Året er 1915. Mange kvinder er optaget af det nye politiske medborgerskab, de er blevet en del af med vedtagelsen af en ny grundlov, der giver dem politisk stemmeret. Enkelte danske kvinder har dog i højere grad kastet sig over det internationale fredsarbejde, der finder sted i kølvandet på 1. Verdenskrigs blodige rædsler. Otte af dem rejser i slutningen af april 1915 til en international kvindekongres i Haag, hvor de mødes med 1200 kvinder fra 12 andre lande. Alle med det fælles mål at rejse sig i protest imod krigen, imod det håbløse og unødvendige i, at deres sønner bliver kanonføde. De vil tale for freden, for “krig er aldrig svaret”, som deres motto lyder.
Under konferencen bliver der grundlagt en international kvindekomite for varig fred med hovedsæde i Amsterdam. Ildsjæle fra den danske delegation danner siden en dansk afdeling af komiteen ved navn “Danske Kvinders Fredskæde”: “Vi henvender os til alle kvinder i vort land, der, som vi, ønsker og håber på freden, og vi opfordrer enhver dansk kvinde til at virke for tilslutning til det internationale kvinde-fredsforbund, som nu midt under verdenskrigen er i færd med at danne sig som et kvindernes værn mod en gentagelse af den ulykke, vi nu oplever”, lyder Fredskædens opråb til andre danske kvinder om at melde sig under fanerne.

Kvindeblikket

I dag eksisterer Fredskæden under navnet Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed, som er den danske sektion af Women’s International League for Peace and Freedom (WILPF). Der er tale om en NGO, som arbejder for fred og frihed med en feministisk vinkel på at fremme politisk, økonomisk og social retfærdighed:
“Vi er den eneste fredsbevægelse, der både arbejder med fred og kvindeperspektivet på samme tid. Kvinder rammes uforholdsmæssigt hårdt under væbnede konflikter og på en anden måde end mændene. Derfor er kønsdagsordenen vigtig”, siger 75-årige Ida Harsløf, der har været aktiv i ligaen siden 1984.
Hun fortsætter: “Der er mange eksempler på, at kvinders behov overses i en verden domineret af mænd. Forholdene for kvindelige soldater er et oplagt eksempel. Der er kommet flere kvinder i militæret igennem årene, men der blev ikke oprettet badeværelser og andre faciliteter specielt for kvinder i takt hermed. Derfor måtte de kvindelige soldater låne mændenes faciliteter, når de var tilgængelige. Det er nok forbedret efterhånden, men det er selve tankegangen. Når vi træder ind i en mandeverden, skal der være de samme ting til rådighed, og derfor er det vigtigt med et såkaldt kvindeblik”.

Hjælper Syriens kvinder

Internationalt har kvindefredsligaen fokus på en lang række områder, såsom fredelig konfliktforskning, nedrustning, våbenkontrol og reduktion af verdens militærudgifter. Desuden beskæftiger WILPF sig med kvinders situation før, under og efter konflikter. Det er imidlertid ikke sådan, at mænd ikke også rammes hårdt under kriser. Kønnene rammes bare forskelligt, og det skal adresseres, understreger Ida Harsløf. Herhjemme har kvindefredsligaen omkring 100 danske medlemmer, hvoraf en håndfuld er aktive.
Ifølge Ida Harsløf er et af WILPF’s væsentlige fingeraftryk, at ligaen har været med til at gennemføre FN’s Sikkerhedsråds resolution om kvinder, fred og sikkerhed, den såkaldte 1325-resolution, som blev vedtaget i år 2000. Resolutionen er direkte udløber af de massevoldtægter, som fandt sted under krigen på Balkan i Eksjugoslavien, hvor kvinder blev brugt som et våben og afpresningsmiddel, fortæller hun: “Man samlede simpelthen bosniske kvinder, kørte dem ud til en lejr og massevoldtog dem til de blev gravide og sendte dem hjem igen. Det er jo sådan, at mange muslimske kvinder bliver udstødt af familien, når de bliver voldtaget. På den måde ødelagde man strukturen, for i ethvert krigshærget land er det kvinderne, der holder sammen på det hele, og det er dem, der får det til at køre bagefter. Så det var særdeles effektivt”.
Men selvom 1325-resolutionen anses for at være en milepæl i FN’s Sikkerhedsråds arbejde med kvinder, er det ikke nok at skrive under på resolutionerne. Det afgørende er selve fortolkningen, og her ligger det tungt i Danmark, påpeger fredsforkæmperen. Derfor forsøger ligaen konkret at påvirke den danske regering for at holde politikerne fast på de løfter, de har givet i forhold til resolutionen.
“Herhjemme har man fortolket resolutionen som om, at det primært handler om at få flere kvinder i forsvaret, hvilket er ganske misforstået. Jeg tror, at det hele kan føres tilbage til dengang, vi fik en ligestillingslov. Vi fik den som et af de første lande, men nok på falske præmisser. Vi taler ligestilling som om, at det primært handler om, at vi skal kunne bestride de samme stillinger. Kvinder skal kunne være soldater og sidde på en stor vejmaskine og så videre. Det jeg og mange andre feminister omvendt lægger vægt på er ligeværd, at vi skal respekteres for, hvad vi er. Vi forsøger at få flere kvinder i konfliktområder med i forhandlingsprocesserne, som er stærkt domineret af mænd. Helst før, men også under og efter en konflikt i et land, så kvinderne kan være med til at beslutte, hvordan landet skal genopbygges. Under væbnede konflikter er det tit kvinderne, som kommer til at stå med eneansvaret for børn og andre udsatte i flygtningelejrene og i samfundet som helhed, og selvfølgelig skal deres synspunkter vægtes”, siger Ida Harsløf.
Kvindefredsligaen går også ind i aktuelle konflikter. Eksempelvis har den danske liga været involveret i konflikten i Syrien, hvor man blandt andet problematiserede, at Syriens kvinder ikke fik adgang til forhandlingsbordet ved fredsforhandlingerne om Syriens fremtid på den højtprofilerede Genève II-fredskonference sidste år. Konferencen havde til formål at finde en politisk løsning på borgerkrigen i landet. Uviljen mod at inkludere kvinder i fredsprocessen er udtryk for et demokratisk underskud, der fører til, at kvindernes kompetencer ikke bliver inddraget, skrev kvindefredsligaen i et brev til statsminister Helle Thorning-Schmidt og andre danske ministre. WILPF understøtter også de syriske kvindeorganisationers arbejde med at hjælpe syriske kvindeaktivister, som er blevet fængslet af regimet, udsat for tortur med videre.

Våben og kvindemord

WILPF har desuden stort fokus på bekæmpelse af kønsbaseret vold, som mest rammer kvinder. Op mod 70 procent af verdens kvinder udsættes for vold i løbet af deres liv, hvilket ifølge en rapport fra Verdensbanken betyder, at vold på verdensplan er årsag til mere død og invaliditet blandt kvinder mellem 15 og 44 år end kræft, malaria, trafikulykker og krig tilsammen. Ligaen mener, at vold begået mod en person på grund af dennes køn eller kønsrelaterede rolle i samfundet grundlæggende er et resultat af ulige magtrelationer og diskrimination, som eskalerer i krigs- og konfliktsituationer. Sidste år blev der vedtaget en international våbenhandelstraktat, som adresserer sammenhængen mellem vold mod kvinder og våbenhandel: “Det viser sig ikke overraskende, at flere våben i et samfund fører til mere vold og seksuelle overgreb mod kvinder. Derfor har våbenkontrol en specifik betydning for kvinders sikkerhed. Det handler ikke kun om kriminalitet generelt”, siger Ida Harsløf.
Foranlediget af det ukontrollerede og uforsvarlige salg af våben på tværs af grænser er der en særlig reference i våbenhandelstraktaten, der henviser til, at lande, der eksporterer våben, bør vurdere risikoen for, at våbnene kan blive anvendt til grov kønsrelateret vold eller vold mod kvinder og børn. En bagvedliggende begrundelse for at have et våben i hjemmet i lande, hvor det er tilladt, vil for mænds vedkommende ofte være et ønske om at beskytte familien. Men undersøgelser viser ifølge WILPF, at våben i hjemmet særlig udgør en risikofaktor for kvinder, fordi det er mere sandsynligt, at våbnene vil blive brugt imod familiens egne medlemmer end mod indbrudstyve. Selv i sammenhænge, hvor der ikke er en eskaleret konflikt, er der en direkte sammenhæng mellem mord på kvinder og våben i civilsamfundet.
Men kvindeligaens dagsorden er ikke i sig selv, at kvinder og børn skal beskyttes. Tværtimod ønsker man grundlæggende at gøre op med de traditionelle forestillinger om, at manden skal forsørge familien, og kvinden beskyttes frem for at være en aktiv, deltagende, ligeværdig part. Det fundamentale princip om lighed og antidiskrimination skal også afspejles i krigs-konventionerne, og her er der stadig meget at komme efter, mener ligaen. I Genève-konventionen, der angiver retningslinjer, som alle krigsførende lande skal følge, bliver kvinder eksempelvis italesat som objekter, der kræver særlig beskyttelse, frem for selvstændige aktører og individer, påpeger WILPF.

Fred er usexet

Ida Harsløf oplever, at der er en væsentlig forskel på, hvordan Danmark prioriterer fredsarbejdet sammenlignet med lande som Norge og Sverige:
“Hvis jeg skal se på, hvad der har ændret sig i Danmark rent fredspolitisk fra dengang kvindeligaen startede, må jeg sige, at jeg ikke kan se den store forskel. Vi lever stadig i en krigskultur, hvor man tager krige som en helt naturlig ting. Faktisk er det sådan, at selvom Danmark selv er en krigsførende nation, er der kun få politikere, der ved, at resolution 1325 eksisterer. Det gælder også kvindelige politikere. Danmark er desuden det eneste nordiske land, der ikke yder støtte til os. I Norge og Sverige kan kvindeligaen søge om støtte til projekter, og landene giver ganske mange penge. Herhjemme bliver fredsbevægelsen tit latterliggjort som noget tresserflip. Fred er ikke særlig sexet eller spektakulært. På den måde er det meget kamp op ad bakke. I har lov til at være der, bare I ikke forstyrrer. Så vi skal virkelig kæmpe for at blive hørt”.

Handekraftigt at gå i krig

Louise Riis Andersen er senioranalytiker ved Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS, og har i sin forskning blandt andet beskæftiget sig med FN’s fredsoperationer. Hun mener, at hovedproblemet for fredsarbejdet i Danmark er, at det er svært at påvise den direkte effekt:
“Når danske politikere og store dele af befolkningen lægger så stor vægt på militære bidrag til håndteringen af internationale konflikter, skyldes det et udbredt ønske om “at gøre noget”. At sende kampfly på vingerne virker handlekraftigt og resolut. I takt med, at dansk udenrigspolitik på den måde er blevet militariseret, er fredsarbejdet tilsvarende blevet marginaliseret. Det gælder både den direkte fredsaktivisme og den akademiske fredsforskning. I de senere år synes det dog som om, pendulet så småt er ved at vende. Der er en stigende erkendelse af, at militære midler og intervention ikke kan skabe forudsætningerne for varig fred. Det opfattes i mange kredse nok stadig som naivt eller blåøjet, men det er mit klare indtryk, at der også i Danmark er en øget interesse for mægling og en erkendelse af behovet for lokalt forankrede forhandlingsløsninger”.

Svag indsats fra Danmark

Seniorforsker ved DIIS, Robin May Schott, forsker i kønsrelaterede aspekter af krig. Hun har ikke beskæftiget sig med WILPF’s konkrete arbejde, men mener, at det er banebrydende, at der findes en resolution som 1325: “Det er et afgørende skridt, at man i dag italesætter kønsdagsordenen i FN’s Sikkerhedsråd, og der ligger et stort NGO-forarbejde bag. I forskningssammenhæng er det naturligvis interessant at se på, hvad det konkret har betydet for den internationale satsning på køn. Der er en tendens til, at FN og andre aktører primært kæder kønsdagsordenen sammen med kvinder. Men mænd kan også være ofre for eksempelvis seksuelle overgreb. Det er et underbelyst emne, som er forbundet med stort tabu. Man bør efter min mening se mere generelt på vold og seksuelle overgreb før, under, og efter konflikter, herunder også på, hvordan det rammer drenge og mænd”.
Når det handler om den danske indsats, er Robin May Schott heller ikke imponeret:
“Jeg synes, at det har været en meget svag indsats. Sidste år skulle Danmarks handlingsplan for resolution 1325 opdateres, og Udenrigsministeriet var nærmest ikke begyndt på arbejdet, da der var deadline. Der er kun et par medarbejdere, som arbejder med ligestilling i ministeriet, så det er et spørgsmål om ressourcer og prioriteringer. I lande som Finland, Norge og Sverige er der et helt andet fokus på kønsdagsordenen. I Sverige taler man ligefrem om, at man vil føre en feministisk udenrigspolitik, hvilket som bekendt har været genstand for stor offentlig debat. Noget lignende ville efter min vurdering være utænkeligt i Danmark. Samlet set må man nok sige, at Danmark halter bagefter de andre nordiske lande, når det handler om at inddrage et fokus på køn i aktiviteter relateret til fred og konflikt. Det har simpelthen ikke prioritet”.