Hvorfor skal bøger om muslimske kvinder skrevet i Vesten i så påfaldende mange tilfælde referere til sløret? Enten i titel eller i billede – eller som oftest i begge dele. Nærværende bog er ingen undtagelse: Med slør – og uden er titlen, og den ledsages, traditionen tro, af et billede af en tilsløret kvinde. Det skal så retfærdigvis nævnes, at både titel og billeder (der er nemlig også et af en ikke-tilsløret kvinde) henviser til, at syriske kvinder findes i begge varianter. 

Når jeg støder på sløret på et bogomslag, vælger jeg som oftest ikke at orientere mig videre i bogen, da jeg er træt af, at mødet mellem Vestens og Østens kvinder formidles gennem sløret. Hvilke symbolske betydninger, der tilskrives dette slør, og hvilke formål de tjener, er en anden og længere diskussion. Men overordnet handler det vel om nysgerrighed: Hvad søren gemmer der sig mon bag dette slør? Hvad er det for en forbudt verden, vi nægtes adgang til? Hvad er “den muslimske kvindes” sande jeg, det som tørklædet dækker over?

Det komplekse kvindeliv i Syrien

Titlen er det eneste, jeg har at udsætte på bogen Med slør og uden – og den gør for så vidt heller ikke bogens indhold retfærdigt. 

Tine Harden har taget nogle vidunderlige billeder, som formår at indfange selvmodsigelserne eller kompleksiteten (alt efter temperament) i de syriske kvinders liv, og hendes billeder komplementerer Lone Kühlmanns interviews og betragtninger over de selv samme kvindeliv. Man imponeres over den brede vifte af kvinder, hun har fået i tale fra alle samfundslag, og man respekterer den tillid, forfatterne har skabt hos kvinderne. For de interviews, der er kommet ud af mødet, er meget åbenhjertige.

Bogen er blevet til, fortæller Lone Kühlmann i forordet, fordi hun gerne ville vide mere om danskboende muslimers kultur. Som ordstyrer og paneldeltager i konferencer og seminarer om det multietniske Danmark, har hun tit været i tvivl om, hvornår referencen var kultur, og hvornår den var islam. Og hun har kunnet iagttage, at for hver fire muslimer er der mindst fem udlægninger af, hvad islam er for en størrelse, og hvad den sande udlægning af religionen er. Et sådan set meget relevant spørgsmål: Hvem kan tage patent på, hvad islam er, og hvordan den bedst praktiseres? 

Hvis hensigten med at rejse til Syrien har været at komme nærmere et svar, kunne hun sådan set godt have sparet rejsen: De fire muslimer med deres fem forskellige udlægninger er rammende nok. Det viser sig netop, at budene på, hvordan Koranen skal udlægges (ikke mindst i forhold til kvinder), ikke er færre i Syrien. Hvad der er den “sande” udlægning, er vel et spørgsmål om magt – et spørgsmål om, hvem der har magten til at definere. Men der er så sandelig modrøster, og det er nogle af disse modrøster, bogen lykkedes at indfange.

At manøvrere modsætninger 

Ifølge den syriske grundlov har kvinder nøjagtig de samme rettigheder som mænd. Der er dog den hage ved det, at familielovgivningen bygger på sharialov, og ifølge den kan kvinder ikke foretage sig noget uden farens/ægtefællens/brorens/sønnens billigelse. Kvinder kan i princippet ikke gå ud på gaden, hvis et mandligt familiemedlem ikke siger god for det. I praksis betyder det, at de flotte ord om lighed ifølge loven ikke rækker særlig langt. Og familielovgivningen er svær at pille ved, fordi den bygger på islamisk sharialov, og en kritik af den, hævder de ortodokse selvfølgelig, er en implicit kritik af islam. 

Folk, der arbejder med kvinders rettigheder, er derfor meget påpasselige med, at deres krav for større lighed ikke kan tolkes i retning af at være “islam skadelige”. Måske er det også i dette lys, at man skal se fænomenet “islamisk feminisme”. Man genlæser simpelthen de hellige skrifter for at finde argumenter for lige rettigheder for mænd og kvinder. Man plæderer for det feministiske projekt i et islamisk religiøst idiom for at gardere sig mod beskyldninger om vestlig påvirkning.

Det er altså dette scenarie de syriske kvinder skal manøvrere i, og bogen giver rigtig mange interessante bud på, hvordan forskellige kvinder i deres praktiske liv forsøger at manøvrere i dette misforhold mellem grundlovens løfter og familielovgivningens realiteter.

Bogen er ikke ovenud optimistisk på de syriske kvinders vegne. Jeg vil ikke påstå, at der er grund til optimisme – dertil er mit kendskab til Syrien for ringe. Men man får en fornemmelse af, at det sortsyn, som så sandelig er berettiget mange steder, måske bliver hængende de steder, hvor der måske er større grund til optimisme.

Identifikation med kvinderne 

At Syrien er multietnisk og multireligiøst var en af de (mange) ting, jeg ikke vidste om landet. Man fornemmer fra bogens gengivelse af denne multietniske og multireligiøse sameksistens, at den er fredelig. Men man fornemmer også, at forfatteren synes, at det snarere er et udtryk for konfliktskyhed end egentlig gensidig tolerance: Det man er uenig om, diskuterer man ikke. Og det er suspekt, fornemmer man. Uenigheder og forskelle, som ikke bliver italesat, er vel en tikkende bombe? 

Lone Kühlmann er ingen kulturrelativist. Hun køber ikke den med, at kultur skal ses i sin sammenhæng, og at alle kulturer er lige gode. Hun har taget stilling og hendes identifikation er helt klart med kvinderne. Hun formår at sætte tingene i sammenhæng og videregive de mange forskelligartede strategier, som kvinderne benytter sig af for at skabe mening i deres tilværelser. Og hun er reflekterende! Mange gange drager hun paralleller til Danmark, akkurat inden man når at synes, at det da også er voldsomt synd for disse kvinder og “godt det ikke er mig”. 

Vi skal ikke synes, det er synd for kvinderne, men forstå de politiske, økonomiske og sociale strukturer, der blåstempler ulighed imellem kønnene.

I det hele taget er det lykkedes forfatterne at undgå at eksotisere kvinder i Syrien, og dermed undgår de også den distancering, som jeg i første omgang syntes forsiden lagde op til. “På det tidspunkt er det endnu ikke gået op for mig, at syriske kvinder bruger vestlige kvinders udsatte liv som et skræmmebillede. Det gør det nemmere for dem at holde deres eget liv ud. Jeg spekulerer engang imellem på, om det er den samme mekanisme, der får os til at være så optaget af dem.” (Lone Kühlmann) 

Hvis vi starter med i det mindste at gøre os vores syn på “den anden” bevidst, og hvad det er, der motiverer dette syn, så er vi nået rigtig langt – forudsat at vi skal læse denne bog ind i en kontekst, der hedder multikulturel sameksistens, som forfatterne lægger op til.

En af grundene til, at vi er så fokuserede på sløret, er, at det giver os en anledning til at være mindre fokuserede på uligheder i vores egen verden: “Tænk, der er kvinder, som er så undertrykte, at de bliver pakket ind i tørklæder!” Tanken er, at man skal være taknemmelig for tingenes tilstand herhjemme – så vi helt overser den manglende ligeløn, uligheder ved barsel og få kvinder i lederstillinger. 

Fokuserer vi nemlig på andres ulykke, bliver vores egen måske nemmere at bære.

Güzel Turan er cand.mag. i engelsk og tyrkisk.