Judith Butler er af offentligheden blevet udnævnt til “queen of gender”.
En position som hun allerede gjorde sig fortjent til med udgivelsen af Gender Trouble i 1990 og som blev stadfæstet med udgivelsen af Bodies That Matter i 1993.

I år er der udkommet hele tre bøger med hendes navn på: The Judith Butler Reader, redigeret af Sarah Salih sammen med Butler, Undoing Gender og Precarious Life; The Powers of Mourning and Violence.
De første to er en fortsat diskussion af queerteori, et felt som Butler
af mange anses for at være ophavskvinde til. Den tredje bog, Precarious Life, er en kursændring for Butler.

De fem essays, som udgør Precarious Life,
er alle skrevet efter terrorangrebet på World Trade Center og Pentagon
d. 11. september 2001. I de fem essays tager Butler fat på USAs stigende
censur og anti-intellektualisme; afvisningen af at sørge over de, som
er blevet slået ihjel af USA; tilbageholdelsen af fanger i Guantanamo
Bay på ubestemt tid, der er i strid med Geneve Konventionen; faren ved
at ligestille antizionisme med antisemitisme; og de etiske aspekter ved
ikke-vold.

I denne bog diskuterer Butler hverken køn eller
heteronormativitet. Hun har i stedet kastet sin opmærsomhed over etiske
og politiske aspekter af censur, fangenskab og vold. Hendes kommentarer
om feminisme er få – dog revser hun Bush-administrationen for at bruge
feministiske argumenter i sin retfærdiggørelse af bombningen af
Afghanistan, og hun revser samtidig de amerikanske intellektuelle, der
lovpriser de afghanske kvinder, der smider sløret og ser det som en sejr
for den amerikanske forestilling om frihed.

Enkelte vil måske
blive skuffet over denne nye drejning i Butlers forfatterskab og længes
efter “det bid og den indtrængende tone, der kendetegner Butlers
tidligere indgreb i kønspolitik”, som Heather Love fx skriver i artiklen
“Dwelling in Ambivalance” i The Women’s Review of Books (nov.
2004). Men det vil være en fejltagelse. Butlers forfatterskab viser,
ligesom en anden stor feministisk filosof, Claudia Card, at feministisk
teori har en masse at sige om politik, selv når det ikke drejer sig
specifikt om køn og seksualitet.

Butler indleder bogen ved at
forudsætte, at den menneskelige krop i bund og grund er afhængig og
sårbar. Sårbarheden kommer til udtryk i vores begær såvel som vores
kropslighed. Vi risikerer også at miste dem, der står os nær, og vi
risikerer selv at blive voldsudøvere. Hun spørger: Hvordan forholder vi
os til sårbarhed således, at vores politik minimerer volden i verden?
Målet
for hendes kritik i bogen er, den måde amerikanske politikere og
mainstream medier har reageret på den øgede følelse af sårbarhed, som
fulgte i kølvandet på den 11.september 2001. Blot ti dage efter angrebet
gav præsident Bush udtryk for, at sørgeperioden var slut, og at det nu
var tid til at handle i stedet for at sørge.

I stedet for at
sørge har USA valgt at sætte sig i offerets rolle for at retfærdiggøre
en militær aktion mod Afghanistan og Irak. I og med, at man offentligt
ikke har ønsket at sørge, har politikere, medier og konservative
intellektuelle skabt en diskurs, der i sig selv er en form for vold. For
selvom argumentet er, at ethvert liv er ukrænkeligt, så mener de i
virkeligheden, at nogle liv er ukrænkelige (de amerikanske) og andre er
ikke (arabiske og muslimske liv).

Denne dehumanisering bliver
tydeliggjort af hierarkiseringen af den offentlige sorg. Selvom
dødsannoncer er en offentlig anerkendelse af tab af liv, så er det meget
sjældent vi hører navnene på de mange tusinde palæstinensere, som er
blevet dræbt af det israelske militær med hjælp fra USA, eller antallet
af afghanske børn og voksne, som er blevet dræbt af amerikansk militær.

Butler
skriver om en palæstinenser bosat i USA, som indsendte mindeord om to
palæstinensiske familier, der var blevet slået ihjel af israelske
tropper til avisen The San Francisco Chronicle. Mindeordene
blev afvist, fordi avisen ikke ønskede at støde nogen. De blev set som
en overskridelse af, hvad man offentligt kan skrive.

Det
“hierarki af sorg”, som afgør, hvem der bliver set som mennesker bliver
også tydeliggjort af mediernes dækning af krigen i Irak. Vi ser
romantiserede billeder af “bomber, der sprænges i luften” (“bombs
bursting in air” – en linie fra den amerikanske nationalhymne The Star Spangled Banner), men mainstream medier afviser at vise billeder af børn, der er blevet sårede eller slået ihjel af amerikanske bomber.

Forestillingsmæssigt
er det, ikke blot det, at nogle mennesker behandles som mennesker mens
andre dehumaniseres, der er på spil. Men det, at denne “dehumanisering
bliver forudsætningen for skabelsen af det menneskelige i det omfang, at
en “vestlig” civilisation definerer sig over og imod en befolkning, der
per definition forstås som værende “ugyldig”, hvis ikke tvivlsomt
menneskelig”, som Butler skriver.

Hvis en demokratisk kultur skal
kunne blomstre, må vi tage fat på den svære opgave det er at
reformulere, hvad det vil sige at være menneske. På
menneskerettighedsområdet bør man se på, hvor den påståede universalitet
inden for menneskerettigheder åbenbart ikke gælder – som hos fangerne i
Guantanamo Bay, der tilbageholdes på ubestemt tid af de amerikanske
myndigheder.

Inden for humaniora hjælper kulturkritikken os med
at søge efter mennesket der, hvor vi ikke forventer det findes. Vi bør
sætte spørgsmålstegn ved det normsæt, der bestemmer, hvad vi ved, hører,
ser og fornemmer, og vi må forstå, hvordan dette normsæt er afgørende
for, hvem, der fremstår som menneske og hvem, der ikke gør. Butler tager
således til genmæle overfor visse universitetsfolk, der synes at mene,
at humaniora har trukket tæppet væk under sig selv med al den
relativisme, kritik og stillen spørgsmålstegn ved alting. Humaniora kan
tværtimod føre os tilbage til mennesket og hjælpe os med at “anerkende
livets ukrænkelighed, alle livs ukrænkelighed”.

Med udgivelsen af Precarious Life
har Butler på sin vis fundet et nyt publikum. Hendes berømmelse bygger
på hendes arbejde med feministisk- og queerteori. Selvom disse temaer
burde være i fokus for politikere såvel som for intellektuelle – de
vælgere, der i elleve stater stemte imod homoseksuelle ægteskaber havde
afgørende betydning for George W. Bushs sejr – så bliver de ofte
marginaliseret af (mandlige) venstreorienterede og intellektuelle.

Butlers
nye bog, som også er hendes mest tilgængelige, henvender sig til en
amerikansk befolkning, der er involveret i en krig, som oplever
mediernes selv-censur, og som er vidner til krænkelse af
borgerrettigheder og menneskerettigheder. Bogen vil således finde et
publikum selv imellem dem, som mener, at feministiske og homoseksuelle
bevægelser eller måske mere præcist lesbiske, bøsser, biseksuelle og
transgender bevægelser er enkeltsags-bevægelser, der ikke har nogen
egentlig politisk eller universel berettigelse. Slavoj Zizek skriver fx
om “disse nye samfundsmæssige bevægelser, fra feminisme til økologi til
anti-racisme…deres begrænsning er, at de ikke er politiske i en
egentlig universel forstand: De er “enkeltsags-bevægelser”, der mangler
universel rækkevidde – hvilket betyder, at de ikke forholder sig til
samfundet som helhed” (i artiklen “Have Michael Hardt and Antonio Negri
Rewritten the Communist manifesto for the Twenty-first Century?”, Rethinking Marxism, No. 3/4, 2001, 6)

Med
en sådan ændring i Butlers fokus og målgruppe er det fristende at
spørge: Hvad tager hun med sig fra sine tidligere værker? Hvilke
teoretiske forskydninger finder sted? Mange af temaerne fra de tidligere
værker er skam stadig med. Butler understreger her, som tidligere,
spørgsmålet om, hvordan kroppe får betydning. Hun spørger til, hvad det
er, der udgør en krop, og hvordan nogle kroppe får betydning, mens andre
udgrænses. Nogle eksistenser bliver med andre ord ekskluderet fra det
at være helt menneskelige, og dette ekskluderede “udenfor” definerer og
opretholder det, der hører til inden for kategorien af det menneskelige
og det politiske (Bodies That Matter; Antigone´s Claim
(2000)). Butler fortsætter med at understrege den centrale rolle, som
diskursen spiller i udformningen af det, den repræsenterer.

Hun fortsætter ligeledes med at undersøge problemet med den uafsluttede sorg og de offentligt hierarkier for sorg (The Psychic Life of Power (1997);Antigone´s Claim). Men hvor hun i de tidligere tekster fokuserer på emner som heteronormativitet og racialiseringen af kroppe, vender hun i Precarious Life sin opmærksomhed mod måden, hvorpå arabere og muslimer bliver umenneskeliggjorte.

Med
sin nye bog udtrykker Butler samtidig nye forpligtelser. Som svar til
de kritiske røster, der mener, at postmodernismen har bidraget til den
vestlige civilisations forfald, er det Butlers ærinde at gøre opmærksom
på de etiske og politiske implikationer af hendes egen tilgang til
stoffet. Hun plæderer for et etisk opråb, ligesom det opråb, der fulgte
billederne af de brændende og døende børn, der var ofre for napalmbomber
under Vietnam-krigen. Når Butler griber fat i etik, og især i den
franske filosof Emmanuel Levinas, så bevæger hun sig væk fra et
tidligere standpunkt, hvor hun gav udtryk for, at Levinas´ filosofi
osede af “dårlig luft” og var på grænsen til det masochistiske (i
artiklen “Ethical Ambivalence” i antologien The Turn to Ethics,
red. af Marjorie Garber, Beatrice Hanssen og Rebecca L. Wlakowitz
(2000). I sin nye bog, tager hun afsæt i Levinas´ understregning af den
etiske fordring som “den andens” ansigt stiller til mig. Men i sin
analyse viser hun, at den måde medierne fremstiller visse ansigter på –
som fx Osama Bin Ladens, Yasser Arafats og Saddam Husseins – er en form
for vold og ikke noget, der skal menneskeliggøre.

I sin
undersøgelse af afhængighed og sårbarhed kommer Butler til at bruge et
“relationelt” sprog. Feministiske filosoffer har fokuseret meget på
relationerne mellem den menneskelige subjektivitet, etik og politik,
selvom Butler dog ikke tidligere har brugt den terminologi. I Bodies that Matter
skriver hun om en “subjectivation” (subjektivisering) og en
“subjection” (underlæggelse) for at understrege den grundstruktur af
magt, diskurs og “det imaginære”, der danner rammen om et hvert
egentligt møde mellem mennesker. I Precarious Life
tilkendegiver hun dog sin forkærlighed for begrebet “relationalitet”,
men tilføjer, “Vi har måske brug for et andet sprog for at kunne nærme
os…ikke blot, hvordan vi er formet af vore relationer, men også
hvordan vi fordrives af dem”.

Butler taler i denne bog ikke så
meget som feminist eller lesbisk, men som en “progressiv jøde”. Hun
bruger Levinas til at klargøre “hvordan en jødisk, ikke-voldelig etik
kunne se ud”. Hun er modig nok til at kritisere den nuværende israelske
politik og argumenterer imod tendensen til at sammenligne anti-zionisme
med antisemitisme. Og så taler hun om muligheden for en revideret form
for zionisme, et postzionistisk Israel, en selvstændig palæstinensisk
stat, eller en sekulær een-stats løsning.

Hvorfor har det
jødiske aspekt på nuværende tidspunkt fået så fremtrædende en plads i
hendes arbejde? På et teoretisk plan henter hun inspiration hos jødiske
filosoffer som Levinas og Derrida. På det politiske plan, rokker hun som
jøde ved offentligt at kritisere Israels politik og ved den jødiske
position som det evige offer. Hun bemærker, at rollen som offer er
omskiftelig: “Den kan flyttes fra minut til minut, fra den jøde, der på
forfærdende vis myrdes af selvmordsbombere på en bus, til det
palæstinensiske barn, der på forfærdende vis myrdes af israelske
geværer”.

Butlers essays er et betimeligt indlæg i den politiske
krise, der har hersket siden den 11. september 2001. Hun viser, at de
teorier, der er formet med henblik på at analysere køn og seksualitet
bliver vigtige redskaber i en diskussion af politisk vold. Men når man
læser hendes bog, er der dog samtidig en række spørgsmål, der melder
sig.

For det første, hvad er forholdet mellem politik og
menneskelig sårbarhed? Thomas Hobbes mente også, at mennesket var
sårbart, da han i 1660 skrev, at menneskets liv var beskidt, brutalt og
kort (Leviathan I, 13). Men den politik Hobbes støttede, er dog
langtfra det, Butler har i tankerne. Den form for politik, hun ser for
sig er en politik som mange progressive mennesker ønsker. Det er en
politik, der går imod krig, imod amerikansk imperialisme, imod brud på
menneskerettighederne og ødelæggelsen af menneskeliv.

Hvad er
forbindelsen mellem det, der er hendes udgangspunkt, at vi er sårbare,
og konklusionen, at vi må kæmpe for “en politik, der universelt søger at
mindske lidelse”? Butler udstikker sin vej gennem Levinas´ etiske
historie, men der er mange andre progressive tænkere, der når frem til
samme politiske vision ved hjælp af en kritik af kapitalisme,
imperialisme, racisme og krig. Den etiske teori er ikke en nødvendig
milepæl for at nå frem til en sådan vision.

For det andet, er jeg
i tvivl om, hvorvidt hendes egen teori underbygger hendes opfordring
til os om at udvide forestillingen om det menneskelige. Hendes
teoretiske arbejde har indgående beskæftiget sig med den dehumaniserende
proces, der udelukker visse eksistenser fra at blive anset som
mennesker. Samtidig er det denne proces, der er konstituerende for hele
forestillingen om det menneskelige. Hvis hun har ret i sin teori,
hvordan så nogensinde komme den logik til livs, som definerer nogle
mennesker som u-mennesker? Er den etiske fordring på dette punkt at
forsøge at begrænse antallet af liv, der falder indenfor denne kategori?
Eller ændrer tid og sted blot på, hvem der betragtes som værende
ikke-mennesker?

For det tredje, hvad betyder det at gøre noget
politisk ud af sorg? Butler skriver: “Det er ikke det, at sorgen skal
være et mål for en politik, men uden denne evne til at sørge, mister vi
den skærpede sans for liv, som vi behøver for at kunne modsætte os
vold”. Hun har ret i, at tab og sorg er en uundgåelig del af livet.
Dette fokus på tab, sorg og nederlag er en del af en lang, tragisk
tradition indenfor filosofi. Og hun har ret i, at sorg kan føre til
mange ting rent politisk, udover hævn og gengældelsesangreb. Sorg kan
føre til en forvandling af ikke bare een selv, men også af de politiske
vilkår, man lever under. Efter at have mistet en nær ven, der døde af
AIDS, bliver min modstand forstærket mod den racisme, der gjorde det
umuligt for ham, som sort mand at være åben om sin sygdom. I Michael
Moores film, Bowling for Columbine, begynder faderen til en
seks-årige pige, der blev skudt af en anden seks-årig i en skole i
Flint, Michigan, at protestere mod NRA (National Rifle Association). Og i
endnu en film af Moore, Fahrenheit 9/11 begynder en mor fra
Flint, hvis søn blev slået ihjel som soldat i Irak, at organisere
anti-krigs arrangementer. Så vores evne til at sørge kan sætte gang i
politiske protester. Men den kan også fodre vold og krig.

Butler
går ud fra, at man kan skelne mellem en korrekt og en ukorrekt form for
sorg. Hvor den korrekte sorg drejer sig om at protestere mod det
system, der er skyld i ens sorg, så går den ukorrekte sorg ud på at såre
de mennesker, der er skyld i det, og det ender i hævn eller
gengældelse. Men hun mangler at komme nærmere ind på, hvad sorg er og på
hvilken måde man kan bedømme den.

Endelig: Kan en filosofisk
teori om væren (menneskelig sårbarhed) og etik (“den andens” ansigt)
bære den politiske vægt, som Butler ønsker at give den? Og hvorfor
vender hun sig i denne bog væk fra feminisme og queerteori, i stedet for
at bruge teorierne i forhold til en diskussion af politisk vold? Som
billederne af de torturerede fanger i fængslet i Abu Ghraib, og
massevoldtægterne i Bosnien, Rwanda og Congo vidner om, er politisk vold
ofte uløseligt forbundet med seksuelle strukturer.

På trods af disse spørgsmål har Butler med Precarious Life
på beundringsværdig vis klaret den svære bedrift at være en kritisk,
engageret, offentligt intellektuel. Og samtidig viser hun, at hun stadig
har evnen til at overraske.

Robin May Schott er
forskningsleder ved Institut for Filosofi, Pædagogik og Retorik ved
Københavns Universitet. Hun skriver regelmæssigt for FORUM.

Oversættelse: Bettina Frank Simonsen og FORUMs redaktion

Precarious Life. The Powers of Mourning and Violence af Judith Butler. London, Verso, 2004. 168 sider.