Kampdagen var også en festdag, da KVINFO inviterede til stor fest i VEGA. KVINFO var værter til et brag af en fest, hvor det var det ukendte navn som endte med at tale Store Vega omkuld.Vi har samlet en række billeder fra dagen.

Det var tredje år, at KVINFO holdt 8. marts i VEGA, og det var ikke bare en fest for publikummet i VEGA, men for første gang var festlighederne landsdækkende takket være livestreamingen. Programmet var spækket med fantastisk musik, performancekunst, comedy og tankevækkende taler.

KVINFO og 900 gæster i VEGA gjorde kampdagen til en festdag, og rundt om i landet fulgte rigtig mange også med – over 14000 har klikket sig ind på livestreamen på KVINFOs facebookside

Tak til det helt fantastiske publikum både i VEGA og hjemme i stuerne for en uforglemmelig fest!

Allerede ved ankomsten i foyeren mødte publikum Lærke Posselts smukke og vigtige fotoserie 'Bending Gender' med en række fotos af mennesker med androgyne eller flertydige kønsudtryk. 

 

Sandie Westh var rykket fra stolen bag mikrofonen som radiovært til vært for aftenen i VEGA. 

 

KVINFOs konstituerede direktør Suzanne Moll bød velkommen og lagde rammerne for aftenens fest med en tale der både fejrede landvindinger og pegede på udfordringer nationalt og internationalt. 

 

KATINKA var aftenens føste musikindslag og greb salen med sin poetiske og eksperimenterende pop. 

 

Ligestillingsminister Karen Ellemann var også på scenen, hvor hun blandt andet talte om Danmarks tilslutning til modstanden mod Trumps forsøg på at kvæle organisationer, der arbejder for seksuelle og reproduktive rettigheder. Allerede ved ankomsten var hun i TV-Avisen, som sendte live fra foyeren. Du kan se hendes tale på video her.

 

Sociologerne bag 'magteliten' Anton Grau Larsen og Christoph Ellersgaard, der kaldte sig selv aftenens mansplaining-indslag, fortalte om den kraftige kønsubalance i de mest magtfulde bestyrelser, udvalg og råd i Danmark.

 

Folk havde svært ved at blive siddende i stolene, da Mendoza gik på scenen og leverede en fest sammen med sin DJ. 

 

"Vi skal holde op med at definere, hvad en kvinde er. Vi skal lade hver kvinde definere selv sig som kvinde." Sådan lød det fra jordanske Ruba Ahmad, policy og advocacy advisor for Action Aid/Mellemfolkeligt Samvirke. Hun væltede alle omkuld med sin fantastiske, vigtige og tankevækkende tale, der opfordrede os alle til at tænke udenfor de vante kasser. Du kan se en video af hendes tale her.

 

Miss Fish aka Jørgen Callesen kaldte bagefter Ruba Ahmads tale for det perfekte afsæt til hans queer-performance, der med et kritisk/kærligt blik slæbte en række ikoniske kvinder og kvinderoller på scenen. Her Jane Fonda. 

 

Miss Fish blev fulgt af de to elskelige og bundsjofle buffonner fra The Orifice, der gav et bud på køn og seksualitet helt uden for publikums normale skalaer. 

 

Sherin Khankan har i året, der gik, brudt helt nyt land som Danmarks første kvindelige imam. Hun kom og fortalte om sit personlige projekt med det og med Exitcirklen, som hun også har taget initiativ til, og som er en støttekreds for kvinder, der er udsat for vold og social kontrol. 

 

Før pausen indtog sanger og satiriker Karina Willumsen scenen og leverede et sæt af sine feministiske nyklassikere, heriblandt sin uforbeholdne kærlighedssang til Transportminister Ole Birk Olesen og hans kvindefjendske udfald. 

 

Stemning fra baren i pausen. Det klare lys i baggrunden er fra det studie, der var indrettet til den livestreaming, som blev sendt i samarbejde med Politiken. Her havde journalist Sisse Sejr gæster i sofaen til interviews når der var pauser eller musik på scenen, som vi ikke havde rettigheder til at bringe. Du kan se en optagelse af livestreamingen på KVINFOs facebook.

 

Efter pausen væltede Ditte Hansen & Louise Mieritz huset med deres hylende morsomme mundhuggeri om mænd, sex, kvindekamp og feminisme, som Ditte erklærede hun havde googlet til lejligheden og derfor siden i forgårs nu er feminist!

 

Aftenen blev lukket af Barbara Moleko, der leverede en stærk og veloplagt minikoncert, og publikum var i den grad med. 

 

 Kronprinsesse Mary deltog ligesom sidste år i festen i VEGA. I år holdt hun dog ikke tale, men presseopbudet var næsten lige så stort. 

 

Se eller gense optakten og hele showet

VI SES IGEN TIL NÆSTE ÅR!

 

Fotos er af KVINFOs husfotograf, Mayra Navarrate, der også er tidligere mentee i KVINFOs Mentornetværk. Foto af Ditte og Louise: Peter Bak