Rigide fordomme og strenge love har betydet, at der ikke findes officielle LGBT-organisationer i Tunesien. Nu har tre feministiske tunesere, en lesbisk, en biseksuel og en transseksuel, imidlertid dannet CHOUF. Organisationen arbejder imod de kvindeundertrykkende samfundsforhold og kæmper for lige rettigheder uafhængigt af køn og seksualitet. En lesbisk tuneser fortæller, at samfundet stadig er meget maskulint domineret. Det betyder, at lesbiske kvinder er dobbelt undertrykt – både på deres køn og på deres seksualitet.
Kvinderne føler sig ekskluderet af samfundet, selvom de faktisk lægger stor vægt på deres tunesiske baggrund. De har ingen offentlig stemme til at fremføre deres sag, og det vil CHOUF nu give dem. Organisationen ønsker at blive et sikkert fristed for landets lesbiske, biseksuelle og trans-fælleskaber. 
Der sker små fremskridt i hovedstaden Tunis: I år fik LGBT-samfundet lov til at afholde en Pride-begivenhed, om end i en light version.