I det lille år jeg har været direktør for KVINFO er jeg igen og igen blevet slået af den passion, der er om køn og ligestilling. Jeg har før arbejdet med LGBT, etnicitet og stofbrugere. Det er områder som ellers også kan vække følelser og nogen steder er kontroversielle. Men intet sted har jeg mærket så voldsomme følelser som her.

Det gælder den fantastiske opbakning, som KVINFO har fået i processen med at skille biblioteket ud fra vores videnscenter og definere en ny retning for os, og det gælder i den ildhu og dedikation som de, der deler visionen om et ligestillet samfund med os, viser i debat og handlinger.

Det gælder så også i de øretæver man får, der desværre ikke bare bliver ved uenigheder.

Jeg har sammen med Amnesty i de sidste par uger hørt nogle af vores kvindelige folketingspolitikere fortælle om den digitale chikane, de oplever, når de siger, hvad de mener på nettet. At blive kaldt so, luder og møgfisse er hverdagskost. Truslerne handler ofte om fysisk og seksuel vold. Trusler om voldtægt er noget, de fleste udsættes for.  Politikerne er påvirkede af det, og der er emner, de afholder sig fra at diskutere. Ligestilling er et af de emner.

Derfor er det også syv meget modige kvinder fra syv forskellige partier, som stiller op og fortæller om chikanen i vores undersøgelse. Det gør de trods risikoen for at blive opfattet som sippede eller pjattede eller for at fremstå som ofre og trods risikoen for at tabe politisk respekt. De får vores respekt, for alle skal turde blande sig i debatten – også ligestillingsdebatten – uden at frygte trusler og digital vold. Det gælder vores demokrati og vores ytringsfrihed.

Jeg ser en lige linje til #metoo, hvor tusindvis og atter tusindvis af kvinder fra Norge til Namibia, fra Iran til Italien, fra Kroatien til Kina har stået frem og fortalt om en kultur, som vi tidligere har negligeret, skubbet fra os, skammet os og følt skyld over. En kultur som faktisk ikke er så forskellig fra land til land, fra miljø til miljø, som nogle gerne vil have os til at tro. #MeToo bevægelsen har om noget vist os, at ligestillingsudfordringer findes overalt; men heldigvis er der nu et momentum for at løse dem i fællesskab, på tværs af køn, partifarve, sektorer og etnicitet.

Og jeg ser en klar parallel til de hjerteskærende historier, som bl.a. Abdel – en af vores værter her i aften – har været med til at få frem i sit program - om helt unge piger, der fortæller, hvordan de har gennemlevet et sandt helvede, følt skyld og skam, da nøgenbilleder, sex og endda grove seksuelle overgreb blev delt som bizar underholdning.

Handler det her mon ikke om mere end et 25 år gammelt klask bagi? Handler det ikke om mere end nogle, der har en trang til at dømme andre ved en folkedomstol?

Jeg tror man kan sige, at #Metoo har blotlagt en indgroet sexistisk kultur, som vi mere end nogensinde har potentiale til at forandre. Der er skabt et momentum, hvor vi står frem, står sammen og siger fra. Et momentum der genopliver drømmen om ligeværdighed mellem mænd og kvinder.

Det er den drøm og de mange, som aktivt arbejder for den, som vi fejrer her i aften. Jeg vil gerne takke ministre, vores sponsorer Roskilde Festival, DJØF og Dansk Magisterforening, de medvirkende og alle jer, der har købt billet til at være med. Det er en fornøjelse at være vært ved et arrangement med så stor opbakning – og hvor vi derfor igen i år kan skabe et rum, der binder politik, kultur og musik sammen i et stort og levende fællesskab.

Jeg glæder mig til i det kommende år, forhåbentlig sammen med mange af jer, at stille mig i spidsen for at bringe KVINFO ind i en ny tid med et solidt funderet videnscenter om køn, ligestilling og mangfoldighed. Et videnscenter som skal være med til at skabe de nødvendige forandringer.

Rigtig god aften. Rigtig god fest. Tak fordi I vil være med.