"Jeg har fået mere styrke, mere tro på mig selv og jeg har opdaget, at jeg ikke er alene med mine problemer - og at mine problemer derfor ikke er små og ubetydelige, sådan som jeg troede, nej, de er store, fordi de er strukturelle"

Ordene kommer fra et af medlemmerne i det netværk for aktive kvinder i de marokkanske fagforeninger, som KVINFO har været med til at løbe i gang. Flere af de andre gav udtryk for lignende resultater.

I sidste weekend var de samlet til et forum, som markerede afslutningen på det nuværende projekt mellem RFSE - Réseau des Femmes Solidaires pour l’Egalité – og KVINFO, hvor RFSE er blevet etableret som en selvstændig organisation, og 130 fagforeningsaktive kvinder har gennemgået et skræddersyet uddannelsesforløb i kvindeligt lederskab gennemført over hele Marokko. Over 50 af dem er blevet valgt til tillidsposter i deres fagforeninger.

"Vi kan allerede se forandringen, kvinderne markerer sig og får indflydelse - og der er stor interesse fra vores fagforbund for netværket. Mange mænd vil også gerne lære om køn og ligestilling" - sagde én af arrangørerne.

En del mænd var da også mødt op på forummet blandt de repræsentanter for de tre fagforbund, som kvinderne kommer fra og øvrige civilsamfundsorganisationer, som deltog.

"Kvinder kan ikke bare vente på, at mænd giver dem rettigheder - de må tage dem selv. Og alle vi mænd, også os der allerede arbejder for ligestilling, vi skal blive bedre til at se kritisk på os selv, så vi kan ændre os og give plads. Det har jeg lært", sagde en mandlig deltager.

Den manglende kvinderepræsentation i den marokkanske fagbevægelse har gjort det svært for fagforeningerne at få fat i de kvindelige medlemmer og deres problemer har haft svært ved at komme på dagsordenen, selv om kvinderne fylder stadig mere i arbejdsstyrken i Marokko. 

Forummet sluttede med en diskussion om fremtiden, og der var bred enighed om, at kvindenetværket har en rolle at spille også fremover.

"Vi skal længere ud og have flere med. Vi fagforeninger må slå os sammen og kæmpe sammen, det kan vi også lære af netværket," sagde en af deltagerne.

Samarbejdet med RFSE er en del af målet om at øge kvinders økonomiske deltagelse, som har været en del af KVINFOs program under det Dansk-Arabiske Partnerskabsprogram – også kaldet Det Arabiske Initiativ.  Men det fokusområde falder bort under det nye program, som starter i april, og derfor bliver samarbejdet udfaset. Udenrigsministeriet har dog bevilliget en brobevilling, der blandt andet skal gå til en udfasning af projekter, som ikke skal videreføres, og KVINFO og RFSE er lige nu ved at formulere et kortere projekt, som skal sikre bæredygtigheden fremover.

 

Læs mere om samarbejdet med RFSE