Sonja Jógvansdóttir trak medieoverskrifter i Danmark og andre lande efter det færøske lagtingsvalg den 1. september. Ikke kun fordi hun var valgets tredje mest populære politiker med over 1000 personlige stemmer og derfor kaldt ”partiets nye stjerneskud”. Men også fordi hun med sin debut i færøsk politik skriver historie som den første åbent homoseksuelle politiker på Færøerne. Med sin beslutning om at forlade sit parti – de færøske socialdemokrater, Javnaðarflokkurin, her to uger efter valget – fortsætter Sonja Jógvansdóttir med at være i mediernes søgelys.

Javnaðarflokkurin blev ellers lagtingsvalgets store vinder, mens den tidligere borgerlige koalitionsregering fik en vælgerlussing. Javnaðarflokkurins formand, Aksel Johannesen, er ny lagmand i en regeringskoalition bestående af selvstændighedspartiet Tjóðveldi og det lille liberale parti Framsøkn. Her kan Færøernes nye regering mønstre en ligelig fordeling af mandlige og kvindelige ministre. Men når det handler om at ligestille homoseksuelle med resten af befolkningen, mener Sonja Jógvansdóttir, at borgerlig vielse af bøsser og lesbiske bør være en del af regeringsgrundlaget:
“Jeg kan ikke som homoseksuel være en del af et politisk parti, som i forhandlingerne om et nyt regeringsgrundlag har blokeret for, at homoseksuelles ret til at gifte sig borgerligt er en del af aftaleteksten”, begrunder hun sin beslutning om nu at blive løsgænger. Lagmand Aksel Johannesen beklager situationen, men han fastholder, at det skal være op til hvert enkelt lagtingsmedlem at tage stilling til etiske spørgsmål. Derfor skal spørgsmålet om homoseksuelle vielser ifølge den nye lagmand ikke være en del af et regeringsgrundlag.


Homo-vielser på vej

Færøerne er et traditionsbundet samfund, hvor religion spiller en central rolle, og indtil for få år siden valgte bøsser og lesbiske typisk at flytte væk fra øerne eller at undlade at stå frem på grund af fordomme.
Debatten om, hvorvidt to af samme køn skal kunne gifte sig har jævnligt raset på øerne, fordi man i kristen-fundamentalistiske kredse har anset homoseksualitet for at være et brud med Bibelens grundregler og i ekstreme tilfælde for en ”sygelig tilstand”, der skal kureres.

Men der er sket et holdningsskred, hvilket valget af den lesbiske kvinde i Lagtinget viser. Dog kan homoseksuelle stadig ikke gifte sig eller indgå registreret partnerskab, men trods sin beslutning om at forlade Javnaðarflokkurin ser Sonja Jógvansdóttir grundlæggende optimistisk på, at det vil blive ændret i den kommende valgperiode:
”Der er sket en stor holdningsændring de seneste år, og det er ikke længere et tabu at være homoseksuel på Færøerne. Vi er blevet en integreret del af samfundet, og efter min mening er de fleste færinger åbne og tolerante over for bøsser og lesbiske, selvom der er undtagelser. Meget mere end man kan få indtryk af, når man læser danske og udenlandske medier. Men vi er stadig ikke helt i mål, for vi mangler blandt andet at få tilladt, at bøsser og lesbiske kan blive borgerligt viet. Det tror jeg dog bliver en ”formsag”, for der er et stort flertal for at få ændret loven i det nye lagting”.


Ny kvindekamp

37-årige Sonja er en markant og farverig person, som havde sit eget varemærke under valgkampen – en butterfly, som hun altid er iført, når hun optræder offentligt. Hun har gennem årene kæmpet for bedre sociale rettigheder og mere ligestilling på Færøerne. Som tidligere bestyrelsesmedlem i den færøske LGBT-organisation har kampen for de homoseksuelles rettigheder været central for hende. Hun har holdt foredrag om emnet, lavet lobbyarbejde og deltaget i debatter i forskellige sammenhænge. Det er dog ikke kun homoseksuelles rettigheder, men social ulighed generelt, som Sonja Jógvansdóttir er optaget af. Hun mener, at man har været vidne til en stærkt stigende ulighed på Færøerne de senere år, og det ønsker hun at bekæmpe.
En af Sonja Jógvansdóttirs mærkesager er at afhjælpe situationen for de færøske kvinder, der lever i fattigdom. Hun mener, at det er en overset problemstilling og kalder det øernes ”nye kvindekamp”:
”De seneste år har der været stort fokus på den traditionelle ligestillingsproblematik med at få kvinder bedre repræsenteret i bestyrelser, råd, nævn, politik, ledende stillinger med videre, hvilket har været vigtigt. Men man har “glemt” de meget udsatte kvinder, og derfor må ligestillingskampen udvides. De er typisk enlige mødre med børn, som de skal forsørge. De har ofte deltidsarbejde og dermed lav indkomst, og boligudgifter er høje, da der kun er få almene lejeboliger på Færøerne. Så de er i en meget sårbar situation”.
Sonjas partner gennem flere år, forhenværende kulturminister Annlis Bjarkhamar [hun var kulturminister i 2002-2003, hvor hun ikke levede i et åbent homoseksuelt forhold, red.], deler Sonjas engagement i sagen. Annlis Bjarkhamar tog i 2010 initiativ til en færøsk kampagne, som samler penge ind til trængte, færøske familier og uddeler gaver til disse ved juletid. Hun er også forfatter til en pjece om fattigdom på Færøerne, der blev runddelt i alle husstande, så emnet blev sat på dagsordenen.


2600 fattige kvinder

De seneste tal fra Færøernes Statistik, Hagstova Føroya 2013, viser, at der tilsammen er 4829 fattige færinger. Heraf er 2600 kvinder. Ud af den samlede befolkning lever 11,5 procent færøske kvinder under den grænse, man har defineret for fattigdom (se faktaboks), mens der er tale om 9,1 procent mænd. På spørgsmålet om hun mener, at der er tale om en betydelig forskel mellem kønnene, svarer Sonja Jógvansdóttir:

“Ja, det synes jeg helt sikkert, når man ser på det samlede billede. Arbejdsmarkedet er stadig indrettet på en sådan måde, at kvindens løn i mange tilfælde er tænkt som et supplement til mandens løn. Et supplement, som man ikke kan leve af. De traditionelle kvindefag indenfor eksempelvis social- og sundhedsområdet er meget dårligere lønnede end de traditionelle mandefag, og kvinder har ofte ikke mulighed for at arbejde på fuld tid, selvom de gerne vil. Mange job –  også indenfor det offentlige – er nemlig normerede som deltidsjob”.

Ifølge formanden for Ligestillingsnævnet på Færøerne, Katrin Kallsberg, arbejder mere end halvdelen af de færøske kvinder på nedsat tid, mens der kun er tale om få mænd. Det er imidlertid med udgangspunkt i en 40 timers arbejdsuge, for det er en fuldtidsstilling normeret til på Færøerne. Men da lønnen på Færøerne generelt er lavere end i Danmark, skal man arbejde mere, for at få det samme udbytte.
Samtidig ønsker mange færøske kvinder, ifølge ligestillingsformanden, at gå op i tid, men de har ikke mulighed for det. Det mener Sonja Jógvansdóttir er problematisk:

“Selvom næsten alle færøske kvinder arbejder, har de et stort problem, hvis de bliver skilt, fordi mange har deltidslønninger. Det er næsten altid kvinderne, der beholder børnene, og vi kan se en klar tendens til, at børnene derfor også trækkes med ned i fattigdom. Antallet af børn, der bor hos fattigdomsramte familier, er steget med næsten 25 procent de sidste to år. Der er børn, som har levet under fattigdomsgræsen i 3 år eller mere.”

Arbejder, men alligevel fattig

Hvis man sammeligner fattigdomssituationen på Færøerne med de øvrige nordiske lande, ligger Færøerne i den gode ende af skalaen. Færøernes andel af fattige var 10,3 i 2013, alene overgået af Island, hvor “kun” 9,3 procent af befolkningen levede under den relative fattigdomsgrænse, som EU’s statistikorganisation, Eurostat, har defineret. I Norge var tallet 10,9, i Finland 11,8, i Danmark 12,3 og i Sverige 14,8.
Sonja Jógvansdóttir ved godt, at det langt fra er alle, der mener, at fattigdom er et stort problem på Færøerne, men det er hun ikke enig i. For de øvrige lande gælder det, at det ofte er arbejdsløse og folk på overførselsindkomster, der lever under fattigdomsgrænsen. Det særlige ved Færøerne er, at selvom næsten alle arbejder – arbejdsløshedsprocenten er under tre procent – kan de alligevel være fattige. Fattige, fordi de får en lav løn og oven i det arbejder på nedsat tid. Antallet af fattige færinger kan desuden reelt være en del højere, da mange, særligt børnefamilier, vælger at flytte til Danmark, hvor der er mere hjælp at hente. Sonja Jógvansdóttir påpeger:

“I et så rigt samfund som det færøske, burde det selvfølgelig ikke være sådan, at børnefamilier bliver tvunget til at flytte væk, fordi de ikke har råd til at være her. På samme måde ser vi eksempler på, at færøske studerende i Danmark – igen særligt småbørnsfamilier – ikke vender tilbage, fordi de ikke kan få det til at hænge sammen økonomisk. På trods af, at det generelt går godt for den færøske økonomi i øjeblikket.”


Kvinder skal have et valg

Det færøske samfund er meget indrettet på, at man har et stærkt familienetværk, der kan hjælpe i en trængt situation, men det gør også, at man står så meget desto svagere, hvis man ikke har det. Sonja Jógvansdóttir understreger det store behov for bolig- og socialreformer på Færøerne inspireret af blandt andet den danske model med fx boligtilskud til de lavtlønnede og flere almennyttige boliger.
Hun mener også, at der skal være et særligt børnetilskud til de lavestlønnede. Og så er det afgørende for hende, at kvinderne har et valg om, hvor lidt eller hvor meget, de ønsker at arbejde:
“I den forbindelse er det problematisk, at mange stillinger i den offentlige sektor er normerede som deltidsstillinger. Her skulle man netop være et foregangsbillede”, fastslår Sonja Jógvansdóttir.