Billetterne var solgt ud allerede inden hele programmet var meldt ud. 1000 tilskuere havde fået billetter, og var vidne til en aften med fest og farver, grin, eftertanke og rørende øjeblikke. Fotos: Olafur Steinar Gestson.

Aftenens første taler efter vekomsten var en trio af finansminister Kristian Jensen og Majken Gilmartin og Rikke Rønholt fra Global Goals Cup, som sammen slog et slag for FN's verdensmål og især verdensmål 5 om ligestilling. 

 

Som sædvanlig var aftenen båret af en række stærke musikindslag, som gjorde kønsskævheden i dansk musikliv endnu mere uforståelig. Tak til samarbejdspartner Roskilde Festival for en fremragende musikkuratering: Gurli Octavia, Annika Aakjær og her Iris Gold:

 

Blandt talerne var også en af de helt store internationale kapaciteter, den amerikanske sociolog Michael Kimmel, som talte om mænd og #MeToo.

 

Nogle gør det i ord, andre lige så meget i krop. Da først Twerk Queen Louise Kjølsen havde været på scenen, kom festen aldrig ned på jorden igen. 

 

Louise fik hele salen til at twerke med - fra balkonen til ministrene og KVINFO-direktør på forreste række. 

 

Både opløftende, gribende og provokerende var de fire frontkæmpere i Den Nydanske Kvindekamp. Halime Oguz, Geeti Amiri, Natasha Al-Hariri og Khatera Parwani talte om vold, seksuel frigørelse og frihed til at vælge og være den, man er, til et tordnende bifald fra salen. 

 

Queer-performance kunstneren Cathrin Augusti kom med sin helt egen måde at bekæmpe sine indre dæmoner på. Ved hjælp af en pude, en tæppebanker og to tøjklemmer kom hun på et par minutter gennem både seksualitet, dominans, raseri, kærlighed, selvhad, sorg og sammenbrud. 

 

Latteren fra publikum blev ikke mindre da teaterforestillingen Kussesumpen gik på scenen og frejdigt erklærede at de hadede mænd ... og kvinder ... og børn ...

 

Og så kan det godt være, at Annika Aakjær egentlig var sat på som et af aftenens musikindslag. Men ud over at have en af Danmarks mest spændende vokaler, så er hun også en entertainer af de helt store, og hun fik salen til at brøle af grin i oplæggene til sine sange om alt fra venskab til hårfjerning.

 

2018 markerede også den første 8. marts for KVINFO efter vores bibliotek blev lagt ind under Det Kgl. Bibliotek. Det var også den første med Henriette Laursen som direktør, hvor hun i sin tale udstak retningen for KVINFO fremover og ikke mindst takkede hjerteligt for opbakningen i det turbulente år, der er gået. 

 

Aftenens program blev pakket ind af søskendeparret Yasmin og Abdel Aziz Mahmoud, der veloplagt brugte mand/kvinde og storebror/lillesøster-dynamikken. Samtidig stod de for festens måske mest rørende øjeblik, da de inviterede aftenens overraskelse, deres mor, Souha, på scenen. Hun fortalte gribende om sin reaktion og den forandring, hun har været igennem efter familiens ældste søn Abdel fortalte familien at han er homoseksuel. Han var ikke den eneste i salen, som kneb en tåre. 

 

Man kan se livestreamingen af hele aftenen på KVINFOs facebook. Den første del her og den sidste bid her.

Tak til vores samarbejdspartner Roskilde Festival og sponsorerne Dansk Magisterforening og DJØF.