Ligestilling er essentielt. For det enkelte menneskes muligheder for frit at kunne udfolde sig i sit eget liv. Og for et moderne samfund, der insisterer på, at alle menneskers potentialer kan og skal realiseres. 
 
Ligestilling er et emne, der tænder følelser. I debatten står stereotyperne i kø: Fra rødstrømper til karrierekvinder, fra stillepiger til tabermænd. Det rammer overskrifter, når ligestillingsspørgsmål bliver konkrete, men ofte er de konkrete eksempler både forsimplede og karikerede billeder, der forvrænger debatten.
 
Ligestillingsdebatten er central som en definerende værdi i vores samfund. Derfor har ligestillingsdebatten brug for viden, analyser og research.
 
Ligestilling er et fælles anliggende, nationalt og internationalt. Det handler ikke kun om kvinder eller om mænd, men om lige muligheder uanset køn. Reel ligestilling kan kun realiseres i samspil mellem kønnene. Den moderne ligestillingsdiskussion forener og adresserer de udfordringer, der knytter sig til det enkelte menneskes muligheder og rettigheder.  Køn, seksualitet og etnicitet må aldrig begrænse adgangen til formelle og reelle rettigheder.
 
Ligestilling kommer ikke af sig selv. KVINFO er sat i verden for at gøre en forskel nationalt og internationalt. 
 
Vi er stolte af vores resultater, vores samarbejde og partnerskab med mennesker med noget på hjerte, med forskere og kunstnere, der inspirerer, og med foreninger og organisationer, der rykker. De progressive løsninger og konkrete resultater inspirerer på tværs af landegrænser – og de snærende bånd og manglende muligheder kalder på handling på tværs af kontinenter og generationer.
 
Denne strategi viser retningen for KVINFO. Den skal lede og inspirere os, vores aftagere og samarbejdspartnere. Den opridser vores strategiske mål og sætter dermed kursen for KVINFOs arbejde de kommende tre år.
 
Nina Groes, direktør