”Når piger under 18 bliver gift, avler det fattigdom, uvidenhed og dårlig sundhed for dem selv og deres børn.”

Ordene fra Jordans minister for planlægning og internationalt samarbejde Imad Fakhoury faldt ved lanceringen af rapporten “A Study on Child Marriage in Jordan”. Rapporten om børneægteskaber er lavet af Jordans råd for befolkningsspørgsmål, Higher Population Council, i partnerskab med KVINFO.

Problemet med børneægteskaber er voksende i Jordan, ikke mindst blandt de mange syriske flygtninge i landet. Mere end hver tredje af de syriske brude var under 18 i 2015, en kraftig stigning fra 18.4 procent i 2011. Af alle kvinder, som blev gift i Jordan i 2015, var 13,4 procent mindreårige.

Rapporten analyserer også årsagerne til at nogle forældre vælger at gifte deres døtre bort i en ung alder. Maisoon Al Zou’bi, som er generalsekretær for Higher Population Council, gav et overblik i sin tale ved lanceringen.
“Ifølge de interviewede målgrupper, så kan grundene til børneægteskaber være: Fattigdom, familiernes ønske om at blive fri for det økonomiske ansvar for at forsørge pigerne, problemer med at gennemføre skolegang, sociale normer og ønsket blandt syriske flygtninge, især fra landområder og beduin-grupper, om at slippe for ansvaret for at “beskytte pigernes ære””, sagde hun.

Anbefalinger bliver fulgt

Billedet er altså ret nedslående, ikke mindst fordi problemet vokser. Derfor er det også vigtigt, at rapporten ikke alene har givet meget debat i medierne, men også ser ud til at få konkrete aftryk i landets politik.

Da premierministerens rådgiverkomite blev præsenteret for resultaterne forud for offentliggørelsen, tilsluttede den sig anbefalingerne i rapporten, og har meddelt at premierministeren vil bede de relevante institutioner om at implementere anbefalingerne.

Rapporten anbefaler, at der laves en national strategi til at bekæmpe børneægteskaber, en opfordring som blev gentaget af minister Fakhoury ved lanceringen. Derudover anbefaler den:

  • at skabe opbakning til holdningsændringer i lokalsamfundene ved at række ud til alle dele af samfundet.
  • at fremme historier i medierne, som øger opmærksomheden på de negative effekter af børneægteskaber.
  • at sikre retten til uddannelse for alle tidligt gifte kvinder gennem alternative uddannelsestilbud.
  • at styrke sundheds- og udviklingsprogrammer om kvinders reproduktive sundhed.

Rapporten foreslår også at fjerne alle undtagelser i loven for begge køn, som tillader ægteskab før nogen af parterne fylder 18.

 

Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram

KVINFO's program i Mellemøsten og Nordafrika er støttet af Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram under Udenrigsministeriet (tidligere Det Arabiske Initiativ).

Læs hele rapporten (engelsk): "A Study on Child Marriage in Jordan"

Lanceringen af rapporten fik bred opmærksomhed i medierne. Læs artikel fra den engesksprogede Jordan Times: "Marriage of girls under 18 is a reproduction of poverty, ignorance and disease"

 

Artiklens billede er fra lanceringe af minister for planlægning og internationalt samarbejde Imad Fakhoury.