KVINFO giver ordet til en ”helt almindelig” kvindelig dansk fodboldspiller

Min umiddelbare reaktion på den månedlange konflikt mellem DBU og Spillerforeningen er, som de fleste andre spillere, en ideologisk forargelse over, at der i år 2017 stadig findes situationer, hvor man som kvinde ikke anerkendes for sin indsats på samme vilkår som sine mandlige kollegaer. Jeg må dog samtidig erkende, at jeg ikke kan gennemskue omfanget og indholdet af konflikten. Hvad er det for krav, parterne har opstillet? På hvilke områder er de uenige? Hvad mangler der for, at parterne kan mødes? Og sidst men ikke mindst, hvad ligger der egentlig bag af personlige følelser hos de to parter, siden denne konflikt er blevet så stor? Man kan ikke undgå at tænke, at konflikten mellem DBU og Spillerforeningen har sin helt egen politiske og principielle agenda, og at kvindelandsholdet desværre er blevet syndebuk for denne.  

Jeg kunne sagtens vælge at råbe op om, hvor foragteligt det er, at man endnu ikke kan anerkende det kvindelige landshold ved at give dem en aftale, der giver dem de rette økonomiske og juridiske rammer. Hvad jeg dog finder mest horribelt er, at dens udvikling er tegn på de to parters manglende interesse for selve konfliktens omdrejningspunkt – nemlig det danske kvindelandshold og kvindefodbolden i sin bredere forstand.

At DBU er endt med at aflyse en VM-kvalifikationskamp viser, at spillerne har haft en dårlig sag fra start af. Deres våben i konflikten har været, som det er set så ofte før i konflikter mellem ”arbejdsgiver” og ”arbejdstager”,  at varsle strejke. En strejke har dog kun en effekt, så længe ”arbejdsgiveren” oplever de konsekvenser, som det tabte arbejde vil føre med sig, som en trussel. Som konflikten har udviklet sig, virker det dog ikke som om, at DBU har følt sig trykket af den konsekvens, at kampen ikke blev spillet, og at kvindelandsholdet højst sandsynligt udelukkes fra international deltagelse.

Jeg kan ikke lade være med at spørge mig selv, om DBU ville være gået længere i forhandlingerne, hvis det var herrelandsholdets deltagelse til en VM-slutrunde, det havde drejet sig om? Mon ikke DBU havde følt sig mere presset af konsekvenserne, hvis det var herrelandsholdet, der potentielt kunne misse endnu en slutrunde. Og det er her, jeg mener, at kernen i problematikken ligger. Det viser, at kvindelandsholdet og dansk kvindefodbold stadig ikke er fænomener, som DBU føler ejeskab til.

I de 14 år jeg har spillet fodbold, er sporten blevet den største pige/kvindesport i Danmark, kvindelandsholdet har spillet sig i to EM-semifinaler samt én EM-finale (hvilket med næsten 1,5 mio. seere var den mest sete fodboldkamp det år), der er blevet skabt en massiv mediedækning omkring sporten, flere europæiske lande har professionaliseret sine ligaer, og for nyligt meldte FCN ud, at de ønsker at bruge midler på systematiseret at satse på talentudvikling inden for kvindefodbold. Men på intet tidspunkt i de 14 år jeg har spillet, har jeg haft en fornemmelse af, at denne udvikling har taget sit udspring i de bærende institutioner inden for sporten. Tværtimod, så vidner den nuværende konflikt om en modarbejdelse af denne udvikling. At kampen mod Sverige ikke blev spillet er en katastrofe for dansk kvindefodbold, men det er intet i sammenligning med det faktum,  at kvindefodbolden stadig ikke bliver håndteret med den respekt og professionelle tilgang, som tusindvis af spillere og foreninger i årevis har vist og bevist at den fortjener og har format til – og dette gælder både fra DBU og Spillerforeningens side.