Venindetrekløveret Rebekka, Claudia og Sofie tumler med et fælles problem, som mange 1.g-ere vil genkende: I et moderne Danmark, hvor konfirmationen har mistet sin betydning – hvordan ved man så, hvornår man er voksen?

Efter en gymnasielektion om afrikanske overgangsriter, får Rebekka en idé, der kan råde bod på forvirringen. Hun opfinder et mere tidssvarende ritual “Spåkop”, der ikke indebærer pinefulde tatoveringer, men udfordringer efter tur på det seksuelle område, såsom: Få en fyr til at tro du er en luder, snave Ymer (den klamme dreng i skolen), mv.

I løbet af filmen bliver det klart, at det er knapt så enkelt og entydigt at blive voksen, men ikke desto mindre modnes pigerne på hver sin måde. I Sofies tilfælde ved at erkende, at hun er lesbisk, og at det ikke er nogen katastrofe.


Sug i maven oversat til filmsprog

For opmærksomme seere kommer det ikke som en overraskelse, da Sofies fortælling tager en queer drejning. Det lå mellem linierne i hendes tidlige bemærkning om, at hun “aldrig har følt sådan for nogen fyr”, som går hen over hovedet på heteroseksuelle Rebekka. Men også indirekte, som da vi første gang ser Sofie og hendes udkårne Katrine sammen, og kameraets rutchebanetur gennem lokalet oversætter Sofies sug i maven til filmsprog.

Da hun senere udfordres til at tungekysse en pige, er det altså klart, at mere er på spil for Sofie end for veninderne, der blankt afviser hendes vilde protester. Tøvende opsøger hun derfor 3.g-eren Katrine, der heldigvis ikke har spor imod at følge med i kuglerummet på deres fælles arbejdsplads og gøre sit til at hjælpe Sofie gennem overgangsritualet.

Resultatet bliver filmens mest sensuelle scene overhovedet, og den er usædvanlig afslappet håndteret. Ingen kys censureres af overblændinger eller mærkeligt umotiverede kamerapanoreringer til vægge og lofter. Vi får tværtimod lov til at dvæle ved parret, og på den måde får Sofies kærlighedsliv fuldstændig samme status som hendes heteroseksuelle veninders.

Denne pointe skæres yderligere ud i pap, da Sofies date i kuglerummet får et ekko i form af en senere sekvens mellem Rebekka og 3.g-eren Adam. Denne gang er location et bryggers, men aldersforskellen, den akavede, elektriske tavshed afbrudt af kikset udenomssnak, sågar personernes placering er fuldstændig identisk. Konklusionen er klokkeklar; at Sofie og Rebekka oplever det samme, og køn i den forbindelse er uden betydning.


En universel historie om at finde sig selv

Helt så klokkeklart er det desværre ikke for Sofie. Hun får kolde fødder, flygter til en toiletbås og lyver bagefter om ritualets succesfulde udfald over for Claudia og Rebekka. Veninderne måber, for de har sådan set fulgt Sofies erobring på en tv-monitor og var parat til at gratulere, men Sofie insisterer stædigt på at få en ny opgave.

Det, hun netop har fået bekræftet om sig selv, er endnu for overvældende, men trods alt ikke værre, end at forløsningen kan nås før rulleteksterne. “Fortæl én, at du elsker ham,” lyder Sofies anden udfordring, der bliver endnu et eksempel på, hvor selvfølgeligt Supervoksen sidestiller homo- og hetero-storylines: ‘Han’ erstattes uden videre af ‘hun’ og fører til en sidste konfrontation med Katrine.

Om end Sofies kærlighedserklæring ikke gengældes af hendes udkårne, der trods alt er 3.g’er, vinder hun i kærlighed i bredere forstand med en åbenbarende sætning: “Derfor kan jeg da godt elske dig alligevel!” Og den mest pessimistiske seer må lade sig afvæbne af det uimodståelige, lettede smil, Sofie bærer i resten af filmen, hvor hun bliver den, der vokser mest.

Hendes historie bliver en universel historie om at finde sig selv, fordi filmen aldrig gør selve det at være lesbisk til en issue. Kameraet behandler alle forelskelser ens, der er en Katrine ved hånden, og veninderne Rebekka og Claudia accepterer uden videre Sofie, som hun er. Utopisk, måske, men helt i tråd med den lette komediegenre, og dét er både befriende og usædvanligt.


Anmelderne gav filmen en lunken modtagelse

Der er en tendens til, at anmeldere i national ånd giver en ekstra stjerne til danske produktioner, og især når det drejer sig om debuterende instruktører, men Supervoksen har fået en ganske hård modtagelse. Dele af kritikken er berettiget, men langt fra alt sammen.

Det synes malplaceret, når Politiken med den barske white trash-skildring Råzone under armen kalder Supervoksen overfladisk og uden alvor. Sex fylder mere end sociale faktorer for Rebekka, Sofie og Claudia, men hvorfor er deres middelklassevirkelighed mindre reel end det hårde liv i gaderne? Det er heller ikke rimeligt, at kalde Supervoksens til tider musikvideoagtige visuelle stil for popsmart mangel på indhold.

Filmen går kompromisløst efter en målgruppe, der typisk er vant til et mere hæsblæsende tempo end den klassiske danske ungdomsfilmtradition har budt på. I forhold til poetiske, følsomme film som Kundskabens træ og Drengen der gik baglæns er Supervoksen unægtelig en flashy genrefilm med et rungende MEN: Den tager til syvende og sidst sine hovedpersoner alvorligt, og derfor er den fundamentalt forskellig fra amerikanske teenagefilm a la American Pie og vores egne om Anja og Viktor.

Allermest uforståeligt er det imidlertid, at praktisk talt ingen ud over Pan-bladet har peget på Sofie som pioner i dansk filmhistorie. Ikke engang Christina Rosendahl selv i den række af interviews, hun har givet i forbindelse med filmens premiere.

Det ville være fantastisk at tro på, at lesbiske bare er en så selvfølgelig del af alle danskeres verdensbillede, at ingen ser nogen grund til at fremhæve Sofie, men jeg hælder til en mindre oplivende forklaring.

Et fingerpraj får man af Alt for damernes anmeldelse, der illustreres af et foto fra scenen i kuglerummet med følgende billedtekst: “Ved en testvisning fik denne scene topkarakter af den mandlige del af publikum. Hvorfor mon?” Trods kvindelig læserskare vælger dette dameblad at læse Sofie ind i en mandlig, heteroseksuel forståelsesramme, og i den optik bliver hun alt andet end en progressiv figur. Hendes kærlighedsliv reduceres til at være et spil henvendt til mænd.

Læsningen er selvfølgelig mulig, men også fantasiforladt, for den aflyser eksistensen af de teenagepiger i biografsalen, som er andet end hetero. Fantasiforladtheden rækker langt ud over Alt for damernes univers, jeg kan faktisk citere den fra filmens egen gallapremiere i Dagmar: “Det er nok mest en pigefilm, men så er der jo scenen i kuglerummet til fyrene,” filosoferede en pige hen over sit champagneglas, trods hendes temmelig direkte tilknytning til Sofie og Katrine.

Heldigvis er det ikke alle, der læser anmeldelser, og dér, hvor det tæller mest, er Supervoksen gået rent ind: Hos de unge, der købte knapt 30.000 billetter i løbet af den første weekend – nok til at vippe den nye Supermand-film af førstepladsen på toptilisten, og det gør i sig selv filmen til en milepæl.

At den oven i købet tilbyder en tiltrængt rollemodel for de teenagepiger, som Alt for damerne ikke kan tænke sig til, og til alle andre et fundamentalt positivt budskab om seksuel mangfoldighed – det gør Supervoksen til en af de bedste danske ungdomsfilm i årevis.

Sarah Glerup studerer Film- og Medievidenskab på Københavns Universitet.