Lån din fordom. Tal med den. Lær den at kende. Så enkel er idéen bag Menneskebiblioteket, og den har ramt en nerve i Tunesien. Så de stod i kø ud i gården, da Menneskebiblioteket i Tunis i sidste måned slog dørene op for sit tredje og sidste arrangement under det projekt KVINFOs Minipulje har finansieret.  Helt almindelige tunesere kunne låne en afrikaner, en transseksuel, en feminist – og stille spørgsmål og høre om deres liv og deres tanker.

Men selv om bevillingen fra KVINFOs Minipulje nu er brugt, er det ikke slut med Menneskebiblioteket i Tunis. Det har hele tiden været meningen, at de tre arrangementer i år, skulle føre til dannelsen af en permanent gruppe af frivillige, og derfor fortsætter arbejdet med at planlægge flere Menneskebiblioteker.

Samtidig breder idéen sig til andre arabiske lande. Her i november slår det første Menneskebibliotek dørene op i Jordan og det samme sker i Dubai til februar. Også i De Forenede Emirater, Saudi Arabien og Algeriet bliver der arbejdet på at lave Menneskebiblioteker.

De nye initiativer er finansieret på andre måder end gennem KVINFOs Minipulje eller andre midler under det Dansk-Arabiske Partnerskabsprogram, og dermed et det et fint eksempel på et lille frø sået af Minipuljen, som nu er ved at vokse sig stort helt af sig selv.

Idéen med Menneskebiblioteket opstod oprindelig på Roskilde Festivalen i år 2000 som en måde at nedbryde fordomme og stereotyper mellem mennesker. Siden er der sprunget menneskebiblioteker op i mange forskellige sammenhænge i mere end 70 lande verden over. Det er den tunesiske organisation L’Art Rue, som sammen med den danske organisation Menneskebiblioteket har udviklet den tunesiske udgave af biblioteket, støttet af KVINFOs Minipulje.

Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram

KVINFO's program i Mellemøsten og Nordafrika er støttet af Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram under Udenrigsministeriet (tidligere Det Arabiske Initiativ).

Køn og kvinders rettigheder har været et særligt fokus i udvælgelsen af ”bøgerne” i biblioteket, men målet har været at få dækket alle de otte grupper af fordomme, som Menneskebiblioteket arbejder med. Ud over køn gælder det etnisk oprindelse, religion, seksuel orientering, profession, livsstil, handicap og politisk overbevisning.

Selve Minipuljen er nedlagt fra 2017, da den ikke en del af den nye programperiode, som KVINFO har under DAPP, hvor midlerne er blevet fokuseret skarpere på større projekter i de fire hovedområder under programmet. Menneskebiblioteket er et af de sidste projekter under puljen, som bliver afviklet.

Læs mere om Menneskebiblioteket