Kronik i Berlingske i dag af Suzanne Moll, direktør (konst.), KVINFO, og Jytte Nielsen, forskningsbibliotekar, KVINFO.

Hævnporno. Social kontrol. Sexisme. Kvinder i ledelse. Uligeløn. Der diskuteres ligestilling og feminisme i avisernes debatspalter, som det ikke er set siden ’70erne. Blandt børn og unge i folkeskolen og på gymnasierne er hævnporno og sexisme blevet hverdagssprog mens kønsidentitet og – udtryk er til daglig forhandling. På de sociale medier koger debatten drevet af en indignation over, at sexisme og krænkelser stadigvæk er en del af de unges hverdag.

Det er også i disse år, at en ung generation af minoritetsetniske kvinder markerer sig med feministiske budskaber, der minder os alle sammen om, at ulighed ikke kun har med køn at gøre, men også spiller sammen med socialt tilhørsforhold, seksualitet og etnicitet. Og senest satte skuespillerforbundet fokus på den store udfordring, vi til stadighed har med uligeløn mellem mænd og kvinder – en problematik, der deler det arbejdende Danmark i et kønnet A- og B-hold.

Dette folkelige feministiske momentum er selvfølgelig en del af en international tendens. Selv den kommercielle popkultur har taget feminismens sprog til sig - Beyoncé- og Gaga-feminisme, har nogen kaldt det. Og I kølvandet på Trumps valgsejr har den feministiske interesse fået et kollektivt og grænseoverskridende udtryk i Womens March’er i vestlige storbyer.

Hvorfor er det der ligestilling ikke allerede fikset?

På KVINFO oplever vi denne stigende interesse hos bl.a. folkeskole- og gymnasieelever, som har valgt at skrive projekter om køn og ligestilling, og som har brug for litteraturtips, fakta og vejledning. De spørgsmål, som vi får stillet uafbrudt, handler om, hvordan de skal forstå den herskende nationale fortælling om, at ligestilling er en kerneværdi i Danmark, som vi allerede har opnået, og som vi skal værne om - når de i deres hverdag oplever noget helt andet. Nemlig, at der er forskellige forventninger til drenge og pigers adfærd både hvad angår opførsel, seksuel adfærd og valg af uddannelse. Samtidig undrer de sig over, hvordan det kan være, at de klassiske ligestillingsproblemer som uligeløn, fædres andel af barslen, ulige repræsentation på topposter, i politik og erhvervsliv osv. osv. ikke for længst er løst. Hvorfor er de ikke allerede fikset? Og hvornår bliver de fikset?

Og vi må blive dem svar skyldig. For siden slut 90’erne har der ikke været megen fremgang at spore. Tværtimod har Danmark i de sidste 20 år været inde i et ligestillingspolitisk dødvande, hvor politikerne har nedprioriteret ligestillingspolitikken og gjort diskussionen om ligestilling til et privat anliggende for den enkelte.

Al forskning viser imidlertid, at ligestilling ikke kommer ikke af sig selv. Ligestilling er ikke en uomgængelig naturkraft, der akkumuleres af sig selv i takt med historiens fremdrift – alt imens politikerne læner sig tilbage og ser passivt til. Tallene taler deres tydelige sprog: Danmark rykker ned i de internationale ligestillingsindeks. For 10 år siden (i 2006), lå Danmark som nr. 8 i World Economic Forums Gender Gap Report, i 2016 som nr. 19. Og i indekset over kvinder i politik lå Danmark i 2007 som nr. 6, i 2017 som nr. 22. Og selv om tilbageskridtet i indeksene skal tages med et vist forbehold, fordi de også er udtryk for at andre lande rykker hurtigt, er budskabet klart. Danmark er ikke længere blandt de lande, der har førertrøjen på.

Selvom politikerne forholder sig passivt til tidens ligestillingspolitiske udfordringer, er medierne begyndt at røre på sig. Den seneste udgave af den internationale undersøgelse Who makes the news viste, at antallet af kvindelige kilder i medierne ligger på omkring 25 %, hvilket har givet anledning til eftertanke i nogle af mediehusene. Fx har Deadline-redaktionen lavet en intern analyse, der viser, at årsagen til, at kun en ud af fire gæster i Deadline er kvinder, skyldes en indbygget skævhed i forhold til, hvem der overhovedet inviteres indenfor i TV-studiet.

Analysen punkterer myten om, at kvindelige eksperter langt oftere end mænd takker nej til deltagelse i medierne. På KVINFO kan vi kun nikke genkendende til denne analyse. KVINFOs Ekspertdatabase bugner nemlig med talentfulde kvindelige eksperter indenfor alle tænkelige fagområder, der gerne stiller op og deler ud af deres ekspertviden. Vi glædes derfor over, at flere og flere programredaktioner er begyndt at opruste på andelen af kvinder og etniske minoriteter i mediefladen – ikke mindst fordi seerne og lytterne efterspørger det.

Denne form for selvransagelse ser vi altså ikke blandt politikerne. Hvert år på denne tid udsender Ligestillingsministeren sin årlige redegørelse og handlingsplan for ligestilling i Danmark. I 2017 er visionen for ligestillingsarbejdet på linje med tidligere år, at ”Alle skal have lige muligheder for at deltage i samfundet og udfolde deres potentialer og talenter. Alles ressourcer skal i spil, og ingen skal opleve diskrimination på grund af køn.” Denne vision er der vist ikke mange, der er uenige i. Men handlingsplanen giver os ingen klar definition af, hvad lige muligheder vil sige – og vi får heller ingen anvisninger på, hvilke veje vi skal gå for at opnå visionen. Der er hverken opstillet delmål eller milepæle, som gør det muligt at vurdere om de tiltag, som sættes i værk på udvalgte områder egentlig virker.

Og det er netop dette skisma mellem den nationale selvfortælling om ligestilling som en dansk kerneværdi og den manglende koordinerede ligestillingspolitiske indsats, som alle de folkeskole- og gymnasieelever, der dagligt slår vejen forbi KVINFOs bibliotek, undres over: For hvorfor er det der ligestilling ikke allerede fikset?

Ambitiøs ligestillingspolitik fra vugge til grav, tak!

Men hvad skal der så til for at ændre på status quo? Ja for det første kræver det en politisk vilje til forandring, og for det andet kræver det, at civilsamfundet stiller krav om forandringer. Det sidste er i fuld gang! Den yngre generation har for længst erfaret, at ligestilling ikke er en selvfølge, og debatterne om sexisme, ligeløn og minoriteters rettigheder vidner om en generation, der er i færd med at genpolitisere det private. Men det første har vi endnu til gode. Utallige rapporter og kampagner er i en lind strøm udgået fra ligestillingsministeriet. Problemet er, at de adresserer enkelte og ofte isolerede problemstillinger, men ikke opstiller effektive løsninger på de komplekse ligestillingsudfordringer, vi står overfor. Sikkert fordi, at der ingen her-og-nu-løsninger er.

Hvis der skal substantielle forandringer til, forudsætter det, at ligestillingspolitikken kommer helt ind i det politiske maskinrum. Skal der ændres noget radikalt kræver det viljen til en gennemgående tænkning, der griber fat i de helt grundlæggende kønsstrukturer- og normer og kønsarbejdsdelingen i samfundet. Der er brug for, at der igen, som i 1970’erne og 1980’erne, stilles de helt grundlæggende spørgsmål: Hvordan ser ligestillingsudfordringerne ud i dag fra en 2017-synsvinkel? Hvad forstår vi ved ligestilling? Hvad betyder det for den enkelte kvinde og mands økonomi, uddannelsesvalg, arbejdsliv og familieliv, at der ikke er ligestilling? Og hvad koster det egentlig samfundet, når fx kvinder tager hele barslen, eller når samfundet ikke til fulde udnytter den uddannelseskapacitet, som kvinder i dag har? Og hvordan spiller andre faktorer som socioøkonomisk baggrund, etnicitet og seksualitet sammen med køn i fordelingen af samfundets privilegier – og den enkeltes muligheder i livet? Fx viste beskæftigelsesministeriets ligestillingsvurdering af lovforslaget om kontanthjælpsloftet at 72 % af dem, der ville blive ramt var kvinder. Alligevel konkluderes det, at lovforslaget ingen ligestillingsmæssige konsekvenser har, fordi ”der i lovforslaget gives lige rettigheder til kvinder og mænd” og fordi den markante kønsforskel er ”en følge af sammensætningen i gruppen af ydelsesmodtagere, der modtager kontanthjælp”. Så i stedet for at se det som et problem at kontanthjælpsloftet rammer skævt kønsmæssigt og at langt flere kvinder end mænd får færre penge at leve for, vælger man en forklaringsmodel, som bare fastholder status quo. At man kunnet have forslået, at få undersøgt hvorfor flere kvinder end mænd er på kontanthjælp, ligger helt udenfor paletten. 

Sådanne komplekse ligestillingsproblematikker kan kun håndteres med en ambitiøs ligestillingspolitik, der samtænker de ligestillingspolitiske indsatser fra vugge til grav.

KVINFOs opråb til politikerne er derfor: Tag ligestillingsudfordringerne alvorligt, få dem kortlagt, sæt delmål, som der kan evalueres på, gør ligestillingspolitikken til et lige så vigtigt politikfelt som fx beskæftigelsespolitikken og integrationspolitikken. Ligestillingslovgivningen er der allerede og redskaberne findes i dansk og internationalt regi. Nu mangler vi bare at lovgivningen og redskaberne tages i brug. Og sidst men ikke mindst: Lyt til civilsamfundets feministiske kritik!

 

Læs også kronikken på Berlingskes hjemmeside

Billede fra marchen i anledningen af 100-året for kvindernes stemmeret.