Essensen af et årelangt samarbejde blev mandag præsenteret i Marokko.

Statsforvaltningen har i samarbejde med KVINFO og Institut Superièure de la Magistrature , som uddanner de marokkanske dommere, trænet dommere i mægling i skilsmissesager.
Deres erfaringer er blevet samlet i en mæglingsguide til brug i hele retssystemet i Marokko. Guiden blev lanceret ved en ceremoni mandag.

Baggrunden for projektet er den marokkanske familielov fra 2004, der gav kvinderne langt bedre rettigheder end før. For eksempel fik de retskrav på skilsmisse, hvis de ønsker det. Desuden blev der indført obligatorisk mægling i blandt andet skilsmissesager.

Men implementeringen er ikke altid fulgt med, og har i nogle tilfælde mest bestået af forsøg på at overtale især kvinden til at blive i ægteskabet. Samarbejdet mellem de danske og marokkanske partnere har haft til formål at sikre en reel, upartisk mægling og dermed styrke især kvindernes rettigheder. Samtidig har Statsforvaltningen fået et værdifuldt indblik i tankegangen, når de står over for fx marokkanske indvandrere. 

På lanceringen af mæglingsguiden i Marokko i dag fortalte udviklingskonsulent og mæglingsekspert Leise Døllner fra Statsforvaltningen om arbejdet med mægling i skilsmissesager i Marokko. Målet med mæglingen er at nå frem til en fælles forståelse og at begge parters interesser og rettigheder bliver respekteret, hvad end det ender med skilsmisse eller forsoning.

Ved lanceringen deltog både dommere og andre fra retssystemet, lokale journalister, Danmarks ambassadør Jørgen Molde og repræsentanter for partnerne i projektet: KVINFO, Statsforvaltningen og Institut Superièure de la Magistrature.

 

Læs mere om mæglingsprojektet i KVINFOs Webmagasin: "Marokkanske dommere: Et ægteskab skal ikke altid reddes."