“I 20-30 år har uddannelsessystemet egentlig ikke ændret sig, når det gælder officielle tiltag og officiel retorik i forhold til det kønsopdelte uddannelsessystem med én undtagelse: Der er kommet en retorik omkring “taberdrenge””, siger Inge Henningsen, da vi mødes denne kolde vinterdag i hendes hjem ude bag Frederiksberg Have.
Inge Henningsen, der er statistiker med et årelangt engagement i at knuse tal omkring køn og uddannelse, var i efteråret oplægsholder ved Folketingets ligestillingshøring i det politisk-økonomiske udvalg. Her fokuserede hun især på unges kønsbestemte uddannelsesvalg. Undervejs i det korte og meget præcist formulerede bidrag, som er et af Inge Henningsens adelsmærker, gav hun i modsætning til, hvad der er den aktuelle holdning, udtryk for en vis ubekymrethed på drengenes vegne, selv om de i disse år uddannelsesmæssigt bliver overhalet inden om af pigerne. Mændene klarer sig jo stadig bedre end kvinderne på arbejdsmarkedet, både når det gælder løn og avancementsmuligheder. Samtidig peger hun imidlertid på en række punkter, hvor der er behov for at sætte ind. Et af dem er netop brugen af begrebet taberdrenge, der også indeholder et kønsparadoks.

 Drenge og piger i uddannelsessystemet
 Flere drenge end piger har grundskole som højeste fuldførte uddannelse
 Flere piger end drenge fuldfører en gymnasial 
uddannelse
 Flere drenge end piger vælger erhvervsfaglige uddannelser
 Flere piger end drenge vælger en videregående uddannelse
 Flere kvinder end mænd forventes at få en erhvervskompetencegivende uddannelse

“Retorikken om “taberdrengene” komplementeres nemlig ikke af en retorik om, at pigerne er gode eller dygtige. De beskrives derimod som konforme, lydige, og flittige, når man skal forklare, hvorfor de får gode karakterer. På den ene side taler man altså nedsættende om pigerne og deres måde at forholde sig til uddannelse på. På den anden side har man retorikken om “taberdrengene”. Man må spørge sig selv: Hvorfor er det officiel retorik i Danmark? Hvorfor nedgør man alle de unge, der er i uddannelsessystemet?”
Inge Henningsen understreger, at det langt fra er alle drenge, der klarer sig dårligt på uddannelserne.

“Der er klare tegn på sociale uligheder i forhold til, hvilke drenge der klarer sig godt, og hvem, der klarer sig skidt. Det kommer også frem i de ting, der bliver skrevet, at det er “vestegnsdrenge” og “udkantsdrenge”, det drejer sig om. Og selvfølgelig indvandrerdrengene, der i den grad peges ud. Retorikken om “taberdrengene” er en klasseretorik om drenge, der kommer fra andre etniske grupper eller fra arbejderklassen … eller hvordan man nu vælger at karakterisere det. Det er et klassespørgsmål at få sat “dem” på plads” og få karakteriseret disse “taberdrenge”, siger Inge Henningsen med et glimt i øjet.

Kampen om folkeskolen

Den anden side af diskussionen om “taberdrengene” er påstandene om den feminiserede
folkeskole, hvor drengene ikke passer ind. Inge Henningsen ser begge dele som en del af kampen om folkeskolen.

“Det er også en måde at ramme folkeskolen på, for jeg mener ikke, at folkeskolen og uddannelsessystemet har forandret sig så meget fra den gang, hvor drengene klarede sig bedst. Efter min mening er det vanskeligt at forstå, at man på den ene side argumenterer med, at drengene ikke kan sidde stille og ikke kan lære, sådan som skolen nu er indrettet. Og på den anden side sammenligner med en tid, hvor drengene faktisk klarede sig bedst i skolen. Men dengang løb man da ikke rundt i klassen eller spillede fordbold hele dagen. Det var da i den grad røv-til-bænk. Så hvorfor det skulle have været en skole, der passede drengene så godt i modsætning til den friere skole, som man har i dag, det er meget svært at forstå. Det var i hvert fald ikke sådan, at uddannelsessystemet for 50 år siden var tilpasset det, som man i dag fortæller, er drengemåden at lære på. Det kan så godt være, at piger i dag i højere grad end drenge har knækket skolekoden, men det er noget andet”.
Der kan imidlertid også være en anden årsag til, at drenge sakker agterud, mener Inge Henningsen.
“Drenge spejler sig i den ældre generation af mænd, og jeg oplever måske lidt, at de voksne mænd i Danmark svigter drengene. Hvad har de at leve op til? Den drengerøvskultur, som er så fremtrædende, f.eks. i medierne, kan let føre til, at drenge får en fornemmelse af, at det ikke er in at klare sig godt i skolen”, siger Inge Henningsen.
På den anden side har Inge Henningsen ved selvsyn kunnet konstatere, at det, mange drenge gør i skolen, er at tilpasse sig et mandearbejdsmarked. Hun har nemlig i flere måneder kunnet iagttage omgangsformerne blandt de vejarbejdere, der i de seneste måneder har stået for asfaltarbejdet på den
vej, hvor hun bor på.
“Det er man overhovedet ikke opmærksom på, når man siger: “De her drenge er ikke tilpasset arbejdsmarkedet”. Men her kan jeg jo se, hvad det er, man skal kunne, hvis man skal arbejde i et asfaltsjak”, siger Inge Henningsen, der peger på, at det bl.a. handler om at være med til at tage gas på andre, selv at kunne tåle en grovkornet spøg, forholde sig afslappet til autoriter og dermed kunne indgå i fællesskabet.
“Den måde, de bygger sig selv op på i skolen, skaber altså nogle mande- og drengefællesskaber, der kvalificerer dem til visse mandejob. I skolen får de bare ikke kredit for at socialisere sig til en mandearbejdsplads. Det er klart, at den indsats kan koste på andre parametre. I dag koster den på karaktererne og måske muligheden for at få en videregående uddannelse. Men det behøvede måske ikke at være sådan”.

Drenge får ikke kredit for det, de kan

“Der er også mange drenge, der ikke får kredit for det, de kan, når de kommer i skole. Når jeg ser på mine børnebørn, og for så vidt også tænker tilbage på mine egne børn, så kan drenge bygge med Lego, og de kan sidde i timevis og forbedre en togbane. Mens de er ganske små, kan de følge en byggeanvisning i et relativt indviklet byggesæt. Men jeg har svært ved at se, at de kvalifikationer bliver anerkendt, når de kommer i skole. Her skal de pludselig noget helt andet. Jeg synes, at disse små drenge kan noget meget avanceret, og så sætter man den kompetence på vågeblus i fem år, mens de skal i gang med noget, som i virkeligheden er forfærdelig primitivt. Altså det at lære bogstaver og at lægge tal sammen. Det er klart, at det er nyttigt at kunne læse og regne, men i de små klasser er det ikke ret avanceret “, siger statistikeren, der har været ansat på Institut for Matematisk Statistik fra 1966 og frem til 2009.
“En anden tendens, som nu igen får flere og flere fortalere, er”, siger Inge Henningsen, “at alle fag så at sige skal være støttefag til dansk. Man skal bruge matematik- og historieundervisningen til at lære eleverne dansk, fordi det anses for det vigtigste. Men det betyder jo, at elever med læsevanskeligheder også får problemer med alle de øvrige fag, selv om vi lever i en tidsalder, hvor man via it og computere på mange måder kan komme ud over det med læsningen. Der er jo igen grund til, at børn, der ikke er gode til at læse, skal få ødelagt deres tilegnelse af alle andre fag, bare fordi man insisterer på, at de skal læse tekster. Dermed bliver de læsesvage drenge endnu engang tabere”, siger Inge Henningsen med den tilføjelse, at piger selvfølgelig også har læsevanskeligheder, men nu handler det jo specifikt om drengenes situation.
Når man i disse år taler om folkeskolen, er det svært at komme uden om de omdiskuterede PISA-undersøgelser, der bruges til at kvalitetsmåle det danske uddannelsessystem i forhold til kvaliteten i de OECD-lande, som vi normalt sammenligner os med. Her klarer de danske drenge sig faktisk bedre i naturfag og matematik end pigerne, peger Inge Henningsen på.
“Men dét er der meget lidt fokus på. Da de første PISA-resultater kom, tænkte jeg: Åh, nej! Pigerne klarer sig dårligt i matematik. Men i næste omgang tænkte jeg, at det måske kunne tage lidt af presset af pigerne, fordi det jo i høj grad blev problematiseret, at de klarede sig bedre end drengene. Men det har det altså ikke gjort. Som jeg ser det, bliver det i dag fuldstændig ignoreret, at drengene faktisk klarer sig bedre i matematik og i naturfag. Ikke fordi jeg tillægger det nogen som helst betydning, men de, der tillægger PISA betydning, overser det fuldstændig. De vil stadig tale om taberdrengene”.
Inge Henningsen ser holdningen over for “taberdrenge” på linje med en anden tendens i tiden.

“Man siger, det er folks egen skyld, hvis de er arbejdsløse eller lavt uddannede, lever kortere tid eller er mere syge, fordi de ikke gør det rigtige. Jeg ser retorikken om taberdrengene, som noget af det samme. Hvis man “peger dem ud”, og skælder dem tilstrækkeligt meget ud, så bliver det nok bedre. Det gør “taberdrengene” til skurke, ikke til ofre.
“Taberdrengene” er jo også næsten en statistisk konstruktion. Selvfølgelig kan man pege på, at drenge klarer sig dårligere i uddannelsessystemet, end pigerne gør. På den anden side klarer mænd uden uddannelse sig betydeligt bedre på arbejdsmarkedet end kvinder uden uddannelse. Hvis man ser på gruppen af ufaglærte, der indtager ledende stillinger, så er der faktisk temmelig mange i Danmark i dag. Men det er mænd, ikke kvinder. Man kan selvfølgelig påstå, at det bliver anderledes i fremtiden, men foreløbig tjener også de yngre generationer af mænd i hvert fald mere end kvinder gør og avancerer hurtigere, selv om de er dårligere uddannet”.

Skandale og hykleri

Hvis Inge Henningsen skal pege på et område, hvor der virkelig er behov for at sætte ind, er det i forhold til de erhvervsfaglige uddannelser, hvor en stor del af drengene søger hen.

  Kvinder Mænd
Erhvervsfaglig uddannelse  25,4 31,9
Videregående uddannelse  57 42
Ingen erhvervskompetence  17,6 26,1

“Det er en skandale, at eleverne ikke er sikret praktikpladser. Og jeg synes, der ligger et enormt hykleri i, at man taler om drenge, der falder fra, og at drengene ikke får nogen uddannelse, når en stor del af problemet opstår af strukturelle årsager. Nemlig at de, der starter på en uddannelse, ikke får lov til at gøre den færdig, fordi der ikke er den uddannelseskapacitet, der er brug for.
Det bidrager simpelthen til en stor del af den underuddannelse, vi ser blandt drenge og mænd. Flertallet  af eleverne på de erhvervsfaglige uddannelser er nemlig drenge, og derfor er der også flest drenge, der bliver ramt af manglen på praktikpladser. Men der er ikke kun tale om en kønsdimension. Der er også en etnisk dimension. Med for få praktikpladser bliver det meget sværere for unge mænd med anden etnisk baggrund at få gjort deres uddannelse færdig, end det er for unge etnisk danske mænd. De har nemlig vanskeligere ved at få de individuelle praktikaftaler, som man selv skal ud og skaffe.
Hvis jeg derfor skal pege på et sted, hvor man kan gøre noget for at hæve uddannelsesniveauet blandt unge mænd, er det at ændre hele systemet omkring de erhvervsfaglige uddannelser”, siger Inge Henningsen, der også mener, at den måde, man laver statistik på, er med til at give et forvrænget billede af virkeligheden inden for erhvervsuddannelserne.
“Man opererer med nogle helt urealistiske frafaldsprocenter på over 50%. Men det skyldes først og fremmest den måde man tæller på. Hver gang de unge skifter retning inden for de erhvervsfaglige uddannelser, bliver det nemlig talt som frafald. Og fordi der mangler praktikpladser, vil der netop være en masse linjeskift inden for systemet. Men det bliver registreret som elever, der falder helt fra. På den måde får man alt for høje frafaldsprocenter. Prøv at tænke på en situation, hvor alle skiftede linje en enkelt gang, men derefter gennemførte deres uddannelse. Her vil det se ud som om, der er et frafald på 50 %, men de kommer alle sammen igennem. Hvor stort det reelle frafald er vides ikke. Men en tredjedel af drengene i en ungdomsårgang kommer trods alt ud med en erhvervsfaglig uddannelse. Så hvis vi havde en frafaldsprocent på 50%, skulle to tredjedele af alle drenge i Danmark være begyndt på en erhvervsfaglig uddannelse, og sådan er det ikke. 
Det er altså en krisemaksimering, som er med til at konstruere myterne om “taberdrengene”. Men det passer altså ikke, hvis man går ind og ser på tallene”, slutter Inge Henningsen.