Hvordan opleves hvidhed i Norden, og hvordan ville vi have oplevet terrorangrebet på Utøya, hvis terroristen havde været brun? Dette og meget mere stilles der skarpt på i antologien Affectivity and Race, hvor en række forskere fra Danmark, Norge, Sverige og Finland undersøger og diskuterer race og affekt i en nordisk kontekst.

Redaktørerne Rikke Andreasen og Kathrine Vitus har samlet et bredt udvalg af forskellige tilgange og perspektiver på affekt og race, og gennem analyser af blandt andet journalistik, politik, skønlitteratur og film søges der nye indsigter i race og racialisering i Norden.

For eksempel undersøger Kaarina Nikunen hvordan immigrationsmodstandere i Finland bruger ironi som en del af deres politik, for på den måde at fremstille humanitarisme og multikulturalisme som feminint og naivt. Rikke Andreassen skriver om hvordan race præsenteres og fornemmes i Nella Larsens roman Quicksand fra 1928, og Lin Prøitz og Henry Mainsah skriver om ”kollaborative auto-ethnografier”, som farvede forskere bruger til at udfordre idéen om forskersubjektets ståsted som objektivt.

Bestil bogen i KVINFOs bibliotek