Få kvinder og endnu færre fra etniske minoriteter. Det er det gennemgående billede af danske kommunalpolitikere.

Spørgsmålet om repræsentation og medborgerskab i kommunalpolitik blev for alvor sat på dagsordenen i sidste uge med to arrangementer i København på tværs af partiskel – ”Stem på en kvinde” og ”Minority Talks – Kommunalvalg 2017”.

Stem på en kvinde

Fakta om repræsentation

Kønsrepræsentationen i kommunalpolitik er endnu mere skæv end i Folketinget. Efter sidste kommunalvalg i 2013 udgjorde mænd 70% af landets kommunalpolitikere, og kun 12 ud af 98 borgmestre er kvinder. Danmark halter desuden langt efter de andre nordiske lande. Se analysen af sidste kommunalvalg 

Ligestillingsministeren Karen Ellemann opfordrede  allerede tidligere på året alle partier til at gøre det mere attraktivt for kvinder at gå ind i kommunalpolitik.

Også Kvinderådet skubber på med kampagneweekenden ”Stem flere kvinder ind” i begyndelsen af november. Ved sidste kommunalvalg koordinerede rådet kvindevalgmøder i to tredjedele af kommunerne. 

Sloganet ”Stem på en kvinde” har mange år på bagen. Men hvilke argumenter ligger til grund for sloganet? Og har de ændret sig over tid? Læs professor Anette Borchorsts analyse af, hvilke argumenter, der igennem tiden har ligget til grund for Dansk Kvindesamfunds kampagner for at stemme på en kvinde.

Se klip fra Minority Talks på MinoDanmarks facebook

Ved sidste kommunalvalg var stemmeprocenten blandt 1. og 2. generationsindvandrere på hhv. 40 % og 42 %. Til sammenligning ligger tallet på 75,8 % for etniske majoritetsdanskere. Læs mere om valgdeltagelsen ved sidste kommunalvalg i denne rapport.

Med titlen ”Stem på en kvinde” inviterede Socialdemokratiet til et tværpolitisk valgmøde lørdag d. 9. september. Samtlige partier var inviterede til markedsdag på Rådhuspladsen med et fælles budskab om at stemme flere kvinder ind i kommunalpolitik. 

At dansk kommunalpolitik har et stort repræsentationsproblem hvad angår køn, var de fremmødte partier, Socialdemokratiet, Liberal Alliance, Enhedslisten, Radikale Venstre, SF, Alternativet og det nystartede Feministisk Initiativ, enige om.

Men der var også en udbredt holdning om, at løsningen på repræsentationsproblemet ikke kun består i at få vælgerne til at stemme kvinderne ind i kommunalpolitik. Partierne må også kigge indad og sørge for, at opstillingslisterne er langt mere kønsbalancerede. Ved mødet var det kun Enhedslisten og Det Radikale Venstre, der kunne bryste sig af en ligelig kønsfordeling blandt deres opstillede kandidater i København.

Minority Talks

Men det er ikke bare kvinder, der er underrepræsenterede i kommunalpolitik. Som en del af arrangementsrækken Minority Talks inviterede handletanken MinoDanmarks til valgmøde d. 6.september på Hovedbiblioteket.

Ved at give ordet til tre unge førstegangsvælgere med etnisk minoristetsbaggrund satte arrangementet fokus på, at kommunalvalgdeltagelsen blandt etniske minoritetsdanskere er markant lavere end blandt etniske majoritetsdanskere.

Mino Danmark gjorde desuden deres for at rette op på underrepræsentationen af etniske minoriteter i dansk kommunalpolitik. Aftenen blev nemlig rundet af med en partirunde med kandidater med etnisk minoritetsbaggrund. De ni kandidater repræsenterede hele det politiske spektrum fra Enhedslisten til DF og Liberal Alliance.