for folketings- og landstingsvalg. Disse såkaldte ”interpellationer” blev afviklet sammen med Dansk Kvindesamfund første gang i 1890. Da Dansk Kvindesamfund endnu ikke havde kvinders politiske stemmeret på sit program, kunne foreningens repræsentanter dog ikke spørge til denne, men forhørte sig i stedet om den kommunale stemmeret. Kandidaterne blev også bedt om svar på, hvorvidt de ville arbejde for at forbedre kvindernes retslige stilling især med hensyn til den gifte kvindes medbestemmelsesret over børn, husvæsen og penge.

Generelt blev interpellanterne godt modtaget, og kandidaterne svarede høfligt på deres spørgsmål. Dog blev kvinderne i nogle få byer nægtet taleret, og i den konservative by Fredericia blev kvinderne forment adgang til valgmøderne. Da dagen var omme, kunne resultatet gøres op. Højres kandidater havde overvejende været imod både kommunal og politisk stemmeret til kvinder, mens Venstre og Socialdemokraterne i det store og hele havde udtalt sig positivt om den kommunale stemmeret og var villige til at arbejde for en forbedring af kvindens retslige stilling. Den politiske stemmeret mente man ikke, at tiden var inde til at tale om.

På trods af svarene blev aktionen i 1890 betragtet som en succes. Stemmeretten var kommet i mediernes søgelys via mødereferaterne i den trykte dagspresse, og de danske stemmeretskvinder havde for første gang ytret sig offentligt på politiske valgmøder. Aktionsformen blev fortsat med varieret styrke ved samtlige valg frem til stemmerettens opnåelse i 1915. Efter 1898 dog med andre kvindepolitiske aktører i hovedrollen.

I 1891 døde Line Luplau, og aktiviteterne i Kvindevalgretsforeningen blev neddroslet. Med de ringe udsigter til, at stemmeretskravet kunne gennemføres i Rigsdagen, faldt entusiasmen, og stemmeretskampen blev sat på et foreløbigt stand-by.

Kvindelige kommunalpolitikere banede vejen

Systemskiftet i 1901 betød, at Danmark for første gang i landets historie fik en regering, hvis styrke afspejledes i Folketingets sammensætning. Den nye venstreregering satte gang i reformarbejdet og oprettede en række nye råd: Menighedsråd, 1903, Værgeråd, 1905 og Hjælpekasser, 1907. Fælles for de nævnte råd var, at dets medlemmer blev valgt ved offentlige valg, og at kvinder både kunne stemme til dem og indvælges i dem.

Trods oprettelsen af de ovennævnte kommunale råd, der i virkeligheden var et godt skridt på vejen til at give kvinderne indflydelse på det kommunalpolitiske arbejde, trak spørgsmålet om den kommunale stemmeret alligevel ud. Selvom der principielt i begge ting nu var flertal for, at i hvert fald skatteydende kvinder skulle have kommunal stemmeret, stødte kravet ind i nye vanskeligheder.

Folketinget vedtog ganske vist i 1903 et lovforslag om kommunal stemmeret til både gifte og ugifte kvinder. Men da forslaget samtidig indebar, at den privilegerede valgret skulle ophæves, dvs. at stemmeretten også skulle omfatte mænd og kvinder fra de laveste sociale klasser heriblandt tyendet, blev det afvist i Landstinget. Først i 1908, efter at Landstinget langt om længe havde opgivet den privilegerede valgret, blev et lovforslag, der gav kommunal valgret til alle danske kvinder og mænd over 25 år, vedtaget i begge ting.

Efter kommunalvalget i 1909 kunne alle trække vejret lettet. Fortalerne for den kommunale valgret, fordi kvindernes valgdeltagelse nåede op på 50% - og modstanderne, fordi der kun blev valgt i alt 127 kvinder mod 9.682 mænd ind i de kommunale råd.

Kvindernes opnåelse af kommunal valgret blev en god platform for arbejdet med også at skaffe politisk valgret for kvinder. I de følgende år blev de kvindelige kommunalpolitikeres seriøse arbejde gang på gang brugt i argumentationen for kvinders egnethed til politisk arbejde. Og modstanden mod kvindevalgretten ebbede langsomt ud. 

 

Billede: Valgplakat fra Rigsdagsvalget i 1907.