Hvis du har følelsen af at se barnevogne og glade, nybagte mødre på hvert andet gadehjørne, er der ikke tale om syner. Antallet af kvinder, der bliver mødre, har nemlig aldrig været større end i dag.

Faktisk er der tale om en danmarkshistorisk rekord i antallet af mødre, hvilket gennemhuller myten om, at kvinder da fik mange flere børn i gamle dage.

– Ja, nogle kvinder fik mange børn, men i gamle dage var der også mange kvinder, som aldrig fik børn, fordi de ikke blev gift. I dag er det at få børn ikke længere bundet til ægteskabet, men en naturlig del af et kvindeliv. Hvad enten man er enlig eller lesbisk eller noget helt tredje. Samtidig er man i dag i stand til at hjælpe kvinder, som har fysiske problemer med at blive gravide.

Når man beder KVINFOs direktør Elisabeth Møller Jensen om at gøre status over ligestillingen i Danmark, siger hun:
– Kvinder i Danmark har mest fuldtidsarbejde i verden, og samtidig topper de, hvad angår fertilitet. Det sidste er et kæmpe problem i lande som Tyskland og Italien og også i Japan. Så den største landvinding er, at kvinder i dag kan have et helt kvindeliv – uanset om hun er gift eller ej. Hun kan bruge sin uddannelse i et interessant job og samtidig have et familieliv. Samtidig understreger hun, at kvinders forandrede liv skal ses i lyset af velfærdssamfundets udvikling i samme periode.
– Det er to sider af samme sag. Halvtredserhusmødrene kom ud på arbejdsmarkedet, og så fik man skabt pasningsmuligheder for børn. Alene i perioden 1960-1990 blev der skabt en million nye arbejdspladser i Danmark, og kvinderne satte sig på 875.000 af de nye arbejdspladser. Alt sammen som følge af Danmarks højkonjunktur og udviklingen af velfærdssamfundet.

Hvor det tidligere kun var arbejdsklassens kvinder og nogle få kvinder fra den højere middelklasse, kom hele middelklassens kvinder nu ud på arbejdsmarkedet. Men kvinderne fik deres eget arbejdsmarked. De kom ind i alle de nye job i den offentlige sektor, i omsorgsarbejde osv.
– Nissen flyttede så at sige med. Det lykkedes ikke at få lavet om på kønsrollerne. Man havde chancen for at gøre op med det kønsopdelte arbejdsmarked, men det skete ikke. Man flyttede simpelthen arbejdsdelingen mellem mænd og kvinder fra familielivet og ud på arbejdsmarkedet. Og det er den logik, vi lider under i dag, siger Elisabeth Møller Jensen.

Hun mener, at vi i Danmark har været bedre end alle andre lande til at fastholde kvinder i arbejde, blandt andet fordi vi tidligt fik gode pasningsordninger til børn. Og at kvinder set som gruppe har fået stor indflydelse på samfundet.
– Til gengæld har det været rigtig svært for kvinder som enkeltpersoner at få en indflydelse på samfundets udvikling, som svarer til deres kompetence.

Hvad skyldes det?
– Måske at vi er et gammelt bondeland. Vi er stadig bønder for Vorherre. Kvinderne regerer inde i huset og mændene ude i marken, og så står vi med hinanden i hånden og skuer ud over kornmarkerne og siger: ‘Se, hvad vi har præsteret,’ siger Elisabeth Møller Jensen, som heller ikke er bleg for at give Kvindebevægelsen i 60erne og 70erne et hak i tuden.

– Alt skulle foregå kollektivt. I kvindebevægelsen var man jo ligefrem bange for, at den enkelte kvinde blev for stærk, men vi er nødt til at tænke individualismen sammen med den kollektive løsning, og det synes jeg også vi har været gode til i KVINFO. Personligt har jeg sagt kvinders indflydelse fra dag ét.
– Samtidig vil jeg understrege, at jeg langt foretrækker den nordiske velfærdsmodel fremfor det amerikanske system, også selv om flere kvinder i USA lykkes med at få indflydelse, der svarer til deres kompetencer og kvalifikationer. Man skal have begge dele. Velfærden og de individuelle muligheder, siger Elisabeth Møller Jensen, som siden 1990 har ledet og udviklet KVINFO til et mangehovedet kønspolitisk værktøj.

Grundlæggende handler det om at åbne så mange døre som muligt. Med afsæt i al tilgængelig forskning og viden på området. Systematiseret, så det kommer så bredt ud til brugerne som muligt.
– Køn er relevant i alle sammenhænge. Fra hele det politiske spektrum over arbejdspladserne nede på gulvet til de bonede gulve i toppen. Og det mest inspirerende er, at der hele tiden dukker nye grupper op, som tager fat på kønsdebatten. For eksempel Hæren og Politiet, som åbner op for kvinder.

I øjeblikket bølger diskussionen for og imod kvoter, som skal gøre det nemmere at få kvinder ind i danske virksomheders bestyrelse. Her udgør danske kvinder en bundrekord i forhold til både Sverige og Norge, og andre europæiske lande.

Men i Danmark er kvinder og kvoter et fyord, som alle himler op over. Senest har ligestillingsminister Eva Kjer Hansen (V) pure afvist tanken på en ligestillingskonference. Mens man i både Norge og Sverige har gode erfaringer med at kvotere kvinder i bestyrelser – og dertil strenge sanktioner overfor virksomheder, som ikke overholder kravene.

Elisabeth Møller Jensen undrer sig da også over den kendsgerning, at mens det i alle demokratiske fora, som for eksempel politik, lykkes at få valgt kvinder ind, sker det modsatte, så snart der er tale om lukkede fora.
Antallet af kvindelige folkevalgte er således steget støt siden begyndelsen af 1960erne, hvor kvinder udgjorde ca. 10 procent. Med kvindebevægelsens indtog i 1970erne hoppede kvindernes andel op til ca. 25 procent, og i dag udgør de kvindelige folkevalgte politikere knap 40 procent. Altså tæt på halvdelen.
– Alle himler op, når man taler om kvoter. Jeg synes, det er tankevækkende. For da man i sin tid indførte adgangsbegrænsning på universiteterne, sprøjtede kvinderne ind. Simpelthen fordi de havde bedre karakterer end mændene.
– Det har så ført til, at et studie som medicin udviklede sig til et kvindefag, og i dag kvoteres mænd ind for at råde bod på den skæve kønsfordeling. Det samme gør sig gældende for mandlige pædagoger i vuggestuer. Og ikke en kat gør over det, mens alle kan blive enige om, at kvinder og kvoter er det store uhyre!

Elisabeth Møller Jensen har sit eget bud på, hvorfor det forholder sig sådan:
– Når man taler kvinder og kvoter, tænker man automatisk, at niveauet så vil blive sænket. Rent ubevidst falder det ingen ind at tænke sådan, når mænd kvoteres ind på en uddannelse eller i et job. Heller ikke selv om deres karakterer er dårligere. Derfor har jeg også svært ved at tage det kvotehysteri alvorligt, siger hun.

Faktum er, at Danmark stadig halter alvorligt bagefter, hvad angår kvinder og ledelse, men KVINFOs direktør mener, at vi også på dette område vil se et skred. Om end det går langsomt.
– Selv om det ikke lyder særlig sexet, tror jeg, det kommer til at betyde meget, hvis kvinder kommer med i ledelsesværktøjet Corporate Governance, og virksomhederne også måles på deres evne til at rekruttere kvinder til ledelse. For der er ingen tvivl om, at kvinder i dag udgør det største uudnyttede potentiale inden for ledelse, siger hun.

Selv om KVINFO – dannet af ordene kvinder, information og forskning – historisk set forbindes med kvinder, handler KVINFO i dag i praksis i langt højere grad om viden om kønnet.
– I virkeligheden burde ligestillingen skifte fokus fra kvinder til mænd. Det er kvinders liv, der er blevet voldsomt forandret fra 1964 til idag, men hvis vi skal videre op ad trappen, så handler det blandt andet om, at barselsorloven bliver en individuel velfærdsret til manden og ikke noget, han skal hjem og handle af i familien først. At vi tænker mere på mændenes ret og pligt i forhold til omsorg. Det allervigtigste er den tidlige tilknytning til barnet. Får mændene den, ændrer du rigtig mange ting. Feminismens største alliancepartner er unge mænd. Ligesom kvinder vil have det hele liv, breder den tankevirksomhed sig også til de unge mænd. Et godt arbejdsliv er ikke nok.

Karen Margrethe Schelin er journalist på Berlingske Tidende.
© Berlingske Tidende