Han har været modstandsmand under krigen, hans bøger med seksualoplysning har både været voldsomt populære og stærkt kontroversielle, og så har han på mange måder været en mandlig feminist før den slags var comme il faut. Eller, på papiret er han spændende. Men efter at have læst Gitte Løkkegaards biografi Dobbeltbastarden sider man lidt tilbage med en ”var det det?”-fornemmelse – måske fordi de steder, hvor der er mest på spil (med en enkelt undtagelse) ikke rigtigt bliver foldet ud.

Synlig forfatter

Bogen starter med Stens egen bog Hvordan, mor?, som var et kontroversielt, men i virkeligheden et ret sobert bud på seksualoplysning til børn. Herfra går den kronologisk frem, og hvert kapitel indrammes af en kort interviewbid, hvor forfatteren selv er til stede og er mere i samtale med Sten Hegeler frem for at interview ham. Det er et interessant stilistisk greb, som på en gang er en ærlig beskrivelse af tilblivelse (selvom der står ”erindringer” på forsiden, er der ikke lagt skjul på, at Sten Hegeler ikke har skrevet dem selv), og samtidig giver de små vignetter et indblik i den person Sten er, mens bogen bliver skrevet. Men vignetterne er også lidt for causerende og virker mest af alt som et sted, hvor Løkkegaard har kunnet smide alle de lidt ligegyldige anekdoter, som Hegeler disker op med.
Men i bogen hører vi om det hele. Vi hører om udgivelsen af Hvordan, mor?, og den furore den skabte, vi hører om hans opvækst hos moderen, der ønskede at sønnen blev læge og ikke mindst det nederlag, det var at springe fra lægegerningen. Vi hører om tiden som modstandsmand, om den første kæreste, den første kone og ikke mindst om det partnerskab – både professionelt og som par – han havde med Inge Hegeler. Det sidste fylder mest og er også klart det mest interessante.

Mangler drive

Et af bogens problemer er, at den mangler drive. Godt nok lægger Løkkegaard fermt teasere ind i slutningen af kapitlerne, men det er ikke nok til at give fornemmelsen af fremdrift. Og selvom der ikke er nogen tvivl om, at oplysningstanken og ideen om et vist mål af frigørelse fra det tabu, der var og er om seksualitet, er en afgørende rød tråd gennem Hegelers liv, så punkterer han det ret tidligt ved at understrege, at Hvordan, mor? ikke var et led i en plan. Nej, det var bare noget han skrev, fordi han syntes det ”manglede”. Og det er garanteret rigtigt og i sig selv meget interessant, men det gør, at historien – set med dramaturgiske briller – mangler fremdrift. Virkeligheden kan på den måde være irriterende.
I mangel af en egentlig mission bliver Poul Henningsen brugt som en rød tråd gennem historien. PH var nemlig Sten Hegelers far, og det at han selv var et ”produkt” af en affære leder til bogens titel: Dobbeltbastarden. Sten og hans mor kom ugentligt i PHs hjem i en periode, ligesom han selv siger, at han jo blev opdraget i PHs ånd. Men fordi PH netop ikke var Hegelers far i andet end tekniske forstand, virker bogens konstante kobling til PH søgt – især i den lidt forcerede analyse af en PH-vise fra ’45, hvor der står, at visen ikke blot ”meget vel kunne handle om Sten Hegelers undfangelse”, men også rummer det mantra om seksualoplysning som ”blev hans søns gennem et helt liv.”
Og så er der de ting, der mangler. Han første ægteskab – det, han selv kalder ”de fem forbandede år” – er for eksempel overstået på under to sider. Han siger selv, at han ganske enkelt ikke husker meget fra den tid, men det gør det ikke mindre ærgerligt. Både fordi ”fem forbandede år” lover en masse, men også fordi han flere gange vender tilbage til den kvinde, han svigtede til fordel for sin første kone. Ærgerligt, men samtidig er det i nogle af de mangler, der, hvor der bliver sagt mindst, at bogen bliver mest interessant. Det drejer sig om som førnævnt de fem forbandede år og som man nærmest kun i en bisætning hører om, men det gælder også beretningen om dem, der blev tævet tilståelser ud af efter besættelsen, og måske især bruddet med Inge Hegeler.

Powerparret

Sten og Inge er et såkaldt power par. De udgiver kærlighedens ABZ som er en form for leksikon med bramfrie, i grunden ret sobre og helt igennem oplysende småtekster om alt fra skedeorgasmer til brullypsnatten.
Og selvom Sten selv nedtoner dens betydning for den seksuelle revolution og siger, at andre havde gødet jorden før, så er det i hvert fald sikkert, at den var en kæmpe succes. En stor del af bogen handler – meget naturligt – om Inge og Stens parforhold, om deres karriere som brevkasseredaktører i Ekstra Bladet, deres optrædener i ugebladene, deres sexologiske studiegruppe osv. Her formår bogen i højere grad at male et tidsbillede og samtidig kommer det er lidt tættere på og bliver derfor mindre anekdoteagtigt.
Men så kommer vi til bruddet mellem Sten og Inge, hvor det bliver rigtigt interessant. Ægteskabet begyndte nemlig at smuldre, indrømmer Sten, da Inge Hegeler begyndte at læse til læge. Det var det studie, han selv havde fejlet i, og at Inge nu gik i gang med det, ramte ham på hans maskuline stolthed. Og ved flere lejligheder vender han tilbage til, at han jo ”finansierede hendes studier”, hvilket peger i retning af en lidt mere sammensat kønskæmper end ham, der har kæmpet for kvinders ret til orgasmer og mod den skam, som især har klæbet til kvindelig seksualitet. Et billede, der forstærkes af et par steder, hvor der optræder den lette ”kønsnederenhed”, der ligner humor, men mest af alt bare er fordomsfuld. Gitte Løkkegaard graver også i det i en af de mere interessante vignetter, hvor der står:
Når du fortæller om Inges frigørelse og jeres skilsmisse, så er det jo nærliggende at komme med den her påstand: Sten Hegeler var fortaler og aktivt kæmpende for kvindesagen – lige indtil den ramte ham selv i nakken, da hans egen kone ville realisere sig selv.
Det synes jeg ikke er helt rigtigt. Jeg forsørgede hende igennem hendes studier. Jeg kunne jo have sagt: Det må du selv rode med.
Ja, men du bakkede hende ikke op.
Nej, men det synes jeg altså også er lidt meget forlangt, når hun valgte at blive læge.
Her ser vi altså en anden og mere sammensat Sten Hegeler. Men ud over, at personen er mere interessant her, så er selve læseoplevelsen også her mere interessant, fordi der ganske enkelt er flere lag at dykke ned i. Og det passer måske i virkeligheden ret godt til Sten Hegeler, der til sine unge studerende i psykologisk sexologi sammenlignede fordomme med en spændetrøje, som man nok kunne løsne, men aldrig helt krænge af sig.